Genesis i en boks - 1970-75

Pladeselskabet Virgin har udsendt tre store boks-sæt, der samler  Genesis´ originale studie-udgivelser fra perioden 1970-1998 plus en del ekstramateriale. Den sidste boks i rækken er kronologisk set den tidligste, nemlig den periode fra 1970-1975, hvor Peter Gabriel var frontfigur i gruppen.

Som bekendt er det blevet en hel industri at genudgive den klassiske rocks største navne i diverse cd-udgaver. Beatles, Stones og Zeppelin udgives med jævne mellemrum i ”nye” og ”forbedrede” versioner af bagkataloget ,og der tilføjes formater som SACD, DVD-audio, diverse 5.1 remixes, ja sågar nye vinyl-udgaver. Genesis har heller ikke ligget på den lade side. Allerede i 1994 udkom på Virgin gruppens udgivelser i en såkaldt Definitive Edition Remaster, som lydmæssigt var overordentlig vellykket.  Men den var åbenbart ikke mere definitiv end, at tiden nu atter er inde til at pakke de gamle guldkorn ind på en ny måde, så de mange trofaste fans kan få lejlighed til at købe den samme vare for tredje eller fjerde gang. Spørgsmålet er så, om der i dette tilfælde er mening med galskaben i lydmæssig forstand? 

I boksen
Boks-sættet er bygget op over samme koncept, som de to andre i serien: I boksen er der de originale studiealbum i ny-restaurerede udgaver. Hvert album suppleres så med en DVD, der indeholder albummet i et helt nyt og tydeligvis gennemarbejdet 5.1. re-mix, der kan være interessant for surround freaks. På DVD´erne er der desuden fyldige, dybdegående og meget åbenhjertige interviews med musikerne om det pågældende album samt tv-optagelser fra perioden omkring albummet, hvis de ellers foreligger. Hertil kommer så to cd´er med ”sjældenheder” og hidtil ikke-udgivet materiale, samt en bog på 48 sider, hvor forskellige mere eller mindre kendte personligheder fortæller om deres forhold til de respektive album. Samlet set er der tale om en ganske attraktiv boks, som er kræs for enhver kender af Genesis. Når det er sagt, så virker det dog besynderligt, at Genesis Live fra 1973 ikke er at finde i boksen 1970-75, ligesom live-albummet Seconds Out heller ikke er med i den næste boks.  At de officielle live-optagelser på denne måde er udeladt medfører jo, at boksene strengt taget, hverken er komplette eller kronologiske. 


I begyndelsen
Rygraden i boksen er de originale album, og her er det naturligvis endnu mere besynderligt, at gruppens første studie-album heller ikke er at finde i boksen. Genesis blev dannet i 1967 med udgangspunkt i et par lokale skole-bands i Godalming i England. I sin oprindelige udgave bestod bandet af Peter Gabriel(sang), Tony Banks (keyboards), Mike Rutherford (bas), Anthony Philips (guitar) og Chris Stewart (trommer).  Jonathan King – en britisk pop-købmand, der havde gået på den samme skole – tegnede en kontrakt med dem i 1968 og fandt også på gruppens navn. I 1969 udkom gruppens første album, From Genesis To Revelation, produceret af King og med John Silver(!) på trommer. Genesis var i 1969 et pop-band inspireret af tidlig Bee Gees.  Som Bee Gees skulle Genesis i de kommende årtier flere gange genopfinde sig selv og foretage markante stilskift, men på det første album er der ikke meget, der peger hen mod den prog-rock, som ventede lige om hjørnet i gruppens musik. Jonathan King har holdt stædigt fast i rettighederne til dette album, som derfor ikke er med dette boks-sæt.. Albummet er udkommet adskillige gange under forskellige titler, og er meget passende i 2008 udgivet i endnu en remaster-udgave.

Trespass
Det første album, som opfattes som en del af den officielle Genesis kanon er derfor Trespass, hvor John Mayhew har erstattet Silver på trommer. Med Peter Gabriel i front veksler albummet mellem lange, komplekse stykker og korte, finurlige numre. Teksterne er enten temmelig langhårede og mytologiske eller temmelig pjattede. Arrangementerne gør brug af både akustiske og elektriske instrumenter, temposkift og lange instrumentale passager. Mellotronen bliver først købt til det næste album, men ellers finder man her den velkendte skabelon for britisk prog-rock, der også kendes fra King Crimson, Jethro Tull, Yes, ELP m.fl. Med undtagelse af The Lamb Lies Down On Broadway, er denne skabelon stort set gældende i Genesis frem til 1977, hvor gruppen reduceres til en trio. På Trespass har Genesis ikke helt fundet sin egen stil og sangene har ikke – bortset fra klassikeren The Knife – den melodiske appel, som senere bliver typisk for gruppen. For hvad der sidenhen adskiller Genesis fra de myriader af andre prog-rockere, der væltede frem i 70´erne er en evne til at skrive gode melodier. Det er ikke meget prog-rock, der også fungerer fremført alene på en akustisk guitar, men det gør mange af Genesis´ simpelthen, fordi det er gode sange og melodier. Det samme kan næppe siges om ELP eller Yes! Og selv om musikerne i Genesis teknisk set er eminente, har de ikke behov for at demonstrere teknikken i virtuose stunts hele tiden. Hos Genesis er musikken og ikke musikerne i fokus. Dermed får Genesis på sin vis den status inden for prog-rocken, som Weather Report fik inden for fusions-jazzen, og det er vel forklaringen på, at Genesis gamle indspilninger holder langt bedre end så meget andet prog-rock fra perioden.

Nursery Cryme
Først med Nursery Cryme er det, vi i dag forstår ved det klassiske Genesis i fuld blomst. Et album, der stadig sprudler af friskhed, inspiration og energi. Phil Collins er nu med på trommer, og er en markant forbedring. Phil Collins blev med god grund opfattet som en af periodens dygtigste trommeslagere, og i 70´erne var han simpelthen den førende prog-rock trommeslager. Steve Hackett, en disciplineret og underspillende elegantier på en guitar, har desuden erstattet den mere vævende og nørklende Anthony Phillips. Nursery Cryme har en for gruppen helt ny skarphed og tyngde, og et kraftigt element af drama. ”Musical Box”  og ”Return Of The Giant Hogweed” skulle blive faste klassikere i gruppens koncerter mange år frem, men her er også perler som ”Seven Stones” og ”Harlequin”. Albummet blev et uventet hit i Italien og banede således vejen for gruppens store fremtidige succes i Europa.


Foxtrot
Først med albummet Foxtrot, begynder der at ske noget hjemme i England. Foxtrot fra 1972 er det første Genesis-album på hitlisten i England. Takket være flittig turne-virksomhed i 1973 og et kompetent live-show, der er dokumenteret på den fremragende Genesis Live fra samme år, steg gruppens popularitet langsomt men sikkert. Foxtrot er et særdeles ambitiøst udspil. Albummet lukker således med den 23 minutter lange ”Suppers Ready”, et komplekst musikalsk epos, som Roger Taylor fra Queen meget rammende i noterne kalder for prog-rockens svar på ”Stairway To Heaven”.  Albummet som helhed er kompetent og imponerende gennemtænkt ned til mindste detalje. ”Watcher Of The Skies” og ”Get Em Out By Friday” rocker hårdt og uimodståeligt, men ellers savner man lidt den ubændige, saft og kraft, der præger forgængeren. Også rent lydmæssigt virker Nursery Cryme faktiske mere vellykket.

Selling England By The Pound
Selling England By The Pound fra 1973 er svendestykket i Genesis´ prog-rock periode og en absolut klassiker inden for genren. Albummet har det hele: Et fedt omslag, iørefaldende melodier, smukke instrumentale temaer, langhårede tekster befolket med enhjørninger, riddere og oldinge, hele denne typisk britiske, excentriske, hang til Tolkien-mystik kombineret med fjollede indfald. Titelnummerets stramt disponerede mystik og dynamik efterfølges af det tætteste, gruppen i 70 érne kom på et singlehit, ”I Know What I Like”. ”Firth of Fifh” og ”Cinema Show” er nogle af gruppens mest helstøbte og smukkeste kompositioner. ”After The Ordeal” er en lille instrumental perle i al sin enkelhed. Der er ikke meget løst kød på Selling England By The Pound, og prog-rock fås ganske enkelt ikke bedre – eller værre! Lydmæssigt har albummet altid været præget af en lidt ulden lyd. Det er her lykkedes at forbedre lyden markant, uden at den oprindelige sound er forrykket.   


Lamb Lies Down….
The Lamb Lies Down On Broadway er et konceptalbum, der i sin tid udkom som dobbelt-lp. Det fortæller historien om puertoricaneren Rael, der på sin søgen efter sin bror John i New Yorks underverden møder diverse monstre og gennemlever forskellige mareridt. Det er en temmelig rodet historie, tilsyneladende uden egentlig pointe og slutning. Men på trods af librettoens mangler på papiret, så fungerer albummet som en helhed i praksis. Det meste af musikken er skrevet af Banks, Collins og Rutherford, teksten af Gabriel, mens Hackett kun sporadisk har bidraget kompositorisk. The Lamb overraskede mange fans i sin tid, for den er i langt mindre grad et prog-rock album end Selling England By The Pound. Gruppens lyd er radikalt anderledes, langt mere direkte, rocket og rå. Der er en dyster aggressivitet og kompromisløshed i udtrykket, som er helt ny for Genesis. Lyd-geniet Brian Eno har uden tvivl en stor del af æren for dette. Han er krediteret for ”Enossification”, et andet ord for de berømte lydmæssige ”treatments” han er en mester i at udvikle. På The Lamb skaber han en dissonant og dunkel atmosfære med en for Genesis uvant kant, et perfekt bagtæppe for musikken. En væsentlig faktor i The Lambs specielle atmosfære er også, at albummet er skrevet og optaget på den gamle fattiggård, Headley Grange, hvor Led Zepplin og Bad Company tidligere havde draget nytte af den efter sigende skumle stemning og rustikke akustik. 

Nye kapitler
The Lamb er et komplekst og udfordrende værk, der i sin kunstneriske kraft og udførelse tåler sammenligning med The Wall og Quadrophenia eller Tommy. Den har ikke disses iørefaldende kvaliteter, men til gengæld har The Lamb en dybde og uudgrundelighed, som man aldrig bliver helt færdig med.
The Lamb virkede i sin tid som en stilmæssig parentes, for efter Gabriel forlod gruppen, lavede de andre, A Trick Of The Tail, der mest af alt lød som en direkte fortsættelse af Selling In England By The Pounds prog-rock. Men da Genesis – nu som en trio – fundamentalt sadlede om og indtog USA som superstjerner i 1981 med Abacap, var det med en lyd og musikalsk tilgang og attitude, der ikke ligger langt fra The Lamb. Peter Gabriels mere højbrynede og avantgardistiske solo-karriere kan også i høj grad skimtes på The Lamb. 

Efterspil
Med Lamb Lies Down On Broadway og Gabriels exit slutter første kapitel af historien om Genesis. Genesis stod i 1975 som en fremtrædende og succesfuld repræsentant for den progressive rock med et stort publikum i Europa.  Med Gabriels farvel var det forventningen, at han ville få en stor solo-karriere, mens de resterende medlemmer ville få problemer med at fastholde positionen. Men med A Trick Of The Tail fik de resterende medlemmer i 1976 en kæmpesucces, der solgte mere end alle foregående album tilsammen. I det næste årti kom kapitlerne om Genesis´ gennembrud i USA og status som verdensberømte mega-stjerner. Desuden skulle Steve Hackett få moderat succes som solist, mens både Mike Rutherford og Phil Collins fik stor succes på egne ben. Rutherford med Mike and the Mechanics, og Collins med en solokarriere, der i 80´erne internationalt faktisk overskyggede Genesis. 
Peter Gabriels første solo-lp – og det af dem, der har holdt sig bedst – var opulent og storladent produceret af Bob Ezrin, der medbragte Alice Coopers backing-band, men det var ikke den store succes i 1977. Først med Sledgehammer i 1985 brød Gabriel – takket være MTV og en fantastisk video – igennem over hele verden. 

Lyden
De gamle indspilninger er med denne udgivelse blevet remasteret for anden gang samtidig med SACD-kodningen. En sammenligning med de rensede udgaver fra 1994, der i parentes bemærket efter datidens (og nutidens) forhold er på reference-niveau, er derfor på sin plads. Hvis vi kigger nærmere på Lamb Lies Down On Broadway, så var den allerede i den originale vinyl-udgave en lydmæssig udfordring, der stillede meget høje krav til en korrekt indstillet grammofon og pick-up. 1994-udgaven på cd var lydmæssigt en åbenbaring, for her var det som om albummet for første gang blev pakket ud i solen og det berømte forhæng trukket til side. 2008-udgaven udgør ikke på samme måde et kvantespring, men selv aflyttet på en normal cd-afspiller (uden SACD) er der hørbare forskelle. Gabriels vokal lyder nu mere varm og nuanceret, mindre metallisk og lys end på 1994-udgaven. Dynamisk er der også kommet et ekstra lag i bunden. Der er således ingen tvivl om, at der er forskel på de to udgaver. Om forskellen gennemgående er stor nok til at berettige en fornyet investering er nok et spørgsmål om, hvor optaget man er af disse klassikere og det supplerende ekstramateriale. Står valget mellem nyindkøb er der dog ingen tvivl om, at man bør få fat i de nye udgaver.