onsdag den 19. februar 2014

Sære kæpheste - guilty pleasures!

Jeg har en god smag og kan mine klassikere. Fx er Becks album Midnite Voltures uden tvivl et af de vigtigste, der udkom i 1999. Jeg har bare den her lille dæmon inden i mig, der har det med at stille dumme spørgsmål: ”Hvis Midnite Voltures er så god og vigtig en udgivelse, er det så derfor, du aldrig hører den?”- kan den lille satan begynde. Og så fremturer den med sin irriterende, hvislende stemme: ”Hvorfor ikke sætte lighedstegn mellem antal afspilninger og kvalitet. Så de gode albums er lig med dem, du faktisk lytter til”. For at få fred for det genstridige bæst, har jeg måtte skrive denne artikel om nogle af de cd´er, som jeg har hørt en del, selv om jeg udmærket er klar over, at de ikke er særligt gode eller epokegørende.



Mike Oldfield!

Jeg er i besiddelse af Mike Oldfields Tubalar Bells. Både Tubular Bells I, II og III! Og så er jeg endda slet ikke Oldfield fan. Oldfield sælger populært sagt kun plader, hvis de hedder Tubular Bells, så ingen kan vel fortænke ham i at have lavet nogle stykker af slagsen. Den første kom i 1973 og blev som bekendt et verdenshit, godt hjulpet på vej af film-sensationen Ekscorcisten, der brugte et udsnit af kompositionen. Lytter man til dette album i dag, er det ufatteligt, at det har tilbragt 264 uger på de engelske hitlister og solgt over 10 millioner eksemplarer. Oldfield spiller selv alle instrumenter, bl.a. ved hjælp af flere end 1000 overdubs. Det var en teknisk bedrift dengang, men i dag er albummet ulideligt patetisk, slapt og rodet, og det lyder forfærdeligt på cd. Derfor er det jo noget af en overraskelse, at Tubular Bells II (1992) er et forførende lækkert stykke techno-new-age pop, der kun overfladisk er beslægtet med forgængeren. Med god hjælp fra produceren Trevor Horn, der drysser et fint lag puddersukker ud over foretagendet, afleverer Oldfield fermt og træfsikkert en stribe iørefaldende, fokuserede og koncentrerede kompositioner, som det er forbandet vanskeligt at lægge fra sig. Tubular Bells II er en af den slags plader, der stille og roligt sniger sig ind på lytteren og begynder at gro i det skjulte.

Joe Walsh!
Efter en karriere som medlem af James Gang, Barnstorm og som solist med et par mindre hits, kom Joe Walsh med i The Eagles, lige inden gruppen indspillede Hotel California i 1976. Walsh gav The Eagles en mere markant rock-lyd med sine rå riffs og skarpe hooks, som de fx kommer til udtryk på ”Life In The Fast Lane”. Men Joe havde også en solokarriere at passe sideløbende med Eagles. Det gik godt i et par år med de udmærkede But Seriously Folks og There Goes The Neighbourhood, men efter Eagles stoppede, gik Joe gradvist i sort i 80´erne. Han udsendte en stribe albums, hvor det bedste sådan set var deres åndssvage titler: You Bought It You Name It og Got Any Gum? er blot et par eksempler. Det er pinligt retningsløse udgivelser, der udstiller en udbrændt og udsyret rock-millionær, der ikke har det fjerneste at bruge en pladekontrakt til. Skæringen ”I.L.B.T´s”  fra You Bought You Name It siger det hele. Over et pjasket og sjusket hook hyler Walsh igen og igen: ”I Like Big Tits, I am a tit man” og kommer med diverse savlende fladpandede bemærkninger om, hvor højt han elsker disse feminine former. Hvis der nogen sinde er lavet en dårligere plade, vil jeg meget gerne høre om det. Men efter dette nulpunkt udgave Joe i 1985 The Confessor. Jeg faldt over den på vinyl for en del år siden til en flad 10´er, og den har siden været som en kær, sær ven - også i cd-udgaven.  Jeg vil dog absolut ikke opfordre andre til at investere i den, for man skal nok være lidt til en side, for at kunne værdsætte den. Men jeg må tilstå, at jeg har en svaghed for dette underlige album, hvor Joe Walsh leger lidt med moderne elektronik som syndrums og synclavier, men samtidig holder fast i sin beskidte slide-guitar. Det er ikke fordi, Walsh har noget særligt på hjerte: Han synger om at brække benet på et  eksklusivt skisportssted og fejrer selvoptaget sine 15 år i branchen med en sang, der meget originalt hedder ”15 Years”. Måske er det simpelthen bare denne underdrejede, stenede rock-millionærs åbenlyse tidsfordriv, der gør The Confessor til et charmerende bekendtskab og hyggeligt tidsfordriv.




Michael Franks!
Gennem over 25 år har Michael Franks været en driftsikker leverandør af sprød og slikket jazz-funk-muzak til alverdens natradioer. Han må jo have et trofast publikum er sted, for han har alle årene været på et stort pladeselskab, og alle hans udgivelser har hver gang været proppet med tidens dygtigste og dyreste session-musikere - og lyden har været lagt i førende produceres hænder. Jeg skal ikke gøre mig til en kender af Michael Franks, men de par albums, jeg har hørt fra 80´erne lyder i dag håbløst tidsbundne. Jeg holder imidlertid meget af Dragonfly Summer fra 1993. Her er der ikke så meget syntetisk og sødladen funk, men i stedet indtagende melodier, sublimt underspillede musikalske præstationer og en sjælden neutral, homogen og detaljeret lydkvalitet. På Dragonfly Summer tager Franks et markant skridt over mod jazzen på skæringer som ”Monks New Tune” og titelnummeret, mens han med ”I Love Lucy” og ”Keeping My Eyes On You” lægger sig i forlængelse af den klassiske amerikanske show-tradition med sange, der kunne synges af en Sinatra eller Bennet. Med esserne fra The Yellowjackets som backingband og en perlerække af gæstemusikere, er Michael Franks i de bedste hænder, og Dragonfly Summer er en køn, lille perle, der ikke gør meget væsen af sig, men som ikke desto mindre holder til mange gennemlytninger. I 1995 udkom Abondoned Garden, der fortsætter de gode takter, bl.a. med sange skrevet sammen med Antonio Carlos Jobim.



Tanya Tucker!

Velkommen til Nashville, til musikfabrikken og samlebåndet, hvor en håndfuld musikere og producere hvert år spytter hundredvis af stort set enslydende plader ud til det konservative USA. I modsætning til hvad mange danskere går og tror, er det meste country-musik, der kommer fra Nashville gedigen popmusik. Husk på, det var her Shania Twain startede og lavede et par fine pop-skiver, inden hun blev et meganavn. Lad mig præsentere et vaskeægte Nashville-produkt, der endda har været gift med Mr. Rhinestone Cowboy alias Glenn Campbell. Tanya er navnet. Tanya Tucker! Hun brød igennem som 14 årig i 1972 og har vel lavet et album om året siden – plus opsamlinger. Jeg kender imidlertid kun Fire To Fire fra 1995, og tro mig, det er den herligste lille pop-plade med en country rygrad. Og rygraden er sangene - som altid med country. Sange, der handler om noget, små velskabte noveller om bristede illusioner, melankoli og tomhed, men også historier om lidenskaben og lyset i hverdagens ellers grå kamp for at få tilværelsens løse ender til at mødes. Fra start til mål er det førsteklasses traditionelt pop-håndværk. Og godt håndværk kan ofte føles bedre end famlende eksperimenter. Nashvilles bedste sangskrivere og musikanter giver Tanyas rustne, livsmærkede stemme det bedste fundament og akkompagnement på et album, der trækker på klassiske countrytraditioner som blues, western swing og gospel uden på noget tidspunkt at miste blikket for den solide, sentimentale pop-melodi.




Robin Trower!

Er der overhovedet nogen, der husker Robin Trower? Nå ikke. Men han var altså i tidernes morgen med i Procol Harum (”A Whiter Shade Of Pale”), men gik så solo og fik i USA enorm succes med sin power-blues trio i midten af 70´erne. Med Bill Lordan på trommer og James Dewar på vokal og bas udgave han en stribe albums, der ikke er værd at huske i dag. Men gruppen udgav en live-lp, LIVE!, der er en overset perle. I mine øjne er det et af epokens bedste hard-rock albums. LIVE! er en optagelse fra Sveriges Radio den 3. februar 1975 i Stockholm, og når Trower valgte at udgive den, skyldes det ikke, at lydkvaliteten i traditionel forstand er i top. Faktisk er optagelsen sine steder ret overstyret og lilletrommen rasler hele tiden med i takt til bassen. Men her er jo atmosfære i stedet. Der simpelthen er så meget gang i den, og i den grad tyret helt op for Trowers Fender guitar, der lyder virkelig sund og tyk. Maskulin og spændstigt svingende blues-rock fås ikke bedre, og det er synd og skam, at Trower og den fremragende sanger James Dewar (han er fuldt  på højde med Paul Rodgers eller Lou Gramm) stort set er gået i glemmebogen. Albummet er for nylig genudgivet på cd, men jeg holder mig nu til en ridset vinyl-udgave.



Flere!

Dette var blot et lille udpluk. Jeg kunne nævne en håndfuld andre, mere anerkendte albums, som læserne absolut ikke bør gå glip af. Fx irske The Devlins debutalbum Drift fra 1993 og amerianske Toad The Wet Sprockets Dulcinea fra 1994, to af de bedste eksempler på seriøst vedkommende rock i 90´erne. Eller David Baerwalds Bedtime Stories fra 1990, en stor sangskriver, der aldrig efterfølgende fik indfriet løfterne fra dette stærke debutalbum, selv om han var manden bag de bedste sange på Sheryl Crows gennembrud Tuesday Night Music Club. Men så bevæger vi os vist gradvist over i anden fortælling, der passende kunne have overskriften Oversete perler. Men det er en helt anden historie, for her gjaldt det jo først og fremmest om at kaste lys over de lidt skæve eksistenser i reolen.

Udgivet første gang i High Fidelity i 2000