Georg Simmel og essayet

Jeg har i tidens løb skrevet en del om Georg Simmel i diverse bøger og tidsskrifter. Jeg vil hen ad vejen lægge et udpluk ud på bloggen her.

Jeg begynder med et uddrag af min bog: Personligheden og det sociale - En introduktion til Georg Simmel, Aarhus Universitetsforlag 1989.

Et typisk Simmel-essay starter med udkastningen af en række polarite­ter, et sæt tilsyneladende modsætninger. I dette tilfælde drejer det sig om de "Gegentendenzen", som udtrykker sig i kraft af menneskets ønske om at behage andre. Dels ønsker jeg at være en ven, dels ønsker jeg anerkendelse og påskønnelse - jeg ønsker at udmærke mig i for­hold til "vennerne". På kortform de to tendenser over for hinanden: egoisme og altruisme. De indledende polariteter fungerer som den generelle iscenesættelse og konstruktion af essayets rum, hvor grund­begreberne - helt i tråd med Adornos markeringer - ikke defineres, men snarere bygges op som bander. Essayet springer på denne måde lige ud i det, efter kort at have tangeret det miljø, hvori det påtænker at udspille sig.

Efter denne generelle opstillelse kaster Simmel essayets egentlige genstand i spil: smykket. Smykket er en mellemting, mellem de to po­lariteter, mellem altruisme og egoisme. Og det er denne ubestemme­lighedskarakter, denne utydelighed i de begrebslige omrids, der udgør en art irritation, et punkt der klør, en uro i den intellektuelle økologi, noget der ikke er på plads, ikke vil falde til ro, men er anledning til en analyse.

To ting er hos Simmel typiske for de første bevægelser i essayet. For det første: essayets umiddelbare genstand placeres som noget "midt i mellem". De generelle begreber, essayet indledes med, er ikke umiddelbart udtryk for hvad essayet "handler" om, de fungerer som sætstykker, og først efter en indledning, der i princippet kunne indlede hvad som helst, intoneres tematisk. For det andet: disse bander eller poler er redskaber for en analyse, for en begribelse af smykkets "Sinn". Smykkets "Sinn" er ikke dets umiddelbare, men den dybere, mere symbolske figur, essayet i sin progression søger at være et ud­tryk for. 

Denne "Sinn-Deutung" er ikke udelukkende en hermeneutisk udlægning, men snarere en analytisk gennemspilning eller gentagelse, et stiliseret snit, der fjerner smykket fra dets normale miljø, og driver det på scenen, omgivet af begreberne egoisme og altruisme, som ska­ber et bestemt rum, en bestemt betydningsramme. Principielt er dette - som Adorno påpeger - en overfortolkning, en forvrængning af smyk­kets konkrete funktion, men essayet postulerer implicit, at en sådan overfortolkning er forudsætningen for at nå frem til en begribelse af smykkets symbolske valør, som også klinger med i dets konkrete fas­cinationsformer.

I takt med essayets fremadskriden vidner det om justeringer af de to betydningspolariteter, smykket positioneres i forhold til. En række nye polære relationer introduceres, og de fungerer som analytiske trin i en afventende, spørgende dans, der hele tiden formulerer nye adgange og udgange. I nærværende essay dukker modsætningen mellem "Persönlichkeit" og "Unpersönlichkeit", mellem "Zentripetal" og "Zentrifugal", mellem "Haben" og "Sein" op.

Strengt taget er essayets "resultat" blot, at smykket er alle disse ting på en og samme gang. Men pointen er, at dette resultat ikke kan be­tragtes isoleret fra essayet selv. For smykket er samtidig noget mere end disse ting, det er et bestemt "sted" mellem disse ting. Og essayets virkelige resultat består i den stiliserede fordobling og indfangning af det "mystiske øjeblik", hvor smykket, fra blot at være et smykke, bli­ver til essayets "smykke", hvor det bliver en mere omfattende og be­tydningsfuld form. 

Hvad der gælder for de indledende polariteter gæl­der også for essayets genstand: den afgiver kun betydning, den funge­rer kun i essayets form, den lever kun, når essayets dynamiske trojka er synlig: de to bander og - i dette tilfælde - smykket.

Et eksempel på essayets betydningsproducerende mekanik: Det er smykkets "Sinn" at fremhæve personligheden, men denne udmærkelse skal først og fremmest ske igennem "de andres" frivillige anerken­delse, og i denne forstand må personligheden være dem taknemmelig. Smykket er "Kampfplatz des Fürsichseins und des Fürandreseins". Pointen er nu, at fremhævningen altid gennemføres via et moment af upersonlighed. Metal- og stensmykket er eksempelvis noget absolut u-individuelt, det er i princippet ikke på nogen måde forbundet med den fysiske personlighed:

Men netop i dets upersonlighed ligger dets elegance. At dette i sig selv stærkt lukkede...nu alligevel tvinges til at tjene personligheden - netop dette udgør det særligt fascinerende ved smykket.

Og så kommer det nærmeste, essayet er på en definition, som vel at mærke ikke er en definition af smykket, men af det elegante:

Det egentligt elegante undgår tilspidsningen af den specielle individu­alitet, det placerer en sfære af noget mere alment, stiliseret, så at sige abstrakt, rundt om mennesket.

Denne bestemmelse er et spinn-off fra den fortolkningsmekanik, es­sayet monterer og bringer i anvendelse. I det spil, der opstår, når smykket kastes på banen, dukker beslægtede emner op, som øjeblikke­ligt kan inddrages og uden videre indfarves i overensstemmelse med essayets generelle atmosfære. Elegance er strengt taget et synonym for "smykke", men samtidig noget mere, nemlig en fremskrivning af de begrebslige vekselvirkninger, der er virksomme i essayets rum.

Noget ligende gør sig gældende i forbindelse med stil-begrebet. Det opstår i vekselvirkning med elegancen:

Hvis smykket således skal tilføje individet noget overindividuelt, som har retning mod alle og opfattes og påskønnes af alle, så må det, hinsi­des dets blotte materialvirkning, have stil. Stil er altid noget alment, som bringer indholdet i det personlige liv og skaben på en form, som er fælles og tilgængelig for mange.

De begreber, der således dukker op i essayet bærer på en tilfældig­hed, men er ikke desto mindre beslægtede. Essayet bevæger sig som en improvisation, der uafladeligt gentager sig selv som form. Det er de samme grundbegreber, Simmel opsøger. Teksten drejer rundt om sig selv, men ud af dette virvar af vekselvirkende polariteter fremgår ka­rakteristiske relationer og positioner, bestemte betydninger og figurer.

I denne forstand er essayet hos Simmel adækvat med hans opfattelse af det sociale. Det er et hologram, der kan belyses ud fra forskellige indstillinger, forskellige perspektiveringer. Simmels essays er ikke - som David Frisby har hævdet - snapshots under evighedens synsvinkel. Essayformen er som genre velegnet til at fordoble og fastholde den konkrete Geschehen, og fungerer hos Simmel som en demonstration af vekselvirkningshypotesen og de sociale primærprocesser i en særlig teoretisk praksis. Simmels essay er socialanalyse i praksis.

Simmels esayistik er udtryk for en filosofihistorisk vigtig vending mod det konkrete, som også er afgørende hos Adorno og Benjamin. Man kan sige, at essayet bliver en fortsættelse af metafysikken med an­dre midler. Men grundtonen er en radikal anden hos Simmel. Essayet fungerer hos Simmel ikke som en "redning" af fænomenerne, essayet afslører ikke genstandenes karakter af konkret ideologi. Simmel fore­tager ikke en filosofisk, indre sprængning af objekterne, der "redder" kvaliteter ved dem, der fører ud over deres ideologiske præformering. Simmels analytik er overhovedet ikke kritisk i denne forstand. Det fundamentale begreb om samfunds-væren alluderer på ingen måde til en opfattelse af samfundet som en forblændelsessammenhæng. De mi­nimale vekselvirkninger i det sociale felt er ikke feticherede og ideo­logiserede, de opfattes snarere som symboler på væsentlige bevæ­gelsesformer i det sociale, der så i et videre - hos Simmel livsfilosofisk - perspektiv kan tematiseres som metaforer for væren i almindelighed. De har denne karakter af det sociales fundamentalontologi.

Det er måske netop denne attitude til det sociale, det i dag gælder om at oparbejde på ny. Ikke i den forstand, at løsnet nu er essays a la Simmel, men således, at den indstilling af blikket, der følger af læren om formerne for vekselvirkning, og som kommer til udtryk i essayet som genre, tilsammen peger på en bestemt teoretisk praksisform - en bestemt sans for det sociale.

Måske er tiden inde til et mindre polemisk forhold til det sociale, en perspektivering, der forsøgsvis prøver at forblive på et konkret, anti­systematisk niveau, og ikke nødvendigvis munder ud i et politisk resul­tat. Simmels essayistiske tænkestil er et lærestykke i, hvordan en sådan tilgang ikke behøver slå sig selv for munden med forbehold. Hvad Simmel skriver i indledningen til Philosophie des Geldes kunne således stå som en sådan attitudes regulative idé:

Die Einheit diser Untersuchungen liegt also nicht in einer Behauptung über einen singulären Inhalt des Wissens und deren allmählich erwach­sendem Beweise, sondern in der darzutuenden Möglichkeit, an jeder Einzelheit des Lebens die Ganzheit seines Sinnes zu finden.