Bøgernes verden

Et udvalg af mine husguder

Harold Bloom skriver et sted i bogen Hvordan man skal læse og hvorfor:

"Læs dybt, ikke for at finde en tro, ikke for at acceptere det du læser, ikke for at modsige det, men for at lære at tage del i det menneskelige fællesskab, der skriver og læser".

Lige i øjet! 

Som læser kan jeg måske en dag gøre mig fortjent til tålt ophold i de lærdes republik, den république des lettres, som er et åndeligt fællesskab på tværs af nationer og modersmål.

Derfor er klassikerne, mesterværkerne og traditionen værd at dyrke. 

For når vi læser Homer, Melville, Bellow eller Vonnegut, så bliver vi en del af et fælleskab på tværs af slægters århundreder; menige i den lærde republiks hær af læsere. 

Vi er aldrig alene, når vi læser.

At læse er en form for selskabelighed udenfor tid og sted, og som selskabeligheden i sin rene form har den intet ydre formål.

Lidt om Leth og Tvetydighederne

Foto: Petr Novák, Wikipedia

Med podcasten Spørge Jørgen har Jørgen Leth skabt et  fascinerende og velfortalt autobiografisk værk.

Serien begynder som en brevkasse med Jørgen i rollen som orakel, hvorefter spørgsmålene fra lytterne med tiden viger for Jørgens fabulerende erindringer om dette og hint.

Mottoet for Leths podcast er: "Du kan spørge mig om alt!". Dette lidt pirrende løfte kan for en overfladisk betragtning lyde som et ekko af E.A. Poe.

I 1848 skrev Poe: "Hvis der er et ambitiøst menneske, der føler trang til med et slag at revolutionere den universelle verden af menneskelige tanker, meninger og følelser, så står det ham frit for...Det eneste han skal gøre er at skrive og udgive en lille tynd bog. Den skal have en meget enkel titel, bare nogle få ord: My Heart Laid Bare - denne lille bog må svare til sin titel."

Poe mente, at projektet på forhånd var dødsdømt, for ingen ville turde, endsige være i stand til at skrive en fuldkommen sandfærdig, ærlig og komplet livshistorie: "Papiret ville skrumpe ind og brænde, blot han rørte det med sin flammende pen". Men Poe havde modet, han kastede sig ud i projektet, og det samme gjorde hans store beundrer Baudelaire, der efter sigende bad til Poes ånd hver morgen. Om sit værk, Syndens Blomster, skrev Baudelaire: "I denne grumme bog har jeg nedlagt hele mit hjerte, hele min religion, alt mit had".

Er Leths autobiografi så i familie med Poe og Baudelaire? Nej, på ingen måde.

Jørgen Leths metode er uhyre simpel. Hans principper kan sammenfattes i de to  hyppigst gentagne sætninger i podcasten: "Det kan jeg godt lide" og "Jeg er vild med det".

Alt reduceres til denne formel: Det smager godt - eller det smager grimt - uhm eller adr!

Her oplever vi Thorkild Bjørnvigs æstetiske idiosynkrasi for fuld udblæsning.

Bjørnvig definerede den æstetiske idiosynkrasi som en irrationel overfølsomhed, en over-følsomhed, der kommer til udtryk i voldsomme sym- og antipatier. 

Bjørnvig var inspireret af Poes novelle The Tell-Tale Heart (Hjertet der sladrede), hvor hovedpersonen bliver besat af sin væmmelse over en gammel mands øje, som han finder så afskyeligt og modbydeligt, at han ene og alene af den grund må dræbe ham.

Tilsvarende er Jørgen irriteret over air condition, vild med Laos, hader Australien.

Men hvorfor hænger vi da ved Jørgens læber? Hvorfor er det interessant, hvad Jørgen synes om dette og hint?

Er det kun, fordi han er kult i brede kredse som kommentator eller på grund af det med kokkens datter? Muligvis, men i Leths egen selvforståelse beror det på, at han opfatter sig selv som kunstner.

Men hvilken kunstner er Jørgen Leth? 

Leth er barn af det, man kalder den tredje fase af modernismen i dansk litteratur. 

Efter 50´ernes højstemte modernisme  med navne som Martin A. Hansen og Ole Wivel kom Klaus Rifbjerg og Villy Sørensens konfronterende og finurlige anden bølge i begyndelsen af 60´erne. 

I sidste halvdel af 60´erne kom så den tredje bølge, der i høj grad fokuserede på form- og genre-eksperimenter, som systemdigtning, popdigte fx Leths Sportsdigte. Denne form for modernisme var i sin selvforståelse et ryk væk fra bl.a. Rifbjerg og Sørensens opfattelse af, at litteraturen kan være et middel til dybere personlige eller samfundsmæssige erkendelser.

Både Leths lyrik og film er typiske repræsentanter for denne legende, bevidst overfladiske og drillende modernisme. 

Et typisk trejde bølge digt af Vang Steen fra samlingen Teknisk set er det muligt, 1967

Den tredje bølge tror ikke på, at kunstværket på en god dag kan forbedre verden og mennesket. Kunstværket bliver demonteret og udfordret. Hvad er det digt? Alt muligt.

Men den tredje bølge har ikke sagt farvel til forestillingen om fremskridtet. For den eksperimenterende kunst bidrager nemlig i bølgens selvforståelse til et kunstnerisk fremskridt,  og de eksperimenterende værker er hævet over almindelig, gammeldags litteratur eller film, som bare er underholdning for masserne.

Kunstværket som sådan er opløst i eksperimenter og bliver mere og mere meningstømt, men kunstnerens leg med sig selv står stadig tilbage på scenen, som det skabende subjekt og som et mål i sig selv. Kunstneren er derfor stadig en rolle, der i høj grad giver mening for den tredje bølge af modernister.

Siden 60´erne er der sket meget med kunsten og kunstnerens rolle. Leths form for modernisme er blevet udfordret af bl.a. postmodernismen, som ikke alene afskaffede de store fortællinger om Fremskridtet og forestillingen om den store, universelle Sandhed, men også forestillingen om subjektet og Kunstneren. Der er ikke en højere sandhed eller en finere form for kunst, blot fordi den bryder med eksisterende fortælleformer og ikke er mainstream. Al kunst er den samme bolledej, der er ikke noget, der er finere end andet.

I dag er det markedet, der bestemmer. Hvis en kunstner i dag er noget, er det et navn, en mærkevare, et brand.

Når Jørgen Leth udbryder: Det kan jeg godt lide, jeg er vild med det - så bekræfter han ubevidst denne udvikling. 

Ironien ligger i den stiltiende præmis, at når lige præcis hans smag skulle være interessant for os, så skyldes det, at Leth er kunstner. Han er ikke kun en kendis. 

Men det forudsætter, at kunstneren har et pant på en sandhed, som den, Poe hensynsløst stræbte efter at erkende og formulere. Et forehavende, der er helt fremmed for både Leths modernistiske udgangspunkt og hans aktuelle forkærlighed for ytringer om smag og behag.

Hos Leth møder vi ikke en personlighed på jagt efter sandheden, men et (stort) ego, der spontant deler sine tilfældige smagspræferencer. 

Leths anliggende er ikke at lægge et hjerte nøgent frem, drevet af en kompromisløs ærlighed og åbenhed. 

Og derfor er Leth paradoksalt nok alligevel på omgangshøjde med sin tid, selv om han selv stadig lever i forestillingen om at være Kunstner. I virkeligheden er han blevet en vare! 

En logisk konsekvens er det ligeledes, at Leths næste produkt er en videopodcast sponsoreret af den franske bilfabrik omhandlende Tour de France.

Markedsværdi har for længst erstattet sandhedsværdi. Som modernist fik Jørgen altså til sidst en karriere i "elektronisk digtbehandling", som Vagn Steen skrev i 1967. Jeg er sikker på Citroën har en brochure, hvis er.

"Jeg går rundt og sanser verden. Og skriver om det", siger Leth i udsendelsen Alting er klart fra sæson 2019 af Spørge Jørgen.

 "Jeg skal fortælle mine nærmeste omgivelser, hvad jeg ser" er programerklæringen for den nye videopodcast.

Men er der ikke mere end det? Er det så det? 

Giver Poes fordring da for pokker ikke stadig mening, og er der ikke stadig et højere budskab til os i en af hans beslægtede ånders fortættede sætninger:

"I de hyperboræiske (det vil sige nordlige red.) regioner, hvortil den ekstatiske Sandhed, Alvor og Uafhængighed uundgåeligt vil føre en sjæl, som af naturen udstyres med dyb og frygtløs tankegang, ses alt i et tvivlsomt, usikkert og brudt lys. Anskuet gennem den tynde luft skrider og vakler menneskehedens allerældste grundsætninger, og de ender med at være fuldkommen vendt på hovedet. Himlen selv er ikke uden skyld i denne forvirring, for særligt er det i himlen, at de forunderlige spejlinger stilles til skue".

Sådan skriver Herman Melville i romanen "Pierre eller Tvetydighederne" i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. 

Melville søger i 1852 på menneskehedens vegne at samle sin sandhed om verden op. Han kan ikke stilles ved at gå rundt og se og synes dit eller dat. I glimt lykkes det ham derimod at se sandheden i øjnene lige der, hvor de velkendte meninger, holdninger og personlige præferencer vakler og skrider. 

Det er en anden form for modernisme. Måske endda med en tvetydig tro på en mening med det hele...

Jeg er vild med Melville.

Slagtehal fem og Dresdens ødelæggelse

Kurt Vonnegut har sagt, at han er den eneste, der har fået noget ud af Dresdens ødelæggelse den 13.-14. februar 1945: Omkring 3 dollars pr. lig.

Som krigsfange var han i byen under de allieredes bombardement og oplevelsen er omdrejningspunktet i den roman, der blev en bestseller og i dag har klassikerstatus. 

I år er det 50 år siden Slagtehal fem udkom, og det er værd at minde om. For det er en god bog, der er meget let at læse og samtidig er meget bevægende.

Her er lidt om baggrunden for Vonneguts mesterværk:

Dresden var indtil den 13. februar 1945 en af de smukkeste byer i Europa, og var blevet skånet for alvorlige bombardementer.

De første bomber faldt kl. 22.13, og det var englænderne der lagde ud med 244 bombefly. 

Kl. 1.21 - og nu var det morbidt, symbolsk blevet Askeonsdag - kom amerikanerne i anden bølge med over 550 bombefly.

Allerede omkring midnat opstod ildstorme, der kom helt ud af kontrol: varm luft stiger op over ildens centrum i en ildsøjle, der kan blive flere kilometer høj og virker som en støvsuger nede i gaderne, hvor der opstår vindstyrker langt over orkan. Temperaturen er på 800 grader - og der er ingen ilt.

Ingen af flyene blev beskudt. Dresden havde intet antiluftskyts. Det var overført til Østfronten i januar måned.

Det er blevet heftigt diskuteret, hvor mange mennesker, der omkom i dette inferno. Men det var i hvert fald adskillige titusinder og måske mange flere. Man har også diskuteret, om angrebet kunne begrundes militært eller var ren terror.

Uanset hvad: Da de engelske og amerikanske bombefly var færdige med deres mission var stort set hele Dresdens bymidte en ødelagt. 

Dresden dagen derpå

Da røgen og stormene havde lagt sig, kom Kurt Vonnegut op fra kælderen af Schlachthof 5, 10 minutters gang fra centrum.

Kurt var blevet taget til fange i 1944 og udførte tvangsarbejde på en malt-sirup fabrik i Dresden. Han sov i den underjordiske slagtehal og måtte udstå forfærdelige sanitære forhold, meget lidt og dårlig mad samt sadistiske vagter.

Askeonsdag blev han sat til at fjerne smykker fra lig, inden de blev brændt i store stakke på byens torve. 

Efter tyskernes kapitulation blev han sendt hjem på grund af forfrysninger og fik en Purple Heart for indsatsen.

I Dresden prægede ruinerne byen langt op i 60´ernes DDR. Frauenkirche lå hen som officielt krigsmindesmærke og om sommeren græssede der får i murbrokkerne.

Frauenkirche ca. 1965

Da jeg var i Dresden for nogle år siden sad en meget gammel kvinde i sporvognen og fortalte mig uopfordret om, hvordan hun som barn oplevede rædslerne under angrebet på byen. Jeg var dybt berørt over, at bomberne på denne måde stadig sad i byens levende sjæl.

Dresden har i dag genvundet en del af fordums skønhed. Det er vitterlig blevet en prægtig by, men også stadig en hæslig by, skæmmet af plattenbau i centrum. Men Zwinger, Albertinum, Frauenkirkche, Semperoper med mere, det er alt sammen kunst og kultur i absolut verdensklasse.

Protestanter i Tyskland - og mange andre steder - har samlet penge sammen til at genopføre den smukke Frauenkirche. Og bygningens profil pynter ved gud i bybilledet, men indeni virker kirken nu mest som en Playmobil model.

 

Den nye Frauenkirche lige før indvielsen i 2005
med Luther i forgrunden  -  de mørke sten er de originale

I dag tilbyder turistbureauet Vonnegut-sightseeing i Dresden.

Sådan går det! 

Nietzsche i Torino

Under et besøg i Torino var det for mig en særlig oplevelse at se den lejlighed på Piazza Carlo Alberto, hvor filosoffen Nietzsche boede. 

Tredje balkon fra højre i øverste række - Nietzsches værelse

Fem minutter derfra på Piazza Vittorio Veneto ligger cafe Elena i et hjørne af pladsen. Nietzsches stamcafe, hvor ikke meget har ændret sig.

Til hans ære skålede jeg i en Carpano Classico Rosso vermouth. Måske har han betalt ved det gamle kasseapparat, som stadig er der.

Nietzsche skrev en af de mærkeligste og stærkeste selvbiografier, Ecce Homo, i Torino. 

I januar 1889 kastede han sig om halsen på en droschehest, der blev pisket af kusken. Fra da af anede han ikke, hvor han var og levede resten af sit liv i en tilstand af sindsyge.

Nietzsche elskede Torino, men byen gengælder ikke hans følelser i dag, hverken i form af skilte eller en lille plakette på huset eller cafe Elena.

Simmel på rådhuset

Mange tekster kommer i dag til verden i en fart og har et kort og hektisk liv. Indlæg på blogs, Facebook, Instagram, Twitter og i diverse kommentarspor kommer og - går og skæres til hakkelse i døgnets rejsestald.

Men der er stadig tekster, der er længe undervejs. En bog om den tyske sociolog Georg Simmel, der netop har set dagens lys, er et eksempel på en rytme og et tempo, der er helt forskellig for hverdagens malstrøm af tekster.

Jeg har selv den store ære at bidrage til bogen, der indeholder tekster af og om Simmel. 

Nils Gunder Hansen, der er en af redaktørerne, kontaktede mig tilbage i februar 2017, for at spørge, om jeg ville være med.

Så næsten to år er nu gået med at samle bidrag, oversætte originaltekster, redigere og kommentere på  nye bidrag. Herefter er flere eksterne bedømmere, peer reviews, redaktører og korrekturlæsere på arbejde, hvorefter vi stakkels forfattere atter må hen til skrivepulten og rette til - og rette ind! 

En hård fødsel, en meget grundig fødsel, må man sige, og sandelig ikke et hurtigt kejsersnit. 

Men en proces, der hele tiden har fokus på at forbedre og sikre kvaliteten i et produkt, der sigter på en helt anden livscyklus, end de tekster, jeg til daglig omgiver mig med. 

Må denne skønne langsomhed og grundighed aldrig gå af mode!

Mit bidrag hedder i øvrigt: Simmel på rådhuset - Personligheden i brugersamfundet.

Den lille ny fås til evig eje for blot 399 kroner! 

Kan købes her:

http://samfundslitteratur.dk/bog/simmel-sociologiens-eventyrer

Opskriften på lykke eller Schopenhauer som teater

At Arthur Schopenhauer går som et teaterstykke på Betty Nansen, det er da en overraskelse. Men sådan er det.

I Information anmeldes stykket positivt under en overskrift, der sammenligner Schopenhauer med Sven Brinkmann. Det er sympatisk ud fra et ønske om at aktualisere tyskeren i forhold til en aktuel dansk kendis på lykke-fronten, men naturligvis absurd i forhold til, at Arthurs filosofi er en komplet metafysik, et kolossalt filosofisk system, der vil give en forklaring på alt i hele verden.

Den lille bog om lykke - som er grundlaget for stykket - findes på dansk og anbefales varmt. 


Her er en lille indføring.

Inden jeg giver læseren opskriften på lykke, må jeg nødvendigvis kort - og jeg skal gøre det så kort som overhovedet muligt - opridse Schopenhauers synspunkt, så man forhåbentlig kan nyde dybden og rækkevidden i bogens anvisinger.

Schopenhauers grundopfattelse er, at vi som personer er født uforanderlige og uforbederlige. Og at vores indbyggede ubændige og uendelige begær og livsvilje kun skaber smerte og elendighed for alt og alle kloden rundt. Så det bedste ville være, hvis vi bare kunne ophæve os selv og forsvinde ud i intetheden.

Verden er kun vilje og forestilling. Viljen er en rasende, dræbende og ustoppelig vilje til liv, hvor alle æder alle. Forstillingen er det blændværk vores fornuft og intelligens foregøgler os, men som intet har med viljens virkelighed at gøre.

Vores fornuft og forstand er i viljens vold, når det kommer til stykket. Så uanset hvor meget vi måtte meditere, fordybe os i mindfullness, fitness eller indre refleksion, "så fortaber vi os i et bundløst øde...og griber med en gysen intet andet end et flygtigt spøgelse", som Schopenhuer skriver. 

I verden hersker kun meningsløs kamp for overlevelse: "Og betragter man den pris, alt dette gælder: tilværelsen og livet selv; så finder man enkelte øjeblikke med smertefri eksistens, som kedsomheden straks angriber, og som en ny nød snart gør en ende på".

Som man ser: Livet er et inferno og Arthur er ikke jubeloptimist eller en stor ja-hat.

Når Schopenhauer alligevel bliver en filosof, der skriver en konkret vejledning til at være (ikke blive) lykkelig, så skyldes det en epokegørende og meget aktuel kvalitet ved hans filosofi, der første gang så dagens lys for præcis 200 år siden! 

"Ikke gud eller verden eller erkendelsen af en idé, udgør, som i næsten al tidligere filosofi, problemstillingen, men derimod mennesket, nærmere bestemt det handlende menneske. Og dermed markerer Schopenhauer en ny epoke i filosofien, der via Nietzsche fører op i nutiden", som Arnold Gehlen skrev tilbage i 1965.

Schopenhauers filosofi er derfor en kroppens filosofi, en filosofi om, hvad det vil sige at være i en menneskekrop.
Nu kunne man tro, at når verden er meningsløs, så kan man gøre, som man har lyst til. Men her er endnu en knivskarp og dagsaktuelt besked fra Arthur:

"At verden alene har en fysisk, ingen moralsk betydning, er den største, fordærveligste, fundamentale fejltagelse, den egentlige sindelagets perversitet, og er vel i grunden også det, som troen på Antikrist har personificeret".
Derfor giver Schopenhauer en opskrift på, hvordan man kan og skal leve i denne jammerdal: Et åndeligt rejseapotek, som man kan have med under armen undervejs gennem lidelserne.

Og hvad er opskriften så?

Som indskriften lød på Apollontemplet i Delfi: Kend dig selv!

Men hvordan gør man lige det i praksis?

Som menneske har vi ifølge Schopenhauer grundlæggende to karakterer. 

Den empiriske karakter er udtrykt i den adfærd, vi viser i hverdagen. Den er medfødt og uforanderlig og et menneske kan derfor grundlæggende ikke ændre sig - ifølge Schopenhauer. 

Bag den hverdagens karakter ligger den intelligible karakter. Den er lidt sværere at forstå, men Schopenhauer mener, at livsviljen udenfor tid og rum på en måde at villet sig selv og besluttet sig for at lave dig som individ. Det lyder lidt vildt, og det er det også. Men det er heller ikke så vigtigt for vores ærinde her.

Det afgørende er, at i vores liv er kortene givet på forhånd. Vi kan ikke hive en joker ind fra et andet sæt kort. Vi må spille den hånd, vi hver især har fået.

Men hertil kommer så forestillingen om den erhvervede karakter som noget helt trejde, og den er omdrejningspunktet for at være lykkelig.

Den erhvervede karakter er et "kunstprodukt" og et udtryk for "selvdressur", skriver Schopenhauer. Ja, det lyder moderne, og det er det også.


At erhverve sig selv er at erobre sig selv. Det er en kamp for at fravriste livsviljen en viden om ens egen nødvendighed:

"Før han når så langt er han stadig karakterløs. Ganske vist må han i det store og hele forblive tro overfor sig selv og gennemløbe sin bane, som hans dæmon tilsiger ham det, men han vil ikke beskrive en snorlige linje, men derimod en sitrende ulige, han vil svinge, afvige og krænge, berede sig selv anger og smerte. Alt dette fordi han endnu ikke kender sig selv; fordi han opfatter så meget som menneskeligt muligt og opnåeligt, men ikke ved, hvad af alt dette, der i overensstemmelse med ham og er opnåeligt for ham...Har vi endelig lært det, så har vi opnået, hvad man kalder karakter, den erhvervede karakter...Det er den...tydelige viden om den empiriske karakters uforanderlige egenskaber, og om hans åndelige og legemlige kræfters mål og retning, altså også om hans egen individualitets samlede styrker og svagheder. Denne sætter os i stand til nu besindigt og metodisk at gennemføre hans i sig selv uforanderlige rolle". 

Hvor vi før var en slave af os selv og vores karakter, sætter vi os nu udover den, idet vi omfavner den og samtidig dresserer den bevidst. Vi spiller vores kort perfekt
Vi ved hvad, vi magter, hvad vi ikke magter. Vi ved, hvad vi kan give os i kast med, og hvad vi skal lade ligge.
Så vores liv beskriver en linje og ikke en flade, som Schopenhauer beskriver det.

Det er denne proces, Schopenhauer udfolder i 50 ofte meget konkrete og altid letlæste leveregler.

Jeg tror ikke, vi har  brug for andre lykke-bøger end denne ene bibel for hverdagen. Så få fat i den, hvis er.

Caspar David Friedrichs berømte billede - Vandringsmanden - har ofte prydet Schopenhauer-udgivelser. Det er malet i 1818, mens Schopenhauer gjorde sit hovedværk klar til udgivelse. Man ser det nok lidt for ofte på diverse plakater, men kigger man nærmere efter, så illustrerer det faktisk Schopenhauers livsvisdom:

På en bjergtop står han og betragter den storslåede og tågede natur. Han er som en udefra kommende iagttager. 

Han er ikke opslugt af sceneriet. Han har en distance. På en måde er han hævet over det og samtidig en del af det. 

Præcis som Schopenhauers erhvervede karakter. 

Han der i god stil med styr på frakkeskøderne og spadserstokken. Ikke noget tilfældigt der. 

Han spiller sin rolle til fuldkommenhed. 


Han er en linje og ikke en flade.

-o-

Jeg har tidligere hyldet Schopenhauer i dette indlæg på min blog.