onsdag den 26. juni 2019

Lidt om Leth og Tvetydighederne

Foto: Petr Novák, Wikipedia



Med podcasten Spørge Jørgen har Jørgen Leth skabt et  fascinerende og velfortalt autobiografisk værk.

Serien begynder som en brevkasse med Jørgen i rollen som orakel, hvorefter spørgsmålene fra lytterne med tiden viger for Jørgens fabulerende erindringer om dette og hint.

Mottoet for Leths podcast er: "Du kan spørge mig om alt!". Dette lidt pirrende løfte kan for en overfladisk betragtning lyde som et ekko af E.A. Poe.

I 1848 skrev Poe: "Hvis der er et ambitiøst menneske, der føler trang til med et slag at revolutionere den universelle verden af menneskelige tanker, meninger og følelser, så står det ham frit for...Det eneste han skal gøre er at skrive og udgive en lille tynd bog. Den skal have en meget enkel titel, bare nogle få ord: My Heart Laid Bare - denne lille bog må svare til sin titel."

Poe mente, at projektet på forhånd var dødsdømt, for ingen ville turde, endsige være i stand til at skrive en fuldkommen sandfærdig, ærlig og komplet livshistorie: "Papiret ville skrumpe ind og brænde, blot han rørte det med sin flammende pen". Men Poe havde modet, han kastede sig ud i projektet, og det samme gjorde hans store beundrer Baudelaire, der efter sigende bad til Poes ånd hver morgen. Om sit værk, Syndens Blomster, skrev Baudelaire: "I denne grumme bog har jeg nedlagt hele mit hjerte, hele min religion, alt mit had".

Er Leths autobiografi så i familie med Poe og Baudelaire? Nej, på ingen måde.

Jørgen Leths metode er uhyre simpel. Hans principper kan sammenfattes i de to  hyppigst gentagne sætninger i podcasten: "Det kan jeg godt lide" og "Jeg er vild med det".

Alt reduceres til denne formel: Det smager godt - eller det smager grimt - uhm eller adr!

Her oplever vi Thorkild Bjørnvigs æstetiske idiosynkrasi for fuld udblæsning.

Bjørnvig definerede den æstetiske idiosynkrasi som en irrationel overfølsomhed, en over-følsomhed, der kommer til udtryk i voldsomme sym- og antipatier. 

Bjørnvig var inspireret af Poes novelle The Tell-Tale Heart (Hjertet der sladrede), hvor hovedpersonen bliver besat af sin væmmelse over en gammel mands øje, som han finder så afskyeligt og modbydeligt, at han ene og alene af den grund må dræbe ham.

Tilsvarende er Jørgen irriteret over air condition, vild med Laos, hader Australien.

Men hvorfor hænger vi da ved Jørgens læber? Hvorfor er det interessant, hvad Jørgen synes om dette og hint?

Er det kun, fordi han er kult i brede kredse som kommentator eller på grund af det med kokkens datter? Muligvis, men i Leths egen selvforståelse beror det på, at han opfatter sig selv som kunstner.

Men hvilken kunstner er Jørgen Leth? 

Leth er barn af det, man kalder den tredje fase af modernismen i dansk litteratur. 

Efter 50´ernes højstemte modernisme  med navne som Martin A. Hansen og Ole Wivel kom Klaus Rifbjerg og Villy Sørensens konfronterende og finurlige anden bølge i begyndelsen af 60´erne. 

I sidste halvdel af 60´erne kom så den tredje bølge, der i høj grad fokuserede på form- og genre-eksperimenter, som systemdigtning, popdigte fx Leths Sportsdigte. Denne form for modernisme var i sin selvforståelse et ryk væk fra bl.a. Rifbjerg og Sørensens opfattelse af, at litteraturen kan være et middel til dybere personlige eller samfundsmæssige erkendelser.

Både Leths lyrik og film er typiske repræsentanter for denne legende, bevidst overfladiske og drillende modernisme. 


Et typisk trejde bølge digt af Vang Steen fra samlingen Teknisk set er det muligt, 1967


Den tredje bølge tror ikke på, at kunstværket på en god dag kan forbedre verden og mennesket. Kunstværket bliver demonteret og udfordret. Hvad er det digt? Alt muligt.

Men den tredje bølge har ikke sagt farvel til forestillingen om fremskridtet. For den eksperimenterende kunst bidrager nemlig i bølgens selvforståelse til et kunstnerisk fremskridt,  og de eksperimenterende værker er hævet over almindelig, gammeldags litteratur eller film, som bare er underholdning for masserne.

Kunstværket som sådan er opløst i eksperimenter og bliver mere og mere meningstømt, men kunstnerens leg med sig selv står stadig tilbage på scenen, som det skabende subjekt og som et mål i sig selv. Kunstneren er derfor stadig en rolle, der i høj grad giver mening for den tredje bølge af modernister.

Siden 60´erne er der sket meget med kunsten og kunstnerens rolle. Leths form for modernisme er blevet udfordret af bl.a. postmodernismen, som ikke alene afskaffede de store fortællinger om Fremskridtet og forestillingen om den store, universelle Sandhed, men også forestillingen om subjektet og Kunstneren. Der er ikke en højere sandhed eller en finere form for kunst, blot fordi den bryder med eksisterende fortælleformer og ikke er mainstream. Al kunst er den samme bolledej, der er ikke noget, der er finere end andet.

I dag er det markedet, der bestemmer. Hvis en kunstner i dag er noget, er det et navn, en mærkevare, et brand.

Når Jørgen Leth udbryder: Det kan jeg godt lide, jeg er vild med det - så bekræfter han ubevidst denne udvikling. 

Ironien ligger i den stiltiende præmis, at når lige præcis hans smag skulle være interessant for os, så skyldes det, at Leth er kunstner. Han er ikke kun en kendis. 


Men det forudsætter, at kunstneren har et pant på en sandhed, som den, Poe hensynsløst stræbte efter at erkende og formulere. Et forehavende, der er helt fremmed for både Leths modernistiske udgangspunkt og hans aktuelle forkærlighed for ytringer om smag og behag.

Hos Leth møder vi ikke en personlighed på jagt efter sandheden, men et (stort) ego, der spontant deler sine tilfældige smagspræferencer. 

Leths anliggende er ikke at lægge et hjerte nøgent frem, drevet af en kompromisløs ærlighed og åbenhed. 

Og derfor er Leth paradoksalt nok alligevel på omgangshøjde med sin tid, selv om han selv stadig lever i forestillingen om at være Kunstner. I virkeligheden er han blevet en vare! 

En logisk konsekvens er det ligeledes, at Leths næste produkt er en videopodcast sponsoreret af den franske bilfabrik omhandlende Tour de France.

Markedsværdi har for længst erstattet sandhedsværdi. Som modernist fik Jørgen altså til sidst en karriere i "elektronisk digtbehandling", som Vagn Steen skrev i 1967. Jeg er sikker på Citroën har en brochure, hvis er.

"Jeg går rundt og sanser verden. Og skriver om det", siger Leth i udsendelsen Alting er klart fra sæson 2019 af Spørge Jørgen.

 "Jeg skal fortælle mine nærmeste omgivelser, hvad jeg ser" er programerklæringen for den nye videopodcast.

Men er der ikke mere end det? Er det så det? 

Giver Poes fordring da for pokker ikke stadig mening, og er der ikke stadig et højere budskab til os i en af hans beslægtede ånders fortættede sætninger:

"I de hyperboræiske (det vil sige nordlige red.) regioner, hvortil den ekstatiske Sandhed, Alvor og Uafhængighed uundgåeligt vil føre en sjæl, som af naturen udstyres med dyb og frygtløs tankegang, ses alt i et tvivlsomt, usikkert og brudt lys. Anskuet gennem den tynde luft skrider og vakler menneskehedens allerældste grundsætninger, og de ender med at være fuldkommen vendt på hovedet. Himlen selv er ikke uden skyld i denne forvirring, for særligt er det i himlen, at de forunderlige spejlinger stilles til skue".

Sådan skriver Herman Melville i romanen "Pierre eller Tvetydighederne" i Flemming Chr. Nielsens oversættelse

Melville søger i 1852 på menneskehedens vegne at samle sin sandhed om verden op. Han kan ikke stilles ved at gå rundt og se og synes dit eller dat. I glimt lykkes det ham derimod at se sandheden i øjnene lige der, hvor de velkendte meninger, holdninger og personlige præferencer vakler og skrider. 

Det er en anden form for modernisme. Måske endda med en tvetydig tro på en mening med det hele...

Jeg er vild med Melville.