Slagtehal fem og Dresdens ødelæggelse

Kurt Vonnegut har sagt, at han er den eneste, der har fået noget ud af Dresdens ødelæggelse den 13.-14. februar 1945: Omkring 3 dollars pr. lig.

Som krigsfange var han i byen under de allieredes bombardement og oplevelsen er omdrejningspunktet i den roman, der blev en bestseller og i dag har klassikerstatus. 

I år er det 50 år siden Slagtehal fem udkom, og det er værd at minde om. For det er en god bog, der er meget let at læse og samtidig er meget bevægende.

Her er lidt om baggrunden for Vonneguts mesterværk:

Dresden var indtil den 13. februar 1945 en af de smukkeste byer i Europa, og var blevet skånet for alvorlige bombardementer.

De første bomber faldt kl. 22.13, og det var englænderne der lagde ud med 244 bombefly. 

Kl. 1.21 - og nu var det morbidt, symbolsk blevet Askeonsdag - kom amerikanerne i anden bølge med over 550 bombefly.

Allerede omkring midnat opstod ildstorme, der kom helt ud af kontrol: varm luft stiger op over ildens centrum i en ildsøjle, der kan blive flere kilometer høj og virker som en støvsuger nede i gaderne, hvor der opstår vindstyrker langt over orkan. Temperaturen er på 800 grader - og der er ingen ilt.

Ingen af flyene blev beskudt. Dresden havde intet antiluftskyts. Det var overført til Østfronten i januar måned.

Det er blevet heftigt diskuteret, hvor mange mennesker, der omkom i dette inferno. Men det var i hvert fald adskillige titusinder og måske mange flere. Man har også diskuteret, om angrebet kunne begrundes militært eller var ren terror.

Uanset hvad: Da de engelske og amerikanske bombefly var færdige med deres mission var stort set hele Dresdens bymidte en ødelagt. 

Dresden dagen derpå

Da røgen og stormene havde lagt sig, kom Kurt Vonnegut op fra kælderen af Schlachthof 5, 10 minutters gang fra centrum.

Kurt var blevet taget til fange i 1944 og udførte tvangsarbejde på en malt-sirup fabrik i Dresden. Han sov i den underjordiske slagtehal og måtte udstå forfærdelige sanitære forhold, meget lidt og dårlig mad samt sadistiske vagter.

Askeonsdag blev han sat til at fjerne smykker fra lig, inden de blev brændt i store stakke på byens torve. 

Efter tyskernes kapitulation blev han sendt hjem på grund af forfrysninger og fik en Purple Heart for indsatsen.

I Dresden prægede ruinerne byen langt op i 60´ernes DDR. Frauenkirche lå hen som officielt krigsmindesmærke og om sommeren græssede der får i murbrokkerne.

Frauenkirche ca. 1965

Da jeg var i Dresden for nogle år siden sad en meget gammel kvinde i sporvognen og fortalte mig uopfordret om, hvordan hun som barn oplevede rædslerne under angrebet på byen. Jeg var dybt berørt over, at bomberne på denne måde stadig sad i byens levende sjæl.

Dresden har i dag genvundet en del af fordums skønhed. Det er vitterlig blevet en prægtig by, men også stadig en hæslig by, skæmmet af plattenbau i centrum. Men Zwinger, Albertinum, Frauenkirkche, Semperoper med mere, det er alt sammen kunst og kultur i absolut verdensklasse.

Protestanter i Tyskland - og mange andre steder - har samlet penge sammen til at genopføre den smukke Frauenkirche. Og bygningens profil pynter ved gud i bybilledet, men indeni virker kirken nu mest som en Playmobil model.

 

Den nye Frauenkirche lige før indvielsen i 2005
med Luther i forgrunden  -  de mørke sten er de originale

I dag tilbyder turistbureauet Vonnegut-sightseeing i Dresden.

Sådan går det!