Hotel California - læs bogen!

Da Glen Frey død i januar 2016 tweetede den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis:

THE EAGLES: The HOTEL CALIFORNIA album was as big an influence as Joan Didion or Raymond Chandler. RIP Glenn Frey.

Anerkendelsen af albummet og gruppen fra de toneangivende kredse er kommet sent. Især i den britiske - og dermed typisk også den danske - presse har The Eagles være udskældte og latterliggjorte. 

I dag er albummet og det uudgrundelige omslag ikoniske udtryk for en sen-moderne ulykkelig bevidsthed dyppet i hedonisme...

Barney Hoskyns - en fremagende britisk rock-historiker - har skrevet den ultimative historie om baggrunden for musikken og hele den scene og kultur, der skabte den.

Den kan kun anbefales.

Every picture tells a story - Pink Floyd

Her ses udviklingen fra mod-kultur til underholdningsindustri. Og ja, det skete så allerede i 1969.

På billedet ser vi Pink Floyd i en opstilling med alt deres gear. 

Man skal være på min alder for at huske "meningen" med dette billede. 

Det var pral: "Se her, hvor meget udstyr, vi har. Se her, hvor fede vores koncerter er med gong og det hele".

Hele lortet kunne være i en lille Ford Bedford kassevogn!

Jeps, men se så det her billede, hvor man er ved at stille op til en opførelse af The Wall nogle årtier senere. Forestil dig, hvor mange Bedfords, der nu skal til.

Og for at fordoble tragedien (og ironien), så handler Roger Waters` hovedværk jo om præcis denne udvikling.

Jeg kommer til at tænke på en bemærkning hos Georg Simmel.

I 1911 skrev han i værket Philosophische Kultur:

"Ved en tragisk skæbne forstår vi vel dette, at de ødelæggende kræfter, der retter sig mod et væsen, udspringer fra de dybeste lag af væsenet selv; at med dets tilintetgørelse fuldbyrdes en skæbne, der er indbygget i det og så at sige er den logiske udvikling af den struktur med hvilken dette væsen opbyggede sin egen positivitet".

Homer som julekalender: Odysseus i 24 stykker

Det er december. Så er det tid til at læse Odysseen. 

Den har lige præcis 24 kapitler, så du er færdig juleaften, hvis du starter i dag.

Jeg kan kun anbefale, at gøre det til en tradition at læse Homer mindst en gang om året.

Og glem så alt om oldævl og antikken. 

Det kan godt være, at den her historie har langt over 2000 år på bagen. Og den er skrevet på vers!

Men det er stadig verdens bedste historie: et vildt og frådende drama fuldt af blod, sex, skønhed og gru.

Man siger, at hele den europæiske filosofi kun er en fodnote til Platons værker. Korrekt! 

Men det samme gælder Homer og Odysseen i forhold til den europæiske litteratur med videre. James Bond er for resten også en variant af Odysseus! 

Det er en dybt fascinerende oplevelse at læse Homer og blive mindet om, hvad det vil sige, at være et menneske: 

Herregud, det er jo kun et par tusind år siden. Intet har forandret sig. Det er stadig de samme følelser, de samme intriger, den samme meningsløse drift, der får det hele til at dreje rundt.

God vin, god mad og godt selskab - gerne under åben himmel. Det er det bedste, siger Homer. Men vejen ad hvilken er ikke nem - eller kedelig.

God fornøjelse!

The Man

Læs Homer i Otto Sten Dues mundrette og letlæste gendigtning.

Don Henley og vennerne

Don Henley er en af de største sangskrivere i sin generation, fuldt på højde med Springsteen, Cohen, Browne og hvad de ellers hedder.

Som forsanger og trommeslager i The Eagles skrev han som bekendt en stribe nu klassiske sange: ”Desperado”, ”Hotel California”, ”The Last Resort” med flere.

Som solist har han holdt fanen højt kvalitetsmæssigt, men der har været lang tid mellem snapsene. Det er 15 år siden, han sidst udsendte et soloalbum, og siden 1982 er det kun blevet til fem titler.

De har så til gengæld været glimrende, hvis man ser bort fra den noget middelmådige Inside Job fra 2000.

”Talking to the Moon”, ”The Boys of Summer”, ”New York Minute”, ”Heart of the Matter”, ”The end of the Innocence” - jo tak, der har været guldkorn og evergreens imellem.

Cass County er titlen på Dons seneste opus, og da det forlød, at manden var vendt tilbage til sine rødder i Texas og havde indspillet et decideret country-album i Nashville, så steg forventningerne betragteligt.

Men Don Henley har desværre ikke kun lavet et country-album med en stribe gedigne sange. Don, der er en af klodens rigeste musikere med en formue på den fede side af en milliard kroner, har en masse berømte ”venner”.

Så Cass County er endt som en luksuslounge, hvor berømtheder mødes over en sang med den gode Don.  Det har uden tvivl været hyggeligt og givet masser af arbejde til hære af advokater, skarer af personlige assistenter og korteger af sikkerhedsfolk. Således ankommer Mick Jagger til Nashville i limousinen, og med sin sædvanlige dækningsløse brægen smadrer han på et millisekund enhver form for autenticitet og troværdighed på åbningsnummeret ”Bramble Rose”. Ellers en god sang, faktisk.

”The Cost of Living” er en arketypisk Don Henley sang: Weltschmerz, melankoli og fortrøstning – Arthur Schopenhauer i Nashville. Ingen gør den slags bedre. Men hvorfor pokker skal Merle Haggard så hyres ind til at ødelægge den?

Således er Cass County først og fremmest en lang irritation. Hvorfor kan Don ikke lade sine fine sange stå i fred og selv synge dem hjem?

Det triste svar er, at milliardæren Don Henley hellere vil hygge sig med Mick Jagger og Dolly Parton, og at ægtheden og ærligheden i country-genren dermed først og fremmest er et postulat uden hold i virkeligheden. 

Cass County eller Cash County? Nok mest det sidste.

Don og Dolly - Rigtige venner....

Braun design - Weniger, aber besser!

„Dinge, die anders gemacht werden, um einfach nur anders zu sein, sind selten besser, aber das, was gemacht wird, um besser zu sein, ist fast immer anders.”

Dieter Rams 1993

Det er ingen hemmelighed, at Apples design-filosofi er mere eller mindre kopieret fra det klassiske Braun-design, som Dieter Rams begyndte at udvikle efter sin ansættelse i 1956. Siden kom Dietrich Lubs til.

Dieter Rams´radio til venstre og en iPod

"Weniger - aber besser!" Det er Dieter Rams grundsætning, der kommer til udtryk i hans berømte 10 principper for godt design. 

ABR 21 fra 1975 - af Dieter og Dietrich i fællesskab

• Gutes Design ist innovativ.
• Gutes Design macht ein Produkt brauchbar.
• Gutes Design ist ästhetisch.
• Gutes Design macht ein Produkt verständlich.
• Gutes Design ist unaufdringlich.
• Gutes Design ist ehrlich.
• Gutes Design ist langlebig.
• Gutes Design ist konsequent bis ins letzte Detail.
• Gutes Design ist umweltfreundlich.
• Gutes Design ist so wenig Design wie möglich.

TP1 - knivskarp radio/phono kombi fra 1959

B&O Play A2 fra 2015 ligner moderne kitsch i sammenligning 

Jeg holder meget af dette design, fordi det er funktionelt, enkelt og konsekvent. Og fordi det er tidløst og samtidig moderne - hvilket jo i grunden er en selvmodsigelse. Modernitet uden modernisme! 

Braun AB20 fra 1971 designet af Rams

Det er hverdagens brugsgenstande i god kvalitet til en rimelig pris. Ikke et statussymbol eller ekstrem luksus - men førsteklasses design til almindelige mennesker! Måske intelligent formgivning gør verden til et lidt bedre sted, fordi den opdrager os til at sætte pris på det skønne?

Braun AW50 af Lubs fra 1991 i platin - blev også lavet i sort titanium

Dieters og Dietrichs unisex kollektion af ure er først og fremmest små og behagelige at bære - ikke enorme, prangende klodser om armen. Ikke iøjnefaldende luksus, men diskret og praktisk. Og du kan se, hvad klokken er, hvilket ikke altid er normen på "moderne" armbåndsure.

Braun AW 20 i chrom fra1990 designet af Lubs

De originale Braun armbånds ure er udstyret med gedigne Ronda kvartsværker fra Schweiz og produceret på den anerkendte tyske urfabrik Laco/Lacher i Pforzheim, som stadig eksisterer og bl.a. sælger nye ure, designet af Lubs.

Nydeligt nyt ur fra Laco designet af Lubs - Absolute hedder det

Urene blev i storhedstiden frem til slutningen af 90´erne formgivet primært af Dietrich Lubs, der absolut er på niveau med Dieter Rams på dette område.  Peter Hartwein tog over og designede i 2003 en lille håndfuld Braun ure, der er pæne, men ikke helt på niveau med Dieter og Dietrich. I 2005 købte Proctor & Gamble Braun og lukkede ur-afdelingen.

Der laves nu nye Braun ure på licens i Hong Kong af firmaet Zenon. De har designmæssigt intet med Dieter og Dietrich af gøre, selv om man i shoppen på MOMA i New York hævder at nogle af urene er "original reissues". Mange af disse ure er ganske vellykkede, men er strengt taget en form for bearbejdede kopier - og kvaliteten er slet ikke på niveau med de tyske originaler. 

Et fint eksempel på de nye, kinesiske Braun ure

De originale, tyske ure kan stadig findes på nettet, og du kan få din urmager til at smide et nyt Ronda værk i dem, hvis de er blevet trætte - det koster nogle hundrede kroner.

I dag laver Rams stadig ting for møbelfirmaet Vitsoe.

Braun AW 20 fra 1994 i chrom og alu uden tal tegnet af Lubs

Skriget

Tidens tand gnaver uden nåde. Hvad der før var comme il faut er nu et kors for tanken. Ikke til at forstå. Ukendeligt. Hvordan var det muligt dengang? 

I 70´erne var det fx et absolut krav til en forsanger i et rigtigt rockband, der spillede beatmusik (som det hed), at han - udover at se pragtfuld ud i bar overkrop - også var i stand til at skrige virkelig højt og længe. 

David Byron fra Uriah Heep

Robert Plant fra led Zeppelin

Det ikoniske eksempel er Deep Purples "Child In Time", hvor Ian Gillan flår sine stemmebånd i stykker i to omgange.  Også Led Zeppelins "Whole Lotta Love" genlyder i skrigernes Valhalla.

Ian Gillan fra Deep Purple - her med skjorten knappet

Begge sange kunne antyde, at vi skal finde meningen bag disse skrig i noget orgastisk, seksuelt. Det er som om disse skrig dokumenterer, at manden arbejder sig hen mod et klimaks, en udløsning eller forløsning. Måske er skriget endda et udtryk for ekstase og frigørelse? 


Vi kommer ikke uden om grækerne og gode, gamle Dionysos. I ekstasen er jeg ude af mig selv, og først derfor netop virkelig mig selv.

Dionysos og satyrer har en fest

Thorkild Bjørnvig skrev i 1970 Oprør mod neonguden - et essay om beat. Her påpeger han, at rockmusikken har en dionysisk dobbelthed. På den ene side bliver man et med guden i et kultisk fællesskab til rockkoncerten. På den anden side kan det hele slå om i meningsløs vold og død. Som de dionysiske optog i oldtiden. Og som på de store festivaler i dag.

Men hvorfor skriger Ian Gillan så? 

Perioden er som bekendt præget af emancipation og troen på, at verden kunne forandres. Seksuel frigørelse, kønsrolledebat, opgør med forældregenerationen - og så videre. 

Så Gillan er ikke bange, ikke forskrækket eller ude i noget genstandsløs angst (a la Kierkegaard), når han skriger. 

Skriget er måske i stedet det positive pant på den dionysiske lyst, på opløsningen af jeg´et, på den oceaniske følelse af enhed med alt og forandringens mulighed. 


Skriget er demonstrativt begær. Og bekræfter dermed den urgamle anelse af en sammenhæng mellem musik, begær og verdens dybeste væsen. 

Så når Gillan skriger, så giver han den han altså som en satyr i Dionysos´ følge.

I dag hører vi Gillans skrig med andre ører. Tidens fylde har gjort det meningsløst. Det virker umotiveret, ja decideret pinagtigt. Et meningsløst og dækningsløst postulat. 

Rockmusikken var dengang limen, der bandt en genration sammen i en tåget forestilling om, at verden var på vej til at blive et federe sted at hænge ud med vennerne og kæresterne.

Men sammenhængen mellem rockmusik, fællesskab, emancipation og forandring eksisterer ikke mere. 

Og dog er et eneste skrig fra 1971 blevet hængende i luften. 

Allerede inden skrigerne i Zeppelin, Heep og Purple for alvor havde skabt og trivialiseret genren, gennemskuede Pete Townshend periodens selvbedrag. 

Roger Daltrey, Adonis med kors

Rockmusikken er ikke en revolutionær kraft. Den udarter lynhurtigt til hedonisme og selvdestruktion på første klasse.

Med "Won´t Get Fooled Again" skriver han til The Who et stykke musik, der var drevet af nærmest en overmenneskelig, dionysisk kraft, en enorm musikalsk energi og et apollinsk, desillusioneret klarsyn.

Og på toppen af denne vulkan står Roger Daltrey:

I'll tip my hat to the new constitution
Take a bow for the new revolution
Smile and grin at the change all around
Pick up my guitar and play, just like yesterday
Then I'll get on my knees and pray
We don't get fooled again
Don't get fooled again, no no

Yeaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Meet the new boss
Same as the old boss

Erkendelsen af, at alt er ved det gamle, demonstreres med et skrig. 

Nej, ikke et skrig, for Daltreys udladning har intet med Gillan og Plant at gøre. 

Daltreys skrig er rettelig et brøl. Og fra et skrig til dette brøl er der en verden til forskel. En verden fuld af afmagt, vrede og fortvivlelse, jovist, men ikke uden trods, modstand og autentisk livsvilje.

Og det giver stadig mening. Forhåbentlig!

Satyrer ved vejs ende i et ødeland - The Who´s mesterværk

Every picture tells a story...

Nogle gange kan et billede sende tanker i bevægelse og på rejse. 

Det her er i mine øjne et af slagsen.

Fakta:
John Alberto Fernando Andres Luigi Olof Guidetti (sic!) er en kendt svensk, professionel fodboldspiller. 

Han er født i Stockholm i 1992, men flyttede som 10 årig til Kenya med sine forældre.

Her er han med sine holdkammerater i klubben Impala i Nairobi for år tilbage.