Lingotto - himlen over Torino

Voltaire sagde: 

Det er det overflødige, som er det nødvendige.

Vi nøjsomme protestanter føler instinktivt ubehag ved tanken om alt overflødigt. Tant og fjas. 

Er det nu også nødvendigt? Er det ikke fråds? Er det pengene værd? Lyder det fromt fra vores kræmmersjæl.

Men Voltaires ord indeholder en dyb visdom, og når jeg oplever den i virkeligheden, bliver jeg glad.

Som nu da jeg besøgte den gamle Fiat-fabrik i Torino. Lingotto hedder den.

Jeg forestiller mig, at da Giacomo Mattè-Trucco i 1916 tegnede bygningen, så tegnede han taget først. For han ville da have en motorbane på toppen af bygningen. Selvfølgelig!

Han konstruerede derfor en fabrik, hvor alle funktioner pegede frem mod fuldbyrdelsen på toppen. 

I stuen valsede, pressede og hamrede de stålet til karosser. På 1. sal samlede de motorer. På 2. sal begyndte de at skrue bilernes sammen. 

Og så videre. 

Således opstod en Fiat, som en himmelfart fra stuen og op, hvor hver etage var som en sats i en symfoni. 

Den lille Topolino eller Cinquecento bevægede sig gennem en spiral opad gennem bygningen til taget.

Her kom de fuldbragte ud til verden og tog en runde. 

Hvor er det befriende at stå på Longotto med Alperne i horisonten og Torino for ens fødder. 

Giacomo Mattè-Trucco har jo for pokker skabt dette fascinerende værk som en poetisk demonstration af Voltaires sandhed i beton: 

Den "overflødige" og i enhver henseende ekstravagante motorbane er i den grad målet for alle de forudgående skabelsesakter i produktionen. 

Det overflødige er ikke pynten på lagkagen. Pynten kommer først - og sidst.

Det overflødige er meningen med det hele og dermed nødvendigt. Modsætningen mellem de to er ophævet. 

Lingotto beviser det i praksis:

Det overflødige er nødvendigheden selv.

Basta!

Lingotto åbnede i 1923 og er en af de eneste bygninger, der er bygget efter den italienske futurismes principper. Fabrikken lukkede i 1982, hvorefter arkitekten Renzo Piano lavede en masterplan for ny anvendelse og modernisering af det store kompleks, som i dag bl.a. rummer shoppingcenter, biograf, hoteller og teknisk universitet. Banen er med i filmen The Italian Job og første afsnit af James May´s fine tv-serie Car of the People.

Disclaimer

All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Horsens 1976

Sådan her så der ud i Horsens i 1976, da jeg var 17 og voksede op i byen. 

Udskift MG, VW, Fiat, Volvo og Opel med Trabant, Wartburg, Tatra, Lada og Moskvitsch, og det der er på sin vis DDR. 

Sådan var Horsens dengang. Som fx i Nygade på billedet herover.

10 år senere følte jeg mig derfor ret godt hjemme i Østberlin før murens fald. 

Billedet herunder er ikke Plattenbau fra Halle eller Neuköln anno DDR, men slet og ret Hybenvej i Horsens i 1970.

I dag har Horsens ændret sig - siger man. 

Men det passer ikke.

Mangel på sammenhæng, kvalitet og karakter i byens rum er en kunstart i Horsens.  

Det er selve stedets ånd, dets genius loci. 

Og paradoksalt nok måske også det, der giver byen en ret sammensat charme.

Seneste eksempel er en rædsel på havnen. 

Midt imellem to af byens få, gamle og karakteristiske bygninger er der sket endnu et sammenbrud ud over det hele. Og der er flere højhuse på stribe på vej.

At de nye blokke på havnen markedsføres under navnet Geiserne er så vidunderligt og typisk Horsens: 

Det giver absolut ingen mening, men det virker skide godt. 

Gode, gamle Horsens...

Disclaimer

All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Verden af i går

Den 5. september 1970 er Jimi Hendrix på vej til sit korte livs sidste koncert på den tyske ø, Femern.

Han er fløjet fra Berlin Tempelhof til Hamburg Lufthavn. 

Han hopper først på bussen fra lufthavnen til Hauptbahnhof i Hamborg. Der er et godt stykke vej. 

Der er god plads i bussen, og Jimi sætter sig bag en ældre herre.

Derfra napper han så toget videre mod nordøst.

Og så kommer han til banegården på Femern. 

Det er koldt, blæsende, og det regner - som en sommer på de kanter kan være og ofte er. 

Han fryser ad helvede til!

Nogle folk henter ham, og kører ham til festivalkoncerten.

Jimi Hendrix var en af tidens største navne. En stor stjerne. 

Sådan som fx Kanye West er det nu om stunder.

På de nederste billeder ses et lille udsnit af Kanyes security team, der den 22. november 2016 er i gang med at eksekvere en såkaldt "lock down" på UCLA Medical Center, fordi Kanye er blevet syg og lige blevet indlagt der.

Tiderne skifter.

Disclaimer
All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Life on Mars?

Her er Gale krateret på Mars. 

NASA´s Curiosity Rover tog billedet den 8. september 2016. 

Kom der et væsen sjoskende op af bakken fem sekunder efter billedet blev taget?

Eller gemte noget sig bag den store sten?

Eller hvad nu, hvis du pludselig vågnede op på den bakke? 

Hvilken navnløs malstrøm af rædsel.

Eller: Endelig alene? Endelig fred og ro. 

Probably not...

Den korteste vej til Mars er godt 55 millioner kilometer, men den slagne vej derud er på over 227 millioner kilometer. 

Som Woody Allen sagde: En evighed er lang tid - især hen mod slutningen!

Manufactum - de gode ting findes endnu

Vi køber alt på nettet nu, og de fleste netbutikker ligner hinanden. Men Manufactum er en af dem, der byder på en indkøbsoplevelse med filosofiske og kulturhistoriske dimensioner.

Hos Manufactum ser man på det nye  og moderniteten med dyb skepsis. Nye varer er lidt et skældsord på de kanter.

Hos Manufactum er man ikke til innovation, forandring og omstillinger.

Innovation og modernitet er her lig med et dramatisk kvalitets-,  historie- og kontinuitetstab samt et enormt ressourcespild. 

Manufactum siger: de gode ting findes endnu, men hvor længe?

Det er tyskeren Thomas Hoof, der står bag og siger: ”Es gibt sie noch, die guten Dinge”.

For Thomas Hoof og Manufactum er kvalitet en ideologi. 

Hoof sværger derfor til "materialkonservatismus".

Hans forbillede er John Ruskin, der allerede i forrige århundrede havde blik for, at kvalitet er som en truet dyreart: 

”Der findes ikke noget godt, som en eller anden ikke kan udføre en smule dårligere og en smule billigere”. 

For Thomas Hoof betyder det, at der ikke findes et kvalitetsprodukt, som ikke er truet af elendige, billige efterligninger. 

Verden er fuld af ting, ja, men fuld af dårlige kopier.

Hoofs og Manufactums mission er at redde kvalitetsprodukterne fra at uddø. 

I hans Noahs ark for truede ting er der tusindvis af kvalitetsprodukter. Og de ting, der kommer med om bord skal være en "god" ting, hvilket vil sige:

• At den i forhold til sammenlignelige produkter har taget relativ lang tid at producere, og derfor er den solid og funktionel

• At den er gjort i et materiale, der svarer til dens funktion, og at den derfor samtidig er smuk

• At den er lavet af klassiske materialer som fx metal, glas, bakelit eller træ og derfor holder længe og i givet fald kan repareres og ikke blot smides ud.

Den gode håndværkerer er en frihedskæmper, og det gode håndværk er moralsk vaccine mod hverdagens overflod og ubehaget ved discounterfaringer i butikkerne.

Et radikalt og konsekvent alternativ til en dansk Netto-tilværelse med et inferno af skrammel, der falder fra hinanden, mens man pakker det ud. 

Et forførende analogt modstykke til hverdagens dårlige, digitale uendelighed af nye program-versioner og hyppige opdateringer. 

Hoof har næppe studeret moderne markedføring, for så havde han vel ikke henvist til termodynamikkens anden lov i sit forsøg på at sælge arkivskuffer fra firmaet Elfenbein, der i parentes bemærket under den kolde krig forsynede Stasi og KGB med arkivhardware. 

Men i Hoofs lille reklametekst bliver en arkivskuffe til et ironisk symbol på, at orden er en naturstridig usandsynlighed. 

Arkivskuffen er et våben i kampen mod den lunkne entropiske hverdag: 

”Den som måler sin utrættelige ordenssans på, at den i sidste ende er forgæves, genvinder begrebet om det tragiske og er kommet visdommen et skridt nærmere”, som det så smukt hedder om disse uopslidelige arkivskuffer. 

Slå et smut forbi manufactum.de og find en julegave!

Husguder episode 1: Arthur Schopenhauer

"Schopenhauer er sprogkunstner. Hans tænkning udspringer deraf. Alene på grund af sproget skal man - for enhver pris - læse ham." 

Sagde Franz Kafka, som er en ret god forfatter.

Men man bør også læse Arthur Schopenhauer på grund af det filosofiske indhold, som han så omhyggeligt og suverænt formidler på et klart og smukt tysk. 

Begynd med indledningen til hovedværket - Die Welt als Wille und Vorstellung. Den er skrevet i 1818, men der er ikke faldet et milligram støv på den i de sidste snart 200 år. Tidens tand har ikke magtet at gnave en my af denne tekst, et litterært og filosofisk mesterværk.

Prøv at læse Schopenhauer på tysk. Det er ikke slemt. Men ellers er der jo engelsk og delvist på dansk.

Jeg kender ikke den danske oversættelse, men den er 
sikkert god, for jeg kan kun tilslutte mig oversætter Søren Fauths karakteristik:

"Schopenhauer er den, som har ramt mig hårdest og dybest. Jeg kender ingen anden, som kommer en sand udlægning af eksistensen nærmere".

Jeff Beck og det gode menneske

Selv om jeg har fulgt Jeff Beck tæt gennem årtier, så må jeg indrømme, at hans seneste credo kom lidt bag på mig.

Jeff har godt aldrig været for fastholdere, og at han i en alder af 72 laver et knivskarpt album med unge musikere, kom derfor ikke som en overraskelse.

Men at Loud Hailer er endt som politisk album, det er bemærkelsesværdigt.

Kort sagt: Loud Hailer er et vedkommende og anbefalelsesværdigt album.

Og så slutter det med en sang, der  er overrumplende bevægende.

So who do I believe in? I believe in me
Worship at the shrine of the human body
Who do I pray to? I pray to you
Got faith in the good things
That good humans can do

Som en verdslig salme. En tro på menneskets humanitet og kropslighed på denne side af himmel og helvede. På individet og mødet med den anden. Og håbet om, at vi sammen kan gøre noget godt, og at vi er på vej.

En salme, som endda til slut slår over i valsetakt.

Den er jeg helt med på, Jeff!