At Arthur Schopenhauer går som et teaterstykke på Betty Nansen, det er da en overraskelse. Men sådan er det.
I Information anmeldes stykket positivt under en overskrift, der sammenligner Schopenhauer med Sven Brinkmann. Det er sympatisk ud fra et ønske om at aktualisere tyskeren i forhold til en aktuel dansk kendis på lykke-fronten, men naturligvis absurd i forhold til, at Arthurs filosofi er en komplet metafysik, et kolossalt filosofisk system, der vil give en forklaring på alt i hele verden.
Den lille bog om lykke - som er grundlaget for stykket - findes på dansk og anbefales varmt.
Her er en lille indføring.
Inden jeg giver læseren opskriften på lykke, må jeg nødvendigvis kort - og jeg skal gøre det så kort som overhovedet muligt - opridse Schopenhauers synspunkt, så man forhåbentlig kan nyde dybden og rækkevidden i bogens anvisinger.
Schopenhauers grundopfattelse er, at vi som personer er født uforanderlige og uforbederlige. Og at vores indbyggede ubændige og uendelige begær og livsvilje kun skaber smerte og elendighed for alt og alle kloden rundt. Så det bedste ville være, hvis vi bare kunne ophæve os selv og forsvinde ud i intetheden.
Verden er kun vilje og forestilling. Viljen er en rasende, dræbende og ustoppelig vilje til liv, hvor alle æder alle. Forstillingen er det blændværk vores fornuft og intelligens foregøgler os, men som intet har med viljens virkelighed at gøre.
Vores fornuft og forstand er i viljens vold, når det kommer til stykket. Så uanset hvor meget vi måtte meditere, fordybe os i mindfullness, fitness eller indre refleksion, "så fortaber vi os i et bundløst øde...og griber med en gysen intet andet end et flygtigt spøgelse", som Schopenhuer skriver.
I verden hersker kun meningsløs kamp for overlevelse: "Og betragter man den pris, alt dette gælder: tilværelsen og livet selv; så finder man enkelte øjeblikke med smertefri eksistens, som kedsomheden straks angriber, og som en ny nød snart gør en ende på".
Som man ser: Livet er et inferno og Arthur er ikke jubeloptimist eller en stor ja-hat.
Når Schopenhauer alligevel bliver en filosof, der skriver en konkret vejledning til at være (ikke blive) lykkelig, så skyldes det en epokegørende og meget aktuel kvalitet ved hans filosofi, der første gang så dagens lys for præcis 200 år siden!
"Ikke gud eller verden eller erkendelsen af en idé, udgør, som i næsten al tidligere filosofi, problemstillingen, men derimod mennesket, nærmere bestemt det handlende menneske. Og dermed markerer Schopenhauer en ny epoke i filosofien, der via Nietzsche fører op i nutiden", som Arnold Gehlen skrev tilbage i 1965.
Schopenhauers filosofi er derfor en kroppens filosofi, en filosofi om, hvad det vil sige at være i en menneskekrop.
Nu kunne man tro, at når verden er meningsløs, så kan man gøre, som man har lyst til. Men her er endnu en knivskarp og dagsaktuelt besked fra Arthur:
"At verden alene har en fysisk, ingen moralsk betydning, er den største, fordærveligste, fundamentale fejltagelse, den egentlige sindelagets perversitet, og er vel i grunden også det, som troen på Antikrist har personificeret".
Derfor giver Schopenhauer en opskrift på, hvordan man kan og skal leve i denne jammerdal: Et åndeligt rejseapotek, som man kan have med under armen undervejs gennem lidelserne.
Og hvad er opskriften så?
Som indskriften lød på Apollontemplet i Delfi: Kend dig selv!
Men hvordan gør man lige det i praksis?
Som menneske har vi ifølge Schopenhauer grundlæggende to karakterer.
Den empiriske karakter er udtrykt i den adfærd, vi viser i hverdagen. Den er medfødt og uforanderlig og et menneske kan derfor grundlæggende ikke ændre sig - ifølge Schopenhauer.
Bag den hverdagens karakter ligger den intelligible karakter. Den er lidt sværere at forstå, men Schopenhauer mener, at livsviljen udenfor tid og rum på en måde at villet sig selv og besluttet sig for at lave dig som individ. Det lyder lidt vildt, og det er det også. Men det er heller ikke så vigtigt for vores ærinde her.
Det afgørende er, at i vores liv er kortene givet på forhånd. Vi kan ikke hive en joker ind fra et andet sæt kort. Vi må spille den hånd, vi hver især har fået.
Men hertil kommer så forestillingen om den erhvervede karakter som noget helt trejde, og den er omdrejningspunktet for at være lykkelig.
Den erhvervede karakter er et "kunstprodukt" og et udtryk for "selvdressur", skriver Schopenhauer. Ja, det lyder moderne, og det er det også.
At erhverve sig selv er at erobre sig selv. Det er en kamp for at fravriste livsviljen en viden om ens egen nødvendighed:
"Før han når så langt er han stadig karakterløs. Ganske vist må han i det store og hele forblive tro overfor sig selv og gennemløbe sin bane, som hans dæmon tilsiger ham det, men han vil ikke beskrive en snorlige linje, men derimod en sitrende ulige, han vil svinge, afvige og krænge, berede sig selv anger og smerte. Alt dette fordi han endnu ikke kender sig selv; fordi han opfatter så meget som menneskeligt muligt og opnåeligt, men ikke ved, hvad af alt dette, der i overensstemmelse med ham og er opnåeligt for ham...Har vi endelig lært det, så har vi opnået, hvad man kalder karakter, den erhvervede karakter...Det er den...tydelige viden om den empiriske karakters uforanderlige egenskaber, og om hans åndelige og legemlige kræfters mål og retning, altså også om hans egen individualitets samlede styrker og svagheder. Denne sætter os i stand til nu besindigt og metodisk at gennemføre hans i sig selv uforanderlige rolle".
Hvor vi før var en slave af os selv og vores karakter, sætter vi os nu udover den, idet vi omfavner den og samtidig dresserer den bevidst. Vi spiller vores kort perfekt
Vi ved hvad, vi magter, hvad vi ikke magter. Vi ved, hvad vi kan give os i kast med, og hvad vi skal lade ligge.
Så vores liv beskriver en linje og ikke en flade, som Schopenhauer beskriver det.
Det er denne proces, Schopenhauer udfolder i 50 ofte meget konkrete og altid letlæste leveregler.
Jeg tror ikke, vi har brug for andre lykke-bøger end denne ene bibel for hverdagen. Så få fat i den, hvis er.
Caspar David Friedrichs berømte billede - Vandringsmanden - har ofte prydet Schopenhauer-udgivelser. Det er malet i 1818, mens Schopenhauer gjorde sit hovedværk klar til udgivelse. Man ser det nok lidt for ofte på diverse plakater, men kigger man nærmere efter, så illustrerer det faktisk Schopenhauers livsvisdom:
På en bjergtop står han og betragter den storslåede og tågede natur. Han er som en udefra kommende iagttager.
Han er ikke opslugt af sceneriet. Han har en distance. På en måde er han hævet over det og samtidig en del af det.
Præcis som Schopenhauers erhvervede karakter.
Han der i god stil med styr på frakkeskøderne og spadserstokken. Ikke noget tilfældigt der.
Han spiller sin rolle til fuldkommenhed.
Han er en linje og ikke en flade.
-o-
Jeg har tidligere hyldet Schopenhauer i dette indlæg på min blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar