lørdag den 11. august 2018

Helmigs Malaga



Vi sad i en lounge i Billund Lufthavn sammen med Thomas Helmig og frue. Parret skulle med Ryanair - til Malaga. 

Naturligvis - de har sommerhus dernede, og selv celebre millionærer er udleveret til Ryanairs organiserede elendighed.

"Malaga" er også navnet på den bedste sang med Thomas Helmig, som jeg har hørt til dato.

Det har taget mig noget tid at komme til at holde af den sang. Faktisk helt indtil det øjeblik, Thomas rejste sig for at gå til flyet til Malaga sammen med Renée.

Sangen handler jo nemlig om de tanker man kan få, når man sidder og venter på at komme med Ryanair hjem fra Malaga. 

På grund af omkvædet er man rigtig glad for sangen i smilets by, hvor man læser teksten som en hyldest til Århus, der ligefrem foretrækkes frem for Michigan, Los Angeles - og allervigtigst - selveste København. Større bliver det ikke på de kanter!

Men jeg er ikke sikker på, at "Malaga" først og fremmest er en hyldest til en by. 

Jeg hælder mere til, at Århus er Helmigs Ithaka, som i Homers digt om Odysseus et fata morgana for en  form for hjemkomst. 

Og "Malaga" handler derfor først og fremmest om at finde hjem - som en vaskeægte Odysseus med kurs mod Ithaka og den elskede Penelope. 

At finde hjem i en bredere forstand: at holde regnskab over sit liv, at komme til sig selv og blive den, man er:


Sommetider
Er den eneste måde jeg kan komme videre
At tænke på i går
Så jeg ligger i min drømmeparabol
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Og jeg husker
Hver en kvinde og hver en flirt og hver en fusker
Jeg mødte på min vej, brændte broer
Dukker op i silhouet
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Nogle døre
Må man lukke for at verden kan blive større
Jeg slutter fred med det hele
Alle sammen, hver og en
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Ja godnat Malaga, godnat København
Jeg lukker mine øjne i Århus


Der er dele af teksten, som klinger hult.

Eksempel: Ordet "drømmeparabol" er malplaceret. Det er da et sjovt ord, men det ødelægger den scene, som Helmig tegner op. 

Ligger manden i en eller anden nymodens gadget og har et trip eller hvad?

Nej, han sidder og reflekterer på vej til at boarde et fly.

Jeg bryder mig faktisk slet ikke om omkvædet. Det er er lidt for meget "Turen går til byer, som jeg synes er rigtig fede". Det er unødvendig namedropping, der igen bortleder fra det væsentlige.

Som bekendt holdt den snilde Odysseus sig ikke ligefrem på dydens smalle sti i de mange år han flakkede omkring, inden guderne lod ham komme hjem til konen. Det kan du læse mere om her på bloggen i et tidligere indlæg:

Tilsvarende taler Thomas om alle sine kvinder og flirter. 

Fred med det, men hvor kommer ordet "fusker" pludselig fra?

"Flirt" er i sig selv på kanten af det demonstrativt kokette, men "fusker", det stikker helt af som et stilskift af rang.

Der er således en del, der står i vejen for de fire linjer, der er Helmigs genialitet, og som er hele essensen i teksten:

Jeg slutter fred med det hele
Alle sammen, hver og en
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Det er mundret og jordnært, kort og præcist. Og i ledtog med melodien er det et poetisk højdepunkt i Helmigs sangkatalog. 

En popsang, der ikke er en kærlighedssang, men en sang om længsel, nostalgi og det at finde hjem med Ryanair -  i traditionen efter Homers Odysseus. Jovist!

Og således er "Malaga" Helmigs mesterværk og coup de grace