tirsdag den 1. december 2015

Homer som julekalender: Odysseus i 24 stykker

Det er december. Så er det tid til at læse Odysseen. 

Den har lige præcis 24 kapitler, så du er færdig juleaften, hvis du starter i dag.

Jeg kan kun anbefale, at gøre det til en tradition at læse Homer mindst en gang om året.

Og glem så alt om oldævl og antikken. 

Det kan godt være, at den her historie har langt over 2000 år på bagen. Og den er skrevet på vers!

Men det er stadig verdens bedste historie: et vildt og frådende drama fuldt af blod, sex, skønhed og gru.

Man siger, at hele den europæiske filosofi kun er en fodnote til Platons værker. Korrekt! 

Men det samme gælder Homer og Odysseen i forhold til den europæiske litteratur med videre. James Bond er for resten også en variant af Odysseus! 

Det er en dybt fascinerende oplevelse at læse Homer og blive mindet om, hvad det vil sige, at være et menneske: 

Herregud, det er jo kun et par tusind år siden. Intet har forandret sig. Det er stadig de samme følelser, de samme intriger, den samme meningsløse drift, der får det hele til at dreje rundt.

God vin, god mad og godt selskab - gerne under åben himmel. Det er det bedste, siger Homer. Men vejen ad hvilken er ikke nem - eller kedelig.

God fornøjelse!


The Man


Læs Homer i Otto Sten Dues mundrette og letlæste gendigtning.





søndag den 4. oktober 2015

Don Henley og vennerne

Don Henley er en af de største sangskrivere i sin generation, fuldt på højde med Springsteen, Cohen, Browne og hvad de ellers hedder.

Som forsanger og trommeslager i The Eagles skrev han som bekendt en stribe nu klassiske sange: ”Desperado”, ”Hotel California”, ”The Last Resort” med flere.

Som solist har han holdt fanen højt kvalitetsmæssigt, men der har været lang tid mellem snapsene. Det er 15 år siden, han sidst udsendte et soloalbum, og siden 1982 er det kun blevet til fem titler.

De har så til gengæld været glimrende, hvis man ser bort fra den noget middelmådige Inside Job fra 2000.

”Talking to the Moon”, ”The Boys of Summer”, ”New York Minute”, ”Heart of the Matter”, ”The end of the Innocence” - jo tak, der har været guldkorn og evergreens imellem.

Cass County er titlen på Dons seneste opus, og da det forlød, at manden var vendt tilbage til sine rødder i Texas og havde indspillet et decideret country-album i Nashville, så steg forventningerne betragteligt.

Men Don Henley har desværre ikke kun lavet et country-album med en stribe gedigne sange. Don, der er en af klodens rigeste musikere med en formue på den fede side af en milliard kroner, har en masse berømte ”venner”.

Så Cass County er endt som en luksuslounge, hvor berømtheder mødes over en sang med den gode Don.  Det har uden tvivl været hyggeligt og givet masser af arbejde til hære af advokater, skarer af personlige assistenter og korteger af sikkerhedsfolk. Således ankommer Mick Jagger til Nashville i limousinen, og med sin sædvanlige dækningsløse brægen smadrer han på et millisekund enhver form for autenticitet og troværdighed på åbningsnummeret ”Bramble Rose”. Ellers en god sang, faktisk.

”The Cost of Living” er en arketypisk Don Henley sang: Weltschmerz, melankoli og fortrøstning – Arthur Schopenhauer i Nashville. Ingen gør den slags bedre. Men hvorfor pokker skal Merle Haggard så hyres ind til at ødelægge den?

Således er Cass County først og fremmest en lang irritation. Hvorfor kan Don ikke lade sine fine sange stå i fred og selv synge dem hjem?

Det triste svar er, at milliardæren Don Henley hellere vil hygge sig med Mick Jagger og Dolly Parton, og at ægtheden og ærligheden i country-genren dermed først og fremmest er et postulat uden hold i virkeligheden. 


Cass County eller Cash County? Nok mest det sidste.



Don og Dolly - Rigtige venner....

lørdag den 12. september 2015

Braun design - Weniger, aber besser!




„Dinge, die anders gemacht werden, um einfach nur anders zu sein, sind selten besser, aber das, was gemacht wird, um besser zu sein, ist fast immer anders.”
Dieter Rams 1993


Det er ingen hemmelighed, at Apples design-filosofi er mere eller mindre kopieret fra det klassiske Braun-design, som Dieter Rams begyndte at udvikle efter sin ansættelse i 1956. Siden kom Dietrich Lubs til.



Dieter Rams´radio til venstre og en iPod


"Weniger - aber besser!" Det er Dieter Rams grundsætning, der kommer til udtryk i hans berømte 10 principper for godt design. 



ABR 21 fra 1975 - af Dieter og Dietrich i fællesskab

  • Gutes Design ist innovativ.
  • Gutes Design macht ein Produkt brauchbar.
  • Gutes Design ist ästhetisch.
  • Gutes Design macht ein Produkt verständlich.
  • Gutes Design ist unaufdringlich.
  • Gutes Design ist ehrlich.
  • Gutes Design ist langlebig.
  • Gutes Design ist konsequent bis ins letzte Detail.
  • Gutes Design ist umweltfreundlich.
  • Gutes Design ist so wenig Design wie möglich.
TP1 - knivskarp radio/phono kombi fra 1959




B&O Play A2 fra 2015 ligner moderne kitsch i sammenligning 

Jeg holder meget af dette design, fordi det er funktionelt, enkelt og konsekvent. Og fordi det er tidløst og samtidig moderne - hvilket jo i grunden er en selvmodsigelse. Modernitet uden modernisme! 



Braun AB20 fra 1971 designet af Rams


Det er hverdagens brugsgenstande i god kvalitet til en rimelig pris. Ikke et statussymbol eller ekstrem luksus - men førsteklasses design til almindelige mennesker! Måske intelligent formgivning gør verden til et lidt bedre sted, fordi den opdrager os til at sætte pris på det skønne?




Braun AW50 af Lubs fra 1991 i platin - blev også lavet i sort titanium


Dieters og Dietrichs unisex kollektion af ure er først og fremmest små og behagelige at bære - ikke enorme, prangende klodser om armen. Ikke iøjnefaldende luksus, men diskret og praktisk. Og du kan se, hvad klokken er, hvilket ikke altid er normen på "moderne" armbåndsure.




Braun AW 20 i chrom fra1990 designet af Lubs

De originale Braun armbånds ure er udstyret med gedigne Ronda kvartsværker fra Schweiz og produceret på den anerkendte tyske urfabrik Laco/Lacher i Pforzheim, som stadig eksisterer og bl.a. sælger nye ure, designet af Lubs.




Nydeligt nyt ur fra Laco designet af Lubs - Absolute hedder det

Urene blev i storhedstiden frem til slutningen af 90´erne formgivet primært af Dietrich Lubs, der absolut er på niveau med Dieter Rams på dette område.  Peter Hartwein tog over og designede i 2003 en lille håndfuld Braun ure, der er pæne, men ikke helt på niveau med Dieter og Dietrich. I 2005 købte Proctor & Gamble Braun og lukkede ur-afdelingen.


Der laves nu nye Braun ure på licens i Hong Kong af firmaet Zenon. De har designmæssigt intet med Dieter og Dietrich af gøre, selv om man i shoppen på MOMA i New York hævder at nogle af urene er "original reissues". Mange af disse ure er ganske vellykkede, men er strengt taget en form for bearbejdede kopier - og kvaliteten er slet ikke på niveau med de tyske originaler. 




Et fint eksempel på de nye, kinesiske Braun ure


De originale, tyske ure kan stadig findes på nettet, og du kan få din urmager til at smide et nyt Ronda værk i dem, hvis de er blevet trætte - det koster nogle hundrede kroner.


I dag laver Rams stadig ting for møbelfirmaet Vitsoe.



Braun AW 20 fra 1994 i chrom og alu uden tal tegnet af Lubs

onsdag den 5. august 2015

Skriget

Tidens tand gnaver uden nåde. Hvad der før var comme il faut er nu et kors for tanken. Ikke til at forstå. Ukendeligt. Hvordan var det muligt dengang? 




I 70´erne var det fx et absolut krav til en forsanger i et rigtigt rockband, der spillede beatmusik (som det hed), at han - udover at se pragtfuld ud i bar overkrop - også var i stand til at skrige virkelig højt og længe. 



David Byron fra Uriah Heep




Robert Plant fra led Zeppelin
Det ikoniske eksempel er Deep Purples "Child In Time", hvor Ian Gillan flår sine stemmebånd i stykker i to omgange.  Også Led Zeppelins "Whole Lotta Love" genlyder i skrigernes Valhalla.


Ian Gillan fra Deep Purple - her med skjorten knappet


Begge sange kunne antyde, at vi skal finde meningen bag disse skrig i noget orgastisk, seksuelt. Det er som om disse skrig dokumenterer, at manden arbejder sig hen mod et klimaks, en udløsning eller forløsning. Måske er skriget endda et udtryk for ekstase og frigørelse? 



Vi kommer ikke uden om grækerne og gode, gamle Dionysos. I ekstasen er jeg ude af mig selv, og først derfor netop virkelig mig selv.



Dionysos og satyrer har en fest


Thorkild Bjørnvig skrev i 1970 Oprør mod neonguden - et essay om beat. Her påpeger han, at rockmusikken har en dionysisk dobbelthed. På den ene side bliver man et med guden i et kultisk fællesskab til rockkoncerten. På den anden side kan det hele slå om i meningsløs vold og død. Som de dionysiske optog i oldtiden. Og som på de store festivaler i dag.


Men hvorfor skriger Ian Gillan så? 


Perioden er som bekendt præget af emancipation og troen på, at verden kunne forandres. Seksuel frigørelse, kønsrolledebat, opgør med forældregenerationen - og så videre. 


Så Gillan er ikke bange, ikke forskrækket eller ude i noget genstandsløs angst (a la Kierkegaard), når han skriger. 


Skriget er måske i stedet det positive pant på den dionysiske lyst, på opløsningen af jeg´et, på den oceaniske følelse af enhed med alt og forandringens mulighed. 



Skriget er demonstrativt begær. Og bekræfter dermed den urgamle anelse af en sammenhæng mellem musik, begær og verdens dybeste væsen. 

Så når Gillan skriger, så giver han den han altså som en satyr i Dionysos´ følge.


I dag hører vi Gillans skrig med andre ører. Tidens fylde har gjort det meningsløst. Det virker umotiveret, ja decideret pinagtigt. Et meningsløst og dækningsløst postulat. 


Rockmusikken var dengang limen, der bandt en genration sammen i en tåget forestilling om, at verden var på vej til at blive et federe sted at hænge ud med vennerne og kæresterne.


Men sammenhængen mellem rockmusik, fællesskab, emancipation og forandring eksisterer ikke mere. 


Og dog er et eneste skrig fra 1971 blevet hængende i luften. 


Allerede inden skrigerne i Zeppelin, Heep og Purple for alvor havde skabt og trivialiseret genren, gennemskuede Pete Townshend periodens selvbedrag. 



Roger Daltrey, Adonis med kors


Rockmusikken er ikke en revolutionær kraft. Den udarter lynhurtigt til hedonisme og selvdestruktion på første klasse.


Med "Won´t Get Fooled Again" skriver han til The Who et stykke musik, der var drevet af nærmest en overmenneskelig, dionysisk kraft, en enorm musikalsk energi og et apollinsk, desillusioneret klarsyn.


Og på toppen af denne vulkan står Roger Daltrey:



I'll tip my hat to the new constitution
Take a bow for the new revolution
Smile and grin at the change all around
Pick up my guitar and play, just like yesterday
Then I'll get on my knees and pray
We don't get fooled again
Don't get fooled again, no no

Yeaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Meet the new boss
Same as the old boss

Erkendelsen af, at alt er ved det gamle, demonstreres med et skrig. 


Nej, ikke et skrig, for Daltreys udladning har intet med Gillan og Plant at gøre. 


Daltreys skrig er rettelig et brøl. Og fra et skrig til dette brøl er der en verden til forskel. En verden fuld af afmagt, vrede og fortvivlelse, jovist, men ikke uden trods, modstand og autentisk livsvilje.


Og det giver stadig mening. Forhåbentlig!



Satyrer ved vejs ende i et ødeland - The Who´s mesterværk


torsdag den 2. juli 2015

Every picture tells a story...


Nogle gange kan et billede sende tanker i bevægelse og på rejse. 

Det her er i mine øjne et af slagsen.

Fakta:

John Alberto Fernando Andres Luigi Olof Guidetti (sic!) er en kendt svensk, professionel fodboldspiller. 

Han er født i Stockholm i 1992, men flyttede som 10 årig til Kenya med sine forældre.

Her er han med sine holdkammerater i klubben Impala i Nairobi for år tilbage. 



mandag den 15. juni 2015

En god blog - What´s he on about now

En af de få blogs, jeg med fornøjelse og udbytte vender tilbage til, er David Hepworths:

http://whatsheonaboutnow.blogspot.co.uk/ 


Det er en blog, der ikke foregiver at være mere end strøtanker i en travl hverdag - jeg ville ønske, jeg selv kunne ramme noget tilsvarende.


Davids indlæg er prisværdigt korte, men altid interessante med en lidt skæv og nørdet britisk tone.


Et eksempel: Five things War And Peace tought me about football


David er en garvet musikjournalist, som jeg husker fra de glade dage i 90´erne på det dengang toneangivende musiktidsskrift "Q".  Nu tjener han sit brød på bl.a. The Guardian.


Han er også på Twitter, Tumblr, Instagram, Spotify - og hvad det alt sammen hedder. 


Nå ja, og så tæller det også på plussiden, at David Hepworth hvert år lytter til Michael Franks "Now That The Summer´s Here", når sommeren er der. For det er nemlig en listig sag fra en glimrende, overset kunstner.




Der er lidt Glitterik Smørhår (eng. Gilderoy Lockhart) - Hogwarts lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter - over den gode David




tirsdag den 19. maj 2015

Genesis i en boks - 1970-75




Pladeselskabet Virgin har udsendt tre store boks-sæt, der samler  Genesis´ originale studie-udgivelser fra perioden 1970-1998 plus en del ekstramateriale. Den sidste boks i rækken er kronologisk set den tidligste, nemlig den periode fra 1970-1975, hvor Peter Gabriel var frontfigur i gruppen.


Som bekendt er det blevet en hel industri at genudgive den klassiske rocks største navne i diverse cd-udgaver. Beatles, Stones og Zeppelin udgives med jævne mellemrum i ”nye” og ”forbedrede” versioner af bagkataloget ,og der tilføjes formater som SACD, DVD-audio, diverse 5.1 remixes, ja sågar nye vinyl-udgaver. Genesis har heller ikke ligget på den lade side. Allerede i 1994 udkom på Virgin gruppens udgivelser i en såkaldt Definitive Edition Remaster, som lydmæssigt var overordentlig vellykket.  Men den var åbenbart ikke mere definitiv end, at tiden nu atter er inde til at pakke de gamle guldkorn ind på en ny måde, så de mange trofaste fans kan få lejlighed til at købe den samme vare for tredje eller fjerde gang. Spørgsmålet er så, om der i dette tilfælde er mening med galskaben i lydmæssig forstand? 


I boksen

Boks-sættet er bygget op over samme koncept, som de to andre i serien: I boksen er der de originale studiealbum i ny-restaurerede udgaver. Hvert album suppleres så med en DVD, der indeholder albummet i et helt nyt og tydeligvis gennemarbejdet 5.1. re-mix, der kan være interessant for surround freaks. På DVD´erne er der desuden fyldige, dybdegående og meget åbenhjertige interviews med musikerne om det pågældende album samt tv-optagelser fra perioden omkring albummet, hvis de ellers foreligger. Hertil kommer så to cd´er med ”sjældenheder” og hidtil ikke-udgivet materiale, samt en bog på 48 sider, hvor forskellige mere eller mindre kendte personligheder fortæller om deres forhold til de respektive album. Samlet set er der tale om en ganske attraktiv boks, som er kræs for enhver kender af Genesis. Når det er sagt, så virker det dog besynderligt, at Genesis Live fra 1973 ikke er at finde i boksen 1970-75, ligesom live-albummet Seconds Out heller ikke er med i den næste boks.  At de officielle live-optagelser på denne måde er udeladt medfører jo, at boksene strengt taget, hverken er komplette eller kronologiske. 


I begyndelsen

Rygraden i boksen er de originale album, og her er det naturligvis endnu mere besynderligt, at gruppens første studie-album heller ikke er at finde i boksen. Genesis blev dannet i 1967 med udgangspunkt i et par lokale skole-bands i Godalming i England. I sin oprindelige udgave bestod bandet af Peter Gabriel(sang), Tony Banks (keyboards), Mike Rutherford (bas), Anthony Philips (guitar) og Chris Stewart (trommer).  Jonathan King – en britisk pop-købmand, der havde gået på den samme skole – tegnede en kontrakt med dem i 1968 og fandt også på gruppens navn. I 1969 udkom gruppens første album, From Genesis To Revelation, produceret af King og med John Silver(!) på trommer. Genesis var i 1969 et pop-band inspireret af tidlig Bee Gees.  Som Bee Gees skulle Genesis i de kommende årtier flere gange genopfinde sig selv og foretage markante stilskift, men på det første album er der ikke meget, der peger hen mod den prog-rock, som ventede lige om hjørnet i gruppens musik. Jonathan King har holdt stædigt fast i rettighederne til dette album, som derfor ikke er med dette boks-sæt.. Albummet er udkommet adskillige gange under forskellige titler, og er meget passende i 2008 udgivet i endnu en remaster-udgave.

Trespass

Det første album, som opfattes som en del af den officielle Genesis kanon er derfor Trespass, hvor John Mayhew har erstattet Silver på trommer. Med Peter Gabriel i front veksler albummet mellem lange, komplekse stykker og korte, finurlige numre. Teksterne er enten temmelig langhårede og mytologiske eller temmelig pjattede. Arrangementerne gør brug af både akustiske og elektriske instrumenter, temposkift og lange instrumentale passager. Mellotronen bliver først købt til det næste album, men ellers finder man her den velkendte skabelon for britisk prog-rock, der også kendes fra King Crimson, Jethro Tull, Yes, ELP m.fl. Med undtagelse af The Lamb Lies Down On Broadway, er denne skabelon stort set gældende i Genesis frem til 1977, hvor gruppen reduceres til en trio. På Trespass har Genesis ikke helt fundet sin egen stil og sangene har ikke – bortset fra klassikeren The Knife – den melodiske appel, som senere bliver typisk for gruppen. For hvad der sidenhen adskiller Genesis fra de myriader af andre prog-rockere, der væltede frem i 70´erne er en evne til at skrive gode melodier. Det er ikke meget prog-rock, der også fungerer fremført alene på en akustisk guitar, men det gør mange af Genesis´ simpelthen, fordi det er gode sange og melodier. Det samme kan næppe siges om ELP eller Yes! Og selv om musikerne i Genesis teknisk set er eminente, har de ikke behov for at demonstrere teknikken i virtuose stunts hele tiden. Hos Genesis er musikken og ikke musikerne i fokus. Dermed får Genesis på sin vis den status inden for prog-rocken, som Weather Report fik inden for fusions-jazzen, og det er vel forklaringen på, at Genesis gamle indspilninger holder langt bedre end så meget andet prog-rock fra perioden.




Nursery Cryme

Først med Nursery Cryme er det, vi i dag forstår ved det klassiske Genesis i fuld blomst. Et album, der stadig sprudler af friskhed, inspiration og energi. Phil Collins er nu med på trommer, og er en markant forbedring. Phil Collins blev med god grund opfattet som en af periodens dygtigste trommeslagere, og i 70´erne var han simpelthen den førende prog-rock trommeslager. Steve Hackett, en disciplineret og underspillende elegantier på en guitar, har desuden erstattet den mere vævende og nørklende Anthony Phillips. Nursery Cryme har en for gruppen helt ny skarphed og tyngde, og et kraftigt element af drama. ”Musical Box”  og ”Return Of The Giant Hogweed” skulle blive faste klassikere i gruppens koncerter mange år frem, men her er også perler som ”Seven Stones” og ”Harlequin”. Albummet blev et uventet hit i Italien og banede således vejen for gruppens store fremtidige succes i Europa.


Foxtrot

Først med albummet Foxtrot, begynder der at ske noget hjemme i England. Foxtrot fra 1972 er det første Genesis-album på hitlisten i England. Takket være flittig turne-virksomhed i 1973 og et kompetent live-show, der er dokumenteret på den fremragende Genesis Live fra samme år, steg gruppens popularitet langsomt men sikkert. Foxtrot er et særdeles ambitiøst udspil. Albummet lukker således med den 23 minutter lange ”Suppers Ready”, et komplekst musikalsk epos, som Roger Taylor fra Queen meget rammende i noterne kalder for prog-rockens svar på ”Stairway To Heaven”.  Albummet som helhed er kompetent og imponerende gennemtænkt ned til mindste detalje. ”Watcher Of The Skies” og ”Get Em Out By Friday” rocker hårdt og uimodståeligt, men ellers savner man lidt den ubændige, saft og kraft, der præger forgængeren. Også rent lydmæssigt virker Nursery Cryme faktiske mere vellykket.




Selling England By The Pound

Selling England By The Pound fra 1973 er svendestykket i Genesis´ prog-rock periode og en absolut klassiker inden for genren. Albummet har det hele: Et fedt omslag, iørefaldende melodier, smukke instrumentale temaer, langhårede tekster befolket med enhjørninger, riddere og oldinge, hele denne typisk britiske, excentriske, hang til Tolkien-mystik kombineret med fjollede indfald. Titelnummerets stramt disponerede mystik og dynamik efterfølges af det tætteste, gruppen i 70 érne kom på et singlehit, ”I Know What I Like”. ”Firth of Fifh” og ”Cinema Show” er nogle af gruppens mest helstøbte og smukkeste kompositioner. ”After The Ordeal” er en lille instrumental perle i al sin enkelhed. Der er ikke meget løst kød på Selling England By The Pound, og prog-rock fås ganske enkelt ikke bedre – eller værre! Lydmæssigt har albummet altid været præget af en lidt ulden lyd. Det er her lykkedes at forbedre lyden markant, uden at den oprindelige sound er forrykket.   


Lamb Lies Down….

The Lamb Lies Down On Broadway er et konceptalbum, der i sin tid udkom som dobbelt-lp. Det fortæller historien om puertoricaneren Rael, der på sin søgen efter sin bror John i New Yorks underverden møder diverse monstre og gennemlever forskellige mareridt. Det er en temmelig rodet historie, tilsyneladende uden egentlig pointe og slutning. Men på trods af librettoens mangler på papiret, så fungerer albummet som en helhed i praksis. Det meste af musikken er skrevet af Banks, Collins og Rutherford, teksten af Gabriel, mens Hackett kun sporadisk har bidraget kompositorisk. The Lamb overraskede mange fans i sin tid, for den er i langt mindre grad et prog-rock album end Selling England By The Pound. Gruppens lyd er radikalt anderledes, langt mere direkte, rocket og rå. Der er en dyster aggressivitet og kompromisløshed i udtrykket, som er helt ny for Genesis. Lyd-geniet Brian Eno har uden tvivl en stor del af æren for dette. Han er krediteret for ”Enossification”, et andet ord for de berømte lydmæssige ”treatments” han er en mester i at udvikle. På The Lamb skaber han en dissonant og dunkel atmosfære med en for Genesis uvant kant, et perfekt bagtæppe for musikken. En væsentlig faktor i The Lambs specielle atmosfære er også, at albummet er skrevet og optaget på den gamle fattiggård, Headley Grange, hvor Led Zepplin og Bad Company tidligere havde draget nytte af den efter sigende skumle stemning og rustikke akustik. 




Nye kapitler

The Lamb er et komplekst og udfordrende værk, der i sin kunstneriske kraft og udførelse tåler sammenligning med The Wall og Quadrophenia eller Tommy. Den har ikke disses iørefaldende kvaliteter, men til gengæld har The Lamb en dybde og uudgrundelighed, som man aldrig bliver helt færdig med.
The Lamb virkede i sin tid som en stilmæssig parentes, for efter Gabriel forlod gruppen, lavede de andre, A Trick Of The Tail, der mest af alt lød som en direkte fortsættelse af Selling In England By The Pounds prog-rock. Men da Genesis – nu som en trio – fundamentalt sadlede om og indtog USA som superstjerner i 1981 med Abacap, var det med en lyd og musikalsk tilgang og attitude, der ikke ligger langt fra The Lamb. Peter Gabriels mere højbrynede og avantgardistiske solo-karriere kan også i høj grad skimtes på The Lamb. 

Efterspil

Med Lamb Lies Down On Broadway og Gabriels exit slutter første kapitel af historien om Genesis. Genesis stod i 1975 som en fremtrædende og succesfuld repræsentant for den progressive rock med et stort publikum i Europa.  Med Gabriels farvel var det forventningen, at han ville få en stor solo-karriere, mens de resterende medlemmer ville få problemer med at fastholde positionen. Men med A Trick Of The Tail fik de resterende medlemmer i 1976 en kæmpesucces, der solgte mere end alle foregående album tilsammen. I det næste årti kom kapitlerne om Genesis´ gennembrud i USA og status som verdensberømte mega-stjerner. Desuden skulle Steve Hackett få moderat succes som solist, mens både Mike Rutherford og Phil Collins fik stor succes på egne ben. Rutherford med Mike and the Mechanics, og Collins med en solokarriere, der i 80´erne internationalt faktisk overskyggede Genesis. 
Peter Gabriels første solo-lp – og det af dem, der har holdt sig bedst – var opulent og storladent produceret af Bob Ezrin, der medbragte Alice Coopers backing-band, men det var ikke den store succes i 1977. Først med Sledgehammer i 1985 brød Gabriel – takket være MTV og en fantastisk video – igennem over hele verden. 

Lyden

De gamle indspilninger er med denne udgivelse blevet remasteret for anden gang samtidig med SACD-kodningen. En sammenligning med de rensede udgaver fra 1994, der i parentes bemærket efter datidens (og nutidens) forhold er på reference-niveau, er derfor på sin plads. Hvis vi kigger nærmere på Lamb Lies Down On Broadway, så var den allerede i den originale vinyl-udgave en lydmæssig udfordring, der stillede meget høje krav til en korrekt indstillet grammofon og pick-up. 1994-udgaven på cd var lydmæssigt en åbenbaring, for her var det som om albummet for første gang blev pakket ud i solen og det berømte forhæng trukket til side. 2008-udgaven udgør ikke på samme måde et kvantespring, men selv aflyttet på en normal cd-afspiller (uden SACD) er der hørbare forskelle. Gabriels vokal lyder nu mere varm og nuanceret, mindre metallisk og lys end på 1994-udgaven. Dynamisk er der også kommet et ekstra lag i bunden. Der er således ingen tvivl om, at der er forskel på de to udgaver. Om forskellen gennemgående er stor nok til at berettige en fornyet investering er nok et spørgsmål om, hvor optaget man er af disse klassikere og det supplerende ekstramateriale. Står valget mellem nyindkøb er der dog ingen tvivl om, at man bør få fat i de nye udgaver.


  


søndag den 25. januar 2015

Edgar Froese 1944-2015





Edgar Froese døde den 20. januar 2015. Han var en pioner inden for den elektroniske musik og en af grundlæggerne af den såkaldte Berliner Schule. Med gruppen Tangerine Dream og som solist har han udgivet en lang række klassiske album, der stadig inspirerer og definerer den elektroniske musik. En af hans senere opgaver var således soundtracket til Rockstar Games banebrydende computerspil Grand Theft Auto V, hvormed en helt ny generation fik øjnene op for Tangerine Dream.


Skal man med få ord forsøge at karakterisere Edgar Froese må det være: ubændig produktiv. I en karriere, der strakte sig over 50 år, har han været drevet af en afsindig flid og produktivitet. "Just want to be making daily records", sang Pete Townshend i 1981. Edgar Froese noget nær udlevede denne drift og trang ubændigt. Det er blevet til over 100 album, og endda med stigende takt over de seneste 10 år, hvor tourneer i Europa, Japan, USA og Australien (og Danmark for første og sidste gang i 2014 i Tivoli) også har været dagens orden.






Tilsit og Berlin

Den enorme flid fik Edgar på en måde med hjemmefra. Han blev født i Østpreussen i den gamle tyske kulturby Tilsit i 1944. I dag er byen russisk og har fået det poetiske navn Sowjetsk, men i 1944 var Tilsit noget nær ragnarok. Tyskerne var på flugt fra den røde hær, og Edgars far var blevet myrdet af nationalsocialisterne. Moren flygtede med Edgar til Berlin, og her startede familien, der havde mistet alt, forfra i "Stunde Null", som resten af byen. 


Tilsit sommeren 1945


Som barn måtte han hjælpe med at forsørge familien og som 15 årig klarede han sig selv. Han lærte tidligt at spille klaver, og den højtbegavede knægt fik et stipendie og studerede i første omgang maleri på Akademiet. Senere kastede han sig over psykologi og filosofi. 


Han dannede sit første band i 1962 og spillede i starten (og ofte sidenhen) guitar.  I 1967 kom han i kontakt med den surrealistiske maler Salvador Dali, som inviterede ham til Spanien, hvor han gav koncerter i Dalis villa.


Tangerine Dreams to guldaldre

Tilbage i Berlin dannede Edgar Froese i 1967 bandet Tangerine Dream, som han stod i spidsen for til sin død. Gruppens musik var i starten jazz-inspireret rock med masser af improvisation, men gradvist kom de nye elektroniske instrumenter, der kom på markedet, til at dominere klangen. 

På albummet Zeit fra 1972 brugte man første gang den nye synthesizer EMS VCS 3 og dermed var retningen sat. I dag, hvor man kan lave et album på en mobiltelefon, er det svært at forestille sig, hvor udfordrende de nye elektroniske instrumenter var. De var kæmpemæssige skrumler uden indbygget hukommelse, og det var virkelig krævende at få det hele til at spille - ikke mindst til koncerter.


Det efterfølgende album Atem blev opdaget af den indflydelsesrige engelske DJ, John Peel, og valg til årets album. Året efter underskrev gruppen en kontrakt med Virgin Records og dermed var guldalderen indvarslet.




Inden for de næste 4 år skabte Tangerine Dream sammen med bl.a. Klaus Schulze (der en kort overgang også var medlem af Tangerine Dream) en helt ny musikgenre, der brugte den nye teknologis muligheder til at skabe en rytmisk, melodisk og organisk elektronisk musik, der nåede ud til et stort publikum. Med besætningen Froese, Chris Franke og Peter Baumann toppede Tangerine Dreams popularitet og skaberkraft på mesterværker som Phaedra, Rubycon og Stratosfear. Sideløbende udgav den myreflittige Froese også en lille håndfuld soloalbum, inden Peter Baumann i 1977 forlod gruppen.

Efter et mellemspil som duo fandt Froese erstatningen for Baumann i pianisten Johannes Schmoelling. Stilen blev herefter en anelse mere poleret, men samtidig også mere melodisk og markant. Tangram, Exit, Hyperborea, White Eagle og Live In Poland er fem klassiske album, der tåler sammenligning med de første mesterværker. På en myriade af soundtracks til amerikanske film perfektionerede gruppen i 80´erne sin stil og tjente gode penge.




De senere år

Johannes Schmoelling forlod gruppen i 1986 og siden da, har Edgar Froese og Tangerine Dream ikke på samme måde været inde i varmen på musikscenen. En gruppe af trofaste fans har hængt på og har især i en periode i 90´erne måtte lægge øre til musik af meget svingende kvalitet. Fra perioden skal dog fremhæves serien af Dream Mixes, som er remixes udført af Jerome Froese, Edgars søn, der en længere periode var medlem af gruppen.

Efter år 2000 er det dog som om Edgar får ny luft og kunstnerisk kraft. Fra de sidste 15 år skal fremhæves serien om Hiroshima. Ønsker man at få et indtryk af denne sene periode er Booster-serien et godt sted at starte, da den samler det bedste fra de mange udgivelser på dobbelt-cd´er.



Tangerine Dream, David Bowie og Kraftwerk

Edgar Froeses kunstneriske værk er enormt og hans betydning for den moderne musik er stor. Hans flid og energi og uophørlige kunstneriske skaben er som sagt måske hans væsentligste kendetegn. Han var en pioner, men samtidig må man undre sig over, hvor lidt han og Tangerine Dream fylder i musikhistorien i dag. Det var ikke Tangerine Dream, der spillede på Roskilde for nylig. Det var Kraftwerk, der i sammenligning med Tangerine Dream jo stort set ikke har udgivet noget siden 70´erne. Kraftwerk er parnassets darlings, mens Tangerine Dream blot får parentetisk opmærksomhed. 

Kraftwerks musik er mekanisk og spiller markant på robot- og maskin-analogierne i de elektroniske instrumenter. Og det stadigvæk her 40 år senere! 


På mange måder er teknologien den samme hos Tangerine Dream, men udtrykket radikalt anderledes. Der er en romantisk længsel og melankoli, en skønhed, som bevidst er skrabet væk hos Kraftwerk. Men hvorfor er Kraftwerk så stadig hippe og Tangerine Dream stort set glemt i den toneangivende musikoffentlighed?




Sådan var det bestemt ikke i 1976, da David Bowie flyttede til Vest-Berlin. Han var vild med Tangerine Dream og kontaktede Edgar Froese, der dengang boede i Schwäbische Strasse nr. 7 i det bayriske kvarter i bydelen Schöneberg. Indtil Bowies lejlighed i Hauptstrasse 155 var klar til indflytning, boede han sammen med Edgar og Monika Froese og lille Jerome i nr. 7.

David Bowie boede lidt over 2 år i Berlin, og han frembragte ubetinget sin karrieres bedste musik i Hansa Studierne. Low, Heroes, Lodger og Scary Monster (sidstnævnte dog ikke fra Berlin, men dybt prægede heraf) er mesterværker, som Bowie aldrig kom i nærheden af at matche siden. Low og Heroes er dybt prægede af Tangerine Dream og Edgar Froese. Bowie valgte netop ikke det maskinelle og mekaniske spor, da han brugte de elektroniske instrumenter. Han gik efter melankolien og den romantiske længsel på sin egen kuldslåede og skramlede måde.

Det er skæbnens ironi, at netop de album, Bowie skabte i Berlin, og som i høj grad har været medvirkende til at grundlægge hans kunstneriske ry efterfølgende, er så dybt inspireret af en mand og et orkester, som på mange måder blev glemt af de toneangivende smagsdommere indenfor musikjournalistikken.

Måske kan den triste nyhed om Edgar Froeses død bidrage til rehabiliteringen af hans kolossale og væsentlige musikalske værk.


Edgar Froese døde i Wien, hvortil han flyttede for år tilbage