David Scotts perler

”De, der har været opmærksomme de senere år, kender historien: David Scott fandt på en eller anden måde den hemmelige formel for sangskrivning, som kun få berømtheder i 60´erne kendte (Paul McCartney, Jimmy Webb, Brian Wilson), og som et resultat heraf har han udgivet en stribe album, der er fulde af vidunderlige pop-sange, overdådige arrangementer og lækre vokalharmonier.” - Sunday Times

Den skotske sangskriver David Scott må til Margaretenstrasse i Hamburg for at få udgivet sin musik. Sådan er tiderne nu engang. Det gør ikke noget, for det lille pladeselskab i midten af Hamburg- et stenkast fra Schanzenviertel - har en udsøgt sans for kvalitetskontrol. Stefan Kassel, der står for design og indpakning på alle Marinas udgivelser, er en af de sidste grunde til fortsat at købe en fysisk cd. Det er lækkerier - yderst til inderst.

The Pearlfishers er navnet på David Scotts "gruppe", men i realiteten hans nom de guerre. Siden midten af 90´erne har han udgivet en stribe udsøgte album, der alle er præget af originalitet og gennemarbejdet kvalitet. 

Nu er han tilbage efter en pause på 7 år med Open Up Your Colouring Book, som er endnu en anledning til at blive optimistisk på musikkulturens vegne. Forstil dig en blanding ubesværet og frit strømmende blanding af Beach Boys, Burt Bacharach, The Carpenters og Prefab Sprout. Omhyggeligt skrevet, arrangeret og produceret popmusik - dybt tilfredsstillende.

Det nye album holder standarden på alle måder, og kender man ikke denne begavede skotte, bør man råde bod på det snarest muligt. Jovist, denne fisker finder perler iblandt.

I 2008 skrev jeg denne introduktion til The Pearlfishers i tidsskriftet High Fidelity efter at have interviewet David Scott:

Skotske perler

Kender du Pearlfishers? Det gjorde jeg heller ikke. Indtil en dag i oktober måned sidste år, hvor jeg i det tyske magasin Der Spiegels kultursektion læste en anmeldelse af albummet Up With The Larks: ” Skotten David Scott elsker den gamle romantiske skole for melankolsk-romantiske popsange, som hos folk som Brian Wilson, Jimmy Webb og Paul McCartney. Også hans nye album er fabelagtig vellykket”. Jeg havde aldrig hørt om David Scott og Pearlfishers, men det lød da spændende i mine ører, så jeg besluttede mig for at få fat i det nye album.

Skotsk i Hamborg

Det viste sig, at Pearlfishers udkommer på et lille pladeselskab i Hamborg, som hedder Marina Records. På selskabets hjemmeside bestilte jeg albummet, der allerede et par dage efter dumpede ind ad brevsprækken. Mine forventninger var egentlig ikke voldsomt store, for mine fordomme sagde mig, at hvis en skotte udgiver plader i Hamborg, så er det nok fordi talentet er på det jævne og pengene til produktion meget små.  

Mit første indtryk stemte ikke overens med mine fordomme: Coveret var virkelig lækkert lavet og designet med udsøgt sans for detalje og helhed. Her var signalet klart: Dette er eksklusivt, og dette er kvalitet! Indtrykket af kvalitet blev bekræftet, da jeg lyttede til cd´en. Lydkvaliteten var glimrende, ja faktisk langt over gennemsnittet.

Siden har jeg lyttet til Pearlfishers næsten dagligt. Jeg har alle Pearlfishers udgivelser i reolen, og perlefiskerne hører til blandt mine absolutte favoritter inden for genren. Nu er det din tur til at perlefiske, ærede læser!

I begyndelsen

I virkeligheden er Pearlfishers et kunstnernavn for David Scott, der som Pearlfishers har optrådt med skiftende besætninger siden 1989. I første halvdel af karrieren i tæt samarbejde med Brian McAlpine. Pearlfishers debuterede allerede i 1993 med den uopdrivelige Za Za´s Garden, men den egentlige debut er The Strange Underworld Of The Tall Poppies fra 1997. 

Det er et album, der på første track lyder som typisk 90´er guitar-domineret pop. Kimende guitarer som hos Byrds og REM og med pæne vokal-harmonier. Men allerede det næste track, Cherry Sky, får en til at spidse øre: På en herlig Paul McCartney basgang, med farfisa orgel og Beach Boys harmonier, spadserer en raffineret lille popsang af sted og fortæller fortryllet om den sidste uskyldige sommer i ungdommens år. Cherry Pop er henrivende pop, fuld af humør og vid, og selv om inspiration fra Brian Wilson og Beatles kan mærkes, så er David Scott på nippet til at springe ud som selvstændig sangskriver. Hvilket sker på det næste track, ”Sugar Mountain Babies”. Temaet er igen den ungdommens sidste sensommer med forelskelser og kærestesorger, men her griber Scott det an på en helt anden måde. En akustisk guitar og en Eleanor Rigby strygerkvartet, vibrafon, et kompliceret vokalarrangement suppleret med et fløjtende omkvæd. Her står tiden stille i en sang, der indfanger letheden, melankolien og alvoren.

Perlerækken

The Young Picknickers fra 1999, tager tråden op fra forgængeren med sin gennemgående guitar-dominerede sound. Perlerne på albummet er den ironiske ørehænger ”An Ordinary Day Out In The Suburbs” og ”Battersea Bardot”. Sidstnævnte er en født evergreen, en vidunderlig melodi og et genialt arrangement med cembalo, glockenspiel, elektriske guitarer, hammondorgel, piano og meget andet godt. Igen viser David Scott evnen til at skrive og arrangere musik, der aldrig bliver pompøs eller overlæsset, men altid virker frisk og dynamisk.

David Scotts musikalske overblik og overskud demonstreres måske allerbedst på titelnummeret på det næste album Across The Milky Way fra 2001. Samarbejdet med McAlpine er ophørt, Scott står alene ved roret, og sounden er nu mindre guitar-orienteret. Og David lægger ud med en sang og et arrangement i absolut mesterklasse. 4 minutter og 3 sekunder, der måske ikke er Scotts mest iørefaldende melodi, men her viser Scott alt hvad han kan. Et arrangement, hvor der bl.a. er strygere, synths, banjo, fløjten, fender rhodes og tonsvis af vokalharmonier. Læg dertil en meget gennemtænkt lydproduktion, hvor hvert eneste instrument klart kan adskilles. Across The Milky Way hænger sømløst sammen som en perfekt lille kammermusikalsk pop-hymne.  Det er tidløs pop med en legesyg kant. Across The Milky Way er David Scotts store kunstneriske gennembrud. Et album proppet med uopslidelige sange, der for hver gennemlytning giver nye detaljer fra sig.  Her er Scotts kunst og kunnen i fuldt flor. 

Fra og med Across The Milky Way er Pearlfisher i mesterklassen.

I 2003 er Scott klar igen med Sky Meadows, der holder niveauet fra Milky Way. ”Todd Is God” og ”My Dad The Weatherfan” er klare hits, som ingen kender. Titelnummeret og ”Saddle Sore” er eminente ballader. Sky Meadows er endnu en juvel i Pearlfishers krone.

Julemusik!

Året efter udgiver David Scott så en juleplade! Personlig er jeg ikke den store tilhænger af den slags, men A Sunflower At Christmas er heller ikke en typisk juleplade, men vel snarere en solhvervs-plade, hvis der er noget der hedder det. For julen er hos Scott mere et symbol på lys, glæde og kærlighed i en stribe sange, som man absolut ikke må snyde sig selv for. Lad mig blot fremhæve ”Blue December”. Det er en sang, som Gershwin, Jimmy Webb eller Bacharach kunne have skrevet. David Scott er her på niveau med de helt store mestre, når det gælder om at anvende teknik og kunnen til at formidle intense følelser. Det er meget få nulevende sangskriver, der kan dette klassiske håndværk, som resulterer i uopslidelig evergreens.

I 2007 kom så det indtil videre seneste udspil i Pearlfishers saga, Up With The Larks, som jeg anmeldte i HF 8/2007. Albummet er endnu et højdepunkt i karrieren. David Scott har perfektioneret sit håndværk, og sange som ”The Bluebells”, ”The Umbrellas Of Shibuya” eller ”Eco School” er nye eksempler på Pearlfisher evergreens.

En snak med David

Efter at have sagt pænt tak for musikken i gæstebogen på Pearlfishers hjemmeside fik jeg en meget venlig mail fra David Scott og mulighed for at lave et interview med den – skulle det vise sig - utrolig sympatiske og vidende skotte.

Jeg spurgte David Scott, hvordan han er nået frem til den helt særlige stil og atmosfære, der præger Pearlfishers sange?

”Jeg fokuserer fuldkommen på sangen eller albummet, mens vi indspiller det. Jeg har aldrig tænkt på, hvad der er moderne. Jeg forsøger bare at få styr på, hvad jeg har på hjerte og kombinere det med hvad jeg kan lide af musik, bøger, malerier og hvad der ellers sker. Jeg har jo ikke ligefrem solgt millioner af plader, så der har aldrig været et pres på mig i den forstand. Jeg skriver sangene på min egen måde, en kombination af håndværk, instinkter og en masse rå følelser.”

Davids bedste

Jeg bad David Scott om at fremhæve 2-3 sange, som han er særligt glad for.

”Jeg elsker ”Stella Painted Joy” fra The Young Picknickers – den er måske stadig min favorit blandt mine egne sange. Den har humor, kærlighed og styrke i lige mål, og når vi synger "knowin' we're right, feelin' like we don't belong" så føler jeg et fællesskab med de øvrige musikere og publikum. Tilsvarende med ”Harocot Bean and Bill” fra Sky Meadows, der også er opbygget af flere sektioner, men er langt mere fantastisk og dyster. Jeg tror Pearfishers musik er bedst og mest original, når vi skaber, nye farverige universer i sangene og arrangementerne. Jeg håber ”The Umbrella Of Shibuya på det nye album er på samme måde”.

Penny Lane som ideal

David Scott producerer selv sin musik. Hvad er i hans ører er god lyd og ikke mindst hans holdning er til den grasserende brug af dynamisk kompression, der får musikken til at løje høj ved alle lydniveauer?

”Jeg vil have stortrommen til at banke igennem mixet, lilletrommen skal have dybde og syde, og bækkenerne skal ligesom ånde. Men faktisk kan jeg godt lide en generel kompression på trommesættet, men det er forhåbentlig en kompression, der fremhæver åndedraget. En lydoptagelse er en erstatning for selv at stå ved siden af orkesteret, men mikrofoner fungerer ikke som vores ører. Så man er nødt til at bruge nogle tricks. Stemmerne skal være varme og tætte, de akustiske guitarer skal skinne og de elektriske føles brede og dybe. 

Men det vigtigste på en indspilning er strukturen, sammenvævningen og kontrasten mellem tonerne.”

”Et godt eksempel er Beatles ”Penny Lane”, som i mine ører kandiderer til en af de bedst lydende indspilninger i musikhistorien. Den lydmæssige sammenvævning af det rå, glatte, dybe og lyse til en sammenhængende struktur er her helt enestående og vellykket. Mange moderne optagelser mangler dynamik, men det såkaldte ”loudness race” er ikke nyt, alle vil desværre have deres musik til at springe lige op i fjæset på lytteren.”

Gennembrud om hjørnet?

Som det forhåbentlig er fremgået, så fortjener Pearlfishers et meget større publikum. Pearlfishers turnerer af og til i Tyskland og Japan, men ellers holder David Scott sig til Glasgow og Skotland. Men måske er et fortjent gennembrud lige om hjørnet. Up With The Larks er kåret til årets skotske album, og selv i London er man ved at vågne op. Sunday Times skrev for nylig: ”De, der har været opmærksomme de senere år, kender historien: David Scott fandt på en eller anden måde den hemmelige formel for sangskrivning, som kun få berømtheder i 60´erne kendte (Paul McCartney, Jimmy Webb, Brian Wilson), og som et resultat heraf har han udgivet en stribe album, der er fulde af vidunderlige pop-sange, overdådige arrangementer og lækre vokalharmonier.” Bedre kan det ikke siges. 

Forhåbentlig kommer David Scott og perlefiskerne en dag forbi vores breddegrader, hvor kendskabet indtil videre er nærmest lig nul.

”Jeg kommer øjeblikkeligt, hvis jeg bliver inviteret til Danmark, Norge eller Sverige. Jeg vil meget gerne spille for mine skandinaviske venner”, lyder det fra Glasgow.

Cd´erne kan med fordel købes på www.marinarecords.com, der er en effektiv tysk netbutik. 

Yderligere info: www.pearlfishers.com