Personlighedens gåde - læs indledningen til min bog Hvem er jeg - og hvad med de andre

 

Personlighedens gåde

Om personligheden fristes man til at sige, hvad Winston Churchill sagde om Rusland: En gåde, pakket ind i et mysterium, der gemmer på en hemmelighed.

Denne svimmelhed og tvivlen, disse anelser og labyrintiske fornemmelser, der på en god dag flyder sammen til noget, jeg tør kalde min personlighed. 

Personligheden er noget skiftende og svingende, måske i grunden det, de gamle kaldte et unio mystica, en mystisk forbindelse, enhed og helhed i mig.

Denne bog er en opdagelsesrejse ind i personlighedens gådefulde land. Målet med ekspeditionen er at besvare disse spørgsmål:

• Hvem er jeg – og hvad med de andre?

• Hvad er det gode liv i velfærdsstaten?

Drivkraften er min fornemmelse af personlighed som et løfte; en drøm og en længsel efter en forbindelse eller meningsfuld sammenhæng i min tilværelse, som jeg ikke helt ved, hvad er.

Men jeg ved, at mit håb om det gode, eller i det mindste forbedrede liv, kun kan blive til virkelighed i vekselvirkning med den moderne velfærdsstat.

Der er tendenser i tiden, der tyder på, at jeg ikke er alene med min fornemmelse og mit håb om forandring og forbedring.

Mange søger alternativer til den protestantiske arbejdsmoral og dens krav om karriere og lange arbejdsdage væk fra familien.

Travlheden giver ikke længere den samme status og mening i tilværelsen.

Også internationalt ser vi nye holdninger komme til syne under overskrifter som ‘The Great Resignation’ og ‘Quiet Quitting’, som herhjemme fx også kommer til udtryk i Maj My Humaidans bøger Ærø manifestet og Blødt.

Det er tegn på en modstand mod travlheden og tempoet som det, der giver mig identitet og livsværdi. For arbejdet er måske ikke længere det, der nærmest automatisk opbygger og afstiver min personlighed i hverdagen.

Parallelt med disse tendenser kaster flere og flere sig over radikale måder at forsøge at forlænge livet. ‘Biohacking’, ‘longevity projects’ og diverse måder at faste på skal høvle år af min biologiske alder. Målet er et langt og sygdomsfrit liv.

Men er et langt liv nødvendigvis et godt liv?

Vores rejse ind i personlighedens gåde skal give os svar:

• Hvad er det egentlig, jeg kan forvente af mig selv og grave frem i min personlighed, når automatikken med at få min identitet leveret via mit arbejde er et afsluttet kapitel, og fastekuren ikke førte til udødelighed?

Men min egen frelse er kun den ene side af det, denne bog har fokus på. Vi skal også fordybe os i de andre og samfundet som fællesskab:

• Kan jeg søge mig selv og min personlige udvikling og samtidig vise samfundssind og engagement?

• Er velfærdsstatens formål primært at levere serviceydelser, eller kan vi forestille os en velfærd, der retter sig mod personlighedernes udvikling og trivsel?

På vores færd møder vi seks filosoffer, som kaster lys over personlighedens store gåde, og som tilsammen viser sig at indeholde en upåagtet livsvisdom, der både kan få betydning for den enkelte og for vores opfattelse af forholdet mellem personligheden og velfærdssamfundet i dag.

I bogens første del er fokus på, hvordan jeg oplever og ‘lever’ med min personlighed. Her er hovedvægten lagt på Arthur Schopenhauer, fordi han med sit banebrydende filosofiske system lægger det filosofiske grundlag for den særlige hverdagsnære og personlighedsorienterede tradition, vi her beskæftiger os med.

Kapitlerne om Max Stirner og Friedrich Nietzsche uddyber og perspektiverer Schopenhauers indsigter og bringer os tættere på en forståelse af vores individuelle oplevelse af personlighed, og hvordan vi kan åbne os for og nærme os det gode liv.

Mens bogens første del bringer os nærmere en forståelse af, hvordan vi oplever vores personlighed, og hvordan vi omgås den i hverdagen, ligger fokus i bogens anden del på forholdet mellem personligheden og det samfund, som vi er omgivet af.

Vi møder her sociologen Georg Simmel, der som en af de første reflekterer over forholdet mellem det moderne samfund og personlighedens vilkår. Herefter skal vi stifte nærmere bekendtskab med Harald Høffding og hans demokratiske radikalisme. Høffding er nemlig en af de første tænkere, der forholder sig til personligheden og velfærden.

Vores undersøgelse kulminerer med Villy Sørensens tanker om det humane ligevægtssamfund, hvor vi når helt op til nutiden med spørgsmålet om en bæredygtig balance mellem personligheden, samfundet og naturen.

I bogens afsluttende del forsøger jeg at opsummere den indsigt, vi har fået i personligheden og velfærdssamfundet i løbet af bogens kapitler. Men jeg vover også i al ydmyghed at give lidt mere konkrete bud på, hvad vi bør gøre for at komme nærmere det gode eller i hvert fald det forbedrede liv:

• Hvordan kan jeg bringe orden i mig selv?

• Hvordan kan vi komme nærmere et samfund i ligevægt, der bådestimulerer mine eksistentielle livsmuligheder og giver grobund for, at jeg kan engagere mig i velfærdssamfundets demokrati?

• Hvordan kan jeg leve en meningsfuld tilværelse i et dynamisk fællesskab?

Jeg er helt på det rene med, at langt større ånder end mig kan besvare disse spørgsmål. Men jeg håber – om ikke andet – at vække til eftertanke, fordybelse og besindelse og samtidig pege på nogle spørgsmål, der bør stilles i og til vor tid, som andre måske med tiden vil finde svar på.

Vi skal på den sidste del af rejsen ind i personlighedens gåde således i dialog med Homer, Platon, Sokrates og Ovid. Det skal vi, fordi vi i dag stadig har brug for de gamle myter. I dem og den antikke filosofi kan vi søge nye svar på livets største spørgsmål. 

Ovenstående er indledningen til min bog Hvem er jeg - og hvad med de andre. Om det gode liv og velfærden, der kan købes online hos Bog & Idé, Saxo m.fl. eller i en boghandel nær dig.

Læs om min nye bog: Hvem er jeg - og hvad med de andre?

 

• Hvordan kan jeg bringe orden i mig selv og blive den, jeg er?

• Kan jeg søge mig selv og undslippe trædemøllen med god samvittighed og samtidig vise samfundssind og engagement?

• Skal velfærdsstaten kun levere serviceydelser eller kan velfærd også rette sig mod personlighedens udvikling og trivsel?

• Kan vi skabe et samfund i bæredygtig ligevægt, der både stimulerer den enkelte som personlighed og samfundsborger?

Ovenstående er blot nogle af de spørgsmål, som jeg  forsøger at besvare i Hvem er jeg – og hvad med de andre – om det gode liv og velfærden. 

Jeg har selv arbejdet i velfærdsstatens maskinrum fra midten af 1990´erne og frem til for nylig, og det er en periode, hvor der er sket utrolig meget i opfattelsen af og udviklingen af velfærdsservices. I bogen forsøger jeg at koble min idehistoriske baggrund og min erhvervsmæssige erfaring som kommunikationschef genne næsten 30 år  med en række filosoffers refleksioner over forholdet mellem personligheden og det moderne samfund. På den måde  forsøger jeg at få nyt perspektiv på problemstillingen. 

Jeg tror, vi skal bryde med forestillingen om, at den enkelte kun er et tandhjul i et samfundsmaskineri, der skal holdes kørende for sin egen skyld. På den anden side skal vi også stille større krav til den enkelte om sagligt og nøgternt at tage del i og engagere sig i demokratiet med hele sin personlighed,” siger Henrik Ørnstrup.

Gennem en læsning af  seks filosoffer giver bogen et nyt blik på forholdet mellem den enkelte og velfærdssamfundet og munder ud i en vision om den engagerede personlighed, der aktivt deltager i velfærdssamfundets udvikling.

Bogens budskab udfoldes gennem en fortolkning af filosofferne Arthur Schopenhauer, Max Stirner, Friedrich Nietzsche og Georg Simmel, og fører læseren ind i personlighedens fascinerende og gådefulde verden. En vigtig biperson bogen igennem er Georg Brandes, og der er afstikkere til Platon, Homer og Ovid.

Desuden rehabiliterer jeg  de to danske filosoffer, som dybest har reflekteret over velfærden og personligheden, nemlig Harald Høffding og Villy Sørensen.

Jeg håber, du har lyst til at læse bogen, der købes i alle boghandlere og på nettet.

Du kan læse indledningen til bogen her på bloggen.

Svendborg og verdenslitteraturen

I Svendborg værner man om sine koryfæer. Det bekræfter et par dages besøg i den smukke by og omegn.

To verdensberømte, danske forfattere er knyttet til byen, mens den tredje forfatter, vi i dag husker bedst, “kun” er verdensberømt i Danmark.

Johannes Jørgensen er som den eneste af de tre født i Svendborg.

I dag kun husket af en lille skare af feinschmeckere, som en af symbolismens førende digtere i Danmark. Symbolismen var en lyrisk retning, der med sine åndelige og metaforiske tendenser stod i modsætning  til Georg Brandes og det moderne gennembruds mænd. Johannes Jørgensen skal dog også huskes, fordi han som den første dansker “opdagede” og oversatte E.A. Poe til dansk i sit tidsskrift Taarnet.

 

Verdensberømt blev han dog først, da han forlod symbolismens sværmerier og blev fuldblods katolik. Han skrev nogle meget populære helgenbiografier, hvoraf især den om Frans af Assisi fra 1907 blev meget udbredt i den katolske verden. Johannes blev  udråbt til æresborger i Assisi i 1922 - det siger noget om værkets betydning og Jørgensens status. 

I 1936 fulgte Svendborg uden smålig, protestantisk skelen trop og udnævnte ham til ærersborger. I 1953 forærede byen ham fødehjemmet i Fruestræde som æresbolig, og her boede han sine sidste år. I dag er det et lille museum, åbent for publikum nogle timer om ugen.

Johannes Jørgensens hus i Fruestræde 

Karin Michäelis er den anden verdensberømte forfatter med tilknytning til Svendborg. Hun har indtil for ganske nylig været helt overset i sit fædreland. 

Hun holdt sammen med sin første mand ferie i Svendborg og omegn. I 1908 opførte de sommervillaen Torelore på Thurø og huset brugte Karin som helårsbolig efter skilsmissen fra Sophus Michäelis. I 1933 købte hun også den noget større villa, Bergmannshuset på øen. 

I mellemtiden var hun blevet en international bestsellerforfatter oversat til 20 sprog. Især serien om pigen Bibi var en af de meste læste børnebøger i Europa og siges at have været en inspirationskilde for Astrid Lindgren. 

Karin Michäelis var meget gæstfri og en glødende europæer og anti-nazist. Derfor gav hun i sine huse på Thurø husly til forfattere, der var flygtet fra nazismen.  Bertolt Brecht fandt også her en sikker havn, og han boede en periode i et hus på Skovbostrand ved Svendborg, hvor han bl.a. skrev Mutter Courage og hendes børn. 

Svendborg Kommune ejer både Bergmannhuset og Skovbostrand, der udlejes til forfattere.

Bergmannshuset på Thurø

Nazisterne brændte Karins bøger i Berlin og hun måtte  selv flygte til New York, hvor Thomas Mann var vært ved en stor fest til hendes ære. 

Hun vendte tilbage til Thurø i 1946, hvor hun fik en stormende modtagelse, blev æresborger - og fik en medalje af kongen. Hun ligger begravet på Thurø kirkegård.

Michäelis og Jørgensen er trods verdensberømmelsen gået næsten i glemmebogen, men Tom Kristensen er stadig pensum i gymnasiet og en magtfaktor i dansk litteraturhistorie.

I 1946 lagde Tom hærværksårene i København bag sig og flyttede til Thurø efter at have giftet sig med en af byens døtre fra det (meget) bedre borgerskab. De købte i 1952 Torelore, som Karin Michäelis tidligere havde ejet.

Også Tom Kristensen er æresborger i Svendborg (og inden da på Thurø) og på rådhuset i Svendborg sagde han på festdagen til de forsamlede honoratiores:

“Nu skal jeg altså også løfte arven efter Johannes Jørgensen, det kan være tungt nok efter Karin Micahëlis på Thurø, så jeg får nok at gøre på mine gamle dage”.

Han gjorde også opmærksom på, at det hele begyndte på Thurø:

“Hvad andet godt, jeg har gjort øen, end at bo der i 24 år og opføre mig nogenlunde anstændigt ved jeg ikke…”

Tom Kristensen har en æresplads på Thurø Kirkegård. På stenen står:
Bøjer jeg mig så dybt jeg kan - Vokser min verden sig stor 

Under receptionen blev han spurgt om han havde mødt Johannes Jørgensen:

Ja, jeg besøgte ham i Assisi i Italien, hvor han også var æresborger, hvilket fritog ham for at svare skat. Dernede forstår de sig jo bedre på, hvordan man bør behandle æresborgere, lød det ironiske svar.

Selv om Tom ikke slap fra skatten, så må vi i dag lette på hatten for Svendborgs lange og levende tradition for at ære berømte kunstere med tilknytning til kommunen. Det er godt og prisværdigt og et eksempel til efterfølgelse.

Udsigten og hele kirkegården på Thurø er et besøg værd - vel en af de smukkeste i Danmark.

Vangelis på Olympen

Endnu en af de store mestre indenfor den elektroniske musik har forladt bordet for evigt. 

Vangelis, den store græker, er død. 

Han var mest kendt for sine filmhits Chariots of Fire og Blade Runner, men i hans store værk er der så meget mere. 

Lyt fx til den svalende “Rêve” fra albummet Opera Sauvage, den bevægende “Deliverance” fra Antarctica, den luftige “Come to Me” fra Voices eller den sørgmuntre 3. sats fra El Greco.

“The Oracle of Apollo” fra Direct er måske det mest kompakte udtryk for hans kunst: Den musikalske vignet er inviterende smuk med en glasklar struktur og har denne særlige pastelblå patos, som er så græsk og typisk for Vangelis - en ægte søn af Apollon, lysets og musikkens gud.

De dødes rige - Klosterkirkegården i Haderslev

Siden middelalderen er folk gået ad de samme gader i Haderslev.

Fodtrin, råben, gøen, postyr og musik har lydt i Høj- og Lavgade, Bispe- og Apotekergade eller på Klosteret og Naffet igennem århundreder på de selvsamme gader som på Braunius prospekt fra 1585 - ja, faktisk helt tilbage fra middelalderen.

Godtfolk og fattigfolk har skabt en byplan, der føles så indlysende rigtig. Her er rart at være og nemt at finde rundt!

To verdenskrige og slesvig-holstenske og dansk-tyske stridigheder har sat sit præg på byen.

Det er hele dette dybe, tætte lag af historie, der giver Haderslev sin særlige atmosfære og flair.

Historien er til stede over alt, ikke som en museal kulisse, men som en tone, der svinger med i dagligdagen.

Værdifulde og oftest fredede gamle huse er her i massevis -  efter sigende flere end i Ribe - og også udenfor bymidten ser man på hvert gadehjørne solide eller markante villaer, etagehuse og repræsentationsbygninger, der emmer af detaljer og kvalitet. 

Jeg er vokset op i Horsens, og jeg glædes og overrumples stadig hver dag over den smukke by, jeg nu har færdedes i over 25 år.

Mit foto 2008 -- inden restaureringen af kirkegården

I mange byer - bl.a. i Horsens - findes der mange steder uden ånd. I få byer - bl.a. i Haderslev - er der mange steder med ånd. 

Genius loci, kaldte romerne det. Og ved det forstod de meget konkret, at en særlig ånd vågede over eller passede på et særligt sted. 

Mange romerske altre er viet til genii locorum forskellige steder - ikonisk udtrykt ved fx et overflødighedshorn, en skål eller en slange.

Et af mine yndlingssteder i Haderslev er Klosterkirkegården, hvor der vrimler med ånder, der passer på stedet.

Mit foto fra 2008

Om dette sted er der netop udkommet en bog, som fortjener opmærksomhed.

Det er Helge C. Jacobsen og Ernst  A. Hansen, der har skrevet værket, som er både på tysk og dansk og derfor henvender sig til en stor læserskare - og samtidig understreger byens to-sprogede historie.

Jacobsen er en fremtrædende skikkelse i Haderslev, når det drejer sig om bevarelse af bygninger. Han har tidligere skrevet en interessant bog om Dryanders skolebyggeri i landsdelen, som også er omtalt på denne blog.

Mit foto 2008

Bogen indledes med et rids over byens og kirkegårdens historie. 

Kirkegårdens ældste del er næsten lige så gammel som byen og har derfor fungeret som kirkegård i mere end 770 år. 

Den nyere del af pladsen, som er fra 1808 står uændret og stierne kan stadig ses sammen med lindetræerne, der er plantet i 1815. 

På kirkegården finder man 129 grave og tre mindstesten. 

Desuden er der hele fire krigsmindesmærker, som er med til at gøre kirkegården enestående, som vidnesbyrd om byens og landsdelens bevægede historie.

Teksten på de fleste sten er således tysk, fordi tysk ikke alene var forvaltningssprog, men også kirke- og skolesprog. Sådan var det gennem århundreder, og først i løbet af 1830´erne, hvor dyrkelsen af det nationale bredte sig, blev sproget vigtigt, og borgerne begyndte at dele sig efter, hvilket man talte. 

Efter den 1. Slesvigske Krig (1848-1851) blev sproget en kampplads, og med danskernes sejr blev dansk nu administrationssprog. De tysksindede embedsfolk blev fyret og flyttede fra byen.

I 1864 gik toget så den anden vej, og der kom nye, tysksindede embedsfolk til byen. Herefter er der kun meget få danske inskriptioner på gravene.

Det højere borgerskab talte således tysk, og de lavere klasser sønderjysk dialekt. De fattige havde i bedste fald havde råd til et trækors, som tiden for længst har gnavet væk, så det er de velstilledes grave, vi i dag finder på Klosterkirkegården.

Krigsmindesmærkernes tilblivelse fortæller om en broget og dramatisk historie, hvor mindet om de danske og tyske døde i sig selv paradoksalt nok bliver noget nær en krigsskueplads.

Der er et dansk mindesmærke rejst i 1853 over 28 faldne danske i 1. Slesvigske Krig.

I 1865, da vinden er skiftet, rejser de tysksindede så et mindesmærke over deres faldne i den samme krig, og placerer det klos op ad det danske i en farvestrålende nygotisk stil.

Efter 1. Verdenskrig var spændingerne mellem dansk- og tysksindede udtalt. 

I 1885 havde de tysksindede rejst en høj obelisk i sort poleret granit som endnu et monument over de faldne i 1. Slesvigske Krig, og placeret det midt i byen på Gammelting.

I 1922, da de dansksindede var kommet til magten, ville man af med obelisken på Gammelting. Trods tysksindede protester blev den kørt på havnen og smidt ind i et skur. Her brød dansksindede ind og slog granitten i stykker og smed det i havnen!

Der var derfor ikke stemning for et fælles mindesmærke for de døde i 1. Verdenskrig.

Lige udenfor kirkegården står således de dansksindedes store mindesmærke over lokale faldne i 1. Verdenskrig.

I 1925 blev så det meget mindre, tyske mindesmærke sat op på kirkegården.

Udover den historiske gennemgang er bogen også en registrant over de dødes gravsten, idet samtlige sten og inskriptioner på pladsen er gennemgået og forsynet med biografier, hvor det har været muligt. Desuden gives der også et indblik i kirkegårdens ikonografi og symbolik.

Alt i alt er værket den perfekte guide til dette særlige sted, som man med denne bog i hånden nu får endnu en god anledning til at besøge. Bogen er samtidig et vigtigt bidrag til byens historie, som hermed er blevet endnu et lag dybere.

Hvis der skal lyde et lille suk over udgivelsen, så er det i forhold til kvaliteten af billederne, som er godkendt. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvilket pragtværk dette kunne være blevet, hvis man havde haft råd til at sætte en professionel kunstfotograf på opgaven. Men det kan nås endnu til næste oplag, og måske skulle man kontakte Taschen Verlag, for de er gode til den slags.

Bogen er udgivet på forlaget Historie Haderslev i 2021.

Mig og 80´erne

Verden er fuld af ting. 

Men hvad var det, der skete med tingene i 80´erne? 

Hvorfor blev de så grimme?

Sammenlign den vævre Ford Capri 1600GT fra 1973 med den plumpe og vulgær 2.8i i 1986?

Eller tag denne smukke Marantz 2285 radio fra 1974, og mål den med misfosteret SR-4401 fra 1984.

Det er jo også tingenes skæbne: At et øjeblik er de selve det ny, og så med ét forældede - når en ny model kommer til verden. 

Og det ny er bedre, end det gamle. Sådan vil moden gerne have det skal være..Og sådan var det måske også i 1980, men sådan ser det ikke ud i dag - i mine øjne!

Træerne i byen

                                                                                      Parti fra Kollund skov

I Danmark kan vi blive meget bedre til at plante og værdsætte træer i byerne - i haverne, parkerne og måske særligt på gader og stræder.

På den måde får vi noget af skovens dybe, stille ro tættere på os.

Der er en tendens til at fælde træer uden videre. En ekspert - der på tro og love erklærer, at træet er sygt og hvert øjeblik kan dræbe sagesløse forbipasserende i hobetal - lader sig hurtigt opstøve.

Man behøver sådan set bare krydse grænsen til Flensborg for at opleve kontrasten til en dansk by. Her er der træer i massevis - ikke mindst på gaderne i boligkvarterer.

Her er et eksempel, jeg faldt over på Twitter, fra Utrecht på Baluwkapelseweg i den hollandske by.

Det første foto er fra 1982.

Det andet fra 2020.

Denne sommer i Wien gør de det i små og større bede.

Lidt har også ret.

I Haderslev kan vi også - udsigten fra mit arbejde er god nok.

Så plant et træ - lad det gro, og lad det stå!

Kigger på fugle - en pandemisk guide

Pandemien har fået os til at kigge mere ud ad vinduet, bevæge os mere ud i guds frie natur.

Herude vil blikket snart fanges af havens, parkens, skovens, strandens eller det åbne lands vingede væsner.

Men hvad er det, du ser?

En blot mere end overfladisk interesse for fugle forudsætter et lille håndbibliotek af fuglebøger. De gør oplevelsen større, giver perspektiv og dybde, øger fascinationen af den rigdom af fugle, vi overalt har lige udenfor døren.

Men hvilke bøger, skal der indgå i dit lommebibliotek, så du er kørende til husbehov?

Her er mine bedste bud på de bedste fuglebøger.

Først og fremmest: Undgå de billige og tynde bøger i stil med Fugle i Farver. Det er udslidte travere, der er genoptrykt utallige gange og med tegninger fra midten af forrige århundrede.

En standardværk er Benny Génsbøls Nordens Fugle. En smuk og handy bog skrevet af en af landets dygtigste fuglebogsforfattere, der desværre gik bort i 2005. Selv om den udkom i slutningen af 80´erne er den løbende opdateret. 

Génsbøl har en flydende pen, der gør at man gerne lystlæser i bogen. Alle opslag er velskrevne og informative: "Den hvide vipstjert er en af vore mest "synlige" småfugle. Den piler af sted på vejen foran os på ivrig insektfangst - spadserer i sin pudsige, nikkede gangart rundt på græsplænen eller gårdspladsen og farer så pludselig af sted efter et insekt og vipper bagefter enormt med halen". Det er Génsbøl, når han er bedst, og Nordens Fugle er en af de bedste fuglebøger for alle.

Génsbøl har dog fået alvorlig konkurrence, hvad angår den suveræne allround fuglebog. 

Lars Gejl er nemlig den nye Génsbøl, og det beviser han til overflod med den overdådigt udstyrede Nordeuropas Fugle, der udkom i 2019.

Nordeuropas Fugle har samme næsten litterære kvalitet som Nordens Fugle, og den er flottere og lækrere. Og som noget meget brugbart indledes hvert opslag med et afsnit, der kaldes "Jizz". 

Ordet menes at være en forkortelse for - General Impression and Shape. En fugls karakteristiske jizz er en kombination af fuglens form og opførsel, som er typisk for netop den pågældende art i modsætning til potentielle forvekslingsmuligheder. 

Med andre ord er en sådan beskrivelse meget hjælpsom i forhold til at bestemme, hvilken fugle, man har for øje.

Og så kan Gejl finde på rammende tillægsord, der i et kort hug er ganske rammende og beskrivende: rødstjerten karakteriseres som skovens laps, mens husrødstjerten beskrives som "den elegante rødstjerts sortsmudsede slægtning fra byen". Kongeørnen kaldes mere sporty end havørnen og rørhøg hun er caffe latte farvet på hovedet. Jo, den gode Gejl giver den gas. Herligt.

Om hvid vipstjert skriver han til sammenligning med Génsbøl: "Fuglen spankulerer mest rundt på jorden i jagten på insekter, mens den uophørligt vipper med sin lange stjert".

Når man kender isfuglen fra Hindemade i Sønderjylland, så bifalder man disse sætninger:

"Åens lille diamant er en lille, kompakt og sky fugl med stort hoved og langt, kraftigt næb. Falder trods sit orangerøde bryst og den nærmest selvlysende isblå overside fantastisk ind i omgivelserne langs sø, mose og å. Ses ofte i fuld fart lavt over vandet som et lille, blågnistrende projektil ledsaget af sit korte, skarpe skrig". 

En stor og helt uforståelig svaghed er dog, at bogen ikke informerer om, hvad de forskellige fugle indtager af føde.

Med Génsbøl og Gejl i reolen er man klædt virkelig godt på til en tur i felten. Men du mangler stadig det autoritative, forskningsbaserede pragtværk, som er Fuglene i Danmark. Det er en mursten på knap 750 sider, men det er ikke en side for meget.

Værket er redigeret af Hans Meltofte og Jon Fjeldså og det strutter af viden formidlet på en overbevisende og letlæst facon. Her får hver en fugl i Danmark sin egen lille biografi på et par sider suppleret med indledende kapitler om grupper af arter. 

Det er en mursten, man ikke har med i felten, men som giver et væld af oplysninger. For eksempel kan man om den hvide vipstjert læse, at dens antal er tredoblet som ynglefugl siden 1970´erne. 

Er man først begyndte at kigge på fugle, så vil man snart fascineres af luftens majestæt: Rovfuglen. 

At kigge på rovfugle er kongedisciplinen blandt fuglekiggere. Ørnen, høgen, vågen og falken har uophørligt fascineret menneskene, og der er taget varsler af dens flugt siden tidernes morgen.


Men det er ikke sådan at identificere en rovfugl. For normalt træffer vi den kun på lang afstand, højt oppe, så den skal kendes på vingeform, flugt, hale og fjerdragt - og det er sin sag.

Derfor skal man kende dens jizz, biologi og biotop. Så forveksler man ikke en rørhøg med en musvåge, hvis man møder en i lav flugt over en rørskov.

Benny Génsbøl er også manden bag den bedste, generelle bog dedikeret til rovfugle på dansk: Rovfuglene i Europa.

Den prægtige værk har de samme kvaliteter som Nordens Fugle, men går i dybden med rovfuglene på en myriade af fotos og tavler, der gør identifikation lidt nemmere.

Et vigtigt supplement til Génsbøls bog er Klaus Malling Olsens Rovfuglene i Felten. Malling er en af landets største autoriteter på rovfugle og en eminent formidler, hvilket mange forsamlingshuse rundt om i landet har nydt godt af. 

Mallings bog er målrettet felten og det at bestemme rovfugle i marken. Den indeholder en guldgrube af små og store observationer, der hjælper til at identificere de stolte dræbere i det himmelblå. Desuden fremragende tegninger af Carl Christian Tofte, som tydeliggør typiske detaljer, der differentierer fuglene fra hinanden.

Og så mangler du bare det vigtigste værktøj udover bøgerne, nemlig en god kikkert. 

God fornøjelse!

Aros og Arnoldi

En artikel i Berlingske trøstede mig en lille smule efter mit seneste besøg på Aros.

Artiklen i Berlingske var et interview med Per Arnoldi.

Arnoldis bemærkninger lettede min samvittighed i forhold til min spontane reaktion på nogle af værkerne på Aros: 

"Når der hænger en gammel undertrøje på en pind sekunderet af lang hjælpetekst, så tænker jeg, at det er ens hver gang. Den slags »kunst« får mig til at vende om i døren, for jeg vil ikke belæres. Men jeg morer mig over, hvor homogen den moderne kunstscene er. Det har intet med fortælling at gøre, fordi det folder ikke fortællingen ud. Der er ingen fortælling i selve værket, men kun i den tilstødende tekst. Det er fatalt. Uden ballast går det ikke. Ideen kæntrer ved den mindste storm".

"Vi er nogen, der hårdnakket fastholder troen på, at et objekt kan have udstråling. Den udstråling har det fået, fordi nogen, måske flere, er gået sammen om at lave et værk. Vi er nødt til at være et troende folk".

Lige i øjet, Arnoldi. Jeg synes, jeg oplevede en del undertrøjer på bøjle i nogle af salene. Omvendt var der dog også store oplevelser undervejs. 

Man fristes typisk i sådan en situation til at udbryde: "Nuvel, det er et spørgsmål om smag og behag - men jeg bryder mig ikke om det".

Men er det ikke en lidt flad fornemmelse at gå med?

Nietzsche skriver et sted: "Og I siger, venner, at man ikke kan strides om smag og behag? Men alt liv er strid om smag og behag! Og smag: det er på en gang vægt og vægtskål og vejer; og ve alt levende, som vil leve uden strid om vægt, vægtskål og vejer".

Nietzsche rammer hovedet på sømmet i dilemmaet: Min smag er ikke bare min smag. Min smag vil så gerne have, at alle skal smage på samme måde. Men vil det nogensinde ske? De andre mener altid noget andet.

På Aros kan jeg godt føle mig lidt alene med min smag. For jeg kan fint fornemme, at institutionen Aros har smagt på disse genstande og sagt: Uhm, de smager godt nok godt. Det her er rigtig, kurateret guf.

Men her står jeg så med en bismag.

I den situation er det dejligt at have Arnoldi ved hånden.

Og her er så mit bidrag til genren. Et billede af min gamle undertrøje på en pind.