Simmel på rådhuset

Mange tekster kommer i dag til verden i en fart og har et kort og hektisk liv. Indlæg på blogs, Facebook, Instagram, Twitter og i diverse kommentarspor kommer og - går og skæres til hakkelse i døgnets rejsestald.

Men der er stadig tekster, der er længe undervejs. En bog om den tyske sociolog Georg Simmel, der netop har set dagens lys, er et eksempel på en rytme og et tempo, der er helt forskellig for hverdagens malstrøm af tekster.

Jeg har selv den store ære at bidrage til bogen, der indeholder tekster af og om Simmel. 

Nils Gunder Hansen, der er en af redaktørerne, kontaktede mig tilbage i februar 2017, for at spørge, om jeg ville være med.

Så næsten to år er nu gået med at samle bidrag, oversætte originaltekster, redigere og kommentere på  nye bidrag. Herefter er flere eksterne bedømmere, peer reviews, redaktører og korrekturlæsere på arbejde, hvorefter vi stakkels forfattere atter må hen til skrivepulten og rette til - og rette ind! 

En hård fødsel, en meget grundig fødsel, må man sige, og sandelig ikke et hurtigt kejsersnit. 

Men en proces, der hele tiden har fokus på at forbedre og sikre kvaliteten i et produkt, der sigter på en helt anden livscyklus, end de tekster, jeg til daglig omgiver mig med. 

Må denne skønne langsomhed og grundighed aldrig gå af mode!

Mit bidrag hedder i øvrigt: Simmel på rådhuset - Personligheden i brugersamfundet.

Den lille ny fås til evig eje for blot 399 kroner! 

Kan købes her:

http://samfundslitteratur.dk/bog/simmel-sociologiens-eventyrer

Opskriften på lykke eller Schopenhauer som teater

At Arthur Schopenhauer går som et teaterstykke på Betty Nansen, det er da en overraskelse. Men sådan er det.

I Information anmeldes stykket positivt under en overskrift, der sammenligner Schopenhauer med Sven Brinkmann. Det er sympatisk ud fra et ønske om at aktualisere tyskeren i forhold til en aktuel dansk kendis på lykke-fronten, men naturligvis absurd i forhold til, at Arthurs filosofi er en komplet metafysik, et kolossalt filosofisk system, der vil give en forklaring på alt i hele verden.

Den lille bog om lykke - som er grundlaget for stykket - findes på dansk og anbefales varmt. 


Her er en lille indføring.

Inden jeg giver læseren opskriften på lykke, må jeg nødvendigvis kort - og jeg skal gøre det så kort som overhovedet muligt - opridse Schopenhauers synspunkt, så man forhåbentlig kan nyde dybden og rækkevidden i bogens anvisinger.

Schopenhauers grundopfattelse er, at vi som personer er født uforanderlige og uforbederlige. Og at vores indbyggede ubændige og uendelige begær og livsvilje kun skaber smerte og elendighed for alt og alle kloden rundt. Så det bedste ville være, hvis vi bare kunne ophæve os selv og forsvinde ud i intetheden.

Verden er kun vilje og forestilling. Viljen er en rasende, dræbende og ustoppelig vilje til liv, hvor alle æder alle. Forstillingen er det blændværk vores fornuft og intelligens foregøgler os, men som intet har med viljens virkelighed at gøre.

Vores fornuft og forstand er i viljens vold, når det kommer til stykket. Så uanset hvor meget vi måtte meditere, fordybe os i mindfullness, fitness eller indre refleksion, "så fortaber vi os i et bundløst øde...og griber med en gysen intet andet end et flygtigt spøgelse", som Schopenhuer skriver. 

I verden hersker kun meningsløs kamp for overlevelse: "Og betragter man den pris, alt dette gælder: tilværelsen og livet selv; så finder man enkelte øjeblikke med smertefri eksistens, som kedsomheden straks angriber, og som en ny nød snart gør en ende på".

Som man ser: Livet er et inferno og Arthur er ikke jubeloptimist eller en stor ja-hat.

Når Schopenhauer alligevel bliver en filosof, der skriver en konkret vejledning til at være (ikke blive) lykkelig, så skyldes det en epokegørende og meget aktuel kvalitet ved hans filosofi, der første gang så dagens lys for præcis 200 år siden! 

"Ikke gud eller verden eller erkendelsen af en idé, udgør, som i næsten al tidligere filosofi, problemstillingen, men derimod mennesket, nærmere bestemt det handlende menneske. Og dermed markerer Schopenhauer en ny epoke i filosofien, der via Nietzsche fører op i nutiden", som Arnold Gehlen skrev tilbage i 1965.

Schopenhauers filosofi er derfor en kroppens filosofi, en filosofi om, hvad det vil sige at være i en menneskekrop.
Nu kunne man tro, at når verden er meningsløs, så kan man gøre, som man har lyst til. Men her er endnu en knivskarp og dagsaktuelt besked fra Arthur:

"At verden alene har en fysisk, ingen moralsk betydning, er den største, fordærveligste, fundamentale fejltagelse, den egentlige sindelagets perversitet, og er vel i grunden også det, som troen på Antikrist har personificeret".
Derfor giver Schopenhauer en opskrift på, hvordan man kan og skal leve i denne jammerdal: Et åndeligt rejseapotek, som man kan have med under armen undervejs gennem lidelserne.

Og hvad er opskriften så?

Som indskriften lød på Apollontemplet i Delfi: Kend dig selv!

Men hvordan gør man lige det i praksis?

Som menneske har vi ifølge Schopenhauer grundlæggende to karakterer. 

Den empiriske karakter er udtrykt i den adfærd, vi viser i hverdagen. Den er medfødt og uforanderlig og et menneske kan derfor grundlæggende ikke ændre sig - ifølge Schopenhauer. 

Bag den hverdagens karakter ligger den intelligible karakter. Den er lidt sværere at forstå, men Schopenhauer mener, at livsviljen udenfor tid og rum på en måde at villet sig selv og besluttet sig for at lave dig som individ. Det lyder lidt vildt, og det er det også. Men det er heller ikke så vigtigt for vores ærinde her.

Det afgørende er, at i vores liv er kortene givet på forhånd. Vi kan ikke hive en joker ind fra et andet sæt kort. Vi må spille den hånd, vi hver især har fået.

Men hertil kommer så forestillingen om den erhvervede karakter som noget helt trejde, og den er omdrejningspunktet for at være lykkelig.

Den erhvervede karakter er et "kunstprodukt" og et udtryk for "selvdressur", skriver Schopenhauer. Ja, det lyder moderne, og det er det også.


At erhverve sig selv er at erobre sig selv. Det er en kamp for at fravriste livsviljen en viden om ens egen nødvendighed:

"Før han når så langt er han stadig karakterløs. Ganske vist må han i det store og hele forblive tro overfor sig selv og gennemløbe sin bane, som hans dæmon tilsiger ham det, men han vil ikke beskrive en snorlige linje, men derimod en sitrende ulige, han vil svinge, afvige og krænge, berede sig selv anger og smerte. Alt dette fordi han endnu ikke kender sig selv; fordi han opfatter så meget som menneskeligt muligt og opnåeligt, men ikke ved, hvad af alt dette, der i overensstemmelse med ham og er opnåeligt for ham...Har vi endelig lært det, så har vi opnået, hvad man kalder karakter, den erhvervede karakter...Det er den...tydelige viden om den empiriske karakters uforanderlige egenskaber, og om hans åndelige og legemlige kræfters mål og retning, altså også om hans egen individualitets samlede styrker og svagheder. Denne sætter os i stand til nu besindigt og metodisk at gennemføre hans i sig selv uforanderlige rolle". 

Hvor vi før var en slave af os selv og vores karakter, sætter vi os nu udover den, idet vi omfavner den og samtidig dresserer den bevidst. Vi spiller vores kort perfekt
Vi ved hvad, vi magter, hvad vi ikke magter. Vi ved, hvad vi kan give os i kast med, og hvad vi skal lade ligge.
Så vores liv beskriver en linje og ikke en flade, som Schopenhauer beskriver det.

Det er denne proces, Schopenhauer udfolder i 50 ofte meget konkrete og altid letlæste leveregler.

Jeg tror ikke, vi har  brug for andre lykke-bøger end denne ene bibel for hverdagen. Så få fat i den, hvis er.

Caspar David Friedrichs berømte billede - Vandringsmanden - har ofte prydet Schopenhauer-udgivelser. Det er malet i 1818, mens Schopenhauer gjorde sit hovedværk klar til udgivelse. Man ser det nok lidt for ofte på diverse plakater, men kigger man nærmere efter, så illustrerer det faktisk Schopenhauers livsvisdom:

På en bjergtop står han og betragter den storslåede og tågede natur. Han er som en udefra kommende iagttager. 

Han er ikke opslugt af sceneriet. Han har en distance. På en måde er han hævet over det og samtidig en del af det. 

Præcis som Schopenhauers erhvervede karakter. 

Han der i god stil med styr på frakkeskøderne og spadserstokken. Ikke noget tilfældigt der. 

Han spiller sin rolle til fuldkommenhed. 


Han er en linje og ikke en flade.

-o-

Jeg har tidligere hyldet Schopenhauer i dette indlæg på min blog. 

Moby Dick

Der findes litterære klassikere, som man ubetinget skal omkring. Læseren af denne blog vil vide, at Homers Odyssé i mine øjne er en af dem (læs om det her). 

Der gives også klassikere, som det er er hårdt eller umuligt at komme igennem. Ulysses afJoyce for eksempel.

Så er der også klassikere, som man bare ikke får læst i skyndingen. Og tiden går.

Jeg har haft det sådan med Melvilles Moby Dick.

Nu er jeg i gang med at læse den, og det har været en stor oplevelse.

"Kun det grundige er virkelig morsomt", sagde Thomas Mann vist en gang. 

Det gælder også for Moby Dick. Værket er vildt fabulerende og tager ofte en omvej eller sidevej, som altid er en rejse værd. 

Men Melville er også skarp som en ragekniv i korte hug. 

Det chokerende er, at denne bog er skrevet i 1851, men kunne være skrevet i dag. 

Der ligger intet støv på den tekst som er Homer, Rabelais, Nietzsche, Kafka og meget andet i mirakuløs forening.

Her er lidt kostprøver.

Først kulminationen på en vanvittig scene, hvor hovedpersonen er nødt til at sove sammen med en kannibal. 

Optrinnet kunne være taget ud af en Kafka-novelle eller et Kvium maleri:

Herefter en tour de force i den homeriske lignelses ædle kunst. En berusende solo for sprog:

Og afslutningsvis et eksempel på Melvilles evne til også at komprimere sproget, så det bliver en filosofisk nød, som man ikke uden videre knækker og sætter til livs:

Hvem har skænket den danske læseverden dette værk? 

Oversætteren er Flemming Chr. Nielsen. 

Vi skylder ham en meget stor tak for, at Moby Dick nu kan læses i et skarpt og klart dansk. 

Det er en bedrift og et ufatteligt stort arbejde, som endda omfatter alle Melvilles værker. Af hjertet tak herfra!

Man kan i øvrigt læse meget mere og meget godt om Melville på oversætterens hjemmeside mardi.dk.

9. november - en tysk dato

Danske aviser behandler som regel tysk historie 9. november, fordi det er datoen for Krystalnatten. Den dato, Hitler i 1938 for alvor viste sit sande ansigt og overfaldt de tyske jøder og satte ild til deres huse.

Information omtaler også Krystalnatten i dag, men fortjenstfuldt har avisen også en artikel om 9. november 1918, hvor den tyske revolution fandt sted, demokratiet efterfølgende blev indført i Tyskland, og kejser Wilhelm tog benene på nakken til Holland.

Karl Liebknecht udråber republikken fra Berliner Schloss. Sammen med Rosa Luxemburg spiller han en hovedrolle i November-revolutionen.

Godt to måneder senere, den 15. januar, bliver de begge myrdet af politiske modstandere.

Således er 9. november både en forbandet og forjættende dato i tysk historie.

Men det er ikke blot i 1918 og 1938, 9. november er skæbnesvanger.

Parallelt hermed ligger begivenheder i 1848 og 1989.

9. november 1848 bliver den delegerede demokrat, Rober Blum, myrdet i Wien. Dermed er det slut med den såkaldte Marts-revolutions håb om at gøre et mere eller mindre samlet Tyskland til en del af et moderniseret Europa.

Og ja, så er der 9. november 1989 - Murens fald.

Men det er ikke alt. 

For Hitler-Ludendorff kuppet finder også sted den 9. november - 1923. På dansk kaldet Ølstue-kuppet. 

En søndag morgen marcherer Hitler sammen med general Ludendorff og kumpaner i Münchens gader. Målet er at afsætte regeringen i Berlin og indføre et nationalistisk diktatur.

Politiet stopper demonstrationen, NDSAP forbydes - og Hitler ryger i fængsel. 

Og resten er desværre historie...

Disclaimer

All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Modbydelig og nødvendig public service

Klik på foto herunder for at komme til BBC´s Twitterkonto og scroll ned for at læse hele historien.

THREAD

In July 2018, a horrifying video began to circulate on social media.

2 women & 2 young children are led away by a group of soldiers. They are blindfolded, forced to the ground, and shot 22 times. #BBCAfricaEye investigated this atrocity. This is what we found... pic.twitter.com/oFEYnTLT6z

— BBC News Africa (@BBCAfrica) September 24, 2018

Hver dag sker afskyelige forbydelser mod menneskeheden. Det er ubærligt og meningsløst. 

Ofte slipper morderne uden videre afsted med deres ugerninger.

Men heldigvis har vi stadig nogle medier som BBC, der ind imellem går den ekstra mil for at finde de skyldige.

Her er et fremragende eksempel på, hvordan et hold journalister via Twitter med hjælp fra Facebook, Google og meget andet graver de formodet skyldige frem. 

Det er public service for hele verden.

Og hvem ved, måske får de skyldige en dag deres fortjente straf.

Håbet lever!

Bornebusch´ skole på Langmarksvej

Under læsningen af Helge C. Jacobsens registrant om Dryanders skoler i den gamle Haderslev Kreds - se tidligere indlæg her på bloggen fra juni 2018 - kunne jeg ikke undgå at tænke tilbage på min egen skoletid på Langmarkskolen i Horsens.

Jeg er ikke i stand til at fremkalde særligt positive indtryk af  undervisningen på skolen.

Men til gengæld har jeg en meget levende og positiv erindring om de fysiske rammer på skolen, der var ca. fem år gammel, da jeg tøvende trådte ind gennem porten.

I 1957 afholdt Horsens Kommune en arkitektkonkurrence om opførelse af en ny skole i den nordøstlige del af byen ned mod det smukke naturområde Nørrestrand og tæt på et stort antal nye udstykninger af både eje- og lejeboliger.

Arkitekterne Bornebusch, Brüel og Selchau vandt konkurrencen og skolen stod klar i 1963 som en 2-sporet skole fra 1-10. klasse.

Allerede få år efter blev byggeriet belønnet med en pris for de håndværksmæssige kvaliteter og det menneskevenlige byggeri. 

 Jeg husker de smukke skifergulve overalt på gangene. De duftende brune linoleumsgulve i undervisningslokalerne. De brede døre til klasselokalerne og de enorme porte ind til de forskellige sektioner af skolen. Overalt var der detaljer og materialer i høj kvalitet. Meget af interiøret var fremstillet specielt til skolen. 

Alt dette gjorde sikkert et varigt indtryk på mange af eleverne på skolen. Fx den mytiske og frygtede trappeopgang til den balkon, hvor inspektørens kontor og lærerværelset befandt sig.

Der er meget godt at sige om skolen, der på fornem vis kombinerede modernisme med klassisk dansk byggekultur. Skolen fungerede og virkede netop menneskevenlig, og jeg har ikke siden oplevet et bedre indeklima.

Da Horsens Kommune i 2015 vurderede et evt. behov for renovering på skolen, konkluderede man, at skolen efter 50 år brug var i forbavsende god stand.

Det gjaldt taget med vingetegl samt vinduer, døre og indgangspartier, der var udført i mahogni og eg. 

Så jo, jeg gik på en god skole.

Helmigs Malaga

Vi sad i en lounge i Billund Lufthavn sammen med Thomas Helmig og frue. Parret skulle med Ryanair - til Malaga. 

Naturligvis - de har sommerhus dernede, og selv celebre millionærer er udleveret til Ryanairs organiserede elendighed.

"Malaga" er også navnet på den bedste sang med Thomas Helmig, som jeg har hørt til dato.

Det har taget mig noget tid at komme til at holde af den sang. Faktisk helt indtil det øjeblik, Thomas rejste sig for at gå til flyet til Malaga sammen med Renée.

Sangen handler jo nemlig om de tanker man kan få, når man sidder og venter på at komme med Ryanair hjem fra Malaga. 

På grund af omkvædet er man rigtig glad for sangen i smilets by, hvor man læser teksten som en hyldest til Århus, der ligefrem foretrækkes frem for Michigan, Los Angeles - og allervigtigst - selveste København. Større bliver det ikke på de kanter!

Men jeg er ikke sikker på, at "Malaga" først og fremmest er en hyldest til en by. 

Jeg hælder mere til, at Århus er Helmigs Ithaka, som i Homers digt om Odysseus et fata morgana for en  form for hjemkomst. 

Og "Malaga" handler derfor først og fremmest om at finde hjem - som en vaskeægte Odysseus med kurs mod Ithaka og den elskede Penelope. 

At finde hjem i en bredere forstand: at holde regnskab over sit liv, at komme til sig selv og blive den, man er:

Sommetider
Er den eneste måde jeg kan komme videre
At tænke på i går
Så jeg ligger i min drømmeparabol
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Og jeg husker
Hver en kvinde og hver en flirt og hver en fusker
Jeg mødte på min vej, brændte broer
Dukker op i silhouet
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Nogle døre
Må man lukke for at verden kan blive større
Jeg slutter fred med det hele
Alle sammen, hver og en
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Så godnat Malaga, godnat København
Mine længslers vingesus
Sov godt Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Århus

Ja godnat Malaga, godnat København
Jeg lukker mine øjne i Århus

Der er dele af teksten, som klinger hult.

Eksempel: Ordet "drømmeparabol" er malplaceret. Det er da et sjovt ord, men det ødelægger den scene, som Helmig tegner op. 

Ligger manden i en eller anden nymodens gadget og har et trip eller hvad?

Nej, han sidder og reflekterer på vej til at boarde et fly.

Jeg bryder mig faktisk slet ikke om omkvædet. Det er er lidt for meget "Turen går til byer, som jeg synes er rigtig fede". Det er unødvendig namedropping, der igen bortleder fra det væsentlige.

Som bekendt holdt den snilde Odysseus sig ikke ligefrem på dydens smalle sti i de mange år han flakkede omkring, inden guderne lod ham komme hjem til konen. Det kan du læse mere om her på bloggen i et tidligere indlæg:

Kalypso og nostalgiens mysterieum

Tilsvarende taler Thomas om alle sine kvinder og flirter. 

Fred med det, men hvor kommer ordet "fusker" pludselig fra?

"Flirt" er i sig selv på kanten af det demonstrativt kokette, men "fusker", det stikker helt af som et stilskift af rang.

Der er således en del, der står i vejen for de fire linjer, der er Helmigs genialitet, og som er hele essensen i teksten:

Jeg slutter fred med det hele
Alle sammen, hver og en
Mens jeg venter
På at komme hjem igen

Det er mundret og jordnært, kort og præcist. Og i ledtog med melodien er det et poetisk højdepunkt i Helmigs sangkatalog. 

En popsang, der ikke er en kærlighedssang, men en sang om længsel, nostalgi og det at finde hjem med Ryanair -  i traditionen efter Homers Odysseus. Jovist!

Og således er "Malaga" Helmigs mesterværk og coup de grace.