Kalypso og nostalgiens mysterium

Peter Brandes illustration til femte sang af Homers Odyssé i Otto Steen Dues herlige oversættelse, hvorfra der citeres i det følgende

Ordbogen siger:

Nostalgi er en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte). 

Hjemve er det gode danske ord.

Siden romantikken, der jo også elskede den beslægtede melankoli, har nostalgien haft et lidt blakket ry. 

Det er ikke så smart at være nostalgisk, hvis man gerne vil være lidt moderne. Der er sådan lidt filosofisk udkant over det.

Men nostalgi er i grunden ret interessant.

Min husgud Homer har skabt en dyb og evigt aktuel analyse og beskrivelse af nostalgiens mysterium: Den smerte, der opstår i det uopfyldte ønske om at vende tilbage, vende hjem.

Her er problemet:

Efter ni dage i havsnød, hvor alle hans mænd er omkommet, driver Odysseus den tiende dag i land
øen Ogygia. 

Det er et mægtig dejligt sted - i hvert fald på papiret. 

Hør lige her:

Øen ligger idyllisk langt væk fra verdens larm og tummel.

Midt på øen ligger en yderst komfortabel grotte med et gyldent, femstjernet palads. 

Homer beskriver stedet således:

"Rundt om den hvælvede grottes portal havde vinstokke slynget ranker med friskgrønt løv og saftige druer i klaser. 

Fire i tal var de kilder der sprang med vande så hvide tæt ved hinanden, men risled i hver sit løb imod havet. Om dem var enge der blomstred af vildkløver og anemoner. 

Selv en udødelig gud der kom på besøg måtte undres over det dejlige syn og fryde sig inderligt ved det."


I paladset bor den meget dejlige nymfe Kalypso med "liflige lokker" og "sin yndige stemme".

Kalypso er single og har indrettet sig med en flok yndige tjenestepiger.

Kalypso har hovedløst forelsket sig i Odysseus. 

Hver dag og hver nat sørger nymfen for, at den gode mand ikke har det mindste at klage over. 

Alt er vel sådan set i sin skønneste orden.

Ja, umiddelbart fristes man vel til at opfatte det, som om Odysseus har skudt papegøjen. I den grad! 

Oceaner af wellness for krop og sjæl?

Opskriften og virkeliggørelsen af det lykkelige liv?

Ikke tale om!

Odysseus længes hjem og spejder i det fjerne i nostalgiens arme, uden at ænse den underskønne Kalypso - Maleri af N.C. Wyeth, 1929

Odysseus har det nemlig slet ikke godt.

Efter syv år må guderne gribe ind. Hermes sendes ned for at gøre en ende på heltens lidelser. 

Den stakkels Odysseus skal ikke længere udstå nymfens forelskelse og hengivenhed.

Kalypso bøjer  sig sønderknust for gudernes beslutning og hjælper Odysseus med  at bygge en båd, der kan føre ham tilbage til verdens larm - og hjem til konen.

Men Kalypso er stærkt utilfreds og siger til Hermes:

"Hvor dog I guder er grummest og fuldest af nidskhed, hadske mod os gudinder, der elsker med menneskemandfolk åbent og ærligt og vælger at ta dem til ægte i sengen!

Nu er I vrede på mig for at have en dødelig hos mig, ham jeg har frelst da han red på sin køl i de drueblå bølger, ganske forladt og alene.

Ham har jeg taget mig af og passet og ønsket at gøre til en udødelig mand, for evigt befriet for ælde".

Men der er ikke noget at gøre, hun må sætte menneskemandfolket fri.

Nede på stranden møder Hermes så Odysseus og undrer sig:

"Nede ved strandbredden sad han med øjnene fulde af tårer og lod sit herlige liv fortære af jammer og hjemve.

For han var slet ikke længer betaget af nymfen Kalypso. 

Men hver nat var han nødt til i hendes hvælvede grotte modvilligt og under tvang at elske den villige nymfe."


Kalypso (og vi læsere) spørger Odysseus, hvorfor han dog ikke bliver i dette Paradis? Hvorfor vil han hjem til konen på gården?

Er hans liv i trædemøllen hjemme da bedre? Er hans elskede Penelope da skønnere end Kalypso? Og hvad med den tilbudte evige ungdom, bider den heller ikke på ham?

Og Kalypso smider trumferne:

"Jeg tør vel hævde jeg selv er fuldt på højde med hende, både i vækst og figur da det ikke kan passe at nogen dødelig kvinde kan kappes med nogen gudinde i skønhed".

Odysseus svarer:

"Høje gudinde, bliv ikke forbitret! Jeg ved jo til fulde selv at over for dig er den kløgtige Penelope hverken så høj eller flot eller skøn og dejlig at skue.

Hun er en dødelig kvinde og du er en evig gudinde.

Ligefuldt er det mit ønske, mit håb og min daglige længsel at komme hjem til mit land..."

Herefter går Odysseus og Kalypso ind i kammeret i grotten og "fryded sig sammen i kærlighedens lyst og lå med hinanden". Åbenbart ikke helt modvilligt og vel under moderat tvang...

Man forstår at Hermes undrer sig, og det gør vi som læsere også, når Odysseus senere kalder Kalypso "den slemme, yndigt krøllede, lystne gudinde Kalypso" - og ikke mener det som en ros!

Nostalgiens mysterium gennemspillet af Homer. Hvad er meningen?

Jan Styka, 1920

Jan Stykas maleri viser et lag mere af historien.

Odysseus længes væk og hjem. Ja, men er det ikke som om han også på billedet er målløs over selve det forhold, at han længes væk? Som om nostalgiens mysterium har taget bolig i ham og fordobler smerten og forvirringen? 

Kalypso indser dette og er ligesom afventende, tøvende, stopper op i bevægelsen mod ham. Er han vanvittig, er han afsindig? 

På Peter Brandes illustration herover kigger Odysseus væk. Han er fraværende og alligevel til stede, nærmest smeltet sammen med Kalypso. 

Odysseus forstår i grunden ingen ting, men han ved, hvad han skal gøre. Han skal bare væk herfra. Hjem!

Nærmere kommer vi det ikke....

David Bowie og tidens tand

Når nu al virakken omkring det triste dødsfald har lagt sig, må det være på sin plads at forsøge at forstå betydningen af David Bowie i samtidens kultur.

På dødsdagen rykkede hele det danske parnas fra 80´erne ud og afleverede hyldesten til deres idol i Politiken. 

Her er noget af det, de sagde:

Lars Bukdahl så i Bowie en slags postmoderne Proteus:

Bowie er det perfekte idol. Han er både tydelig som person, men også tydelig i alle sine vilde forvandlinger. Det er sjældent, man kan få så mange idoler i en person, som har samme suverænitet gennem alle de mange udtryk.

...

En person, der hele tiden er i forvandling. Han fuckede hele autenticitetsdyrkelsen op. Han kunne undvige sentimentaliteten uden at vige tilbage for patos.

Man forstår, at autenticitet og sentimentalitet er negative æstetiske udtryk, mens patos og suverænitet er positive. Men hvordan kan man være suveræn uden at være autentisk? Hvordan kan man være enestående og uden sidestykke (suveræn) uden at være den, man er?

Det kan man naturligvis, vil Bukdahl svare, idet man hen ad vejen i hver, skiftende form er suveræn. Hrmm, ja måske.

Søren Ulrik Thomsen:

Det handlede på en måde om at være uægte - om det kunstige, det iscenesatte. Det var en vigtig ting for hele 80'erkunsten: At man kunne begynde at gå i dialog med alle mulige kunstudtryk.

Noget af det, der karakteriserer rigtig stor kunst, er, at den både fanger tidsånden, men også rækker udover, så man kan høre det som et selvstændigt kunstværk mange år efter. Sådan er det med Bowie.

Igen denne hyldest til det uægte og iscenesatte.

Det interessante i denne meget danske opfattelse af David Bowie er, at den i realiteten kun forholder sig til et meget kort afsnit i Bowies karriere.

Efter flere famlende forsøg faldt tingene for alvor i hak for Bowie på albummet Honky Dory, et spraglet, legesygt album, der stadig holder stand mod tidens tand. 

Her var Bowie en små-intellektuel, Swinging London udgave af Bob Dylan, der havde sniffet lidt Andy Warhol i New York. Ikke så meget rollespil eller forvandling her. Men derimod en hel del autenticitet mellem linjerne. Lad os sige det, som det er: Bowie var en hippie singer-songwriter, mere end noget andet.

Glam

Men så opdagede Bowie glam-rocken. Og i nogle år var Bowie et glam-idol på linje med Sweet og Slade med mange flere. 

Bowies glam

Der var i denne periode han dyrkede det androgyne og biseksuelle - som så mange andre glam-idoler i øvrigt gjorde. Ikke noget originalt der.

Lou Reeds glam-periode

Mick Jagger som kvinde

Sweet, som vi aldrig må glemme

Gradvist ændrede han sit image væk fra de høje hæle og hårlakken - som så mange andre glam-rockere gjorde. 

Det var i denne forbindelse, at forestillingen om Bowie som en kamæleon begyndte at florere.

Men i virkeligheden var Bowie hele tiden i pagt med tidsånden, som han eminent dygtigt kalkerede. 

Yuppie Business

Da punken kom i 1976, var Bowie i fuld gang med at justere sit image hen mod new wave. Og da 80´ernes blanke business satte dagsordenen, var Bowie klar til bare at byde op til dans på Let´s Dance i dyrt jakkesæt.

Let´s dance - on Wall Street!

Men præcis der mistede Bowie vel sansen for tidsånden, eller også gad han bare ikke rigtig mere halse efter den. 

Kamæleonen Jagger

Men altså: Hele denne forvandlingssnak, den store fortælling om Bowie som iscenesætter - jamen sagen er jo, at mytologien hviler på den periode, hvor Bowie succesfuldt forlod glam-rocken og endte som en mainstream popstjerne i begyndelsen af 80´erne og til forveksling lignede Mick Jagger, Freddie Mercury, Tina Turner og Annie Lennox m.fl.

Mesterværkerne

En ting er image og fremtoning. Noget andet det musikalske indhold. Også her skiftede Bowie genre flere gange. Som så mange andre. Fx Frank Sinatra, der vekslede mellem jazz, country eller latin-musik. 

Bowie var en original kunstner, der skabte en stribe meget indflydelsesrige album frem til 1980, hvorefter han ikke spillede nogen betydelig rolle mere, hverken musikalsk eller æstetisk.

Men det er så sandelig også en bedrift, at stå bag albums som Honky Dory, Ziggy Stardust, Alladin Sane, Diamond Dogs, Young Americans, Station to Station, Low, Heroes, Lodger og Scary Monsters.  

Men han er ikke den eneste, der holdt en imponerende kunstnerisk kadence i 70´erne. Elton John er en anden. 

Bowies klassikere blev til ud fra en kunstnerisk strategi, der bestod i at hyre tidens toneangivende musikere og producere, så Bowies lyd hele tiden var cutting edge. En strategi, som Madonna siden hen har perfektioneret.


Holder Bowie?

Måske netop denne hengivelse til den til enhver tid herskende mode og tidsånd er forklaringen på, at David Bowie i modsætning til mange af sine samtidige ikke har fat i de yngre generationer. 

Meget få mennesker under 25 kan nævne en sang eller et album af David Bowie. Men de kender dog Pink Floyd, Queen, The Who og Led Zeppelin von hörensagen.

Er det måske sådan, at det med Bowie forholder sig præcis modsat af, hvad Søren Ulrik Thomsen hævder?

At Bowies kunst netop ikke rækker ud over tidsånden?

At Bowies værk udgøres af hermetiske tidskapsler låst til at transmittere til en meget afgrænset gruppe af fans, der primært var unge på det tidspunkt, Bowie toppede?

Saxo-mennesket Lars Seier Christensen - der ellers normalt er mest optaget af skattelettelser og det trælse i at få sin Bentley gennemrodet af franske toldere gang på gang -  rammer den ufrivilligt komisk på kornet, når han på Facebook skriver:

Hvis jeg kun skulle høre een sang resten af livet, ville det nok blive den (Heroes, red.), både på grund af dens kvalitet og de utallige minder, der knytter sig til den.

Og her ender vi så paradoksalt nok ved det, som Lars Bukdahl forsværgede: 

Åh, disse minder. Der var engang...vi var unge.

At kvaliteten i virkeligheden ligger i minderne?

Den forbudne nostalgi, med andre ord. 

Sentimentalitet, såmænd. 

Og guderne forbyde det: Lugter her ikke lidt af Autenticitet og Identitet! 

Noget tyder altså på, at Bowie i højere grad var et barn af sin tid, end hans ideologiske tilbedere bryder sig om at tænke på. 

Som de gamle grækere lærte os, så er tiden en kannibal. Kronos æder sine sønner! Selv Bowie.

Goyas fortolkning af Kronos-myten

I øvrigt: 

Bettina Heltberg skrev det så præcist i Politiken:

I den forbindelse kom jeg også stærkt i tvivl om kulturelitens knæfald for megastjernen David Bowie, der døde i denne uge.

Det virker, som om det var Bowies genialt insisterende fornægtelse af et jeg, en fasttømret identitet, som var den basale fidus og det træk i hans mangfoldige personlighed, vi allermest knytter an til. Muligvis med en vis frygt, men i hvert fald med en stærkt pirret forståelse – kunne vi andre ...? Kunne vi andre også klippe vores liv så smukt i stykker og sminke ansigtet og kroppen, hvem ville vi så være? – lige så relative og i virkeligheden ’ingen’? Stor begejstring, ingen angst!

Hør, kunne man ikke ’italesætte’ (møgord!) den tvetydighed.

Tvetydigheden følte jeg stærkt, for det forekommer mig dubiøst, at David Bowie netop skulle roses til himlen for det mest dæmoniske helvedestræk i hans kunst. I al beskedenhed holder jeg mest af ’Let’s Dance’ fra de bovlamme 1980’ere, hvor han forskrækkede rockanalytikerne ved at ligne et ganske almindeligt MTV-idol, tilsat en roterende diskokugle. Han var tilsyneladende på vej mod det punkt, hvor han skulle finde og fastholde – en identitet.

Man kunne også bare folde hænderne og bede Vorherre om at lade en blive et ordentligt menneske.

Det spørgsmål handler 90 procent af vores tilværelse om, inklusive alle gode råd og positive politiske tiltag.

Altså finde sig selv og ikke som Bowie, miste sig selv.

Hotel California - læs bogen!

Da Glen Frey død i januar 2016 tweetede den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis:

THE EAGLES: The HOTEL CALIFORNIA album was as big an influence as Joan Didion or Raymond Chandler. RIP Glenn Frey.

Anerkendelsen af albummet og gruppen fra de toneangivende kredse er kommet sent. Især i den britiske - og dermed typisk også den danske - presse har The Eagles være udskældte og latterliggjorte. 

I dag er albummet og det uudgrundelige omslag ikoniske udtryk for en sen-moderne ulykkelig bevidsthed dyppet i hedonisme...

Barney Hoskyns - en fremagende britisk rock-historiker - har skrevet den ultimative historie om baggrunden for musikken og hele den scene og kultur, der skabte den.

Den kan kun anbefales.

Every picture tells a story - Pink Floyd

Her ses udviklingen fra mod-kultur til underholdningsindustri. Og ja, det skete så allerede i 1969.

På billedet ser vi Pink Floyd i en opstilling med alt deres gear. 

Man skal være på min alder for at huske "meningen" med dette billede. 

Det var pral: "Se her, hvor meget udstyr, vi har. Se her, hvor fede vores koncerter er med gong og det hele".

Hele lortet kunne være i en lille Ford Bedford kassevogn!

Jeps, men se så det her billede, hvor man er ved at stille op til en opførelse af The Wall nogle årtier senere. Forestil dig, hvor mange Bedfords, der nu skal til.

Og for at fordoble tragedien (og ironien), så handler Roger Waters` hovedværk jo om præcis denne udvikling.

Jeg kommer til at tænke på en bemærkning hos Georg Simmel.

I 1911 skrev han i værket Philosophische Kultur:

"Ved en tragisk skæbne forstår vi vel dette, at de ødelæggende kræfter, der retter sig mod et væsen, udspringer fra de dybeste lag af væsenet selv; at med dets tilintetgørelse fuldbyrdes en skæbne, der er indbygget i det og så at sige er den logiske udvikling af den struktur med hvilken dette væsen opbyggede sin egen positivitet".

Homer som julekalender: Odysseus i 24 stykker

Det er december. Så er det tid til at læse Odysseen. 

Den har lige præcis 24 kapitler, så du er færdig juleaften, hvis du starter i dag.

Jeg kan kun anbefale, at gøre det til en tradition at læse Homer mindst en gang om året.

Og glem så alt om oldævl og antikken. 

Det kan godt være, at den her historie har langt over 2000 år på bagen. Og den er skrevet på vers!

Men det er stadig verdens bedste historie: et vildt og frådende drama fuldt af blod, sex, skønhed og gru.

Man siger, at hele den europæiske filosofi kun er en fodnote til Platons værker. Korrekt! 

Men det samme gælder Homer og Odysseen i forhold til den europæiske litteratur med videre. James Bond er for resten også en variant af Odysseus! 

Det er en dybt fascinerende oplevelse at læse Homer og blive mindet om, hvad det vil sige, at være et menneske: 

Herregud, det er jo kun et par tusind år siden. Intet har forandret sig. Det er stadig de samme følelser, de samme intriger, den samme meningsløse drift, der får det hele til at dreje rundt.

God vin, god mad og godt selskab - gerne under åben himmel. Det er det bedste, siger Homer. Men vejen ad hvilken er ikke nem - eller kedelig.

God fornøjelse!

The Man

Læs Homer i Otto Sten Dues mundrette og letlæste gendigtning.

Don Henley og vennerne

Don Henley er en af de største sangskrivere i sin generation, fuldt på højde med Springsteen, Cohen, Browne og hvad de ellers hedder.

Som forsanger og trommeslager i The Eagles skrev han som bekendt en stribe nu klassiske sange: ”Desperado”, ”Hotel California”, ”The Last Resort” med flere.

Som solist har han holdt fanen højt kvalitetsmæssigt, men der har været lang tid mellem snapsene. Det er 15 år siden, han sidst udsendte et soloalbum, og siden 1982 er det kun blevet til fem titler.

De har så til gengæld været glimrende, hvis man ser bort fra den noget middelmådige Inside Job fra 2000.

”Talking to the Moon”, ”The Boys of Summer”, ”New York Minute”, ”Heart of the Matter”, ”The end of the Innocence” - jo tak, der har været guldkorn og evergreens imellem.

Cass County er titlen på Dons seneste opus, og da det forlød, at manden var vendt tilbage til sine rødder i Texas og havde indspillet et decideret country-album i Nashville, så steg forventningerne betragteligt.

Men Don Henley har desværre ikke kun lavet et country-album med en stribe gedigne sange. Don, der er en af klodens rigeste musikere med en formue på den fede side af en milliard kroner, har en masse berømte ”venner”.

Så Cass County er endt som en luksuslounge, hvor berømtheder mødes over en sang med den gode Don.  Det har uden tvivl været hyggeligt og givet masser af arbejde til hære af advokater, skarer af personlige assistenter og korteger af sikkerhedsfolk. Således ankommer Mick Jagger til Nashville i limousinen, og med sin sædvanlige dækningsløse brægen smadrer han på et millisekund enhver form for autenticitet og troværdighed på åbningsnummeret ”Bramble Rose”. Ellers en god sang, faktisk.

”The Cost of Living” er en arketypisk Don Henley sang: Weltschmerz, melankoli og fortrøstning – Arthur Schopenhauer i Nashville. Ingen gør den slags bedre. Men hvorfor pokker skal Merle Haggard så hyres ind til at ødelægge den?

Således er Cass County først og fremmest en lang irritation. Hvorfor kan Don ikke lade sine fine sange stå i fred og selv synge dem hjem?

Det triste svar er, at milliardæren Don Henley hellere vil hygge sig med Mick Jagger og Dolly Parton, og at ægtheden og ærligheden i country-genren dermed først og fremmest er et postulat uden hold i virkeligheden. 

Cass County eller Cash County? Nok mest det sidste.

Don og Dolly - Rigtige venner....

Braun design - Weniger, aber besser!

„Dinge, die anders gemacht werden, um einfach nur anders zu sein, sind selten besser, aber das, was gemacht wird, um besser zu sein, ist fast immer anders.”

Dieter Rams 1993

Det er ingen hemmelighed, at Apples design-filosofi er mere eller mindre kopieret fra det klassiske Braun-design, som Dieter Rams begyndte at udvikle efter sin ansættelse i 1956. Siden kom Dietrich Lubs til.

Dieter Rams´radio til venstre og en iPod

"Weniger - aber besser!" Det er Dieter Rams grundsætning, der kommer til udtryk i hans berømte 10 principper for godt design. 

ABR 21 fra 1975 - af Dieter og Dietrich i fællesskab

• Gutes Design ist innovativ.
• Gutes Design macht ein Produkt brauchbar.
• Gutes Design ist ästhetisch.
• Gutes Design macht ein Produkt verständlich.
• Gutes Design ist unaufdringlich.
• Gutes Design ist ehrlich.
• Gutes Design ist langlebig.
• Gutes Design ist konsequent bis ins letzte Detail.
• Gutes Design ist umweltfreundlich.
• Gutes Design ist so wenig Design wie möglich.

TP1 - knivskarp radio/phono kombi fra 1959

B&O Play A2 fra 2015 ligner moderne kitsch i sammenligning 

Jeg holder meget af dette design, fordi det er funktionelt, enkelt og konsekvent. Og fordi det er tidløst og samtidig moderne - hvilket jo i grunden er en selvmodsigelse. Modernitet uden modernisme! 

Braun AB20 fra 1971 designet af Rams

Det er hverdagens brugsgenstande i god kvalitet til en rimelig pris. Ikke et statussymbol eller ekstrem luksus - men førsteklasses design til almindelige mennesker! Måske intelligent formgivning gør verden til et lidt bedre sted, fordi den opdrager os til at sætte pris på det skønne?

Braun AW50 af Lubs fra 1991 i platin - blev også lavet i sort titanium

Dieters og Dietrichs unisex kollektion af ure er først og fremmest små og behagelige at bære - ikke enorme, prangende klodser om armen. Ikke iøjnefaldende luksus, men diskret og praktisk. Og du kan se, hvad klokken er, hvilket ikke altid er normen på "moderne" armbåndsure.

Braun AW 20 i chrom fra1990 designet af Lubs

De originale Braun armbånds ure er udstyret med gedigne Ronda kvartsværker fra Schweiz og produceret på den anerkendte tyske urfabrik Laco/Lacher i Pforzheim, som stadig eksisterer og bl.a. sælger nye ure, designet af Lubs.

Nydeligt nyt ur fra Laco designet af Lubs - Absolute hedder det

Urene blev i storhedstiden frem til slutningen af 90´erne formgivet primært af Dietrich Lubs, der absolut er på niveau med Dieter Rams på dette område.  Peter Hartwein tog over og designede i 2003 en lille håndfuld Braun ure, der er pæne, men ikke helt på niveau med Dieter og Dietrich. I 2005 købte Proctor & Gamble Braun og lukkede ur-afdelingen.

Der laves nu nye Braun ure på licens i Hong Kong af firmaet Zenon. De har designmæssigt intet med Dieter og Dietrich af gøre, selv om man i shoppen på MOMA i New York hævder at nogle af urene er "original reissues". Mange af disse ure er ganske vellykkede, men er strengt taget en form for bearbejdede kopier - og kvaliteten er slet ikke på niveau med de tyske originaler. 

Et fint eksempel på de nye, kinesiske Braun ure

De originale, tyske ure kan stadig findes på nettet, og du kan få din urmager til at smide et nyt Ronda værk i dem, hvis de er blevet trætte - det koster nogle hundrede kroner.

I dag laver Rams stadig ting for møbelfirmaet Vitsoe.

Braun AW 20 fra 1994 i chrom og alu uden tal tegnet af Lubs