Fraværet af sentimentalitet er måske Zappas særkende. Med en enkelt meget markant undtagelse.
Frank
Zappas musik er kendt for sin radikalitet. Teknisk uhyre kompleks partiturmusik
– hvad enten besætningen er et rockband eller et symfoniorkester.
Kompositioner, der hvileløst jager afsted, hele tiden skifter retning og form. Tekster, der ofte er mere end eksplicitte og
provokerende.
Zappas
kunst lider ikke af hjemve efter et tabt Atlantis, ingen spor af romantisk
længsel og nostalgi.
Glem alt om
Sturm und Drang. Gåsehud måske nok, men ingen klump i halsen her.
Zappa var
en oplysningens mand, rastløs på krigsstien i forhold til fordomme, censur,
diktatur og mørkemænd generelt. Kort sagt: Lys over land!
Men i 1979
falder han alligevel i. Rockoperaen Joes Garage, som Zappa selv beskriver som
”a stupid little story about how the government is going
to do away with music” udarter mod slutningen til det rene pjat og pjank. Men
ud af ingenting dukker pludselig den gribende og følelsesmættede “Watermelon in
Easter Hay”.
9 minutter og 9 sekunders guitarsolo dyppet i længsel
og nostalgi – bevægende og i stærk kontrast til Zappas øvrige musik.
