tirsdag den 1. marts 2016

David Bowie og tidens tand

Når nu al virakken omkring det triste dødsfald har lagt sig, må det være på sin plads at forsøge at forstå betydningen af David Bowie i samtidens kultur.




På dødsdagen rykkede hele det danske parnas fra 80´erne ud og afleverede hyldesten til deres idol i Politiken. 

Her er noget af det, de sagde:

Lars Bukdahl så i Bowie en slags postmoderne Proteus:


Bowie er det perfekte idol. Han er både tydelig som person, men også tydelig i alle sine vilde forvandlinger. Det er sjældent, man kan få så mange idoler i en person, som har samme suverænitet gennem alle de mange udtryk.
...

En person, der hele tiden er i forvandling. Han fuckede hele autenticitetsdyrkelsen op. Han kunne undvige sentimentaliteten uden at vige tilbage for patos.

Man forstår, at autenticitet og sentimentalitet er negative æstetiske udtryk, mens patos og suverænitet er positive. Men hvordan kan man være suveræn uden at være autentisk? Hvordan kan man være enestående og uden sidestykke (suveræn) uden at være den, man er?

Det kan man naturligvis, vil Bukdahl svare, idet man hen ad vejen i hver, skiftende form er suveræn. Hrmm, ja måske.

Søren Ulrik Thomsen:

Det handlede på en måde om at være uægte - om det kunstige, det iscenesatte. Det var en vigtig ting for hele 80'erkunsten: At man kunne begynde at gå i dialog med alle mulige kunstudtryk.

Noget af det, der karakteriserer rigtig stor kunst, er, at den både fanger tidsånden, men også rækker udover, så man kan høre det som et selvstændigt kunstværk mange år efter. Sådan er det med Bowie.

Igen denne hyldest til det uægte og iscenesatte.

Det interessante i denne meget danske opfattelse af David Bowie er, at den i realiteten kun forholder sig til et meget kort afsnit i Bowies karriere.

Efter flere famlende forsøg faldt tingene for alvor i hak for Bowie på albummet Honky Dory, et spraglet, legesygt album, der stadig holder stand mod tidens tand. 

Her var Bowie en små-intellektuel, Swinging London udgave af Bob Dylan, der havde sniffet lidt Andy Warhol i New York. Ikke så meget rollespil eller forvandling her. Men derimod en hel del autenticitet mellem linjerne. Lad os sige det, som det er: Bowie var en hippie singer-songwriter, mere end noget andet.


Glam

Men så opdagede Bowie glam-rocken. Og i nogle år var Bowie et glam-idol på linje med Sweet og Slade med mange flere. 

Bowies glam
Der var i denne periode han dyrkede det androgyne og biseksuelle - som så mange andre glam-idoler i øvrigt gjorde. Ikke noget originalt der.

Lou Reeds glam-periode

Mick Jagger som kvinde

Sweet, som vi aldrig må glemme

Gradvist ændrede han sit image væk fra de høje hæle og hårlakken - som så mange andre glam-rockere gjorde. 

Det var i denne forbindelse, at forestillingen om Bowie som en kamæleon begyndte at florere.

Men i virkeligheden var Bowie hele tiden i pagt med tidsånden, som han eminent dygtigt kalkerede. 


Yuppie Business

Da punken kom i 1976, var Bowie i fuld gang med at justere sit image hen mod new wave. Og da 80´ernes blanke business satte dagsordenen, var Bowie klar til bare at byde op til dans på Let´s Dance i dyrt jakkesæt.

Let´s dance - on Wall Street!


Men præcis der mistede Bowie vel sansen for tidsånden, eller også gad han bare ikke rigtig mere halse efter den. 

Kamæleonen Jagger

Men altså: Hele denne forvandlingssnak, den store fortælling om Bowie som iscenesætter - jamen sagen er jo, at mytologien hviler på den periode, hvor Bowie succesfuldt forlod glam-rocken og endte som en mainstream popstjerne i begyndelsen af 80´erne og til forveksling lignede Mick Jagger, Freddie Mercury, Tina Turner og Annie Lennox m.fl.


Mesterværkerne

En ting er image og fremtoning. Noget andet det musikalske indhold. Også her skiftede Bowie genre flere gange. Som så mange andre. Fx Frank Sinatra, der vekslede mellem jazz, country eller latin-musik. 

Bowie var en original kunstner, der skabte en stribe meget indflydelsesrige album frem til 1980, hvorefter han ikke spillede nogen betydelig rolle mere, hverken musikalsk eller æstetisk.

Men det er så sandelig også en bedrift, at stå bag albums som Honky Dory, Ziggy Stardust, Alladin Sane, Diamond Dogs, Young Americans, Station to Station, Low, Heroes, Lodger og Scary Monsters.  

Men han er ikke den eneste, der holdt en imponerende kunstnerisk kadence i 70´erne. Elton John er en anden. 

Bowies klassikere blev til ud fra en kunstnerisk strategi, der bestod i at hyre tidens toneangivende musikere og producere, så Bowies lyd hele tiden var cutting edge. En strategi, som Madonna siden hen har perfektioneret.


Holder Bowie?

Måske netop denne hengivelse til den til enhver tid herskende mode og tidsånd er forklaringen på, at David Bowie i modsætning til mange af sine samtidige ikke har fat i de yngre generationer. 

Meget få mennesker under 25 kan nævne en sang eller et album af David Bowie. Men de kender dog Pink Floyd, Queen, The Who og Led Zeppelin von hörensagen.

Er det måske sådan, at det med Bowie forholder sig præcis modsat af, hvad Søren Ulrik Thomsen hævder?

At Bowies kunst netop ikke rækker ud over tidsånden?

At Bowies værk udgøres af hermetiske tidskapsler låst til at transmittere til en meget afgrænset gruppe af fans, der primært var unge på det tidspunkt, Bowie toppede?

Saxo-mennesket Lars Seier Christensen - der ellers normalt er mest optaget af skattelettelser og det trælse i at få sin Bentley gennemrodet af franske toldere gang på gang -  rammer den ufrivilligt komisk på kornet, når han på Facebook skriver:

Hvis jeg kun skulle høre een sang resten af livet, ville det nok blive den (Heroes, red.), både på grund af dens kvalitet og de utallige minder, der knytter sig til den.

Og her ender vi så paradoksalt nok ved det, som Lars Bukdahl forsværgede: 

Åh, disse minder. Der var engang...vi var unge.

At kvaliteten i virkeligheden ligger i minderne?

Den forbudne nostalgi, med andre ord. 

Sentimentalitet, såmænd. 

Og guderne forbyde det: Lugter her ikke lidt af Autenticitet og Identitet! 

Noget tyder altså på, at Bowie i højere grad var et barn af sin tid, end hans ideologiske tilbedere bryder sig om at tænke på. 

Som de gamle grækere lærte os, så er tiden en kannibal. Kronos æder sine sønner! Selv Bowie.

Goyas fortolkning af Kronos-myten

I øvrigt: 
Bettina Heltberg skrev det så præcist i Politiken:


I den forbindelse kom jeg også stærkt i tvivl om kulturelitens knæfald for megastjernen David Bowie, der døde i denne uge.
Det virker, som om det var Bowies genialt insisterende fornægtelse af et jeg, en fasttømret identitet, som var den basale fidus og det træk i hans mangfoldige personlighed, vi allermest knytter an til. Muligvis med en vis frygt, men i hvert fald med en stærkt pirret forståelse – kunne vi andre ...? Kunne vi andre også klippe vores liv så smukt i stykker og sminke ansigtet og kroppen, hvem ville vi så være? – lige så relative og i virkeligheden ’ingen’? Stor begejstring, ingen angst!
Hør, kunne man ikke ’italesætte’ (møgord!) den tvetydighed.
Tvetydigheden følte jeg stærkt, for det forekommer mig dubiøst, at David Bowie netop skulle roses til himlen for det mest dæmoniske helvedestræk i hans kunst. I al beskedenhed holder jeg mest af ’Let’s Dance’ fra de bovlamme 1980’ere, hvor han forskrækkede rockanalytikerne ved at ligne et ganske almindeligt MTV-idol, tilsat en roterende diskokugle. Han var tilsyneladende på vej mod det punkt, hvor han skulle finde og fastholde – en identitet.
Man kunne også bare folde hænderne og bede Vorherre om at lade en blive et ordentligt menneske.
Det spørgsmål handler 90 procent af vores tilværelse om, inklusive alle gode råd og positive politiske tiltag.
Altså finde sig selv og ikke som Bowie, miste sig selv.