En god blog - What´s he on about now

En af de få blogs, jeg med fornøjelse og udbytte vender tilbage til, er David Hepworths:

http://whatsheonaboutnow.blogspot.co.uk/ 

Det er en blog, der ikke foregiver at være mere end strøtanker i en travl hverdag - jeg ville ønske, jeg selv kunne ramme noget tilsvarende.

Davids indlæg er prisværdigt korte, men altid interessante med en lidt skæv og nørdet britisk tone.

Et eksempel: Five things War And Peace tought me about football

David er en garvet musikjournalist, som jeg husker fra de glade dage i 90´erne på det dengang toneangivende musiktidsskrift "Q".  Nu tjener han sit brød på bl.a. The Guardian.

Han er også på Twitter, Tumblr, Instagram, Spotify - og hvad det alt sammen hedder. 

Nå ja, og så tæller det også på plussiden, at David Hepworth hvert år lytter til Michael Franks "Now That The Summer´s Here", når sommeren er der. For det er nemlig en listig sag fra en glimrende, overset kunstner.

Der er lidt Glitterik Smørhår (eng. Gilderoy Lockhart) - Hogwarts lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter - over den gode David

Genesis i en boks - 1970-75

Pladeselskabet Virgin har udsendt tre store boks-sæt, der samler  Genesis´ originale studie-udgivelser fra perioden 1970-1998 plus en del ekstramateriale. Den sidste boks i rækken er kronologisk set den tidligste, nemlig den periode fra 1970-1975, hvor Peter Gabriel var frontfigur i gruppen.

Som bekendt er det blevet en hel industri at genudgive den klassiske rocks største navne i diverse cd-udgaver. Beatles, Stones og Zeppelin udgives med jævne mellemrum i ”nye” og ”forbedrede” versioner af bagkataloget ,og der tilføjes formater som SACD, DVD-audio, diverse 5.1 remixes, ja sågar nye vinyl-udgaver. Genesis har heller ikke ligget på den lade side. Allerede i 1994 udkom på Virgin gruppens udgivelser i en såkaldt Definitive Edition Remaster, som lydmæssigt var overordentlig vellykket.  Men den var åbenbart ikke mere definitiv end, at tiden nu atter er inde til at pakke de gamle guldkorn ind på en ny måde, så de mange trofaste fans kan få lejlighed til at købe den samme vare for tredje eller fjerde gang. Spørgsmålet er så, om der i dette tilfælde er mening med galskaben i lydmæssig forstand? 

I boksen
Boks-sættet er bygget op over samme koncept, som de to andre i serien: I boksen er der de originale studiealbum i ny-restaurerede udgaver. Hvert album suppleres så med en DVD, der indeholder albummet i et helt nyt og tydeligvis gennemarbejdet 5.1. re-mix, der kan være interessant for surround freaks. På DVD´erne er der desuden fyldige, dybdegående og meget åbenhjertige interviews med musikerne om det pågældende album samt tv-optagelser fra perioden omkring albummet, hvis de ellers foreligger. Hertil kommer så to cd´er med ”sjældenheder” og hidtil ikke-udgivet materiale, samt en bog på 48 sider, hvor forskellige mere eller mindre kendte personligheder fortæller om deres forhold til de respektive album. Samlet set er der tale om en ganske attraktiv boks, som er kræs for enhver kender af Genesis. Når det er sagt, så virker det dog besynderligt, at Genesis Live fra 1973 ikke er at finde i boksen 1970-75, ligesom live-albummet Seconds Out heller ikke er med i den næste boks.  At de officielle live-optagelser på denne måde er udeladt medfører jo, at boksene strengt taget, hverken er komplette eller kronologiske. 


I begyndelsen
Rygraden i boksen er de originale album, og her er det naturligvis endnu mere besynderligt, at gruppens første studie-album heller ikke er at finde i boksen. Genesis blev dannet i 1967 med udgangspunkt i et par lokale skole-bands i Godalming i England. I sin oprindelige udgave bestod bandet af Peter Gabriel(sang), Tony Banks (keyboards), Mike Rutherford (bas), Anthony Philips (guitar) og Chris Stewart (trommer).  Jonathan King – en britisk pop-købmand, der havde gået på den samme skole – tegnede en kontrakt med dem i 1968 og fandt også på gruppens navn. I 1969 udkom gruppens første album, From Genesis To Revelation, produceret af King og med John Silver(!) på trommer. Genesis var i 1969 et pop-band inspireret af tidlig Bee Gees.  Som Bee Gees skulle Genesis i de kommende årtier flere gange genopfinde sig selv og foretage markante stilskift, men på det første album er der ikke meget, der peger hen mod den prog-rock, som ventede lige om hjørnet i gruppens musik. Jonathan King har holdt stædigt fast i rettighederne til dette album, som derfor ikke er med dette boks-sæt.. Albummet er udkommet adskillige gange under forskellige titler, og er meget passende i 2008 udgivet i endnu en remaster-udgave.

Trespass
Det første album, som opfattes som en del af den officielle Genesis kanon er derfor Trespass, hvor John Mayhew har erstattet Silver på trommer. Med Peter Gabriel i front veksler albummet mellem lange, komplekse stykker og korte, finurlige numre. Teksterne er enten temmelig langhårede og mytologiske eller temmelig pjattede. Arrangementerne gør brug af både akustiske og elektriske instrumenter, temposkift og lange instrumentale passager. Mellotronen bliver først købt til det næste album, men ellers finder man her den velkendte skabelon for britisk prog-rock, der også kendes fra King Crimson, Jethro Tull, Yes, ELP m.fl. Med undtagelse af The Lamb Lies Down On Broadway, er denne skabelon stort set gældende i Genesis frem til 1977, hvor gruppen reduceres til en trio. På Trespass har Genesis ikke helt fundet sin egen stil og sangene har ikke – bortset fra klassikeren The Knife – den melodiske appel, som senere bliver typisk for gruppen. For hvad der sidenhen adskiller Genesis fra de myriader af andre prog-rockere, der væltede frem i 70´erne er en evne til at skrive gode melodier. Det er ikke meget prog-rock, der også fungerer fremført alene på en akustisk guitar, men det gør mange af Genesis´ simpelthen, fordi det er gode sange og melodier. Det samme kan næppe siges om ELP eller Yes! Og selv om musikerne i Genesis teknisk set er eminente, har de ikke behov for at demonstrere teknikken i virtuose stunts hele tiden. Hos Genesis er musikken og ikke musikerne i fokus. Dermed får Genesis på sin vis den status inden for prog-rocken, som Weather Report fik inden for fusions-jazzen, og det er vel forklaringen på, at Genesis gamle indspilninger holder langt bedre end så meget andet prog-rock fra perioden.

Nursery Cryme
Først med Nursery Cryme er det, vi i dag forstår ved det klassiske Genesis i fuld blomst. Et album, der stadig sprudler af friskhed, inspiration og energi. Phil Collins er nu med på trommer, og er en markant forbedring. Phil Collins blev med god grund opfattet som en af periodens dygtigste trommeslagere, og i 70´erne var han simpelthen den førende prog-rock trommeslager. Steve Hackett, en disciplineret og underspillende elegantier på en guitar, har desuden erstattet den mere vævende og nørklende Anthony Phillips. Nursery Cryme har en for gruppen helt ny skarphed og tyngde, og et kraftigt element af drama. ”Musical Box”  og ”Return Of The Giant Hogweed” skulle blive faste klassikere i gruppens koncerter mange år frem, men her er også perler som ”Seven Stones” og ”Harlequin”. Albummet blev et uventet hit i Italien og banede således vejen for gruppens store fremtidige succes i Europa.


Foxtrot
Først med albummet Foxtrot, begynder der at ske noget hjemme i England. Foxtrot fra 1972 er det første Genesis-album på hitlisten i England. Takket være flittig turne-virksomhed i 1973 og et kompetent live-show, der er dokumenteret på den fremragende Genesis Live fra samme år, steg gruppens popularitet langsomt men sikkert. Foxtrot er et særdeles ambitiøst udspil. Albummet lukker således med den 23 minutter lange ”Suppers Ready”, et komplekst musikalsk epos, som Roger Taylor fra Queen meget rammende i noterne kalder for prog-rockens svar på ”Stairway To Heaven”.  Albummet som helhed er kompetent og imponerende gennemtænkt ned til mindste detalje. ”Watcher Of The Skies” og ”Get Em Out By Friday” rocker hårdt og uimodståeligt, men ellers savner man lidt den ubændige, saft og kraft, der præger forgængeren. Også rent lydmæssigt virker Nursery Cryme faktiske mere vellykket.

Selling England By The Pound
Selling England By The Pound fra 1973 er svendestykket i Genesis´ prog-rock periode og en absolut klassiker inden for genren. Albummet har det hele: Et fedt omslag, iørefaldende melodier, smukke instrumentale temaer, langhårede tekster befolket med enhjørninger, riddere og oldinge, hele denne typisk britiske, excentriske, hang til Tolkien-mystik kombineret med fjollede indfald. Titelnummerets stramt disponerede mystik og dynamik efterfølges af det tætteste, gruppen i 70 érne kom på et singlehit, ”I Know What I Like”. ”Firth of Fifh” og ”Cinema Show” er nogle af gruppens mest helstøbte og smukkeste kompositioner. ”After The Ordeal” er en lille instrumental perle i al sin enkelhed. Der er ikke meget løst kød på Selling England By The Pound, og prog-rock fås ganske enkelt ikke bedre – eller værre! Lydmæssigt har albummet altid været præget af en lidt ulden lyd. Det er her lykkedes at forbedre lyden markant, uden at den oprindelige sound er forrykket.   


Lamb Lies Down….
The Lamb Lies Down On Broadway er et konceptalbum, der i sin tid udkom som dobbelt-lp. Det fortæller historien om puertoricaneren Rael, der på sin søgen efter sin bror John i New Yorks underverden møder diverse monstre og gennemlever forskellige mareridt. Det er en temmelig rodet historie, tilsyneladende uden egentlig pointe og slutning. Men på trods af librettoens mangler på papiret, så fungerer albummet som en helhed i praksis. Det meste af musikken er skrevet af Banks, Collins og Rutherford, teksten af Gabriel, mens Hackett kun sporadisk har bidraget kompositorisk. The Lamb overraskede mange fans i sin tid, for den er i langt mindre grad et prog-rock album end Selling England By The Pound. Gruppens lyd er radikalt anderledes, langt mere direkte, rocket og rå. Der er en dyster aggressivitet og kompromisløshed i udtrykket, som er helt ny for Genesis. Lyd-geniet Brian Eno har uden tvivl en stor del af æren for dette. Han er krediteret for ”Enossification”, et andet ord for de berømte lydmæssige ”treatments” han er en mester i at udvikle. På The Lamb skaber han en dissonant og dunkel atmosfære med en for Genesis uvant kant, et perfekt bagtæppe for musikken. En væsentlig faktor i The Lambs specielle atmosfære er også, at albummet er skrevet og optaget på den gamle fattiggård, Headley Grange, hvor Led Zepplin og Bad Company tidligere havde draget nytte af den efter sigende skumle stemning og rustikke akustik. 

Nye kapitler
The Lamb er et komplekst og udfordrende værk, der i sin kunstneriske kraft og udførelse tåler sammenligning med The Wall og Quadrophenia eller Tommy. Den har ikke disses iørefaldende kvaliteter, men til gengæld har The Lamb en dybde og uudgrundelighed, som man aldrig bliver helt færdig med.
The Lamb virkede i sin tid som en stilmæssig parentes, for efter Gabriel forlod gruppen, lavede de andre, A Trick Of The Tail, der mest af alt lød som en direkte fortsættelse af Selling In England By The Pounds prog-rock. Men da Genesis – nu som en trio – fundamentalt sadlede om og indtog USA som superstjerner i 1981 med Abacap, var det med en lyd og musikalsk tilgang og attitude, der ikke ligger langt fra The Lamb. Peter Gabriels mere højbrynede og avantgardistiske solo-karriere kan også i høj grad skimtes på The Lamb. 

Efterspil
Med Lamb Lies Down On Broadway og Gabriels exit slutter første kapitel af historien om Genesis. Genesis stod i 1975 som en fremtrædende og succesfuld repræsentant for den progressive rock med et stort publikum i Europa.  Med Gabriels farvel var det forventningen, at han ville få en stor solo-karriere, mens de resterende medlemmer ville få problemer med at fastholde positionen. Men med A Trick Of The Tail fik de resterende medlemmer i 1976 en kæmpesucces, der solgte mere end alle foregående album tilsammen. I det næste årti kom kapitlerne om Genesis´ gennembrud i USA og status som verdensberømte mega-stjerner. Desuden skulle Steve Hackett få moderat succes som solist, mens både Mike Rutherford og Phil Collins fik stor succes på egne ben. Rutherford med Mike and the Mechanics, og Collins med en solokarriere, der i 80´erne internationalt faktisk overskyggede Genesis. 
Peter Gabriels første solo-lp – og det af dem, der har holdt sig bedst – var opulent og storladent produceret af Bob Ezrin, der medbragte Alice Coopers backing-band, men det var ikke den store succes i 1977. Først med Sledgehammer i 1985 brød Gabriel – takket være MTV og en fantastisk video – igennem over hele verden. 

Lyden
De gamle indspilninger er med denne udgivelse blevet remasteret for anden gang samtidig med SACD-kodningen. En sammenligning med de rensede udgaver fra 1994, der i parentes bemærket efter datidens (og nutidens) forhold er på reference-niveau, er derfor på sin plads. Hvis vi kigger nærmere på Lamb Lies Down On Broadway, så var den allerede i den originale vinyl-udgave en lydmæssig udfordring, der stillede meget høje krav til en korrekt indstillet grammofon og pick-up. 1994-udgaven på cd var lydmæssigt en åbenbaring, for her var det som om albummet for første gang blev pakket ud i solen og det berømte forhæng trukket til side. 2008-udgaven udgør ikke på samme måde et kvantespring, men selv aflyttet på en normal cd-afspiller (uden SACD) er der hørbare forskelle. Gabriels vokal lyder nu mere varm og nuanceret, mindre metallisk og lys end på 1994-udgaven. Dynamisk er der også kommet et ekstra lag i bunden. Der er således ingen tvivl om, at der er forskel på de to udgaver. Om forskellen gennemgående er stor nok til at berettige en fornyet investering er nok et spørgsmål om, hvor optaget man er af disse klassikere og det supplerende ekstramateriale. Står valget mellem nyindkøb er der dog ingen tvivl om, at man bør få fat i de nye udgaver.


  

Edgar Froese 1944-2015

Edgar Froese døde den 20. januar 2015. Han var en pioner inden for den elektroniske musik og en af grundlæggerne af den såkaldte Berliner Schule. Med gruppen Tangerine Dream og som solist har han udgivet en lang række klassiske album, der stadig inspirerer og definerer den elektroniske musik. En af hans senere opgaver var således soundtracket til Rockstar Games banebrydende computerspil Grand Theft Auto V, hvormed en helt ny generation fik øjnene op for Tangerine Dream.

Skal man med få ord forsøge at karakterisere Edgar Froese må det være: ubændig produktiv. I en karriere, der strakte sig over 50 år, har han været drevet af en afsindig flid og produktivitet. "Just want to be making daily records", sang Pete Townshend i 1981. Edgar Froese noget nær udlevede denne drift og trang ubændigt. Det er blevet til over 100 album, og endda med stigende takt over de seneste 10 år, hvor tourneer i Europa, Japan, USA og Australien (og Danmark for første og sidste gang i 2014 i Tivoli) også har været dagens orden.

Tilsit og Berlin

Den enorme flid fik Edgar på en måde med hjemmefra. Han blev født i Østpreussen i den gamle tyske kulturby Tilsit i 1944. I dag er byen russisk og har fået det poetiske navn Sowjetsk, men i 1944 var Tilsit noget nær ragnarok. Tyskerne var på flugt fra den røde hær, og Edgars far var blevet myrdet af nationalsocialisterne. Moren flygtede med Edgar til Berlin, og her startede familien, der havde mistet alt, forfra i "Stunde Null", som resten af byen. 

Tilsit sommeren 1945

Som barn måtte han hjælpe med at forsørge familien og som 15 årig klarede han sig selv. Han lærte tidligt at spille klaver, og den højtbegavede knægt fik et stipendie og studerede i første omgang maleri på Akademiet. Senere kastede han sig over psykologi og filosofi. 

Han dannede sit første band i 1962 og spillede i starten (og ofte sidenhen) guitar.  I 1967 kom han i kontakt med den surrealistiske maler Salvador Dali, som inviterede ham til Spanien, hvor han gav koncerter i Dalis villa.

Tangerine Dreams to guldaldre

Tilbage i Berlin dannede Edgar Froese i 1967 bandet Tangerine Dream, som han stod i spidsen for til sin død. Gruppens musik var i starten jazz-inspireret rock med masser af improvisation, men gradvist kom de nye elektroniske instrumenter, der kom på markedet, til at dominere klangen. 

På albummet Zeit fra 1972 brugte man første gang den nye synthesizer EMS VCS 3 og dermed var retningen sat. I dag, hvor man kan lave et album på en mobiltelefon, er det svært at forestille sig, hvor udfordrende de nye elektroniske instrumenter var. De var kæmpemæssige skrumler uden indbygget hukommelse, og det var virkelig krævende at få det hele til at spille - ikke mindst til koncerter.

Det efterfølgende album Atem blev opdaget af den indflydelsesrige engelske DJ, John Peel, og valg til årets album. Året efter underskrev gruppen en kontrakt med Virgin Records og dermed var guldalderen indvarslet.

Inden for de næste 4 år skabte Tangerine Dream sammen med bl.a. Klaus Schulze (der en kort overgang også var medlem af Tangerine Dream) en helt ny musikgenre, der brugte den nye teknologis muligheder til at skabe en rytmisk, melodisk og organisk elektronisk musik, der nåede ud til et stort publikum. Med besætningen Froese, Chris Franke og Peter Baumann toppede Tangerine Dreams popularitet og skaberkraft på mesterværker som Phaedra, Rubycon og Stratosfear. Sideløbende udgav den myreflittige Froese også en lille håndfuld soloalbum, inden Peter Baumann i 1977 forlod gruppen.

Efter et mellemspil som duo fandt Froese erstatningen for Baumann i pianisten Johannes Schmoelling. Stilen blev herefter en anelse mere poleret, men samtidig også mere melodisk og markant. Tangram, Exit, Hyperborea, White Eagle og Live In Poland er fem klassiske album, der tåler sammenligning med de første mesterværker. På en myriade af soundtracks til amerikanske film perfektionerede gruppen i 80´erne sin stil og tjente gode penge.

De senere år

Johannes Schmoelling forlod gruppen i 1986 og siden da, har Edgar Froese og Tangerine Dream ikke på samme måde været inde i varmen på musikscenen. En gruppe af trofaste fans har hængt på og har især i en periode i 90´erne måtte lægge øre til musik af meget svingende kvalitet. Fra perioden skal dog fremhæves serien af Dream Mixes, som er remixes udført af Jerome Froese, Edgars søn, der en længere periode var medlem af gruppen.

Efter år 2000 er det dog som om Edgar får ny luft og kunstnerisk kraft. Fra de sidste 15 år skal fremhæves serien om Hiroshima. Ønsker man at få et indtryk af denne sene periode er Booster-serien et godt sted at starte, da den samler det bedste fra de mange udgivelser på dobbelt-cd´er.

Tangerine Dream, David Bowie og Kraftwerk

Edgar Froeses kunstneriske værk er enormt og hans betydning for den moderne musik er stor. Hans flid og energi og uophørlige kunstneriske skaben er som sagt måske hans væsentligste kendetegn. Han var en pioner, men samtidig må man undre sig over, hvor lidt han og Tangerine Dream fylder i musikhistorien i dag. Det var ikke Tangerine Dream, der spillede på Roskilde for nylig. Det var Kraftwerk, der i sammenligning med Tangerine Dream jo stort set ikke har udgivet noget siden 70´erne. Kraftwerk er parnassets darlings, mens Tangerine Dream blot får parentetisk opmærksomhed. 

Kraftwerks musik er mekanisk og spiller markant på robot- og maskin-analogierne i de elektroniske instrumenter. Og det stadigvæk her 40 år senere! 

På mange måder er teknologien den samme hos Tangerine Dream, men udtrykket radikalt anderledes. Der er en romantisk længsel og melankoli, en skønhed, som bevidst er skrabet væk hos Kraftwerk. Men hvorfor er Kraftwerk så stadig hippe og Tangerine Dream stort set glemt i den toneangivende musikoffentlighed?

Sådan var det bestemt ikke i 1976, da David Bowie flyttede til Vest-Berlin. Han var vild med Tangerine Dream og kontaktede Edgar Froese, der dengang boede i Schwäbische Strasse nr. 7 i det bayriske kvarter i bydelen Schöneberg. Indtil Bowies lejlighed i Hauptstrasse 155 var klar til indflytning, boede han sammen med Edgar og Monika Froese og lille Jerome i nr. 7.

David Bowie boede lidt over 2 år i Berlin, og han frembragte ubetinget sin karrieres bedste musik i Hansa Studierne. Low, Heroes, Lodger og Scary Monster (sidstnævnte dog ikke fra Berlin, men dybt prægede heraf) er mesterværker, som Bowie aldrig kom i nærheden af at matche siden. Low og Heroes er dybt prægede af Tangerine Dream og Edgar Froese. Bowie valgte netop ikke det maskinelle og mekaniske spor, da han brugte de elektroniske instrumenter. Han gik efter melankolien og den romantiske længsel på sin egen kuldslåede og skramlede måde.

Det er skæbnens ironi, at netop de album, Bowie skabte i Berlin, og som i høj grad har været medvirkende til at grundlægge hans kunstneriske ry efterfølgende, er så dybt inspireret af en mand og et orkester, som på mange måder blev glemt af de toneangivende smagsdommere indenfor musikjournalistikken.

Måske kan den triste nyhed om Edgar Froeses død bidrage til rehabiliteringen af hans kolossale og væsentlige musikalske værk.

Edgar Froese døde i Wien, hvortil han flyttede for år tilbage

Mit David Bowie im Bayerischen Viertel

Som nævnt ovenfor boede David Bowie og Edgar Froese sammen en periode i Berlin.

I sin bog Ruhige Strasse in guter Wohnlage skriver Pascale Hugues - fransk journalistkorrespondent i en årrække i Berlin - om sin gade Schwäbische Strasse og dens berømte beboere.

Her er et uddrag, som Tagesspiegel offentliggjorde i forbindelse med Edgar Froes død.

Eines Sonntagabends erzählte ich Edgar Froese, nachdem ich den ganzen Nachmittag durch meine Straße geschlendert war, von meiner Entdeckung: das Spiegel-Labyrinth im Entree der Nummer 7. Wenn man sich genau in die Achse zwischen den zwei Spiegeln zu beiden Seiten der Wand stellt, multipliziert sich sein eigenes Bild so ins Unendliche, dass einem schwindelig wird. «Passt perfekt zu Ihrer Musik!», schrieb ich. Die Antwort kam am selben Abend. Ich spürte, dass Edgar Froese beim Aushecken seinen Spaß hatte. Mich traf beinahe der Schlag:

«Jener Spiegel ist nicht interessant, weil er da hängt, sondern weil David Bowie, Brian Eno, Iggy Pop, George Moorse, Friedrich Gulda und viele andere Zeitgenossen dort hin eingeschaut haben, um festzustellen, dass der Zeitzahn wieder faltentief an ihnen gearbeitet hat. Dann stiegen diese Exemplare einer zeitlosen Epoche in die zweite Etage und bekamen von uns eine warme Mahlzeit. Gastfreundschaft unter Gleichgesinnten.»

David Bowie in der Nummer 7! Es verschlug mir den Atem. Meine Straße verwandelte sich vor meinen Augen in einen Treffpunkt von Weltstars und Punkrockern. Nach meinem bisherigen Wissensstand hatte in meiner Straße keine Berühmtheit ihr Domizil aufgeschlagen. Der Psychoanalytiker Wilhelm Reich mit seiner Orgasmusforschung und der Operettenkomponist Walter Kollo mit seinen Evergreens waren ihre einzigen namhaften Trophäen. Während der eine – an dem einen Ende der Straße – die Gipfel der Sinnenlust erkundete, komponierte der zweite – an ihrem anderen Ende – die Hymne unseres Viertels: Es war in Schöneberg im Monat Mai. Dabei ist das Bayerische Viertel ein wahrer Tummelplatz von Koryphäen. Ich war stets etwas neidisch auf meine Nachbarstraßen. Ich bin außerdem sicher, dass sie auf meine Straße herabsehen. Sich über sie lustig machen: Bei mir hat Gottfried Benn gelebt! Bei mir Gisèle Freund! Billy Wilder! Erich Fromm! Alfred Kerr! Albert Einstein! Und all die anderen … Einzig meine Straße war unfähig, ihre Fassaden mit Ehrentafeln zum Gedächtnis großer Persönlichkeiten zu schmücken. Die Physiker und Nobelpreisträger, die Dichter, Filmregisseure und Schauspieler schienen sich un ter ein an der abgesprochen zu haben, einen großen Bogen um meine Straße zu schlagen. Und da hat David Bowie in der Nummer 7 gewohnt! David Bowie war mein Nachbar!

Er kommt im Sommer 1976 nach Berlin, um die Stadt 1978 wieder zu verlassen. Er bleibt nicht sehr lange. Er will aus dem Rampenlicht. Weg vom Koks. Berlin ist seine letzte Chance. Zweifellos findet er in meiner Straße diese Sanatoriumsatmosphäre, nach der er sich offenbar so sehr sehnte. Diese «verstörende, brüchige Berliner Energie», von der Bowie später sprechen wird, hat sie allerdings nicht zu bieten. Er kommt oft hierher. Und zwei Wochen wohnt er sogar in der Nummer 7 bei Edgar Froese und dessen erster Frau.

Eines Morgens im Jahr 1976 erhalten die Froeses einen Anruf von Bowies Assistentin, die sie fragt, ob sie David Bowie helfen könnten, in Berlin eine Wohnung zu finden: «Die Stadt habe eine magische Anziehungskraft auf ihn gehabt, und er würde gern einige Zeit in Berlin leben. Als Bowie mit Entourage in Berlin eintraf, war seine neue Wohnung erst zur Hälfte renoviert, also boten wir ihm ein Zimmer in unserer Wohnung an, das er auch temporär nutzte. Obwohl wir alles versuchten, keine Informationen nach außen dringen zu lassen, standen schon nach drei Tagen die üblichen Figuren mit ihren Teleobjektiven hinter geparkten Autos. Einige besonders Dreiste zahlten Bewohnern in der Straße Honorare, damit sie durch die Gardine unseren Hauseingang tagsüber beobachten konnten. Es blieb also keine andere Wahl, als mit Strickmütze und Schal nach Einbruch der Dunkelheit das Haus zu verlassen, um wenigstens Restaurants besuchen zu können oder andere Meetings wahrzunehmen. Nach weiteren zwei Wochen war seine Wohnung in der Hauptstraße 155 fertig renoviert, und alle zogen dort ein (unter anderem auch Iggy Pop). Immerhin dauerte Bowies Aufenthalt in Berlin fast zweieinhalb Jahre – eine erlebnisreiche Zeit mit vielen interessanten und inspirierenden Gesprächen auf beiden Seiten. Ich widme David ein ganzes Kapitel in meiner kommenden Autobiographie.»

Und damit war der Hahn der Vertraulichkeiten wieder zugedreht.

Meine Straße hat David Bowie, wenn ich das so sagen darf, das Leben gerettet. Vielleicht sollten wir daran denken, über der Eingangstür der Nummer 7 eine Gedenktafel anzubringen? Die Erinnerung an diese kurze Symbiose, die eine bescheidene Berliner Straße und eine der größten Rocklegenden mit ein an der eingegangenen sind, in Marmor eingravieren. Dieser Fetischismus, der dar in besteht, auf der Vorderfront der Häuser den Namen seiner illustren Bewohner festzuhalten, ist noch absurder, wenn die Berühmtheiten, wie David Bowie, manchmal nur wenige Tage zwischen diesen ehrwürdigen Mauern verbracht haben.

Und doch hat er hier in der Nummer 7 wirklich geschlafen, hat er hier wirklich sein Glas Milch getrunken, seine Paprika gegessen, seine Gitanes geraucht, zwei Schritte von Christopher Isherwoods Haus seine Sehnsucht nach dem Berlin der Weimarer Republik ausgelebt, wie ein Hund unter der Todeserfahrung durch seinen Entzug gelitten und, wollen wir doch hoffen, ein paar Songs seiner Berliner Trilogie geschrieben. Seine Füße haben die Gehsteigplatten gestreift, die Treppenstufen. Seine Hand ist über das Geländer geglitten und ja, sein androgynes Gesicht reflektierte sich in den beiden zylindrischen Spiegeln im Entree bis ins Unendliche.

Warum nur fühlen wir uns durch die Nähe zu den Größen so sehr geehrt? War um sind wir, die heutigen Mieter, so geschmeichelt durch die geisterhafte Anwesenheit unserer Vorgänger? Die Nummer 7 findet sich – der abblätternden Farbe der Fassade, den übelriechenden Mülleimern im Hinterhof und den Stromkabeln, die im Treppenhaus an den Wänden hängen, zum Trotz – geadelt. Und wir, das Fußvolk der Straße, sind aufgewertet. Und so stolz! Zwischen Bowie und uns – eine Seelenverwandtschaft.

Aber ein wenig traurig ist es schon, dass es weder Tangerine Dream noch David Bowie eingefallen ist, diese Straße ihrer Jugend, die ihnen so viel gegeben hat, mit einer Hommage zu ehren. Man stelle sich eine Hymne an unsere Straße vor … Penny Lane hat eine bekommen, der Broadway und die Champs-Elysées selbstredend, ganz zu schweigen von der Rue Pigalle, der Rue des Blancs Manteaux, Unter den Linden, Telegraph Road und noch so viele andere. Über hundert Songs gibt es, die mit ihrem Titel auf eine Straße, eine Avenue, einen Boulevard oder eine Lane anspielen. Nur unsere fehlt. Ich finde unsere Musiker wirklich undankbar.

Montauk - The Affair og Max Frisch

Med mellemrum vender jeg tilbage til en lille roman af Max Frisch: Montauk. Den udkom i september 1975 og handler om en weekend, forfatteren tilbringer med sin unge elskerinde på den amerikanske østkyst, nærmere betegnet på øen Montauk.

Max Frisch og Alice Locke-Carey, der i romanen er Lynn

Da jeg så tv-serien The Affair, som er udkommet hos HBO, fik jeg naturligvis en god grund til at genlæse romanen, for serien foregår for en stor dels vedkommende på og omkring Montauk. Serien er usædvanlig vellykket og intens, båret af fremragende håndværk og gennemlevet kunstnerisk dygtighed på alle niveauer. Dens særkende er at fortælle historien ud fra to synsvinkler, så hvert afsnit er delt i to halvdele, hvor de samme begivenheder beskrives ud fra mandens og kvindens synsvinkel. Det fungerer faktisk meget bedre, end man skulle tro. Se den!

Romanen er en helt anden historie. Den fortælles udelukkende ud fra forfatterens synsvinkel og er i høj grad autobiografisk. Det er en komposition, der på overfladen virker tilfældig, henkastet, laid back, men som fungerer helt overbevisende. 

Montauk er en collage af forskellige stemmer og genrer, suverænt turneret af en mestersanger. Form og indhold falder i hak, og romanen overbeviser ved sin overlegne lethed og coolness. Americana og Land der Dichter und Denker i unik symbiose. Refleksioner over alder, køn, død og andre småting. Det her, er det stof, nobelpriser er gjort af.

Ruth Wilson og Dominic West i rollerne som Ally og Noah

-*-

Montauk er oversat til dansk af Per Øhrgaard i 1976 på forlaget Gyldendal:

Tangerine Dream anno 2015

Siden min oplevelse med Tangerine Dream på klippen i Rhinen er der sket en del med Edgar Froeses orkester. Der er udgivet en enorm mængde musik, og her skal jeg blot fremhæve de fem Atomic Seasons album, der hedder Springtime/Summer/Autumn/Winter/Endless Season in Hiroshima. Det er et interessant storværk, hvor der i det mindste lejlighedsvist kan anes en musikalsk sammenhæng til titlen på værket.

Det samme kan man ikke sige om den Sonic Poem serie, som har omfattet blandt andet Kafkas The Castle, E.A. Poes Island of the Fay og Joyce´Finnegans Wake. Især de første to er udmærkede, men sammenhængen til musikken er arbitrær som sprogtegnets karakter hos Ferdinand Saussure. Ligesom der - i følge Saussure -  ikke er en faktisk relation mellem selve stenen og ordet "sten", således heller ikke mellem Edgars musikalske og Kafkas litterære slot.

Seneste nyt er, at Ulrich Schnauss fra Kiel nu er blevet medlem af gruppen. Han har udgivet en lille håndfuld små-interessante album i en genre, man af mangel på bedre kan kalde indietronica eller ambient techno. Med skønne trackstitler som "Monday-Paracematol" (og gud, hvor man kender det), "Knuddelmauss" og "Blumenwiese neben Autobahn".

Male Kunia hedder det første album, hvor Schnauss medvirker, og det er i den bedre ende af skalaen uden på nogen måde at kunne stå op ved siden af tingene fra de gode, gamle dage.

Ønsker man at følge med i all things Tangerine, så er danske Jacob Pertous blog en af de førende på området i verden. Her er masser af anmeldelser - desværre ikke af alle udgivelser, selv om Jacob har dem stående alle sammen. Senest har Jacob Pertou skudt papegøjen, da han fik et fremragende interview med Edgar Froese i København i forbindelse med gruppens koncert i april 2014.

Alt sammen findes her:

http://tangerinedream.pertou.dk/#home

John Martyn in memoriam

John Martyn var en af de sidste skæve eksistenser på den internationale musikscene og et helt usædvanlig alsidigt talent. Han var en pioner som guitarist, både akustisk og elektrisk. Martyns akustiske stil med såkaldt backslapping og percussive stil har påvirket generationer af akustiske guitarister. Hans eksperimenter med at sætte strøm til den akustiske guitar og arbejde med tape-loops, ekko og fasevending var banebrydende. Han var en fremragende sangskriver, og selv om han aldrig har haft et decideret hit, har han skrevet adskillige sange, der i dag er klassikere. Endelig var han en fremragende sanger med sin helt egen stil. Musikalsk forenede han tilsyneladende uforenelige størrelser: Blues og folkemusik, soul og dub, reggae og jazz. Martyn favnede utallige inspirationskilder og forvandlede dem til et helt personligt udtryk. Gennem 40 år nægtede at han bukke under for pladeselskabernes krav om image og salgbarhed, men i det lange løb var det hans egne indre dæmoner, der var hans værste modstander. 

I begyndelsen

John Martyn blev født som Iain David McGeachy i 1948. Begge forældre var operasangere men  blev skilt, da Lain var fem år. Drengen voksede op hos sin bedstemor i Glasgow. John Martyn begyndte sin professionelle karriere som syttenårig. Han spillede en original blanding af amerikansk blues og britisk folk, der gjorde ham til et hot navn på folkemusikscenen i London i midten af 60´erne, hvor også Bert Jansch, Ralph McTell og Al Stewart dukkede op.

Kontrakt med Island

Han skrev kontrakt med Chris Blackwells selskab Island Records allerede i 1967 og blev dermed den første hvide solist på selskabet, der ellers havde fokuseret på sort reggae. De første albums var overvejende tidstypiske britiske folk-plader, men gradvist kom John Martyn frem til sin egen stil. Martyn eksperimenterede med at tilføre sin akustiske guitar effekter med fuzzbox og echoplex. Resultatet var et dybt originalt udtryk, der kombinerede elementer af sequencer-electronica a la Tangerine Dream med funky grooves a la Little Feat. Eksperimenterne fungerede også i koncertsituationen hvor Martyn udviklede kontrollen over effekter med imponerende perfektion i lange improvisationer ved hjælp af tape-loops. Sideløbende og måske som en konsekvens af eksperimenterne blev Martyns stil i stigende grad præget af jazz..

Beverley & John

Dette kom dog kun sporadisk til udtryk på pladefronten. John havde i mellemtiden giftet sig og som en duo udgav John & Beverley Martin to albums i 1970, Stormbringer og Road To Ruin – sidstnævnte indspillet i Woodstock med bl.a. medlemmer af The Band som backing. På et enkelt track medvirker Pentangles bassist, Danny Thomson, der skulle komme til at danne musikalsk parløb med Martyn de kommende år, både på scenen og i studiet.  

Beverley besluttede i 1971 – formentlig også efter pres fra pladeselskabet – at blive hjemmegående med parrets to børn, og med Bless The Weather fra 1971 begynder John Martyns egentlige solo-karriere. Albummet, der overvejende er spillet på akustiske instrumenter, er det første af de klassiske albums fra 70´erne og regnes af mange for bedre end Solid Air. Martyns talent er her i fuldt flor fra første gang. Den kreative energi, den kunstneriske vision og det kompromisløse mod viser sig her for første gang.

Solid Air

Med Solid Air fra 1973 fik John Martyn for alvor sit kunstneriske gennembrud. Albummet hører til blandt de definitive 70´er albums, også takket været et markant omslag. Genremæssigt stritter sangene i forskellige retninger. Titelnummeret – en sang om Martyns nyligt afdøde ven Nick Drake – er dyster jaszz med psykedeliske undertoner. ”May You Never” er en klassik folk-ballade, mens ”I´d Rather Be The Devil” er rå blues. Inside Out, der udkom samme år var ikke just, hvad pladeselskabet havde håbet på. I stedet for noget i stil med Solid Air fik man et album præget af jazz og improvisationer og en endnu mere sløret vokal. Albummet opfattes i dag også som et af Martyns klassiske albums.

Live At Leeds

Efter Sundays Child – et mindre eksperimenterende og mere sangorienteret album - turnerede Martyn med et band bestående af Danny Thomson på bas, Jon Stevens på trommer og den tidligere Free guitarist, Paul Kossoff. Turneen var præget af Kossoff narkomisbrug og de øvriges forkærlighed for alkohol. Historierne om Martyns nævekampe med de øvrige bandmedlemmer er mange, men på scenen fungerede det eksemplarisk. Live At Leeds 1975, som Island Records ikke ville udgive og John derfor solgte via mailorder fra privaten, er en fornem dokumentation af Martyns talent og geni og det eminente samspil med Thomson på bas. De over 18 minutters indledende eksperimenter med echoplex og fuzzbox er fremragende i deres helt egensindige stil.  Efter turneen tog familien Martyn sig af Kossoff, men året efter døde han. Martyn havde på under to år mistet to nære venner, og hans egen livsstil var ikke just bæredygtig.

One World

John Martyn ude i tovene. For mange turneer, for meget pres fra musikindustrien samt en god portion druk og skørlevned nødvendiggjorde en pause.  Chris Blackwell kom på dette afgørende tidspunkt i Martyns karriere til at spille nøglerolle. Han inviterede John Martyn til at bo hos sig på Jamaica for at finde ny inspiration og energi. Her kom Martyn til hægterne og mødte den legendariske dub-producer, Lee ”Scratch” Perry, og sad med på flere sessions. Der har sikkert været rigelig med sjov tobak og alkohol, for John Martyn har siden berettet, at han ingen erindring har om, hvilke sessions, han deltog i. Men mødet med Perry satte sig dog tydelige spor efterfølgende. Det viste sig nemlig, at Martyns eksperimenter med fuzz og ekko var et perfekt match til Lee ”Scratch” Perrys dub-teknikker. Og netop denne kombination kom i høj grad til at præge musikken og hele atmosfæren på One World.

Hjemme i England begyndte Martyn nu at skrive sange og lave demoer, som siden skulle blive til One World. Takket være Martyns mentor, Chris Blackwell, der selv producerede albummet, blev der ikke sparet nogen anstrengelser for at lave så godt et album som overhovedet muligt. ”Island var en familie dengang, alle arbejdede sammen”, har Martyn siden udtalt. Blackwell samlede en skare af førsteklasses musikere fra bands som Brand X, Gong, Traffic, Fairport Convention og Pentangle og besluttede, at hele flokken skulle samles til indspilningerne på hans landsted i Berkshire. Med sig tog Blackwell lydteknikeren Phil Brown, der havde arbejdet med Hendrix, Stones, Steve Miller og Small Faces. Men det var ikke på grund af dette CV, at Blackwell hyrede Brown. Brown var en pioner med hensyn til udendørs lydoptagelser, og det var Blackwells plan at bruge hans evner på dette område efter at have set ham arbejde med optagelsen af vokaler og percussion på Robert Palmers album Pressure Drop i 1975.

Gæs på bånd

Derfor kom omgivelserne på Woolwich Green Farm i høj grad til at spille en rolle for lyden på One World. Phil Brown konstruerede et sindrigt lydsystem med et live feed fra den nærliggende sø, således at indspilninger kunne foregå udendørs samtidig med at omgivelsernes ambience kom med på bandet. ”Vi optog udendørs og pumpede alt, John spillede gennem PA-systemet tværs over søen, hvor vi havde mikrofoner stående, og det aspekt gjorde det hele magisk”, har Phil Brown fortalt.  Derfor kan man i baggrunden høre både får og gæs, der flyver over søen samtidig med, at vandet risler fra bækken i nærheden.

Men også de sociale forhold bidrog til de enestående sessions. Musikerne havde koner og børn med, og det vrimlede med gæster, der skulle besøge Island-bossen Blackwell. Og måske vigtigst af alt: John Martyn kunne ikke smutte ned på det nærmeste og forsvinde i dagevis. Han var langt ude på landet i en uhyre frugtbar kunstnerisk atmosfære og kunne koncentrere sig om sin musik 100%.

Og resultaterne udeblev ikke. Efter 10 dages optagelser stod Blackwell med et mesterværk. Et album, der både var Martyns mest tilgængelige og iørefaldende og samtidig det dristigste og mest banebrydende. Alle Martyns inspiratonskilder – folk, jazz, soul, reggae og rock – smelter perfekt sammen. Både melodier og tekster er intet mindre end fremragende og spænder genremæssigt vidt. Fra den åndeløse akustiske ballade ”Couldn´t Lover You More” til chill-out mesterværket Small Hours. Fra den latin-inspirerede ”Certain Surprise” til dub tour de forcen ”Big Muff” i samarbejde med ”Scratch” Perry.  Samtidig fungerer albummet som en helhed. Martyns guitarspil er helt i særklasse og stemmemæssigt er præstationen gribende hudløs og dybtfølt.  Albummets vibe og atmosfære foregriber den britiske trip-hop hos Massivre Attack eller Portishead, men One Worlds tilbagelænede og alligevel meget intense stemning er i bund og grund tidløs.

Grace and Danger

Med One World stod Martyn kunstnerisk på toppen af sin karriere og havde alle muligheder for et kommercielt gennembrud. Men personligt var han kraftigt for nedadgående. Ude af de trygge rammer på Blackwells landsted faldt Martyns tilværelse fra hinanden. Ægteskabet med Berley gik i vasken og hans alkohol- og stofmisbrug nåede nye højder.  Heldigvis løb Martyn på Phil Collins, der også var mit i en beskidt skilsmisse. I et særdeles frugtbart samarbejde indspillede de Grace And Danger. Det er slut med de psykedeliske dub-inspirerede guitareksperimenter. I modsætning til One World er lyden mere poleret og kontrolleret. En tæt og uhyre velspillende trio bestående af Collins på trommer, John Giblin på bas og Tommy Eyre på keyboards backer Martyn op på en stribe meget stærke og personlige sange. Så stærke og personlige, at Chris Blackwell – der var en nær ven af både Beverley og John – i første omgang nægtede at udgive pladen. Men efter et års pres fra Martyns side udkom albummet så i 1980. Grace and Danger burde have givet Martyn et stort gennembrud, men det både iørefaldende og meget flot producerede album solgte ikke særlig godt. Efter udgivelsen forlod Martyn Island Records.

80´ernes mørke

Samarbejdet med Phil Collins fortsatte på Glorious Fool i 1981, et udmærket album i stil med Grace And Danger og Martyns mest rockede. Det er i høj grad præget af den bombastiske trommelyd, som Phil Collins dyrkede i 80´erne. Albummet solgte relativt godt, og hans nye pladeselskab satsede nu på det store, internationale gennembrud. Well Kept Secret, skuffede fælt, både hvad angår kvaliteten af sangene og den kliniske lydproduktion, og regnes for Martyns svageste. Men paradoksalt nok er det hans bedst sælgende album. I syv uger var det på hitlisten i England, endda et smut blandt de 20 mest solgte.  

Fra 1984 var Martyn tilbage hos Island Records. Selskabet forsøgte uden held at skaffe Martyn et gennembrud i stil med Phil Collins, Stevie Winwood og Sting, der med poleret, soulpræget pop havde gigantisk succes. Der er hæderlige sange på både Sapphire fra 1984 og Piece By Piece fra 1986, men produktionen er kraftigt domineret af en syntetisk, keyboard- og tromme-lyd lyd, der er så typisk for meget af 80´ernes rock.

90´erne

I 1988 blev John Martyn fyret fra Island Records og stod uden pladekontrakt. I 1990 er han tilbage på et lille selskab, og med indgangen til 90´erne forsvinder trommemaskinerne og den syntetiske lyd. Derfor virker The Apprentice faktisk som et comeback. I realiteten er der dog tale om materiale, som Island afviste at udgive. Produktionen er dynamisk og med masser af rum og albummet er første tegn på den stigende formkurve, der skulle komme til at præge 90´erne. Cooltide fra 1991 er Martyn i det mest soulede og jazzede hjørne. Stemmen, der nu er dybere og mere rusten, bruges nu udpræget som et eget instrument - ja næsten som freeform jazz - på en stribe velproducerede og komplekse kompositioner.   Desværre er der ikke mange, der får mulighed for at opdage dette fine album. Martyn er på dette tidspunkt en kult-figur med et vigende publikum. I 1996 forsøger han uden held – igen med hjælp fra Phil Collins og et nyt pladeselskab – at svømme tilbage i rockens hovedstrøm med And, et album der flirter med trip-hop og soul-ballader. And fik fortjent flotte anmeldelser, men et større gennembrud er i virkeligheden urealistisk. Martyn er på dette tidspunkt en så original kunstner, at hans sangforedrag – en mellemting mellem Barry White og Tom Waits – umuligt kan appellere til et bredt publikum. John Martyn kan ikke puttes ned i de kasser og genrer, som den moderne musikindustri kræver for at sælge sine produkter til et massepublikum, Det kommer også kraftigt til udtryk på The Church With One Bell, hvor Martyn giver en stribe uhyre personlige og originale udgaver af andres sange (Brecht, Randy Newman, Portishead, Ben Harper m.fl.). Albummet er fremragende optaget og en noget overset perle i Martyns karriere.

Efter 2000

I det nye årtusind var Martyns formkurve igen kraftigt stigende, selv om han i perioder døjede med et dårligt helbred. Glasgow Walker fra 2000 viser en Martyn i glimrende form med flere fremragende sange. ”Wildflower” er en groovy og funky Martyn, når han er allerbedst. På ”Cool In This Life” leverer han sin helt egen version af trip-hop. Efter en pause på fire år var Martyn i 2004 tilbage med sit måske mest helstøbte og vellykkede album siden 1980. Albummet blev til samtidig med, at Martyn blev alvorligt syg og fik sit ene ben amputeret. Martyn har igen taget den akustiske guitar om halsen, og hans uforligneligt kringlede og abrupte spil præger albummet. På On The Cobbles lykkes det for Martyn at kombinere det groove fra jazz og soul, som prægede hans musik fra 1980´erne med den mere rustikke og enkle akustiske lyd, der var dominerende frem til midten af 70´erne. En stribe stærke og fokuserede sange med masser af krop samt en fremragende produktion gør albummet til en udsøgt fornøjelse. On The Cobbles skulle blive Martyns sidste album. John Martyn sluttede en omtumlet og ofte kaotisk karriere helt på toppen med et album, der altså kom til at markere en afslutning, men som egentlig mest af alt lyder som en ny begyndelse.

Slutspil

On The Cobbles fik fortjent gode anmeldelser og Martyn var for alvor på vej tilbage i rampelyset.

I februar 2008 modtag han Lifetime Achievent Award i forbindelse med BBC´s Folk Awards. Phil Collins overrakte prisen og Eric Clapton udtalte i den forbindelse, at ”han har været så meget foran alt og alle, at det slet ikke er til at fatte”. I efteråret 2008 udgav Island bokssættet med den sigende titel Ain´t No Saint for at markere Martyns 60 års fødselsdag og over 40 år i musikbranchen. For fans er boksen en sand guldgrube. Disc 1 og 2 indeholder studie-indspilninger fra hele karrieren og diverse outtakes. Disc 3 og 4 indeholder live-optagelser fra hele karrieren, der ikke tidligere har været tilgængelige. Dertil kommer en fyldig booklet og mange sjove fotos – her er fuld valuta for pengene.

Orden til Martyn

I forbindelse med nytårskuren fik Martyn i jauar 2009 – den gamle troubadour, svire- og slagsbror – så Order of the British Empire af Dronning Elisabeth. Den 29. januar 2009 døde John Martyn som følge af en dobbeltsidet lungebetændelse. I et af sine sidste interviews sagde han:

”Jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg kan lide, når tingene sker tilfældigt. I årevis havde jeg ikke en gang en setliste ved koncerterne. Men jeg har aldrig sultet, jeg har aldrig virkelig manglet penge og jeg har altid haft det sjovt – Jeg laver det, jeg elsker at lave.”

Guide til John Martyns bedste:

Solid Air

One World – I deluxe udgaven med 2 cd´er og fine bonus tracks

Grace And Danger - I deluxe udgaven med 2 cd´er fine bonus tracks

Cooldtide

And

The Church With One Bell

Glasgow Walker

On The Cobbles

Udgivet første gang i High Fidelity i 2009