Kigger på fugle - en pandemisk guide

Pandemien har fået os til at kigge mere ud ad vinduet, bevæge os mere ud i guds frie natur.

Herude vil blikket snart fanges af havens, parkens, skovens, strandens eller det åbne lands vingede væsner.

Men hvad er det, du ser?

En blot mere end overfladisk interesse for fugle forudsætter et lille håndbibliotek af fuglebøger. De gør oplevelsen større, giver perspektiv og dybde, øger fascinationen af den rigdom af fugle, vi overalt har lige udenfor døren.

Men hvilke bøger, skal der indgå i dit lommebibliotek, så du er kørende til husbehov?

Her er mine bedste bud på de bedste fuglebøger.

Først og fremmest: Undgå de billige og tynde bøger i stil med Fugle i Farver. Det er udslidte travere, der er genoptrykt utallige gange og med tegninger fra midten af forrige århundrede.

En standardværk er Benny Génsbøls Nordens Fugle. En smuk og handy bog skrevet af en af landets dygtigste fuglebogsforfattere, der desværre gik bort i 2005. Selv om den udkom i slutningen af 80´erne er den løbende opdateret. 

Génsbøl har en flydende pen, der gør at man gerne lystlæser i bogen. Alle opslag er velskrevne og informative: "Den hvide vipstjert er en af vore mest "synlige" småfugle. Den piler af sted på vejen foran os på ivrig insektfangst - spadserer i sin pudsige, nikkede gangart rundt på græsplænen eller gårdspladsen og farer så pludselig af sted efter et insekt og vipper bagefter enormt med halen". Det er Génsbøl, når han er bedst, og Nordens Fugle er en af de bedste fuglebøger for alle.

Génsbøl har dog fået alvorlig konkurrence, hvad angår den suveræne allround fuglebog. 

Lars Gejl er nemlig den nye Génsbøl, og det beviser han til overflod med den overdådigt udstyrede Nordeuropas Fugle, der udkom i 2019.

Nordeuropas Fugle har samme næsten litterære kvalitet som Nordens Fugle, og den er flottere og lækrere. Og som noget meget brugbart indledes hvert opslag med et afsnit, der kaldes "Jizz". 

Ordet menes at være en forkortelse for - General Impression and Shape. En fugls karakteristiske jizz er en kombination af fuglens form og opførsel, som er typisk for netop den pågældende art i modsætning til potentielle forvekslingsmuligheder. 

Med andre ord er en sådan beskrivelse meget hjælpsom i forhold til at bestemme, hvilken fugle, man har for øje.

Og så kan Gejl finde på rammende tillægsord, der i et kort hug er ganske rammende og beskrivende: rødstjerten karakteriseres som skovens laps, mens husrødstjerten beskrives som "den elegante rødstjerts sortsmudsede slægtning fra byen". Kongeørnen kaldes mere sporty end havørnen og rørhøg hun er caffe latte farvet på hovedet. Jo, den gode Gejl giver den gas. Herligt.

Om hvid vipstjert skriver han til sammenligning med Génsbøl: "Fuglen spankulerer mest rundt på jorden i jagten på insekter, mens den uophørligt vipper med sin lange stjert".

Når man kender isfuglen fra Hindemade i Sønderjylland, så bifalder man disse sætninger:

"Åens lille diamant er en lille, kompakt og sky fugl med stort hoved og langt, kraftigt næb. Falder trods sit orangerøde bryst og den nærmest selvlysende isblå overside fantastisk ind i omgivelserne langs sø, mose og å. Ses ofte i fuld fart lavt over vandet som et lille, blågnistrende projektil ledsaget af sit korte, skarpe skrig". 

En stor og helt uforståelig svaghed er dog, at bogen ikke informerer om, hvad de forskellige fugle indtager af føde.

Med Génsbøl og Gejl i reolen er man klædt virkelig godt på til en tur i felten. Men du mangler stadig det autoritative, forskningsbaserede pragtværk, som er Fuglene i Danmark. Det er en mursten på knap 750 sider, men det er ikke en side for meget.

Værket er redigeret af Hans Meltofte og Jon Fjeldså og det strutter af viden formidlet på en overbevisende og letlæst facon. Her får hver en fugl i Danmark sin egen lille biografi på et par sider suppleret med indledende kapitler om grupper af arter. 

Det er en mursten, man ikke har med i felten, men som giver et væld af oplysninger. For eksempel kan man om den hvide vipstjert læse, at dens antal er tredoblet som ynglefugl siden 1970´erne. 

Er man først begyndte at kigge på fugle, så vil man snart fascineres af luftens majestæt: Rovfuglen. 

At kigge på rovfugle er kongedisciplinen blandt fuglekiggere. Ørnen, høgen, vågen og falken har uophørligt fascineret menneskene, og der er taget varsler af dens flugt siden tidernes morgen.


Men det er ikke sådan at identificere en rovfugl. For normalt træffer vi den kun på lang afstand, højt oppe, så den skal kendes på vingeform, flugt, hale og fjerdragt - og det er sin sag.

Derfor skal man kende dens jizz, biologi og biotop. Så forveksler man ikke en rørhøg med en musvåge, hvis man møder en i lav flugt over en rørskov.

Benny Génsbøl er også manden bag den bedste, generelle bog dedikeret til rovfugle på dansk: Rovfuglene i Europa.

Den prægtige værk har de samme kvaliteter som Nordens Fugle, men går i dybden med rovfuglene på en myriade af fotos og tavler, der gør identifikation lidt nemmere.

Et vigtigt supplement til Génsbøls bog er Klaus Malling Olsens Rovfuglene i Felten. Malling er en af landets største autoriteter på rovfugle og en eminent formidler, hvilket mange forsamlingshuse rundt om i landet har nydt godt af. 

Mallings bog er målrettet felten og det at bestemme rovfugle i marken. Den indeholder en guldgrube af små og store observationer, der hjælper til at identificere de stolte dræbere i det himmelblå. Desuden fremragende tegninger af Carl Christian Tofte, som tydeliggør typiske detaljer, der differentierer fuglene fra hinanden.

Og så mangler du bare det vigtigste værktøj udover bøgerne, nemlig en god kikkert. 

God fornøjelse!

Aros og Arnoldi

En artikel i Berlingske trøstede mig en lille smule efter mit seneste besøg på Aros.

Artiklen i Berlingske var et interview med Per Arnoldi.

Arnoldis bemærkninger lettede min samvittighed i forhold til min spontane reaktion på nogle af værkerne på Aros: 

"Når der hænger en gammel undertrøje på en pind sekunderet af lang hjælpetekst, så tænker jeg, at det er ens hver gang. Den slags »kunst« får mig til at vende om i døren, for jeg vil ikke belæres. Men jeg morer mig over, hvor homogen den moderne kunstscene er. Det har intet med fortælling at gøre, fordi det folder ikke fortællingen ud. Der er ingen fortælling i selve værket, men kun i den tilstødende tekst. Det er fatalt. Uden ballast går det ikke. Ideen kæntrer ved den mindste storm".

"Vi er nogen, der hårdnakket fastholder troen på, at et objekt kan have udstråling. Den udstråling har det fået, fordi nogen, måske flere, er gået sammen om at lave et værk. Vi er nødt til at være et troende folk".

Lige i øjet, Arnoldi. Jeg synes, jeg oplevede en del undertrøjer på bøjle i nogle af salene. Omvendt var der dog også store oplevelser undervejs. 

Man fristes typisk i sådan en situation til at udbryde: "Nuvel, det er et spørgsmål om smag og behag - men jeg bryder mig ikke om det".

Men er det ikke en lidt flad fornemmelse at gå med?

Nietzsche skriver et sted: "Og I siger, venner, at man ikke kan strides om smag og behag? Men alt liv er strid om smag og behag! Og smag: det er på en gang vægt og vægtskål og vejer; og ve alt levende, som vil leve uden strid om vægt, vægtskål og vejer".

Nietzsche rammer hovedet på sømmet i dilemmaet: Min smag er ikke bare min smag. Min smag vil så gerne have, at alle skal smage på samme måde. Men vil det nogensinde ske? De andre mener altid noget andet.

På Aros kan jeg godt føle mig lidt alene med min smag. For jeg kan fint fornemme, at institutionen Aros har smagt på disse genstande og sagt: Uhm, de smager godt nok godt. Det her er rigtig, kurateret guf.

Men her står jeg så med en bismag.

I den situation er det dejligt at have Arnoldi ved hånden.

Og her er så mit bidrag til genren. Et billede af min gamle undertrøje på en pind.

Bøgernes verden

Et udvalg af mine husguder

Harold Bloom skriver et sted i bogen Hvordan man skal læse og hvorfor:

"Læs dybt, ikke for at finde en tro, ikke for at acceptere det du læser, ikke for at modsige det, men for at lære at tage del i det menneskelige fællesskab, der skriver og læser".

Lige i øjet! 

Som læser kan jeg måske en dag gøre mig fortjent til tålt ophold i de lærdes republik, den république des lettres, som er et åndeligt fællesskab på tværs af nationer og modersmål.

Derfor er klassikerne, mesterværkerne og traditionen værd at dyrke. 

For når vi læser Homer, Melville, Bellow eller Vonnegut, så bliver vi en del af et fælleskab på tværs af slægters århundreder; menige i den lærde republiks hær af læsere. 

Vi er aldrig alene, når vi læser.

At læse er en form for selskabelighed udenfor tid og sted, og som selskabeligheden i sin rene form har den intet ydre formål.

Lidt om Leth og Tvetydighederne

Foto: Petr Novák, Wikipedia

Med podcasten Spørge Jørgen har Jørgen Leth skabt et  fascinerende og velfortalt autobiografisk værk.

Serien begynder som en brevkasse med Jørgen i rollen som orakel, hvorefter spørgsmålene fra lytterne med tiden viger for Jørgens fabulerende erindringer om dette og hint.

Mottoet for Leths podcast er: "Du kan spørge mig om alt!". Dette lidt pirrende løfte kan for en overfladisk betragtning lyde som et ekko af E.A. Poe.

I 1848 skrev Poe: "Hvis der er et ambitiøst menneske, der føler trang til med et slag at revolutionere den universelle verden af menneskelige tanker, meninger og følelser, så står det ham frit for...Det eneste han skal gøre er at skrive og udgive en lille tynd bog. Den skal have en meget enkel titel, bare nogle få ord: My Heart Laid Bare - denne lille bog må svare til sin titel."

Poe mente, at projektet på forhånd var dødsdømt, for ingen ville turde, endsige være i stand til at skrive en fuldkommen sandfærdig, ærlig og komplet livshistorie: "Papiret ville skrumpe ind og brænde, blot han rørte det med sin flammende pen". Men Poe havde modet, han kastede sig ud i projektet, og det samme gjorde hans store beundrer Baudelaire, der efter sigende bad til Poes ånd hver morgen. Om sit værk, Syndens Blomster, skrev Baudelaire: "I denne grumme bog har jeg nedlagt hele mit hjerte, hele min religion, alt mit had".

Er Leths autobiografi så i familie med Poe og Baudelaire? Nej, på ingen måde.

Jørgen Leths metode er uhyre simpel. Hans principper kan sammenfattes i de to  hyppigst gentagne sætninger i podcasten: "Det kan jeg godt lide" og "Jeg er vild med det".

Alt reduceres til denne formel: Det smager godt - eller det smager grimt - uhm eller adr!

Her oplever vi Thorkild Bjørnvigs æstetiske idiosynkrasi for fuld udblæsning.

Bjørnvig definerede den æstetiske idiosynkrasi som en irrationel overfølsomhed, en over-følsomhed, der kommer til udtryk i voldsomme sym- og antipatier. 

Bjørnvig var inspireret af Poes novelle The Tell-Tale Heart (Hjertet der sladrede), hvor hovedpersonen bliver besat af sin væmmelse over en gammel mands øje, som han finder så afskyeligt og modbydeligt, at han ene og alene af den grund må dræbe ham.

Tilsvarende er Jørgen irriteret over air condition, vild med Laos, hader Australien.

Men hvorfor hænger vi da ved Jørgens læber? Hvorfor er det interessant, hvad Jørgen synes om dette og hint?

Er det kun, fordi han er kult i brede kredse som kommentator eller på grund af det med kokkens datter? Muligvis, men i Leths egen selvforståelse beror det på, at han opfatter sig selv som kunstner.

Men hvilken kunstner er Jørgen Leth? 

Leth er barn af det, man kalder den tredje fase af modernismen i dansk litteratur. 

Efter 50´ernes højstemte modernisme  med navne som Martin A. Hansen og Ole Wivel kom Klaus Rifbjerg og Villy Sørensens konfronterende og finurlige anden bølge i begyndelsen af 60´erne. 

I sidste halvdel af 60´erne kom så den tredje bølge, der i høj grad fokuserede på form- og genre-eksperimenter, som systemdigtning, popdigte fx Leths Sportsdigte. Denne form for modernisme var i sin selvforståelse et ryk væk fra bl.a. Rifbjerg og Sørensens opfattelse af, at litteraturen kan være et middel til dybere personlige eller samfundsmæssige erkendelser.

Både Leths lyrik og film er typiske repræsentanter for denne legende, bevidst overfladiske og drillende modernisme. 

Et typisk trejde bølge digt af Vang Steen fra samlingen Teknisk set er det muligt, 1967

Den tredje bølge tror ikke på, at kunstværket på en god dag kan forbedre verden og mennesket. Kunstværket bliver demonteret og udfordret. Hvad er det digt? Alt muligt.

Men den tredje bølge har ikke sagt farvel til forestillingen om fremskridtet. For den eksperimenterende kunst bidrager nemlig i bølgens selvforståelse til et kunstnerisk fremskridt,  og de eksperimenterende værker er hævet over almindelig, gammeldags litteratur eller film, som bare er underholdning for masserne.

Kunstværket som sådan er opløst i eksperimenter og bliver mere og mere meningstømt, men kunstnerens leg med sig selv står stadig tilbage på scenen, som det skabende subjekt og som et mål i sig selv. Kunstneren er derfor stadig en rolle, der i høj grad giver mening for den tredje bølge af modernister.

Siden 60´erne er der sket meget med kunsten og kunstnerens rolle. Leths form for modernisme er blevet udfordret af bl.a. postmodernismen, som ikke alene afskaffede de store fortællinger om Fremskridtet og forestillingen om den store, universelle Sandhed, men også forestillingen om subjektet og Kunstneren. Der er ikke en højere sandhed eller en finere form for kunst, blot fordi den bryder med eksisterende fortælleformer og ikke er mainstream. Al kunst er den samme bolledej, der er ikke noget, der er finere end andet.

I dag er det markedet, der bestemmer. Hvis en kunstner i dag er noget, er det et navn, en mærkevare, et brand.

Når Jørgen Leth udbryder: Det kan jeg godt lide, jeg er vild med det - så bekræfter han ubevidst denne udvikling. 

Ironien ligger i den stiltiende præmis, at når lige præcis hans smag skulle være interessant for os, så skyldes det, at Leth er kunstner. Han er ikke kun en kendis. 

Men det forudsætter, at kunstneren har et pant på en sandhed, som den, Poe hensynsløst stræbte efter at erkende og formulere. Et forehavende, der er helt fremmed for både Leths modernistiske udgangspunkt og hans aktuelle forkærlighed for ytringer om smag og behag.

Hos Leth møder vi ikke en personlighed på jagt efter sandheden, men et (stort) ego, der spontant deler sine tilfældige smagspræferencer. 

Leths anliggende er ikke at lægge et hjerte nøgent frem, drevet af en kompromisløs ærlighed og åbenhed. 

Og derfor er Leth paradoksalt nok alligevel på omgangshøjde med sin tid, selv om han selv stadig lever i forestillingen om at være Kunstner. I virkeligheden er han blevet en vare! 

En logisk konsekvens er det ligeledes, at Leths næste produkt er en videopodcast sponsoreret af en fransk bilfabrik.

Markedsværdi har for længst erstattet sandhedsværdi. Som modernist fik Jørgen altså til sidst en karriere i "elektronisk digtbehandling", som Vagn Steen skrev i 1967. Jeg er sikker på Citroën har en brochure, hvis er.

"Jeg går rundt og sanser verden. Og skriver om det", siger Leth i udsendelsen Alting er klart fra sæson 2019 af Spørge Jørgen.

 "Jeg skal fortælle mine nærmeste omgivelser, hvad jeg ser" er programerklæringen for den nye videopodcast.

Men er der ikke mere end det? Er det så det? 

Giver Poes fordring da for pokker ikke stadig mening, og er der ikke stadig et højere budskab til os i en af hans beslægtede ånders fortættede sætninger:

"I de hyperboræiske (det vil sige nordlige red.) regioner, hvortil den ekstatiske Sandhed, Alvor og Uafhængighed uundgåeligt vil føre en sjæl, som af naturen udstyres med dyb og frygtløs tankegang, ses alt i et tvivlsomt, usikkert og brudt lys. Anskuet gennem den tynde luft skrider og vakler menneskehedens allerældste grundsætninger, og de ender med at være fuldkommen vendt på hovedet. Himlen selv er ikke uden skyld i denne forvirring, for særligt er det i himlen, at de forunderlige spejlinger stilles til skue".

Sådan skriver Herman Melville i romanen "Pierre eller Tvetydighederne" i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. 

Melville søger i 1852 på menneskehedens vegne at samle sin sandhed om verden op. Han kan ikke stilles ved at gå rundt og se og synes dit eller dat. I glimt lykkes det ham derimod at se sandheden i øjnene lige der, hvor de velkendte meninger, holdninger og personlige præferencer vakler og skrider. 

Det er en anden form for modernisme. Måske endda med en tvetydig tro på en mening med det hele...

Jeg er vild med Melville.

Slagtehal fem og Dresdens ødelæggelse

Kurt Vonnegut har sagt, at han er den eneste, der har fået noget ud af Dresdens ødelæggelse den 13.-14. februar 1945: Omkring 3 dollars pr. lig.

Som krigsfange var han i byen under de allieredes bombardement og oplevelsen er omdrejningspunktet i den roman, der blev en bestseller og i dag har klassikerstatus. 

I år er det 50 år siden Slagtehal fem udkom, og det er værd at minde om. For det er en god bog, der er meget let at læse og samtidig er meget bevægende.

Her er lidt om baggrunden for Vonneguts mesterværk:

Dresden var indtil den 13. februar 1945 en af de smukkeste byer i Europa, og var blevet skånet for alvorlige bombardementer.

De første bomber faldt kl. 22.13, og det var englænderne der lagde ud med 244 bombefly. 

Kl. 1.21 - og nu var det morbidt, symbolsk blevet Askeonsdag - kom amerikanerne i anden bølge med over 550 bombefly.

Allerede omkring midnat opstod ildstorme, der kom helt ud af kontrol: varm luft stiger op over ildens centrum i en ildsøjle, der kan blive flere kilometer høj og virker som en støvsuger nede i gaderne, hvor der opstår vindstyrker langt over orkan. Temperaturen er på 800 grader - og der er ingen ilt.

Ingen af flyene blev beskudt. Dresden havde intet antiluftskyts. Det var overført til Østfronten i januar måned.

Det er blevet heftigt diskuteret, hvor mange mennesker, der omkom i dette inferno. Men det var i hvert fald adskillige titusinder og måske mange flere. Man har også diskuteret, om angrebet kunne begrundes militært eller var ren terror.

Uanset hvad: Da de engelske og amerikanske bombefly var færdige med deres mission var stort set hele Dresdens bymidte en ødelagt. 

Dresden dagen derpå

Da røgen og stormene havde lagt sig, kom Kurt Vonnegut op fra kælderen af Schlachthof 5, 10 minutters gang fra centrum.

Kurt var blevet taget til fange i 1944 og udførte tvangsarbejde på en malt-sirup fabrik i Dresden. Han sov i den underjordiske slagtehal og måtte udstå forfærdelige sanitære forhold, meget lidt og dårlig mad samt sadistiske vagter.

Askeonsdag blev han sat til at fjerne smykker fra lig, inden de blev brændt i store stakke på byens torve. 

Efter tyskernes kapitulation blev han sendt hjem på grund af forfrysninger og fik en Purple Heart for indsatsen.

I Dresden prægede ruinerne byen langt op i 60´ernes DDR. Frauenkirche lå hen som officielt krigsmindesmærke og om sommeren græssede der får i murbrokkerne.

Frauenkirche ca. 1965

Da jeg var i Dresden for nogle år siden sad en meget gammel kvinde i sporvognen og fortalte mig uopfordret om, hvordan hun som barn oplevede rædslerne under angrebet på byen. Jeg var dybt berørt over, at bomberne på denne måde stadig sad i byens levende sjæl.

Dresden har i dag genvundet en del af fordums skønhed. Det er vitterlig blevet en prægtig by, men også stadig en hæslig by, skæmmet af plattenbau i centrum. Men Zwinger, Albertinum, Frauenkirkche, Semperoper med mere, det er alt sammen kunst og kultur i absolut verdensklasse.

Protestanter i Tyskland - og mange andre steder - har samlet penge sammen til at genopføre den smukke Frauenkirche. Og bygningens profil pynter ved gud i bybilledet, men indeni virker kirken nu mest som en Playmobil model.

 

Den nye Frauenkirche lige før indvielsen i 2005
med Luther i forgrunden  -  de mørke sten er de originale

I dag tilbyder turistbureauet Vonnegut-sightseeing i Dresden.

Sådan går det! 

Nietzsche i Torino

Under et besøg i Torino var det for mig en særlig oplevelse at se den lejlighed på Piazza Carlo Alberto, hvor filosoffen Nietzsche boede. 

Tredje balkon fra højre i øverste række - Nietzsches værelse

Fem minutter derfra på Piazza Vittorio Veneto ligger cafe Elena i et hjørne af pladsen. Nietzsches stamcafe, hvor ikke meget har ændret sig.

Til hans ære skålede jeg i en Carpano Classico Rosso vermouth. Måske har han betalt ved det gamle kasseapparat, som stadig er der.

Nietzsche skrev en af de mærkeligste og stærkeste selvbiografier, Ecce Homo, i Torino. 

I januar 1889 kastede han sig om halsen på en droschehest, der blev pisket af kusken. Fra da af anede han ikke, hvor han var og levede resten af sit liv i en tilstand af sindsyge.

Nietzsche elskede Torino, men byen gengælder ikke hans følelser i dag, hverken i form af skilte eller en lille plakette på huset eller cafe Elena.