Det klassiske live-album i 70´erne

Millioner af teenagere i Vesteuropa og USA stod i begyndelsen af 70´erne pludselig med penge på lommen og skabte et enormt nyt marked for underholdning og adspredelse, der blev forudsætningen for rock-musikkens guldalder. Rock-musikken var i 60´erne den lim, der holdt en generation sammen, og i en stor del af 70´erne var rock-musikken og ungdomskulturen stadig en nogenlunde ensartet og sammenhængende størrelse.

Og de unge ville have deres egen musik og se deres idoler. Koncerter havde dengang langt større musikalsk betydning end i dag. Adskillige store navne slog igennem på hitlisterne ene og alene takket været hårdt arbejde på landevejen. At være gode live var i begyndelsen af 70´erne et kardinalpunkt for ethvert rock-band med respekt for sig selv. Det var ikke i studiet, et band stod sin prøve, men derimod på scenen. 70´erne blev derfor også den gyldne tidsalder for udgivelsen af live-lp´er, der dokumenterede mødet mellem stjerner og fans samt bandets evne til at sælge varen på scenen. En lukrativ cirkel opstod: Bandet udgav et album om året (!) efterfulgt af masser af koncerter; og et tiltrængt pusterum kunne så lægges ind ved hjælp af et live-album, der samtidig var god reklame for det seneste album og den næste turné.

Mange af disse live-indspilninger har fået næsten mytologisk status gennem årene, fordi de stammer fra en tid, hvor musikken var det altafgørende for en koncertoplevelse, der ikke blev holdt oppe af koreografi, fyrværkeri og storskærme i massevis. Men hvor godt lyder disse klassiske live-indspilninger egentlig i dag? Har tidens nådesløse tand gnavet dem i stykker, eller har den moderne digitale teknik bidraget positivt til deres position inden for den klassiske rock? Svaret får du her, hvor vi tager et genhør med en stribe af rock-historiens vigtigste, berømte og i nogle tilfælde oversete live-optagelser fra 70´erne.

The Who
Med The Who Live At Leeds, der er indspillet i december 1968, men først udkom 14. februar 1970 begynder live-optagelsernes guldalder. Man kan med god ret også sige, at denne guldalder allerede Valentins dag i det herrens år 1970 når sit højdepunkt. For Live At Leeds er uden diskussion indbegrebet og inkarnationen af alt det, som et godt live-album skal være. Live At Leeds formilder helt suverænt en koncertsituation, et møde mellem bandet og dets fans, og samtidig tilføjer det nyt til det materiale, der spilles. De fleste kender formentlig kun Live At Leeds i den originale udgave som lp med 6 korte tracks.  I 2001 kom der imidlertid en definitiv version af albummet, som bør stå i enhver rock-samling. Den indeholder hele sættet fra Leeds den aften, og dermed også en komplet udgave af rockoperaen Tommy, der i mine øjne overgår samtlige andre udgaver af dette værk. Men uanset, hvad kvartetten spiller på Live At Leeds så er det gruppens ufattelige energi, der nærmest blæser en omkuld. Aldrig før eller siden har en sådan orkan blæst over en scene. Med John Entwistles omhyggelige og sprøde bas i venstre kanal, Pete Townshends hamrende guitar i højre, Keith Moons afsindige vildskab bag trommerne i midten sammen med Roger Daltreys kraftfulde vokal, er der ingen over eller ved siden af The Who. Zeppelin var aldrig mere heavy, Stones aldrig i besiddelse af den samme energi. Og i tilgift havde Who en koncentration og teknisk dygtighed, der nærmest virker chokerende skarp og aktuel i dag. Live At Leeds var en af de første inden for genren, men den er stadig – og ubetinget i den nye udgave – sensationelt god. Klassisk rock fås ikke bedre.

Stones
Som bekendt er Stones på mirakuløs vis ikke blevet dygtigere musikere rent teknisk i de nu 45 år gruppen har optrådt. Derfor er gruppens live-lp, Get Yer Ya-Ya´s Out, der er optaget i november 1969 stadig den bedste af en meget lang række af koncert-optagelser med gruppen. Hverken før eller siden har gruppen spillet så fejlfrit, tæt og magtfuldt. Det skyldes først og fremmest den dygtigste musiker, der nogensinde har været med i gruppen, guitaristen Mick Taylor. Taylor havde få måneder forinden erstattet Brian Jones, og det er hans sikre, bluesy guitar-spil, der gør dette album til noget særligt. Det lykkes ham nemlig at trække resten af bandet med op, ja, selv Ketih Richards spiller nogenlunde fejlfrit, selv om han denne aften i Madison Square Garden så afgjort må spille andenviolinen. Albummet er – som meget af Stones´musik - ikke ældet med ynde, men et track står stadig stærkt, nemlig Midnight Rambler, der her leveres i den definitive udgave, som viser hvor gode Stones kunne være på en heldig aften. Albummet kom i 2002 i en glimrende remaster-udgave som SACD, der yder Glyn Johns optagelse fuld retfærdighed.

Grand Funk
Efter The Whos og The Stoens enkelt-lp´er var det Grand Funk Railroad, der banede vejen for bølgen af dobbelte live-album, der kom til at præge 70´erne. Grand Funk Railroads Live Album, der udkom i september 1970, blev en enorm succes i USA. Men selv i 24 bit remaster-udgave lyder albummet overstyret og forvrænget på den u-fede måde. Men energien og vitaliteten kan man ikke tage fra dette primitive og ikke særligt velspillende garage-band, der med sin arbejderklasse-attituder havde et fantastisk tag på et stort publikum i USA.

Allman Brothers
Selv om Grand Funk kom først, så har eftertiden tilskrevet Allman Brothers Band æren for at have startet bølgen af dobelte live-albums. Bandet var på alle måder en diametral modsætning til Grand Fun, og så var det langt mere populært hos musik-kritikerne. Live At Fillmore East dokumenterer ikke så meget en rå energi og et ekstatisk fællesskab i koncertsalen, men er snarere en mere indadvendt jam-session. Gruppens varme og syrede sydstats-rock udarter gerne til et maratonløb af soli og improvisation, der blev skoledannende for en lang række bands i de kommende årtier(Black Crowes, Phish). På dette tidspunkt var gruppens geniale lead-guitarist Duane Allman endnu i live, og det er hans gnistrende slide-guitar, der har holdt albummets renommé oven vande i de efterfølgende årtier. Albummet er for nylig kommet i en meget flot udvidet SACD remaster-udgave, hvor lydkvaliteten er markant forbedret i forhold til tidligere udgaver.

Humble Pie
Humble Pie slog samme år også stort i gennem i USA med et dobbelt-livealbum: Performance: Rockin´ The Fillmore. Gruppens dengang chokerende rå og hjernedødt, tonsende boogie-blues-rock, var en forløber for AC/DC, Motorhead og legioner af head-bangere. Med den syngende halsbetændelse, Steve Marriott, i front, godt suppleret af en ferm og meget ung Peter Frampton på lead-guitar, er albummet stadig et livskraftigt og stemningsfuldt dokument, en uspoleret og rå klassiker. Lydkvaliteten på de 7 tracks er ganske acceptabel på cd-udgaven.

Free Live!
Et andet af de tidlige live-album er den meget oversete klassiker, Free Live! fra 1971. Free var et af periodens bedste live-bands, hvilket til fulde fremgår af denne enkelt-lp. Med Paul Rodgers som suveræn sanger, Paul Kossoff som en disciplineret guitarist og en driftsikker rytmegruppe bestående af Andy Fraser på bas samt mesteren Simon Kirke på trommer, var Free en drøm af et blues-band. Free forfaldt aldrig til lir og udvendigt gejl, og denne stribe overlegent tilbagelænede, saftige sange har en utrolig intensitet og indre glød. Den restaurerede udgave fra 2002 er en lydmæssig åbenbaring i forhold til den originale lp-version, der var grynet og indelukket. Tilmed byder den på en håndfuld fine, ukendte live-optagelser med dette meget undervurderede band.

J. Geils Band
J. Geils Band var i 1972 et flittigt turnerende r&b band, der sagtens kunne matche Humble Pies og Grand Funks afsindige energi og ubændige vitalitet på en scene. Men det kneb gevaldig med studie-indspilningerne, der var en bleg afglans af koncerterne. Live Full House er en af rock-historiens mest medrivende og stemningsfulde live-optagelser. Full House spiller blot 35 minutter og 47 sekunder, men på den tid kommer bandet vidt omkring med gamle Motown-sange og klassisk Chicago-blues med mundharmonika-virtuosen Magic Dick som dominerende solist og en ustoppelig Peter Wolf i front. Et must, simpelthen, og i den digitalt rensede udgave i endnu højere grad.

Made In Japan
Grand Funk, Allman Brothers og Humble Pie solgte millioner af lp´er, og musiker og pladeselskaber fik nu øje på fordelen ved at udgive live-optagelser: De var billige og hurtige at lave, og man kunne på den måde sælge det samme materiale to gange og samtidig aflevere endnu et kontraktmæssigt album til pladeselskabet.  I 1972 stod Deep  Purple og manglede et nyt album til det japanske marked. Gruppen var på randen af opløsning, men fik optaget tre koncerter i Japan i august måned, der er gået over i historien som en af de mest vellykkede live-optagelser i 70´erne.
I 1993 udkom en 3-cd boks med næsten alle optagelserne fra de tre aftner i en imponerende flot remaster-kvalitet. Her kan man konstatere, at Purple bestemt ikke ramte topformen hver aften, hvilket også er fremgået af gruppens efterfølgende live-udgivelser, som på ingen måde tåler sammenligning med de 7 tracks på Made In Japan. Hele albummet er optaget på en transportabel japansk 8-spors båndoptager, men lydkvaliteten er sensationelt god: dynamisk, balanceret fra top til bund og utrolig medrivende og engagerende. Ian Paices trommesolo på The Mule er stadig en glimrende måde at teste et hifi-anlægs indbyggede kvaliteter eller mangel på samme.

BÖC
Blue Öyster Cults On Your Feet Or On Your Knees fra 1975 er et album, der tåler sammenligning med Made In Japan. Her er det tænkende menneskes favorit heavy metal band helt på toppen af sin ydeevne. Studie-indspilningerne er blege og blodløse i sammenligning med de vitale og ofte udbyggede live-versioner. På kanten af kaos og ragnarok sparker BÖC deres live-set ud over rampen med en næsten skræmmende rå og rasende kompromisløs energi. Det er højt, hårdt, men også med en udefinerlig luft og bevægelighed i musikken. Dette er heavy rock, der swinger. Optagelsen fanger usædvanlig godt stemningen i salen. Det er lige før man kan lugte det ellevilde publikum, blandingen af røg og bajere og se den væg af Marshall-amps, der var BÖC´s foretrukne våben på scenen.  Også BÖC udgav efterfølgende adskillige live-album, der helt mangler den sprængkraft og spændstighed, der kendetegner On Your Feet. Mærkeligt nok er On Your Feet aldrig kommet i en remaster-udgave, men den eksisterende er egentlig også god nok.


Genesis Live
Inden for prog-rocken dominerede Yes og Emerson, Lake & Palmer hitlisterne i 70´erne. Det kan være svært at forstå i dag, for netop de to gruppers musik virker i dag på mange måder forældet. Den pompøse selvhøjtidelighed og et opblæst storhedsvanvid afspejlede sig også i deres live-album, som begge var 3-dobbelte. ELP´s mammut Welcome Back My Friends To The Show That Never Ends er en ørkenvanding i dårlig lyd og selvfede attituder – også I den restaurerede udgave. Eneste undtagelse fra den hvileløst effektjagende stil er en heftig udgave af ”Tarkus”. Vil man høre, hvilket potentiale, der var i 70´ernes prog-rock skal man gå til det lille live-album, som Genesis – et langt mindre populært orkester i første halvdel af 70´erne – udsendte i 1973. Genesis Live er en vellykket optagelse af gruppen på tærsklen til det store gennembrud. Her er der masser af musikalsk kunnen, men også en herlig sprudlende energi og appetit, som siden helt forsvandt fra gruppen, og heller ikke er at finde på det meget flotte (men i studiet overdubbede) dobbelte live-album, Seconds Out fra 1977.

Focus At The Rainbow
Et andet eksempel på prog-rock, der holder, er hollandske Focus, der i 1973 udsendte Live At The Rainbow – samme år som landsmændene Golden Earring hittede med ”Radar Love”. En kort overgang var Focus et navn i Europa og USA takket være et af historiens mest underlige hits, Hocus Pocus, som ud over hidsig guitar indeholder en del jodlen! Focus var et prog-rock band midt mellem Camel, Jethro Tull, Genesis og King Crimson. Udover de symfoniske tendenser legede Focus også med elementer af jazz og folkemusik i et excentrisk musikalsk udtryk, ind i mellem endda præget af selv-ironi og humor. Focus Live At The Rainbow har holdt sig godt, og står i dag som en af genrens oversete klassikere, som tilhængere af prog-rock bør give en ny chance. Med guitaristen Jan Akkerman – der det år vandt læserafstemningen i Melody Maker som bedste guitarist foran Eric Clapton – alsidige Thijs Van Leer på keyboards og tværfløjte samt en særdeles kompetent rytmegruppe bestående af Pierre Van der Linden og Bert Ruiters var Focus en imponerende kompetent gruppe på en scene, hvilket i høj grad kommer til sin ret på den fine remasterede udgave, der kom i 2001.

King Crimson
Et af de mærkværdigste live-album fra inden for prog-rocken er King Crimsons obskure Earthbound fra 1972. Albummet vinder suverænt prisen som historiens elendigste live-optagelse. Det er optaget på en Ampex kassettebåndoptager uden støjreduktion på ladet af et folkevognsrugbrød i regnvejr! Resultatet er en vidt overstyret, grynet og mudret lyd. Men når man hører gruppen med dødsforagt kaste sig ud i den ultimative udgave af ”21st Century Schizoid Man”, så bliver lydkvaliteten pludselig til en del af den samlede oplevelse, og man forstår, hvorfor en grunge-rocker, som Kurt Cobain satte King Crimson meget højt. Earthbound er ren kult, og da især i udgaven fra 2002, der komisk nok er digitalt renset efter alle kunstens regler, hvilket naturligvis ikke har gjort lyden fra det gamle kassettebånd ret meget bedre, men dog endnu mere autentisk dårlig på den fede måde.


Gallagher og Trower
70´erne var guitar-gudernes årti med Clapton, Beck, Blackmore og Page, som de mest tilbedte. I skyggen af de store stod imidlertid to blues-guitariser, der fortjener anerkendelse og opmærksomhed.  I januar 1974 var Rory Gallagher hjemme i Irland på endnu en turné, som blev dokumenteret både på lp og i form af en tv-dokumentar. Dobbelt-lp´en Irish Tour viser, at Gallagher formentlig er den mest talentfulde irske blues-guitarist nogensinde. Flænsende kompromisløs, beskidt og sejt: dette er blues-rock frisk fra kilden uden tilsætningsstoffer. Atmosfæren er ekstatisk og euforisk, mens Rorys knastørre Fender Strat pisker kvartetten gennem et sæt bestående af Gallaghers bedste sange. Lyden er kraftigt forbedret på den restaurerede udgave fra 1999, men dette er ikke en audiofil optagelse, men til gengæld har den masser af autenticitet.
Det samme gælder for Robin Trowers kriminelt oversete lp Live. Trower var en overgang i 70´erne meget stor i USA, men Live er nu indspillet af Sveriges Radio i Konserthuset i Stockholm 3. februar 1975. Lydkvaliteten er ikke perfekt, men den passer som fod i hose til denne fantastiske trios musik på en magisk aften. Trower er flyvende på sin Strat med en tykt flydende lyd veksler han mellem det poetisk malende og det dramatisk kværnende på en måde, der er på højde med Jeff Beck. Læg dertil bassisten og sangeren James Dewar med en stemme, der er på højde med Paul Rodgers samt Bill Lordans felksible trommespil og du har opskriften på en hard-rock klassiker.
 

Peter Frampton
Ingen artikel om live-album i 70´erne er komplet uden historien om Peter Framptons kæmpe succes med Frampton Comes Alive fra 1976. Albummet fik enorm betydning for branchen og sparkede nyt liv i udgivelsen af live-optagelser med en række bands. Albummet er et godt eksempel på, hvordan succesen med pladesalg kunne skabes på landevejen i USA. Med sine iørefaldende og positive pop-sange tilsat hooks og flydende, en anelse heavy guitar-soli, turnerede Frampton flittigt og opbyggede en stor fanskare. Alligevel var det en overraskelse, at albummet flyttede ind på hitliten i USA i to år og solgte 16 millioner eksemplarer! Både dengang og siden har Frampton fået mange tæsk for albummet, der skulle blive hans eneste store succes. Reelt er albummet en greatest hits live, og det er siden kommet frem, at der blevet ordnet en del i studiet bagefter. Men en nøgtern bedømmelse i dag af den flot restaurerede 25 års HDCD jubilæumsudgave må konkludere: Frampton Comes Alive er ved gud et stærkt live-album, der med stor succes formidler en forrygende koncert. Det er indtagende, perlende og medrivende pop-rock, som den blev lavet dengang på den amerikanske vestkyst.


Thin Lizzy
Frampton Comes Alive kom til at danne skole. Efter 1976 var det med enkelte undtagelser slut med live-optagelser, der ikke var justeret og rettet i studiet, og mange af de nye hard-rock bands fokuserede nu på at spille live så tæt som muligt på studieudgaverne. Det var så godt som slut med de lange improvisationer og ekskursioner.
Et godt eksempel på det nye tider er Thin Lizzys Live And Dangerous fra 1978, der er skabt over skabelonen fra Frampton Comes Alive. Bandet giver som perler på en snor sine største hits meget tæt på studieudgaverne, ja selv guitar-soloen er som regel en nøjagtig kopi. Produceren Tony Visconti har så efterfølgende tryllet i studiet. Reelt er halvdelen optaget live, mens resten er ordnet i studiet og bag mixerpulten. Der er skabt en illusion om et live-album, og det er vel på sin vis i orden. Under alle omstændigheder har Live And Dangerous bevaret sin status som en af klassikerne inden for genren.

UFO
I 1978 var UFO opvarmning for Blue Oyster Cult i USA, og på denne tur optog man over to aftner i Chicago og Louisville klassikeren Strangers In The Night. UFO er på sin vis den britiske hard rocks udgave af Grand Funk. Begge har med deres fandenivoldske energi og riffo-rama påvirket Metallica, Megadeth, Def Leppard og Smashing Pumpkins. Efter sigende er der ikke pyntet på resultatet i studiet efterfølgende, og Strangers In The Night står da også stadig som et virkelig godt bud på det bedste heavy rock live-album i sidste halvdel af 70´erne. Her er masser af saft og kraft og stålsatte guitar-soli fra Michael Schenker. Albummet er kommet i en restaureret og expanded version, hvor lydkvaliteten er forbedret, men hvor rækkefølgen af numrene er ændret.


Little Feat
Med Little Feat slutter vi sagaen om de klassiske live-optagelser i 70´erne. Med Waiting For Columbus slutter en æra med maner. Musikalsk kombinerede Little Feat The Bands og Allman Brothers roots-rock med elementer af funk og fusion, men samtidig havde gruppen i Lowell George en sangskriver af den gamle skole, der rystede evergreens som ”Willin´”og ”Trouble” ud af ærmet. I 1978 var gruppen tæt på opløsning og Lowell George, der hadede fusions-rock, var på vej til en solo-karriere, der desværre aldrig rigtig kom i gang på grund af det stofmisbrug, der tog livet af George året efter. De indre spændinger er dog svære at høre på live-optagelsen her, der viser Little Feat i topform. Assisteret af Tower Of Powers fremragende horn-sektion er her gåsehud i massevis, når Feat afleverer sine sange med det umiskendelige swing og overblik, der var et særkende for gruppen. I 2002 kom der endelig en cd-udgave, der ydede albummet retfærdighed og man bør undgå alle andre udgaver. Den nye udgave har udover førsteklasses restaureret lyd også en stribe bonus tracks, der er overraskende gode og fuldt på højde med de kendte tracks fra albummet.

Med flere
Vi kunne nævne andre, fine eksempler som Gentle Giants Playing the Fool, The Band (Rock Of Ages), Uriah Heep (Live), Lou Reed (Rock And Roll Animal), Frank Zappa (In New York og Roxy And Elsewhere). Og vi kunne have nævnt grupper, der overraskende nok ikke fik udgivet et live-album i 70´erne som fx Bad Company og Pink Floyd. Vi kunne nævne eksempler på de store navne, der udgav skuffende live-album som fx Led Zeppelin (The Song Remains The Same) eller Jethro Tull (Bursting Out). Men et sted skal vi jo slutte, for listen over den klassiske rocks koncertoptagelser er lang, og pladsen er trods alt begrænset.

Oprindelig publiceret i High Fidelity

Made In Japan

En af rock-historiens bedste liveoptagelser er nu tilgængelig i (endnu)et digitalt remix. Her erhistorien om Deep Purple, koncerterne i Japan i 1972 med mere.

Med albummet Machine Head fra 1972 satsede Deep Purple hårdt på det store gennembrud i USA. Fire år tidligere havde gruppen været på toppen af hitlisterne i Staterne med en heftig cover-udgave af "Hush", som Neil Diamond før havde hittet med. Men siden da var Ian Gillan og Roger Glover kommet til, og gruppen havde med lp´erne In Rock og Fireball opnået en position som et af Europas mest populære bands. Ikke mindst live.

Med Machine Head havde gruppen gode kort på hånden. Albummet indeholdt bl.a. fire numre, der i de næste mere end tyve år skulle forblive rygradden i gruppens koncerter: "Highway Star", "Lazy", "Smoke On The Water" og "Space Truckin". 

I januar 1972 påbegyndte gruppen den første af seks store USA-turneer med et nyt show, der byggede på Machine Head. I slutningen af juli tog gruppen til Rom og begyndte indspilningen af det, der siden skulle blive Who Do We Think We Are, men de fik ikke rigtig noget fra hånden. 

Den 14. august 1972 fløj gruppen så til Japan for at spille tre koncerter, et hængeparti fra maj måned, hvor gruppen måtte aflyse p.g.a. sygdom. Efter de tre koncerter i Japan var gruppen tilbage på turn‚ i USA. Deep Purple kom ikke sovende til deres succes.

8-spors maskine
Det var ikke gruppens egen id‚ at optage de tre shows i Japan. Ideen kom fra Purples japanske selskab Warner Pioneer. Selskabet mente, at et specielt japansk live-album for alvor kunne give gruppen et gennembrud i landet. Deep Purple sagde ja, på betingelse af, at de godkendte grejet, fløj deres egen producer over, og forbeholdt sig ret til at droppe projektet, hvis kvaliteten ikke var god nok.

Produceren Martin Birch fløj til Japan og forberedte indspilningen. Så snart Deep Purple var på hotellet, ringede han og fortalte, at den maskine, han havde fået stillet til rådighed af Warner Brothers, var en 8-spors maskine, der så ud af helvede til. Der var ingen ordentlig balance-kontrol, og den var i det hele taget så kompakt, at Birch ikke mente, man kunne få brugbare optagelser ud af den. Først da Purple senere kom til London og hørte båndene, gik det op for dem, at denne maskine var noget særligt. Det blev hurtigt besluttet, at der skulle laves et dobbeltalbum, og at det skulle udsendes over hele verden. Hvad der i udgangspunktet blot var tænkt som en lille japansk parentes, proppet ind mellem det seriøse arbejde med at bryde igennem i USA, udviklede sig til et hovedværk i gruppens produktion. Og det blev Made In Japan, der skaffede Deep Purple det store gennembrud i USA.

En klassiker
Made In Japan er en af de bedste live-optagelser i rockens historie. Ikke fordi den til punkt og prikke var teknisk perfekt, men fordi optagelsen på helt enestående vis dokumenterer en live-stemning og en kollossal musikalsk energi. Made In Japan er et live-album, der kan stå for sig selv. Faktisk er det først her, at Deep Purples klassiske numre, finder deres definitive form. 

I dag hvor de store navnes koncerter handler mere om store tv-skærme og show, og hvor musikken kun kommer ud over rampen, fordi tilhørerne kender dem fra plade, står Made In Japan som et monument over en tid, hvor rock-gruppernes primære forum var koncertsalen. Det var dengang, hvor man ikke kom nogen steder, hvis man ikke var et godt live-band. Og Deep Purple var vel nok det bedste live-band, der overhovedet kunne opdrives dengang.

Det digitale remix
Nu er Made In Japan så på gaden i et digitalt remix. På papiret endda til overflod. Et tredobellet box-sæt med optagelser fra alle tre aftener i Japan. Det giver tre udgaver af "Space Truckin", "Lazy" etc. 

Hvordan lyder så det nye remix? Godt, rigtig godt. Og betydelig bedre, end den hidtidige cd-udgave af Made In Japan. Sus er der praktisk taget intet af og den digitale rensning af båndene har givet endnu mere klarhed og dynamik. 

Man bemærker først og fremmest et mere bredt defineret rum, især omkring Ian Gillans stemme. Dynamikken i bunden er også klart forstærket. Roger Glovers bas er nu mere klart defineret og hele omfanget af Ian Paices imponerende arbejde bag trommerne kommer tydeligere til udtryk. Man hører også mere til de små finurligheder, Jon Lord putter ind hist og her. Der er altså absolut tale om hørbare forandringer. Men heldigvis er der på ingen måde tale om, at ligevægten i lydbilledet forrykkes. Det kan nemlig godt blive konsekvensen af en digital oprensning. Nogle af Pink Floyds ting er fx slet ikke til at kende igen efter, de har været en tur i vaskemaskinen. Det er som om, man ikke mere kan finde sig til rette i lyden. Balancen er væk, fokus forrykket.

Organisk lyd
At disse optagelser er foretaget på en primitiv 8 spors maskine er ufatteligt.  Ian Paices trommer er stadig en åbenbaring af vellyd. Bækkenerne har det rigtige lyse crash, tammerne driver af saft og kraft, stortrommen er magtfuld uden at vælte scenen. Blackmores guitar perler og stikker for det næste øjeblik at slå over i et rasende ryk. Snart tynd og skrøbelig, snart tyk og rund. Aldrig har kombinationen af Fender Strat og en Marshall-væg lydt så nuanceret i hænderne på en af de bedst begavede guitarister siden Jimmy Hendrix. Jon Lords gamle Hammond-orgel bruser, hvæser og hyler lige på kanten af eksplosiv overstyring. 

Men det, der er den afgørende kvalitet ved denne optagelse, er den organiske balance i lyden. Alle instrumenter står lysende klart, sangen ligger perfekt. Alligevel er det hele på magisk vis smeltet sammen til en kompakt og massiv enhed, der kort og godt staver til ROCK. Rock som et produkt af en svedende kollektiv indsats på en scene, foran et publikum. Det er en lyd, der er blevet selve indbegrebet af det arbejdende rock-band. 

Problematisk box-sæt
Der er i alt kun 9 forskellige numre i løbet af de 234 minutter, sættet spiller. Der skulle altså være alt, hvad hjertet kan begære af Deep Purple i Japan.
Men, men, men. Deep Purple eksperten Simon Robinson, der står for udgivelsen, har foretaget nogle besynderlige prioriteringer. Af økonomiske årsager har det i følge Robinson kun været muligt at udgive sættet på tre discs, og derfor kan alt fra koncerterne ikke være der. Dette er i sig selv lidt mærkværdigt. Når man nu alligevel disker op med adskillige udgaver af det samme nummer, kan man vel ligeså godt tage skridtet fuldt ud i stedet for denne halve løsning. Endnu mere problematisk er imidlertid, det Robbins har valgt at udelade. Vi får således ikke "The Mule" og "Smoke On The Water", som de lød på det oprindelige dobbeltalbum. Til gengæld er der to andre udgaver af "Smoke On The Water", der slet ikke står mål med den "originale", som altså stadigvæk ikke foreligger i en digital remastering. Dertil kommer, at den rigtig gode udgave af "Black Night", der i sin tid kom som B-side til singlen "Woman From Tokyo", heller ikke er med. I stedet får vi en anden, temmelig sjusket udgave. Man må altså fastslå, at det gruppen selv har udgivet fra koncerterne - og det er faktisk det bedste - har Robbins ikke evnet at finde plads til. Det er simpelthen for tåbeligt. Enten skulle hele Made In Japan være der, og man kunne så have sorteret i resten, eller også skulle rub og stub med på den plads, det så måtte kræve. Er man parat til at give op mod 400 kroner for 9 numre, vil man vel også slippe 500 for at få det sidste med. Personlig ville jeg i hvert fald godt slippe en hund for "Black Night" og "Smoke On The Water" i de definitive versioner.

Den lange nedtur
Made In Japan blev gruppens svanesang og højdepunkt. Gruppen lavede i senere udgaver udmærkede ting som Burn og Come Taste The Band. Richie Blackmore dannede Rainbow, der lavede den fine Difficult To Cure. Men det var alligevel Made In Japan, der blev stående. Lytter man i dag til de gamle studie-indspilninger, viser den i sin tid noget oversete Fireball sig dog at holde sig overraskende godt.

Med David Coverdale og Glenn Hughes i stedet for Gillan og Glover gik det godt i et par år, men da Blackmore skred i 75, gik det hastigt nedad bakke. Erstatningen Tommy Bolin var en katastrofe på en scene, takket være et massivt heroinmisbrug, der siden slog ham ihjel. Det absolutte nulpunkt indtræffer ved en koncert i Liverpool i marts 1976. Stiv af kokain vakler Glenn Hughes hen til mikrofonen og siger: Jeg beklager, vi duer ikke til noget i aften, vi er meget trætte. Så var det slut med Deep Purple - troede man.

Farcen fortsætter
I 80´erne udviklede Purple sig til en veritabel soap opera. I 1984 gendannedes gruppen med Gillan og Glover, og det kom der et par elendige studie-indspilninger og et katastrofalt live-album ud af. Nobodys Perfect var den selvironiske titel på live-optagelser, der på alle måder kvalitetsmæssigt halter langt bagefter Made In Japan. I 1990 var Gillan så ude i kulden igen og påny føg de gensidige beskyldninger i pressen. 
-Han er den mest krigeriske og frygtelige person. Han er grov, grænsende til det frastødende. Han er afskyelig, når han er fuld. Manden er ganske intelligent og velformuleret, og derfor forstår jeg ikke, han opfører sig så dumt og naragtigt. Han elskede at fornærme folk. Hvis du kom med din kæreste eller mor, smed han øjeblikkelig tøjet. Det er ligesom at arbejde med Benny Hill. Sagde Blackmore om Gillan i 1991til Q. 
- Jeg skal fortælle dig, hvor fuld Blackmore er på scenen hver aften. Han mærker sine Whiskyflasker, så han kan holde styr på sin brandert. Jeg er indimellem næsten blevet bevidstløs af spritdampene på scenen. Sagde Gillan om Blackmore i 1991 til Q.

Mindre end to år senere er Gillan ombord igen. Det er pladeselskabets betingelse for endnu et album, og Gillan overtales af en stor pose penge. Mindre end et år senere er den gal igen. I slutningen af 1993 forlader Richie Blackmore Deep Purple efter en Skandinaviensturn‚. Farcen har tilsyneladende ingen ende.

Med en nærmest selvdestruktiv energi har Deep Purple gjort, hvad de kunne for at ødelægge deres ry. Det er lykkedes et langt stykke ad vejen. Det er næppe noget tilfælde, at af de tre store britiske rock-grupper fra begyndelsen af 70´erne, der definerede den hårde rock - Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin - er det sidstnævnte, som ikke er blevet gendannet, der i dag opfattes som den mest betydningsfulde. Og hvad angår Led Zeppelin har Jimmy Page gjort et stort stykke arbejde med at restaurere de gamle optagelser til det nye cd-medies kritiske standarder. Vi venter stadig på, at Deep Purples klassiske indspilninger får den behandling, de fortjener. 


Efterskrift
Siden ovenstående blev offentliggjort i High Fidelity i 1993 er sagaen om Deep Purple fortsat. Siden 1994 har Steve Morse erstattet Blackmore og formkurven har været svagt opadgående. Albummet Purpendicular fra 1996 forlader den kønsløse hardrock, der prægede tiden fra 1984-1993.  Jon Lord døde i 2012 og blev erstattet af dygtige Don Airey. I 2013 udgav bandet sit bedste album i årtier,Now What?, produceret af Bob Ezrin. I maj 2014 kom endnu en ny udgave af Made In Japan. 

David Scotts perler

”De, der har været opmærksomme de senere år, kender historien: David Scott fandt på en eller anden måde den hemmelige formel for sangskrivning, som kun få berømtheder i 60´erne kendte (Paul McCartney, Jimmy Webb, Brian Wilson), og som et resultat heraf har han udgivet en stribe album, der er fulde af vidunderlige pop-sange, overdådige arrangementer og lækre vokalharmonier.” - Sunday Times

Den skotske sangskriver David Scott må til Margaretenstrasse i Hamburg for at få udgivet sin musik. Sådan er tiderne nu engang. Det gør ikke noget, for det lille pladeselskab i midten af Hamburg- et stenkast fra Schanzenviertel - har en udsøgt sans for kvalitetskontrol. Stefan Kassel, der står for design og indpakning på alle Marinas udgivelser, er en af de sidste grunde til fortsat at købe en fysisk cd. Det er lækkerier - yderst til inderst.

The Pearlfishers er navnet på David Scotts "gruppe", men i realiteten hans nom de guerre. Siden midten af 90´erne har han udgivet en stribe udsøgte album, der alle er præget af originalitet og gennemarbejdet kvalitet. 

Nu er han tilbage efter en pause på 7 år med Open Up Your Colouring Book, som er endnu en anledning til at blive optimistisk på musikkulturens vegne. Forstil dig en blanding ubesværet og frit strømmende blanding af Beach Boys, Burt Bacharach, The Carpenters og Prefab Sprout. Omhyggeligt skrevet, arrangeret og produceret popmusik - dybt tilfredsstillende.

Det nye album holder standarden på alle måder, og kender man ikke denne begavede skotte, bør man råde bod på det snarest muligt. Jovist, denne fisker finder perler iblandt.

I 2008 skrev jeg denne introduktion til The Pearlfishers i tidsskriftet High Fidelity efter at have interviewet David Scott:

Skotske perler

Kender du Pearlfishers? Det gjorde jeg heller ikke. Indtil en dag i oktober måned sidste år, hvor jeg i det tyske magasin Der Spiegels kultursektion læste en anmeldelse af albummet Up With The Larks: ” Skotten David Scott elsker den gamle romantiske skole for melankolsk-romantiske popsange, som hos folk som Brian Wilson, Jimmy Webb og Paul McCartney. Også hans nye album er fabelagtig vellykket”. Jeg havde aldrig hørt om David Scott og Pearlfishers, men det lød da spændende i mine ører, så jeg besluttede mig for at få fat i det nye album.

Skotsk i Hamborg

Det viste sig, at Pearlfishers udkommer på et lille pladeselskab i Hamborg, som hedder Marina Records. På selskabets hjemmeside bestilte jeg albummet, der allerede et par dage efter dumpede ind ad brevsprækken. Mine forventninger var egentlig ikke voldsomt store, for mine fordomme sagde mig, at hvis en skotte udgiver plader i Hamborg, så er det nok fordi talentet er på det jævne og pengene til produktion meget små.  

Mit første indtryk stemte ikke overens med mine fordomme: Coveret var virkelig lækkert lavet og designet med udsøgt sans for detalje og helhed. Her var signalet klart: Dette er eksklusivt, og dette er kvalitet! Indtrykket af kvalitet blev bekræftet, da jeg lyttede til cd´en. Lydkvaliteten var glimrende, ja faktisk langt over gennemsnittet.

Siden har jeg lyttet til Pearlfishers næsten dagligt. Jeg har alle Pearlfishers udgivelser i reolen, og perlefiskerne hører til blandt mine absolutte favoritter inden for genren. Nu er det din tur til at perlefiske, ærede læser!

I begyndelsen

I virkeligheden er Pearlfishers et kunstnernavn for David Scott, der som Pearlfishers har optrådt med skiftende besætninger siden 1989. I første halvdel af karrieren i tæt samarbejde med Brian McAlpine. Pearlfishers debuterede allerede i 1993 med den uopdrivelige Za Za´s Garden, men den egentlige debut er The Strange Underworld Of The Tall Poppies fra 1997. 

Det er et album, der på første track lyder som typisk 90´er guitar-domineret pop. Kimende guitarer som hos Byrds og REM og med pæne vokal-harmonier. Men allerede det næste track, Cherry Sky, får en til at spidse øre: På en herlig Paul McCartney basgang, med farfisa orgel og Beach Boys harmonier, spadserer en raffineret lille popsang af sted og fortæller fortryllet om den sidste uskyldige sommer i ungdommens år. Cherry Pop er henrivende pop, fuld af humør og vid, og selv om inspiration fra Brian Wilson og Beatles kan mærkes, så er David Scott på nippet til at springe ud som selvstændig sangskriver. Hvilket sker på det næste track, ”Sugar Mountain Babies”. Temaet er igen den ungdommens sidste sensommer med forelskelser og kærestesorger, men her griber Scott det an på en helt anden måde. En akustisk guitar og en Eleanor Rigby strygerkvartet, vibrafon, et kompliceret vokalarrangement suppleret med et fløjtende omkvæd. Her står tiden stille i en sang, der indfanger letheden, melankolien og alvoren.

Perlerækken

The Young Picknickers fra 1999, tager tråden op fra forgængeren med sin gennemgående guitar-dominerede sound. Perlerne på albummet er den ironiske ørehænger ”An Ordinary Day Out In The Suburbs” og ”Battersea Bardot”. Sidstnævnte er en født evergreen, en vidunderlig melodi og et genialt arrangement med cembalo, glockenspiel, elektriske guitarer, hammondorgel, piano og meget andet godt. Igen viser David Scott evnen til at skrive og arrangere musik, der aldrig bliver pompøs eller overlæsset, men altid virker frisk og dynamisk.

David Scotts musikalske overblik og overskud demonstreres måske allerbedst på titelnummeret på det næste album Across The Milky Way fra 2001. Samarbejdet med McAlpine er ophørt, Scott står alene ved roret, og sounden er nu mindre guitar-orienteret. Og David lægger ud med en sang og et arrangement i absolut mesterklasse. 4 minutter og 3 sekunder, der måske ikke er Scotts mest iørefaldende melodi, men her viser Scott alt hvad han kan. Et arrangement, hvor der bl.a. er strygere, synths, banjo, fløjten, fender rhodes og tonsvis af vokalharmonier. Læg dertil en meget gennemtænkt lydproduktion, hvor hvert eneste instrument klart kan adskilles. Across The Milky Way hænger sømløst sammen som en perfekt lille kammermusikalsk pop-hymne.  Det er tidløs pop med en legesyg kant. Across The Milky Way er David Scotts store kunstneriske gennembrud. Et album proppet med uopslidelige sange, der for hver gennemlytning giver nye detaljer fra sig.  Her er Scotts kunst og kunnen i fuldt flor. 

Fra og med Across The Milky Way er Pearlfisher i mesterklassen.

I 2003 er Scott klar igen med Sky Meadows, der holder niveauet fra Milky Way. ”Todd Is God” og ”My Dad The Weatherfan” er klare hits, som ingen kender. Titelnummeret og ”Saddle Sore” er eminente ballader. Sky Meadows er endnu en juvel i Pearlfishers krone.

Julemusik!

Året efter udgiver David Scott så en juleplade! Personlig er jeg ikke den store tilhænger af den slags, men A Sunflower At Christmas er heller ikke en typisk juleplade, men vel snarere en solhvervs-plade, hvis der er noget der hedder det. For julen er hos Scott mere et symbol på lys, glæde og kærlighed i en stribe sange, som man absolut ikke må snyde sig selv for. Lad mig blot fremhæve ”Blue December”. Det er en sang, som Gershwin, Jimmy Webb eller Bacharach kunne have skrevet. David Scott er her på niveau med de helt store mestre, når det gælder om at anvende teknik og kunnen til at formidle intense følelser. Det er meget få nulevende sangskriver, der kan dette klassiske håndværk, som resulterer i uopslidelig evergreens.

I 2007 kom så det indtil videre seneste udspil i Pearlfishers saga, Up With The Larks, som jeg anmeldte i HF 8/2007. Albummet er endnu et højdepunkt i karrieren. David Scott har perfektioneret sit håndværk, og sange som ”The Bluebells”, ”The Umbrellas Of Shibuya” eller ”Eco School” er nye eksempler på Pearlfisher evergreens.

En snak med David

Efter at have sagt pænt tak for musikken i gæstebogen på Pearlfishers hjemmeside fik jeg en meget venlig mail fra David Scott og mulighed for at lave et interview med den – skulle det vise sig - utrolig sympatiske og vidende skotte.

Jeg spurgte David Scott, hvordan han er nået frem til den helt særlige stil og atmosfære, der præger Pearlfishers sange?

”Jeg fokuserer fuldkommen på sangen eller albummet, mens vi indspiller det. Jeg har aldrig tænkt på, hvad der er moderne. Jeg forsøger bare at få styr på, hvad jeg har på hjerte og kombinere det med hvad jeg kan lide af musik, bøger, malerier og hvad der ellers sker. Jeg har jo ikke ligefrem solgt millioner af plader, så der har aldrig været et pres på mig i den forstand. Jeg skriver sangene på min egen måde, en kombination af håndværk, instinkter og en masse rå følelser.”

Davids bedste

Jeg bad David Scott om at fremhæve 2-3 sange, som han er særligt glad for.

”Jeg elsker ”Stella Painted Joy” fra The Young Picknickers – den er måske stadig min favorit blandt mine egne sange. Den har humor, kærlighed og styrke i lige mål, og når vi synger "knowin' we're right, feelin' like we don't belong" så føler jeg et fællesskab med de øvrige musikere og publikum. Tilsvarende med ”Harocot Bean and Bill” fra Sky Meadows, der også er opbygget af flere sektioner, men er langt mere fantastisk og dyster. Jeg tror Pearfishers musik er bedst og mest original, når vi skaber, nye farverige universer i sangene og arrangementerne. Jeg håber ”The Umbrella Of Shibuya på det nye album er på samme måde”.

Penny Lane som ideal

David Scott producerer selv sin musik. Hvad er i hans ører er god lyd og ikke mindst hans holdning er til den grasserende brug af dynamisk kompression, der får musikken til at løje høj ved alle lydniveauer?

”Jeg vil have stortrommen til at banke igennem mixet, lilletrommen skal have dybde og syde, og bækkenerne skal ligesom ånde. Men faktisk kan jeg godt lide en generel kompression på trommesættet, men det er forhåbentlig en kompression, der fremhæver åndedraget. En lydoptagelse er en erstatning for selv at stå ved siden af orkesteret, men mikrofoner fungerer ikke som vores ører. Så man er nødt til at bruge nogle tricks. Stemmerne skal være varme og tætte, de akustiske guitarer skal skinne og de elektriske føles brede og dybe. 

Men det vigtigste på en indspilning er strukturen, sammenvævningen og kontrasten mellem tonerne.”

”Et godt eksempel er Beatles ”Penny Lane”, som i mine ører kandiderer til en af de bedst lydende indspilninger i musikhistorien. Den lydmæssige sammenvævning af det rå, glatte, dybe og lyse til en sammenhængende struktur er her helt enestående og vellykket. Mange moderne optagelser mangler dynamik, men det såkaldte ”loudness race” er ikke nyt, alle vil desværre have deres musik til at springe lige op i fjæset på lytteren.”

Gennembrud om hjørnet?

Som det forhåbentlig er fremgået, så fortjener Pearlfishers et meget større publikum. Pearlfishers turnerer af og til i Tyskland og Japan, men ellers holder David Scott sig til Glasgow og Skotland. Men måske er et fortjent gennembrud lige om hjørnet. Up With The Larks er kåret til årets skotske album, og selv i London er man ved at vågne op. Sunday Times skrev for nylig: ”De, der har været opmærksomme de senere år, kender historien: David Scott fandt på en eller anden måde den hemmelige formel for sangskrivning, som kun få berømtheder i 60´erne kendte (Paul McCartney, Jimmy Webb, Brian Wilson), og som et resultat heraf har han udgivet en stribe album, der er fulde af vidunderlige pop-sange, overdådige arrangementer og lækre vokalharmonier.” Bedre kan det ikke siges. 

Forhåbentlig kommer David Scott og perlefiskerne en dag forbi vores breddegrader, hvor kendskabet indtil videre er nærmest lig nul.

”Jeg kommer øjeblikkeligt, hvis jeg bliver inviteret til Danmark, Norge eller Sverige. Jeg vil meget gerne spille for mine skandinaviske venner”, lyder det fra Glasgow.

Cd´erne kan med fordel købes på www.marinarecords.com, der er en effektiv tysk netbutik. 

Yderligere info: www.pearlfishers.com

Rosanne Cash

Rosanne Cash er desværre ikke ret kendt her omkring. Modsat i USA, hvor hun er et stort navn og ikke kun sin fars datter. 

Rosanne Cash er en fremragende sangskriver og hendes albums er alle gennemførte produktioner, hvor der er kælet for detaljen. Cash havde udgivet siden 1978, men brød for alvor igennem kunstnerisk i 1990 med Interiors, en hudløs beretning om hendes skilsmisse. The Wheel fulgte mere end op tre år senere, men derefter gik der en rum tid, før hun var tilbage i god form med Black Cadillac. Men det er først med hendes nye album, hun rammer pejlemærkerne fra begyndelsen af 90´erne.

The River & The Thread er Americana fra øverste hylde. Den faste samarbejdspartner – og ægtemand – John Leventhal breder et tæppe af blues, country og western swing ud under Cash smukke og kraftfulde alt-vokal. Og på en stribe markante sange fortæller Cash historier fra sydstaterne.

Helt centralt står sangen When The Master Calls the Roll, som hun har skrevet sammen med Leventhal og eks-manden Rodney Crowell. En født klassiker i al sin prunkløse enkelhed. Med sikker hånd fremmaner Cash den amerikanske borgerkrig, reflekteret i en kærlighedshistories dommedag.

Der er ikke mange nulevende amerikanske kunstnere, der lokker den slags apokalypser ud af evigheden nu om stunder.

When the Master Calls the Roll

Girl with hair of flaming red

Seeking perfect lover

For to lie down on her feather bed

Soul secrets to uncover

Must be gentile, must be strong

With disposition sunny

Just as faithful as the day is long

And careful with his money

And so the open letter read

The news boy did deliver

Three months later plans were made to wed

Down by the King James river

(Chorus 1)

Know the season may come

Know the season may go

When love is joined together

With whoever be made whole

When the master calls the roll

Oh my darling will you leave?

Take me to the altar

I don’t have strength to watch you as you leave

But my love will never fault her

Oh my darling Marry Anne

The march to war is calling

Somewhere far across these southern lands

The bands of brothers falling

My tender bride, the tides demand

That I leave you with your mother

With my father’s riffle in one hand

Your locket in the other

(Chorus 2)

Know the season may come

Know the season may go

Beware the storm clouds gather

Take heat in warm of soul

When the master calls the roll

But can this union be preserved?

The soldier boy was crying

I will never travel back to her

But not for lack of trying

It’s a love of one true heart at last

That made the boy a hero

But a riffle ball and a cannon blast

Cut him down to zero

Oh Virginia once I came

I’ll see you when I’m younger

And I’ll know you by your hills again

This town from 6 feet under

(Chorus 3)

Know the season may come

Know the season may go

A man is torn asunder

But someday we may know

When the master calls the roll

Though the storm clouds gather

Let the union be made whole

When the master calls the roll

Vonneguts 8 regler

Kurt Vonneguts stil er en benægtelse af al stil. Hans prosa er på overfladen venlig, imødekommende og helt åben. Men tag ikke fejl. Som bekendt er det enkle det sværeste i verden.

Se her: 

Hans 8 regler for en god novelle. Helt enkelt?

1. Use the time of a total stranger in such a way that he or she will not feel the time was wasted.

2. Give the reader at least one character he or she can root for.

3. Every character should want something, even if it is only a glass of water.

4. Every sentence must do one of two things–reveal character or advance the action.

5. Start as close to the end as possible.

6. Be a sadist. No matter how sweet and innocent your leading characters, make awful things happen to them–in order that the reader may see what they are made of.

7. Write to please just one person. If you open a window and make love to the world, so to speak, your story will get pneumonia.

8. Give your readers as much information as possible as soon as possible. To heck with suspense. Readers should have such complete understanding of what is going on, where and why, that they could finish the story themselves, should cockroaches eat the last few pages.