søndag den 7. september 2014

Hilfikers ur og Thomas Manns Zauberberg


På over 3000 banegårde hænger et ur, som er designet af ingeniøren Hans Hilfiker i 1944 for SBB (Schweizerischen Bundesbahnen).

Udover sit meget klare og moderne design – som er blevet efterlignet af mange andre landes statsbaner og firmaer, senest Apple – har dette ur en ejendommelighed.  For hvert minut holder sekundviseren en pause på to sekunder.

Det hedder sig, at Hans Hilfiker indbyggede denne funktion af tekniske grunde. Men jeg hælder til, at han i sin ungdom havde læst Thomas Manns Trolddomsbjerget.

”Han kunne sidde med sit ur i hånden – sit flade, glatte guldlommeur, hvis kapsel med det indgraverede monogram han havde ladet springe op – og se ned på dets cirkelrunde porcelænsskive, der var dækket med sorte og røde arabiske tal i dobbelt række vejen rundt, hvor de to sirligt-pragtfuldt snørklede guldvisere pegede i hver sin retning, og den tynde sekundviser gik sin geskæftigt pikkende gang omkring sin særlige lille sfære. Hans Castorp holdt øje med den for at hæmme og udstrække nogle minutter, holde tiden i halen. Den lille viser trippede afsted uden at ænse de tal, den nåede, berørte, gik hen over, lod bag sig, lod langt bag sig, igen nærmede sig, igen nåede. Den var ufølsom over for mål, afsnit, markeringer. Den burde være standset et øjeblik ved 60 eller i det mindste have givet et andet lillebitte tegn på, at her var noget fuldbragt. (p.  670)”.



Det er just det tegn, som Hilfikers banegårdsur giver. Noget er fuldbragt. Tiden er gået. Hilfikers ur minder os rejsende om tidens gåde og om, at tiden går, men at tiden også har en ende. Hilfikers ur giver os 2 sekunders fred; tiden står stille, noget er fuldendt. Og så: Springet ud i det næste minuts ukendte.