onsdag den 9. august 2017

Yeats og mine bange anelser



Der findes tekster, som man skal vare sig for. Slå syv kors for sig inden læsning. Omgås med forsigtighed. Ikke læse for ofte. De minder måske lidt om hverdagens overtro.

Hvem frygter ikke at hidkalde manden med leen ved blot at omtale ham? Hvem gør ikke et særligt tegn, når en sort kat krydser vejen? For en sikkerheds skyld, går jeg aldrig under en stige. 

W.B. Yeats Second Coming er i denne forstand et risikabelt digt. Det tager et alvorligt livtag med verdens undergang. 

Men er digtet selv en påkaldelse, en besværgelse eller et forsøg på at afværge? På en uhyggelig kold måde er det ingen af delene. En nøgtern og grusom profeti. Og selvopfyldende....

Selv om digtet er fra 1919, så er der nemlig en del, der beskriver nutiden:

Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde
Rent anarki slippes løs på verden,
Den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt
Druknes uskyldighedens ceremoni;
De bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.

Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst

Are full of passionate intensity.


Og så dette ildevarslende, apokalyptiske spørgsmål til sidst:

Og hvilket grumt udyr - dets time endelig kommet
Sniger sig mod Bethlehem for at blive født?

And what rough beast, its hour come round at last,


Slouches towards Bethlehem to be born?

Men læs det hele, det er grov kost.

Henrik Nordbrandts oversættelse er her:


Og her er originalen:

Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.

Surely some revelation is at hand;
Surely the Second Coming is at hand.
The Second Coming! Hardly are those words out
When a vast image out of Spiritus Mundi
Troubles my sight: somewhere in sands of the desert
A shape with lion body and the head of a man,
A gaze blank and pitiless as the sun,
Is moving its slow thighs, while all about it
Reel shadows of the indignant desert birds.
The darkness drops again; but now I know
That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle,
And what rough beast, its hour come round at last,

Slouches towards Bethlehem to be born?







Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

lørdag den 17. juni 2017

Hagiografi: Johannes V. Jensen





En hagiografi er en overdrevent rosende og ukritisk fremstilling af en kendt persons liv og værk. Og det er det, jeg bedriver her, hvor det handler om mine husguder.


Johannes V. er ikke en mester i at skabe de gribende historier eller formidle de helt store eksistentielle temaer på det store lærred. Han er på det punkt på ingen måde i en liga med Henrik Pontoppidan eller Thomas Mann. Der er ingen Lykke-Per eller Trolddomsbjerg i hans forfatterskab.


Men manden kan som meget få formidle sanselighed og erfaring gennem skriftsproget. 

Når han skriver om tandpine i Kristania (Oslo) eller den satans myg, Sulla i Sevilla, så mærker man Johannes igennem sproget på en særlig måde. 

Det er en stemme, man genfinder i alt, hvad han skrev. 


Sproget bøjes og vrides til at blive udtryk for hans oplevelse af verden, som altid bliver konkret og subjektiv. 

Han siger det måske allerbedst selv i Cimbrenes tog, hvor hans alter ego, Norne-Gæst, karakteriseres på denne måde:


Han, Skjalden og Fortælleren, var den tavseste Mand. Hvad han vidste eller havde set beholdt han for sig selv, til der blev Billeder deraf; Klarhed vidste han er kun et Billede. Det skulde have Form hvad han gav, Tæthed, Sproget skulde indeholde en Farve af Verden og hans Væsen


Johannes fik Nobelprisen i 1944, og det var fortjent. 

En smagsprøve? Naturligvis "Ved frokosten" fra samlingen Digte 1906. 




Er det verdens bedste digt? Det er der ikke noget, der hedder.

Men alligevel. Verdens bedste på dansk? 

I den retning.

I mine ører siger det digt noget sandt om det at være menneske i verden - og om Danmark og den måde, ting i Danmark er på. 

Her kommer det:

Kafeen skal være velsignet! 
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl! 
Jeg omfatter min Kellner med Sympati, 
jeg sidder sval og barberet ved Bordet, 
finder Stangen under det med Fødderne 
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt. 

Giv mig en Bajer! 
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad. 
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre, 
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det! 
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand! 
Jeg vil begrave mig i en Slurk … 
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det? 

Nu har jeg det godt. 
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig. 
Først spiser jeg et med Æg og Sild – 
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove! 
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg, 
og her fordyber det Smagen, at jeg tier. 
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. 
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte. 


Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen, 
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske. 
Se den spiller, den ler klart, 
Jeg holder den op som en stor levende Diamant, 
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark! 
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik. 
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden. 
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende. 

Skaal! 

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder, 
fordi jeg selv varmer Bænke; 
hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte 
med samt alle Glædespiger og Skalmejer. 

Lykken og jeg forstod ikke hinanden; 
jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var. 
Sandheden er, at jeg mistede Emma. 

Hvorfor? 
Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen, 
ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk? 
Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk 
som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver, 
havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder, 
en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger? 
Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen 
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet? 
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige, 
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende, 
om at vaske sin nittenaarige Krop. 
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker. 
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet. 
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma, 
Velan jeg tav, men jeg forskød dig. 
Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt 
ytred en uovervindelig Lede for mig, 
mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed! 
Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden! 
Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen. 
Du giftede dig med en Violinist, 
hvis Fingre ikke skyede Harpiks, 
og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner. 

Altsaa jeg mistede Emma. 
Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange 
ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig. 
Mit Liv er een Erstatning. 
Hvem siger, at man skal leve lykkeligt? 
Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund, 
Skummel af Kærestesorg, 
I Favnen paa yndige Olga. 

Hun var altid vasket og sval, 
jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt. 
(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel). 
Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende. 
Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige 
som Aakandebladene i Guldager Bæk, 
hvor jeg badede som ungt Menneske. 
Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften 
af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker, 
et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj. 
Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig, 
du var frisk som et Neg, 
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade. 

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske. 
Uden at betænke mig svælger jeg ogsaa den. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 
Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit, 
der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen 
midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse. 
Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene? 

Ak, Emma og Olga! 
Hvor er I henne? 
Et Mindebæger! 

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper, 
jeg tror jeg er glad til trods for Smærte. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 

Skaal!







Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

mandag den 8. maj 2017

Husk at se sur ud!

Jeg har intet forhold til gruppen, men jeg har bemærket, at Metallicas bandfotos har et særligt udtryk, der også ses hos beslægtede metalbands.

Kunsten er at se vred ud på alle billeder. 

Når man lancerer, at man drager på en stor turné verden rundt, så sender man det her billede ud:



Ja, det er da også træls, at man skal ud at rejse og være væk fra familien - med mere. Respekt for denne hudløse ærlighed. Men får de ikke penge for det?

Generelt er det nedtur at være i Metallica:



Det er jo lige før, der er øretæver i luften. 

Så altså: bands, der spiller hårdt og tungt, skal se vrede ud. Det er ikke sjovt. Det er seriøst, maskulint shit, det her. Men på mig virker det ikke som om, de der vrede mænd i alverdens metalband er ude på at lave verden om. De er bare sure. Så på en måde siger de: Kom lad os være sure sammen, for det er fedt.

Og så sker det alligevel, at man falder ud af karakter. Se her. Ham den høje er sgu lige ved at smile. Han ser da i hvert fald nærmest venlig ud. 

Hvor er det dejligt. Der er en sprække. Der er håb for menneskeheden. 

De tre andre forsøger godt nok ihærdigt at etablere en modvægt, men katten er altså ude af sækken: Livet er godt. Og det var ikke meningen!













Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

lørdag den 8. april 2017

Min autobiografi







Kilde: @RudyHavenstein på Twitter









Disclaimer


All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.





fredag den 17. marts 2017

Lingotto - himlen over Torino




Voltaire sagde: 

Det er det overflødige, som er det nødvendige.

Vi nøjsomme protestanter føler instinktivt ubehag ved tanken om alt overflødigt. Tant og fjas. 

Er det nu også nødvendigt? Er det ikke fråds? Er det pengene værd? Lyder det fromt fra vores kræmmersjæl.

Men Voltaires ord indeholder en dyb visdom, og når jeg oplever den i virkeligheden, bliver jeg glad.

Som nu da jeg besøgte den gamle Fiat-fabrik i Torino. Lingotto hedder den.

Jeg forestiller mig, at da Giacomo Mattè-Trucco i 1916 tegnede bygningen, så tegnede han taget først. For han ville da have en motorbane på toppen af bygningen. Selvfølgelig!



Han konstruerede derfor en fabrik, hvor alle funktioner pegede frem mod fuldbyrdelsen på toppen. 

I stuen valsede, pressede og hamrede de stålet til karosser. På 1. sal samlede de motorer. På 2. sal begyndte de at skrue bilernes sammen. 

Og så videre. 

Således opstod en Fiat, som en himmelfart fra stuen og op, hvor hver etage var som en sats i en symfoni. 

Den lille Topolino eller Cinquecento bevægede sig gennem en spiral opad gennem bygningen til taget.




Her kom de fuldbragte ud til verden og tog en runde. 

Hvor er det befriende at stå på Longotto med Alperne i horisonten og Torino for ens fødder. 

Giacomo Mattè-Trucco har jo for pokker skabt dette fascinerende værk som en poetisk demonstration af Voltaires sandhed i beton: 

Den "overflødige" og i enhver henseende ekstravagante motorbane er i den grad målet for alle de forudgående skabelsesakter i produktionen. 

Det overflødige er ikke pynten på lagkagen. Pynten kommer først - og sidst.

Det overflødige er meningen med det hele og dermed nødvendigt. Modsætningen mellem de to er ophævet. 

Lingotto beviser det i praksis:

Det overflødige er nødvendigheden selv.

Basta!


Lingotto åbnede i 1923 og er en af de eneste bygninger, der er bygget efter den italienske futurismes principper. Fabrikken lukkede i 1982, hvorefter arkitekten Renzo Piano lavede en masterplan for ny anvendelse og modernisering af det store kompleks, som i dag bl.a. rummer shoppingcenter, biograf, hoteller og teknisk universitet. Banen er med i filmen The Italian Job og første afsnit af James May´s fine tv-serie Car of the People.








Disclaimer


All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

mandag den 20. februar 2017

Horsens 1976



Sådan her så der ud i Horsens i 1976, da jeg var 17 og voksede op i byen. 

Udskift MG, VW, Fiat, Volvo og Opel med Trabant, Wartburg, Tatra, Lada og Moskvitsch, og det der er på sin vis DDR. 




Sådan var Horsens dengang. Som fx i Nygade på billedet herover.

10 år senere følte jeg mig derfor ret godt hjemme i Østberlin før murens fald. 

Billedet herunder er ikke Plattenbau fra Halle eller Neuköln anno DDR, men slet og ret Hybenvej i Horsens i 1970.




I dag har Horsens ændret sig - siger man. 

Men det passer ikke.

Mangel på sammenhæng, kvalitet og karakter i byens rum er en kunstart i Horsens.  

Det er selve stedets ånd, dets genius loci. 

Og paradoksalt nok måske også det, der giver byen en ret sammensat charme.

Seneste eksempel er en rædsel på havnen. 

Midt imellem to af byens få, gamle og karakteristiske bygninger er der sket endnu et sammenbrud ud over det hele. Og der er flere højhuse på stribe på vej.




At de nye blokke på havnen markedsføres under navnet Geiserne er så vidunderligt og typisk Horsens: 

Det giver absolut ingen mening, men det virker skide godt. 

Gode, gamle Horsens...








Disclaimer


All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

lørdag den 14. januar 2017

Verden af i går

Den 5. september 1970 er Jimi Hendrix på vej til sit korte livs sidste koncert på den tyske ø, Femern.

Han er fløjet fra Berlin Tempelhof til Hamburg Lufthavn. 

Han hopper først på bussen fra lufthavnen til Hauptbahnhof i Hamborg. Der er et godt stykke vej. 

Der er god plads i bussen, og Jimi sætter sig bag en ældre herre.

Derfra napper han så toget videre mod nordøst.

Og så kommer han til banegården på Femern. 

Det er koldt, blæsende, og det regner - som en sommer på de kanter kan være og ofte er. 

Han fryser ad helvede til!

Nogle folk henter ham, og kører ham til festivalkoncerten.

Jimi Hendrix var en af tidens største navne. En stor stjerne. 

Sådan som fx Kanye West er det nu om stunder.

På de nederste billeder ses et lille udsnit af Kanyes security team, der den 22. november 2016 er i gang med at eksekvere en såkaldt "lock down" på UCLA Medical Center, fordi Kanye er blevet syg og lige blevet indlagt der.

Tiderne skifter.
















Disclaimer
All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.