torsdag den 15. maj 2014

Made In Japan


En af rock-historiens bedste liveoptagelser er nu tilgængelig i (endnu)et digitalt remix. Her erhistorien om Deep Purple, koncerterne i Japan i 1972 med mere.


Med albummet Machine Head fra 1972 satsede Deep Purple hårdt på det store gennembrud i USA. Fire år tidligere havde gruppen været på toppen af hitlisterne i Staterne med en heftig cover-udgave af "Hush", som Neil Diamond før havde hittet med. Men siden da var Ian Gillan og Roger Glover kommet til, og gruppen havde med lp´erne In Rock og Fireball opnået en position som et af Europas mest populære bands. Ikke mindst live.


Med Machine Head havde gruppen gode kort på hånden. Albummet indeholdt bl.a. fire numre, der i de næste mere end tyve år skulle forblive rygradden i gruppens koncerter: "Highway Star", "Lazy", "Smoke On The Water" og "Space Truckin". 


I januar 1972 påbegyndte gruppen den første af seks store USA-turneer med et nyt show, der byggede på Machine Head. I slutningen af juli tog gruppen til Rom og begyndte indspilningen af det, der siden skulle blive Who Do We Think We Are, men de fik ikke rigtig noget fra hånden. 


Den 14. august 1972 fløj gruppen så til Japan for at spille tre koncerter, et hængeparti fra maj måned, hvor gruppen måtte aflyse p.g.a. sygdom. Efter de tre koncerter i Japan var gruppen tilbage på turn‚ i USA. Deep Purple kom ikke sovende til deres succes.


8-spors maskine

Det var ikke gruppens egen id‚ at optage de tre shows i Japan. Ideen kom fra Purples japanske selskab Warner Pioneer. Selskabet mente, at et specielt japansk live-album for alvor kunne give gruppen et gennembrud i landet. Deep Purple sagde ja, på betingelse af, at de godkendte grejet, fløj deres egen producer over, og forbeholdt sig ret til at droppe projektet, hvis kvaliteten ikke var god nok.

Produceren Martin Birch fløj til Japan og forberedte indspilningen. Så snart Deep Purple var på hotellet, ringede han og fortalte, at den maskine, han havde fået stillet til rådighed af Warner Brothers, var en 8-spors maskine, der så ud af helvede til. Der var ingen ordentlig balance-kontrol, og den var i det hele taget så kompakt, at Birch ikke mente, man kunne få brugbare optagelser ud af den. Først da Purple senere kom til London og hørte båndene, gik det op for dem, at denne maskine var noget særligt. Det blev hurtigt besluttet, at der skulle laves et dobbeltalbum, og at det skulle udsendes over hele verden. Hvad der i udgangspunktet blot var tænkt som en lille japansk parentes, proppet ind mellem det seriøse arbejde med at bryde igennem i USA, udviklede sig til et hovedværk i gruppens produktion. Og det blev Made In Japan, der skaffede Deep Purple det store gennembrud i USA.


En klassiker

Made In Japan er en af de bedste live-optagelser i rockens historie. Ikke fordi den til punkt og prikke var teknisk perfekt, men fordi optagelsen på helt enestående vis dokumenterer en live-stemning og en kollossal musikalsk energi. Made In Japan er et live-album, der kan stå for sig selv. Faktisk er det først her, at Deep Purples klassiske numre, finder deres definitive form. 

I dag hvor de store navnes koncerter handler mere om store tv-skærme og show, og hvor musikken kun kommer ud over rampen, fordi tilhørerne kender dem fra plade, står Made In Japan som et monument over en tid, hvor rock-gruppernes primære forum var koncertsalen. Det var dengang, hvor man ikke kom nogen steder, hvis man ikke var et godt live-band. Og Deep Purple var vel nok det bedste live-band, der overhovedet kunne opdrives dengang.


Det digitale remix

Nu er Made In Japan så på gaden i et digitalt remix. På papiret endda til overflod. Et tredobellet box-sæt med optagelser fra alle tre aftener i Japan. Det giver tre udgaver af "Space Truckin", "Lazy" etc. 

Hvordan lyder så det nye remix? Godt, rigtig godt. Og betydelig bedre, end den hidtidige cd-udgave af Made In Japan. Sus er der praktisk taget intet af og den digitale rensning af båndene har givet endnu mere klarhed og dynamik. 


Man bemærker først og fremmest et mere bredt defineret rum, især omkring Ian Gillans stemme. Dynamikken i bunden er også klart forstærket. Roger Glovers bas er nu mere klart defineret og hele omfanget af Ian Paices imponerende arbejde bag trommerne kommer tydeligere til udtryk. Man hører også mere til de små finurligheder, Jon Lord putter ind hist og her. Der er altså absolut tale om hørbare forandringer. Men heldigvis er der på ingen måde tale om, at ligevægten i lydbilledet forrykkes. Det kan nemlig godt blive konsekvensen af en digital oprensning. Nogle af Pink Floyds ting er fx slet ikke til at kende igen efter, de har været en tur i vaskemaskinen. Det er som om, man ikke mere kan finde sig til rette i lyden. Balancen er væk, fokus forrykket.


Organisk lyd

At disse optagelser er foretaget på en primitiv 8 spors maskine er ufatteligt.  Ian Paices trommer er stadig en åbenbaring af vellyd. Bækkenerne har det rigtige lyse crash, tammerne driver af saft og kraft, stortrommen er magtfuld uden at vælte scenen. Blackmores guitar perler og stikker for det næste øjeblik at slå over i et rasende ryk. Snart tynd og skrøbelig, snart tyk og rund. Aldrig har kombinationen af Fender Strat og en Marshall-væg lydt så nuanceret i hænderne på en af de bedst begavede guitarister siden Jimmy Hendrix. Jon Lords gamle Hammond-orgel bruser, hvæser og hyler lige på kanten af eksplosiv overstyring. 

Men det, der er den afgørende kvalitet ved denne optagelse, er den organiske balance i lyden. Alle instrumenter står lysende klart, sangen ligger perfekt. Alligevel er det hele på magisk vis smeltet sammen til en kompakt og massiv enhed, der kort og godt staver til ROCK. Rock som et produkt af en svedende kollektiv indsats på en scene, foran et publikum. Det er en lyd, der er blevet selve indbegrebet af det arbejdende rock-band. 


Problematisk box-sæt
Der er i alt kun 9 forskellige numre i løbet af de 234 minutter, sættet spiller. Der skulle altså være alt, hvad hjertet kan begære af Deep Purple i Japan.
Men, men, men. Deep Purple eksperten Simon Robinson, der står for udgivelsen, har foretaget nogle besynderlige prioriteringer. Af økonomiske årsager har det i følge Robinson kun været muligt at udgive sættet på tre discs, og derfor kan alt fra koncerterne ikke være der. Dette er i sig selv lidt mærkværdigt. Når man nu alligevel disker op med adskillige udgaver af det samme nummer, kan man vel ligeså godt tage skridtet fuldt ud i stedet for denne halve løsning. Endnu mere problematisk er imidlertid, det Robbins har valgt at udelade. Vi får således ikke "The Mule" og "Smoke On The Water", som de lød på det oprindelige dobbeltalbum. Til gengæld er der to andre udgaver af "Smoke On The Water", der slet ikke står mål med den "originale", som altså stadigvæk ikke foreligger i en digital remastering. Dertil kommer, at den rigtig gode udgave af "Black Night", der i sin tid kom som B-side til singlen "Woman From Tokyo", heller ikke er med. I stedet får vi en anden, temmelig sjusket udgave. Man må altså fastslå, at det gruppen selv har udgivet fra koncerterne - og det er faktisk det bedste - har Robbins ikke evnet at finde plads til. Det er simpelthen for tåbeligt. Enten skulle hele Made In Japan være der, og man kunne så have sorteret i resten, eller også skulle rub og stub med på den plads, det så måtte kræve. Er man parat til at give op mod 400 kroner for 9 numre, vil man vel også slippe 500 for at få det sidste med. Personlig ville jeg i hvert fald godt slippe en hund for "Black Night" og "Smoke On The Water" i de definitive versioner.

Den lange nedtur

Made In Japan blev gruppens svanesang og højdepunkt. Gruppen lavede i senere udgaver udmærkede ting som Burn og Come Taste The Band. Richie Blackmore dannede Rainbow, der lavede den fine Difficult To Cure. Men det var alligevel Made In Japan, der blev stående. Lytter man i dag til de gamle studie-indspilninger, viser den i sin tid noget oversete Fireball sig dog at holde sig overraskende godt.

Med David Coverdale og Glenn Hughes i stedet for Gillan og Glover gik det godt i et par år, men da Blackmore skred i 75, gik det hastigt nedad bakke. Erstatningen Tommy Bolin var en katastrofe på en scene, takket være et massivt heroinmisbrug, der siden slog ham ihjel. Det absolutte nulpunkt indtræffer ved en koncert i Liverpool i marts 1976. Stiv af kokain vakler Glenn Hughes hen til mikrofonen og siger: Jeg beklager, vi duer ikke til noget i aften, vi er meget trætte. Så var det slut med Deep Purple - troede man.


Farcen fortsætter

I 80´erne udviklede Purple sig til en veritabel soap opera. I 1984 gendannedes gruppen med Gillan og Glover, og det kom der et par elendige studie-indspilninger og et katastrofalt live-album ud af. Nobodys Perfect var den selvironiske titel på live-optagelser, der på alle måder kvalitetsmæssigt halter langt bagefter Made In Japan. I 1990 var Gillan så ude i kulden igen og påny føg de gensidige beskyldninger i pressen. 
-Han er den mest krigeriske og frygtelige person. Han er grov, grænsende til det frastødende. Han er afskyelig, når han er fuld. Manden er ganske intelligent og velformuleret, og derfor forstår jeg ikke, han opfører sig så dumt og naragtigt. Han elskede at fornærme folk. Hvis du kom med din kæreste eller mor, smed han øjeblikkelig tøjet. Det er ligesom at arbejde med Benny Hill. Sagde Blackmore om Gillan i 1991til Q. 
- Jeg skal fortælle dig, hvor fuld Blackmore er på scenen hver aften. Han mærker sine Whiskyflasker, så han kan holde styr på sin brandert. Jeg er indimellem næsten blevet bevidstløs af spritdampene på scenen. Sagde Gillan om Blackmore i 1991 til Q.

Mindre end to år senere er Gillan ombord igen. Det er pladeselskabets betingelse for endnu et album, og Gillan overtales af en stor pose penge. Mindre end et år senere er den gal igen. I slutningen af 1993 forlader Richie Blackmore Deep Purple efter en Skandinaviensturn‚. Farcen har tilsyneladende ingen ende.


Med en nærmest selvdestruktiv energi har Deep Purple gjort, hvad de kunne for at ødelægge deres ry. Det er lykkedes et langt stykke ad vejen. Det er næppe noget tilfælde, at af de tre store britiske rock-grupper fra begyndelsen af 70´erne, der definerede den hårde rock - Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin - er det sidstnævnte, som ikke er blevet gendannet, der i dag opfattes som den mest betydningsfulde. Og hvad angår Led Zeppelin har Jimmy Page gjort et stort stykke arbejde med at restaurere de gamle optagelser til det nye cd-medies kritiske standarder. Vi venter stadig på, at Deep Purples klassiske indspilninger får den behandling, de fortjener. 



Efterskrift

Siden ovenstående blev offentliggjort i High Fidelity i 1993 er sagaen om Deep Purple fortsat. Siden 1994 har Steve Morse erstattet Blackmore og formkurven har været svagt opadgående. Albummet Purpendicular fra 1996 forlader den kønsløse hardrock, der prægede tiden fra 1984-1993.  Jon Lord døde i 2012 og blev erstattet af dygtige Don Airey. I 2013 udgav bandet sit bedste album i årtier,Now What?, produceret af Bob Ezrin. I maj 2014 kom endnu en ny udgave af Made In Japan.