Moderne tider

Roger Daltrey i 1967

I 1967 udgav the Who albummet The Who Sell Out, der var en finurlig, ironisk kritik af det, som man dengang kaldte forbrugersamfundet. 

Her et halvt århundrede senere har Roger Daltrey - der jo i følge "My Generation" håbede at dø, før han blev gammel - svært ved at se det morsomme i nutidens kulturforbrug - og da især det herrens Internet.

Sådan går det:

The way the internet has come about has been the biggest robbery in history, like musicians should work for nothing.

You get paid for streaming, my ass. There's no control. Musicians are getting robbed every day. And now it's creeping into film and television, everything now.

You notice, the internet is a slowly but surely destructive thing in all ways. I don't think it's improved people's lives. It's just made them do more work and feel like they're wanted a bit more, but it's all bollocks.

They feel like they're wanted because they got 50,000 Facebook likes or whatever, and it's all bollocks. Look up for a while. Live in the real world.

Classic Rock, juni 2016

Californiana

De to pladeomslag (som det hed i gamle dage) er for mig nært beslægtede.

Alle kender omslaget på Eagles´Hotel California, der udkom december 1976. 

For Don Henley skulle omslaget udstråle: Et falmet tab af uskyld og dekadence. 

Og det må man jo sige er lykkedes ganske godt. Det er et cover, man aldrig bliver færdig med. 

Fuld af modsætninger og dynamik. Lukkethed, eksklusivitet og mørke. Men også en varm sommeraften med tårnenes mindelser om lapis lazuli. Babylon og Los Angeles. Østens mystik og vestens surfer boys and girls. Og så denne uhåndgribelige forladthed og melankoli.

Og så er der Jackson Brownes mesterværk Late for the Sky fra september 1974. 

Selv om det nok er inspireret af belgiske Magritte, så er der intet surrealistisk over det. Vi ser en Chevrolet fra 50´erne på et fortov i South Passadena.

Og som Jackson synger på albummets track 4, The Late Show:

Look...

It's like you're standing in the window
Of a house nobody lives in
And I'm sitting in a car across the way
(Let's just say)
It's an early model Chevrolet
(Let's just say)
It's a warm and windy day
You go and pack your sorrow
The trash man comes tomorrow

Leave it at the curb and we'll just roll away

Den samme forladthed og melankoli. 

For vi ved jo godt, at de elskende ikke stikker af fra det hele i morgen, for som Don Henley synger:

You can check-out any time you like
But you can never leave

Og selv om skraldet bliver hentet i morgen, er der mere næste uge...

Rejsefører

Der er allerede kommet noget fortidigt over ordene: en rejsefører; en parlør. 

Nu om stunder har vi jo det hele liggende i en app på telefonen. Vi slæber ikke rundt på vores Baedeker eller Turen går til Rom mere.

Men nu, hvor ferien står for døren, er der alligevel en ufravigelig rejsefører til kufferten, den eneste af af sinslags om landet Molvanien, et  overset rejsemål i Østeuropa. 

Her er alt, hvad der er værd at vide om landet og en parlør, der indeholder vigtige sætninger som:

Sprufki Doh Craszko? - Hvad er det her lugter af?

Var det ikke Nietzsche eller Thomas Mann, der sagde: Kun det grundige er virkelig morsomt?

Og gode, gamle Thommy og Fritz ville have moret og varmet sig ved denne rejsefører, som en god ven forærede mig for år tilbage.

I alt 176 sider om dette ukendte og ikke-eksisterende land formuleret som en rejseguide - helt gennemført og grundig morsom fra første til sidste side. 

Og dermed lægger den sig med tungen i kinden i slipstrømmen efter Homer, der vel skrev den første fiktive rejsebog i form af Odysseen for et par tusind år siden. 

Helt så god er den naturligvis ikke, men vi skal jo også have ferie en gang i mellem.

God tur!

Seneca og Anker

Da Anker Jørgensen døde skortede det ikke på  dramatiske udsagn om, at med Anker døde en epoke og en særlig rosværdig, dansk politikertype. 

Det skal nok passe. 

Derfor virkede det også lidt mærkeligt, at Socialdemokraterne op til begravelsen konsekvent valgte at karakterisere Anker som "hele Danmarks tillidsmand". 

Var det ikke en indsnævring og forkortning,en spøjs arbejdsmarkedsteknisk hyldest? 

Hvad med denne gravsten: "Hun var hele kommunens arbejdsmiljørepræsentant".

Her ser vi Anker i sin sommerferie læse Villy Sørensens oversættelse af et udvalg af den romerske filosof Senecas tekster. 

Det er en god dansk sommerdag i liggestolen. Blæsende som den slags dage jo er, så statsministeren har beholdt træningsdragten og sine sneakers på. Men solen skinner og solbrillen er på plads.

Er det hele danmarks tillidsmand, der sidder der? Er det ikke snarere en mand, der i god stil udvider sin horisont. 

Et billede på en overgang i dansk politik, hvor det var politisk naturligt (og netop ikke politisk korrekt) at følge med i kulturlivet i bred forstand. 

Den form for nysgerrighed og rummelighed kommer forhåbentlig tilbage igen.

Kalypso og nostalgiens mysterium

Peter Brandes illustration til femte sang af Homers Odyssé i Otto Steen Dues herlige oversættelse, hvorfra der citeres i det følgende

Ordbogen siger:

Nostalgi er en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte). 

Hjemve er det gode danske ord.

Siden romantikken, der jo også elskede den beslægtede melankoli, har nostalgien haft et lidt blakket ry. 

Det er ikke så smart at være nostalgisk, hvis man gerne vil være lidt moderne. Der er sådan lidt filosofisk udkant over det.

Men nostalgi er i grunden ret interessant.

Min husgud Homer har skabt en dyb og evigt aktuel analyse og beskrivelse af nostalgiens mysterium: Den smerte, der opstår i det uopfyldte ønske om at vende tilbage, vende hjem.

Her er problemet:

Efter ni dage i havsnød, hvor alle hans mænd er omkommet, driver Odysseus den tiende dag i land
øen Ogygia. 

Det er et mægtig dejligt sted - i hvert fald på papiret. 

Hør lige her:

Øen ligger idyllisk langt væk fra verdens larm og tummel.

Midt på øen ligger en yderst komfortabel grotte med et gyldent, femstjernet palads. 

Homer beskriver stedet således:

"Rundt om den hvælvede grottes portal havde vinstokke slynget ranker med friskgrønt løv og saftige druer i klaser. 

Fire i tal var de kilder der sprang med vande så hvide tæt ved hinanden, men risled i hver sit løb imod havet. Om dem var enge der blomstred af vildkløver og anemoner. 

Selv en udødelig gud der kom på besøg måtte undres over det dejlige syn og fryde sig inderligt ved det."


I paladset bor den meget dejlige nymfe Kalypso med "liflige lokker" og "sin yndige stemme".

Kalypso er single og har indrettet sig med en flok yndige tjenestepiger.

Kalypso har hovedløst forelsket sig i Odysseus. 

Hver dag og hver nat sørger nymfen for, at den gode mand ikke har det mindste at klage over. 

Alt er vel sådan set i sin skønneste orden.

Ja, umiddelbart fristes man vel til at opfatte det, som om Odysseus har skudt papegøjen. I den grad! 

Oceaner af wellness for krop og sjæl?

Opskriften og virkeliggørelsen af det lykkelige liv?

Ikke tale om!

Odysseus længes hjem og spejder i det fjerne i nostalgiens arme, uden at ænse den underskønne Kalypso - Maleri af N.C. Wyeth, 1929

Odysseus har det nemlig slet ikke godt.

Efter syv år må guderne gribe ind. Hermes sendes ned for at gøre en ende på heltens lidelser. 

Den stakkels Odysseus skal ikke længere udstå nymfens forelskelse og hengivenhed.

Kalypso bøjer  sig sønderknust for gudernes beslutning og hjælper Odysseus med  at bygge en båd, der kan føre ham tilbage til verdens larm - og hjem til konen.

Men Kalypso er stærkt utilfreds og siger til Hermes:

"Hvor dog I guder er grummest og fuldest af nidskhed, hadske mod os gudinder, der elsker med menneskemandfolk åbent og ærligt og vælger at ta dem til ægte i sengen!

Nu er I vrede på mig for at have en dødelig hos mig, ham jeg har frelst da han red på sin køl i de drueblå bølger, ganske forladt og alene.

Ham har jeg taget mig af og passet og ønsket at gøre til en udødelig mand, for evigt befriet for ælde".

Men der er ikke noget at gøre, hun må sætte menneskemandfolket fri.

Nede på stranden møder Hermes så Odysseus og undrer sig:

"Nede ved strandbredden sad han med øjnene fulde af tårer og lod sit herlige liv fortære af jammer og hjemve.

For han var slet ikke længer betaget af nymfen Kalypso. 

Men hver nat var han nødt til i hendes hvælvede grotte modvilligt og under tvang at elske den villige nymfe."


Kalypso (og vi læsere) spørger Odysseus, hvorfor han dog ikke bliver i dette Paradis? Hvorfor vil han hjem til konen på gården?

Er hans liv i trædemøllen hjemme da bedre? Er hans elskede Penelope da skønnere end Kalypso? Og hvad med den tilbudte evige ungdom, bider den heller ikke på ham?

Og Kalypso smider trumferne:

"Jeg tør vel hævde jeg selv er fuldt på højde med hende, både i vækst og figur da det ikke kan passe at nogen dødelig kvinde kan kappes med nogen gudinde i skønhed".

Odysseus svarer:

"Høje gudinde, bliv ikke forbitret! Jeg ved jo til fulde selv at over for dig er den kløgtige Penelope hverken så høj eller flot eller skøn og dejlig at skue.

Hun er en dødelig kvinde og du er en evig gudinde.

Ligefuldt er det mit ønske, mit håb og min daglige længsel at komme hjem til mit land..."

Herefter går Odysseus og Kalypso ind i kammeret i grotten og "fryded sig sammen i kærlighedens lyst og lå med hinanden". Åbenbart ikke helt modvilligt og vel under moderat tvang...

Man forstår at Hermes undrer sig, og det gør vi som læsere også, når Odysseus senere kalder Kalypso "den slemme, yndigt krøllede, lystne gudinde Kalypso" - og ikke mener det som en ros!

Nostalgiens mysterium gennemspillet af Homer. Hvad er meningen?

Jan Styka, 1920

Jan Stykas maleri viser et lag mere af historien.

Odysseus længes væk og hjem. Ja, men er det ikke som om han også på billedet er målløs over selve det forhold, at han længes væk? Som om nostalgiens mysterium har taget bolig i ham og fordobler smerten og forvirringen? 

Kalypso indser dette og er ligesom afventende, tøvende, stopper op i bevægelsen mod ham. Er han vanvittig, er han afsindig? 

På Peter Brandes illustration herover kigger Odysseus væk. Han er fraværende og alligevel til stede, nærmest smeltet sammen med Kalypso. 

Odysseus forstår i grunden ingen ting, men han ved, hvad han skal gøre. Han skal bare væk herfra. Hjem!

Nærmere kommer vi det ikke....

David Bowie og tidens tand

Når nu al virakken omkring det triste dødsfald har lagt sig, må det være på sin plads at forsøge at forstå betydningen af David Bowie i samtidens kultur.

På dødsdagen rykkede hele det danske parnas fra 80´erne ud og afleverede hyldesten til deres idol i Politiken. 

Her er noget af det, de sagde:

Lars Bukdahl så i Bowie en slags postmoderne Proteus:

Bowie er det perfekte idol. Han er både tydelig som person, men også tydelig i alle sine vilde forvandlinger. Det er sjældent, man kan få så mange idoler i en person, som har samme suverænitet gennem alle de mange udtryk.

...

En person, der hele tiden er i forvandling. Han fuckede hele autenticitetsdyrkelsen op. Han kunne undvige sentimentaliteten uden at vige tilbage for patos.

Man forstår, at autenticitet og sentimentalitet er negative æstetiske udtryk, mens patos og suverænitet er positive. Men hvordan kan man være suveræn uden at være autentisk? Hvordan kan man være enestående og uden sidestykke (suveræn) uden at være den, man er?

Det kan man naturligvis, vil Bukdahl svare, idet man hen ad vejen i hver, skiftende form er suveræn. Hrmm, ja måske.

Søren Ulrik Thomsen:

Det handlede på en måde om at være uægte - om det kunstige, det iscenesatte. Det var en vigtig ting for hele 80'erkunsten: At man kunne begynde at gå i dialog med alle mulige kunstudtryk.

Noget af det, der karakteriserer rigtig stor kunst, er, at den både fanger tidsånden, men også rækker udover, så man kan høre det som et selvstændigt kunstværk mange år efter. Sådan er det med Bowie.

Igen denne hyldest til det uægte og iscenesatte.

Det interessante i denne meget danske opfattelse af David Bowie er, at den i realiteten kun forholder sig til et meget kort afsnit i Bowies karriere.

Efter flere famlende forsøg faldt tingene for alvor i hak for Bowie på albummet Honky Dory, et spraglet, legesygt album, der stadig holder stand mod tidens tand. 

Her var Bowie en små-intellektuel, Swinging London udgave af Bob Dylan, der havde sniffet lidt Andy Warhol i New York. Ikke så meget rollespil eller forvandling her. Men derimod en hel del autenticitet mellem linjerne. Lad os sige det, som det er: Bowie var en hippie singer-songwriter, mere end noget andet.

Glam

Men så opdagede Bowie glam-rocken. Og i nogle år var Bowie et glam-idol på linje med Sweet og Slade med mange flere. 

Bowies glam

Der var i denne periode han dyrkede det androgyne og biseksuelle - som så mange andre glam-idoler i øvrigt gjorde. Ikke noget originalt der.

Lou Reeds glam-periode

Mick Jagger som kvinde

Sweet, som vi aldrig må glemme

Gradvist ændrede han sit image væk fra de høje hæle og hårlakken - som så mange andre glam-rockere gjorde. 

Det var i denne forbindelse, at forestillingen om Bowie som en kamæleon begyndte at florere.

Men i virkeligheden var Bowie hele tiden i pagt med tidsånden, som han eminent dygtigt kalkerede. 

Yuppie Business

Da punken kom i 1976, var Bowie i fuld gang med at justere sit image hen mod new wave. Og da 80´ernes blanke business satte dagsordenen, var Bowie klar til bare at byde op til dans på Let´s Dance i dyrt jakkesæt.

Let´s dance - on Wall Street!

Men præcis der mistede Bowie vel sansen for tidsånden, eller også gad han bare ikke rigtig mere halse efter den. 

Kamæleonen Jagger

Men altså: Hele denne forvandlingssnak, den store fortælling om Bowie som iscenesætter - jamen sagen er jo, at mytologien hviler på den periode, hvor Bowie succesfuldt forlod glam-rocken og endte som en mainstream popstjerne i begyndelsen af 80´erne og til forveksling lignede Mick Jagger, Freddie Mercury, Tina Turner og Annie Lennox m.fl.

Mesterværkerne

En ting er image og fremtoning. Noget andet det musikalske indhold. Også her skiftede Bowie genre flere gange. Som så mange andre. Fx Frank Sinatra, der vekslede mellem jazz, country eller latin-musik. 

Bowie var en original kunstner, der skabte en stribe meget indflydelsesrige album frem til 1980, hvorefter han ikke spillede nogen betydelig rolle mere, hverken musikalsk eller æstetisk.

Men det er så sandelig også en bedrift, at stå bag albums som Honky Dory, Ziggy Stardust, Alladin Sane, Diamond Dogs, Young Americans, Station to Station, Low, Heroes, Lodger og Scary Monsters.  

Men han er ikke den eneste, der holdt en imponerende kunstnerisk kadence i 70´erne. Elton John er en anden. 

Bowies klassikere blev til ud fra en kunstnerisk strategi, der bestod i at hyre tidens toneangivende musikere og producere, så Bowies lyd hele tiden var cutting edge. En strategi, som Madonna siden hen har perfektioneret.


Holder Bowie?

Måske netop denne hengivelse til den til enhver tid herskende mode og tidsånd er forklaringen på, at David Bowie i modsætning til mange af sine samtidige ikke har fat i de yngre generationer. 

Meget få mennesker under 25 kan nævne en sang eller et album af David Bowie. Men de kender dog Pink Floyd, Queen, The Who og Led Zeppelin von hörensagen.

Er det måske sådan, at det med Bowie forholder sig præcis modsat af, hvad Søren Ulrik Thomsen hævder?

At Bowies kunst netop ikke rækker ud over tidsånden?

At Bowies værk udgøres af hermetiske tidskapsler låst til at transmittere til en meget afgrænset gruppe af fans, der primært var unge på det tidspunkt, Bowie toppede?

Saxo-mennesket Lars Seier Christensen - der ellers normalt er mest optaget af skattelettelser og det trælse i at få sin Bentley gennemrodet af franske toldere gang på gang -  rammer den ufrivilligt komisk på kornet, når han på Facebook skriver:

Hvis jeg kun skulle høre een sang resten af livet, ville det nok blive den (Heroes, red.), både på grund af dens kvalitet og de utallige minder, der knytter sig til den.

Og her ender vi så paradoksalt nok ved det, som Lars Bukdahl forsværgede: 

Åh, disse minder. Der var engang...vi var unge.

At kvaliteten i virkeligheden ligger i minderne?

Den forbudne nostalgi, med andre ord. 

Sentimentalitet, såmænd. 

Og guderne forbyde det: Lugter her ikke lidt af Autenticitet og Identitet! 

Noget tyder altså på, at Bowie i højere grad var et barn af sin tid, end hans ideologiske tilbedere bryder sig om at tænke på. 

Som de gamle grækere lærte os, så er tiden en kannibal. Kronos æder sine sønner! Selv Bowie.

Goyas fortolkning af Kronos-myten

I øvrigt: 

Bettina Heltberg skrev det så præcist i Politiken:

I den forbindelse kom jeg også stærkt i tvivl om kulturelitens knæfald for megastjernen David Bowie, der døde i denne uge.

Det virker, som om det var Bowies genialt insisterende fornægtelse af et jeg, en fasttømret identitet, som var den basale fidus og det træk i hans mangfoldige personlighed, vi allermest knytter an til. Muligvis med en vis frygt, men i hvert fald med en stærkt pirret forståelse – kunne vi andre ...? Kunne vi andre også klippe vores liv så smukt i stykker og sminke ansigtet og kroppen, hvem ville vi så være? – lige så relative og i virkeligheden ’ingen’? Stor begejstring, ingen angst!

Hør, kunne man ikke ’italesætte’ (møgord!) den tvetydighed.

Tvetydigheden følte jeg stærkt, for det forekommer mig dubiøst, at David Bowie netop skulle roses til himlen for det mest dæmoniske helvedestræk i hans kunst. I al beskedenhed holder jeg mest af ’Let’s Dance’ fra de bovlamme 1980’ere, hvor han forskrækkede rockanalytikerne ved at ligne et ganske almindeligt MTV-idol, tilsat en roterende diskokugle. Han var tilsyneladende på vej mod det punkt, hvor han skulle finde og fastholde – en identitet.

Man kunne også bare folde hænderne og bede Vorherre om at lade en blive et ordentligt menneske.

Det spørgsmål handler 90 procent af vores tilværelse om, inklusive alle gode råd og positive politiske tiltag.

Altså finde sig selv og ikke som Bowie, miste sig selv.

Hotel California - læs bogen!

Da Glen Frey død i januar 2016 tweetede den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis:

THE EAGLES: The HOTEL CALIFORNIA album was as big an influence as Joan Didion or Raymond Chandler. RIP Glenn Frey.

Anerkendelsen af albummet og gruppen fra de toneangivende kredse er kommet sent. Især i den britiske - og dermed typisk også den danske - presse har The Eagles være udskældte og latterliggjorte. 

I dag er albummet og det uudgrundelige omslag ikoniske udtryk for en sen-moderne ulykkelig bevidsthed dyppet i hedonisme...

Barney Hoskyns - en fremagende britisk rock-historiker - har skrevet den ultimative historie om baggrunden for musikken og hele den scene og kultur, der skabte den.

Den kan kun anbefales.