I 1982 genopfandt Roxy Music sig selv i en musikalsk forvandling af sjældne. Gruppen var sammen med David Bowie 70´ernes store stilskabere. Med mesterværket Avalon satte de for anden gang en epokegørende dagsorden for den moderne rocklyd. Kort efter gik de uden videre i opløsning. Her er historien og gen-anmeldelse af klassikeren, der for nylig udkom i en fremragende HDCD-remastered udgave.
Det hører til sjældenhederne, at rock-grupper foretager radikale stil-skift. Og det er bemærkelsesværdigt, at et stilskifte giver fornyet succes. I reglen stopper de fleste mens legen er god med æren i behold, eller også bliver de ved alt for længe og ødelægger det gode navn og rygte (Yes, Deep Purple, Who osv.). Rockhistorien byder dog på opsigtsvækkende undtagelser. Mest berømt er vel Fleetwood Macs forvandling fra et banebrydende blues-rock band i 60´erne til et lige så banebrydende og endnu mere succesrigt californisk soft-rock band i 70´erne. Eller Jefferson Airplane, der begyndte som udsyrede hippier i 60 ´erne og toppede hitlisterne i 80´erne med højglanspoleret, radiovenlig stadion-rock.
Og Genesis – ikke at forglemme – der tørnede ud med højstemt Ben Hur rock i 70´erne, men vandt verdensherredømmet i 80´erne med klædelig og høflig pop-rock. En af rockhistoriens mest imponerende og usædvanlige forvandlinger står Roxy Music dog for. Usædvanligt fordi gruppens forvandling kun manifesterede sig på et enkelt album, der aldrig siden er fulgt op af pinlige gendannelser. Imponerende fordi dette ene album ikke alene var et radikalt brud med gruppens uhyre stilskabende musikalske fortid og image, men samtidig et fuldbårent mesterværk, der udover store salgstal også fik en kolossal betydning for 80´ernes og 90´ernes rocklyd. Jovist, de 37 minutter og 33 sekunder på Roxy Musics Avalon fra 1982 er lidt af et mirakel.
Vi skriver 1972. David Bowie udgiver Ziggy Stardust. Sweet og Slade dominerer hitlisterne. Glitter- og glamrock er tidens trend, og de mandlige rockstjerner går på høje hæle og sværger til eyeliner og mascara. I USA topper en mand med navnet Alice Cooper hitlisten med ”Schools Out”. I juni måned udgiver Roxy Music deres debutalbum, som med det samme skaber sensation. På omslaget slænger en pin-up pige sig 50´er agtigt indladende. Og gruppens medlemmer promenerer i tøj, der giver associationer til Elvis, Marilyn Monroe og Månebase Alpha. Et af gruppens fremtrædende medlemmer hedder Brian Eno, og han har ikke en tone i livet. Han kan hverken spille eller synge. Men han kan så meget andet. Lave underlige lyde, for eksempel. Han er ikke krediteret for guitar eller trommer, men for ”sonics” eller ”treatments”. Forsangeren ligner en fransk tjener, hedder Bryan Ferry og lyder som en overstyret crooner med en manisk krukket vibrato. Nå ja, og så er der bl.a. også Andy McKay, som minsandten spiller obo og saxofon. Musikken er et helt umuligt sammenrend af rock og rul, støj, og kitsch. På de næste 4 studiealbum skaber gruppen med titler som ”Ladytron”, ”Pyjamarama”, ”Do The Strand” og ”Mother Of Pearl” en dybt original stil, hektisk og kaotisk på overfladen, men kold og gennemtænkt på bunden. En high tech retro-avantgarde, der i dag virker meget tidsbunden, men samtidig i kraft af den enorme indflydelse den fik, ikke lyder forældet. I Roxy Musics tidlige udgivelser forudgribes nemlig meget af punkens energi og den lettere psykotiske ironi og kompakte musikalitet, der efter punkens afblomstring fx prægede Talking Heads.
I 1976 var det i realiteten slut med Roxy Musics første inkarnation. Bryan Ferry koncentrerede sig i de kommende år om sin solokarriere. I 1979 gendannedes gruppen dog og udsendte Manifesto, hvor der satses på simple popsange og stilsikker disco. Roxy er nu et temmelig overfladisk, traditionelt popband og i realiteten et backingband for Ferry. Alt pegede således på, at Flesh And Blood (1980) ville blive gruppens svanesang. I stedet skulle det vise sig at blive det afgørende tilløb til Avalon. Flesh And Blood indeholder bl.a. et par ret meningsløse cover-versioner (”Midnight Hour”, ”Eight Miles High”), et par perfekt svævende popsange (”Oh Yeah” og ”Over You”) samt en klassisk ballade (”Running Wild”). Men så er der et par skæringer, som peger kraftigt frem mod Avalon. ”My Only Love” og ”No Strange Delight” er underligt dybe og svimle lydmalerier med en næsten besættende karakter. Flesh And Blood er et farvel til den rene pop og et vadested for gruppen. Der er en ny modenhed, en indre ro og en ny stor lyd, der bryder med pop-formaterne. Det er et album for alle dem, der ikke kunne udstå Roxy Music før. Men samtidig er det som om Ferry & Co. dunkelt aner en ny vision, en ny dagsorden skriver sig umærkeligt frem. Roxy Music er død! Roxy Music længe leve!
Vi skriver 1982. The Cure udgiver Pornograpy. Boy George og Culture Club dominerer hitlisterne med sorgløs pop. Tidens trend er dekadence med stil og den dovne desperation. Og reggae-rytmer i udvandede disco-varianter. Bowie har for længst lavet sit sidste væsentlige album og er i gang med forberedelserne til ”Let´s Dance”. Tidens nye navne – som Eurythmics – arbejder nu med elektronisk pop. Roxy Music drager til Bahamas, nærmere betegnet Compass Point Studio i Nassau. Chris Blackwell, den daværende ejer af Island Records og manden, der bragte reggae og Bob Marley til Europa, byggede studiet i 1977-78 og indrettede det med state of the art udstyr samt udsøgte komfort- og hotel-faciliteter. Studiet blev hurtigt en stor succes. ”Nassau har ingen karakter”, udtalte Blackwell dengang, ”og det er en god ting for et studie. Hvis du indspiller i London eller Kingston vil omgivelser automatisk påvirke dig. Nassau er som en blank tavle”. Og der er i sandhed indspillet en række originale albums i Compass Point studiet. John Martyn, Joan Armatrading, Dire Straits og Talking Heads har ydet deres bedste på Compass Point, som også har haft besøg af Bob Dylan, Joe Cocker og Grace Jones.
Da Avalon udkom i 1982 landede den som en månesten på jorden eller en fremmed fugl i rock-reservatet. Der var absolut ingen forventninger til udgivelsen. Roxy Music var afskrevet som et udbrændt band. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at deres nye lp ville blive en afgørende inspiration for 80´ernes New Romantics pop og navne som Duran Duran, Japan og Eurythmics, eller at dens lydfilosofi fortsat skulle være en reference og påvirkning for den toneangivende del af 90´ernes rock, der henvendte sig til et modent publikum (det amerikanerne kalder adult contemporary rock). Men hvordan lyder Avalon så i år 2000? Bedre end nogensinde! I efteråret 1999 udkom albummet (og 18 andre Roxy/Ferry titler) i remastrede HDCD-udgaver, ja, de fås tilmed i det lækre mini-vinyl format, der er uhyre populært i Japan (cd´ens cover er en nøjagtig lille kopi af den originale lp, ingen plasticbox). HDCD-udgaven er en åbenbaring i forhold til den sjusket overførte og flade cd-udgave, vi hidtil har måttet leve med. Det berømte forhæng ryger til side, detaljer, som man ikke bemærkede på vinyl-udgaven, myldrer frem og dynamikken er enorm. Desuden er der denne udefinerlige luft omkring instrumenterne og lyden, som er en af HDCD-kodningens oplagte fordele. Nu kan man fx høre, hvordan Bryan Ferry smiler, mens han synger det forrygende titelnummer. Og det har han jo da også al mulig grund til, eftersom det tydeligvis er en magisk musikalsk oplevelse at være en del af. Desuden står det nu endnu mere klart i hvor høj grad albummet fungerer som en helhed. Avalon skal høres fra start til slut som et samlet kunstnerisk udtryk. Fra den kompakte start ”More Than This” til den afsluttende, instrumentale vignet ”Tara”, hvor albummet svæver bort i tusmørkets endnu lune brise, duftende af sandeltræ og mos.
Hverken før eller siden har Bryan Ferry været så ukrukket, afslappet, underspillet og ydmyg som her. Ironien og den udvendige provokation viger for en dyb melankoli og sensuel sårbarhed, der er lysår fra den trendy og modefikserede første inkarnation af Roxy Music. Men storheden og skønheden på Avalon skyldes i høj grad en holdindsats. Og i den forbindelse fortjener trommeslageren Andy Newmark at blive fremhævet. Uden Andy Newmarks diskrete energi, tilbageholdte elegance og geniale evne til overraske og variere på musikkens egne præmisser, ville Avalon ikke være det samme fremragende album. Hør fx den forløsende figur, han lægger ind 2 min. og 28 sek. inde i ”While My Heart Is Still Beating. Det er enkelt, smukt og uhyre effektivt. Her holder et hjerte op at slå - og går så i gang igen. Eller hans dobbelttakt med stortrommen i det første omkvæd på ”Take A Chance With Me”, der ligesom sparker musikken frem som en temperamentsfuld modvægt til melodiens søde pop-kvaliteter. Og brug en aften eller to på at følge hans kantslag og hi-hat på titelnummeret. Sammenlignet med de øvrige toneangivende trommeslagere i 70´erne og 80´erne var Newmark mere funky end Jeff Porcaro, mere bluesy end Steve Gadd, men mindre rå end Jim Keltner og ikke slet så blæret som Simon Phillips. I Roxy Music blev han en perfekt og afgørende holdspiller. Sammen med Jimmy Maelen (percussion) og bassisterne Allan Spenner og Neil Jason udgør Newmark en perfekt sammenspillet rytmegruppe, der med sin power og magiske evne til samtidig at få luften til at stå helt stille omkring beatet er selve hjertet og nerven i Avalon. De eneste tilbageværende oprindelige medlemmer af bandet er dermed reduceret til statister. Men hvilke statister: Phil Manzaneras lidt kejtede og kantede guitar fastholder albummet på den rigtige side af new age-rock. Og ingen kan som Andy McKays spille saxofon (og obo) uden at det et sekund lyder jazzet. Hans frasering er ren og lang, som Elgar og middelalder, en genial kontrast til den funky rytmegruppe, der ellers typisk ville være blevet suppleret med en skrigende ”jazz”-saxofon som David Sanborns.
Avalon vibrerer konstant i en perfekt balance mellem spontan musikalsk energi og gennemtænkte strukturer og arrangementer. Det er det første rock-album, der bevidst arbejder med lyd som atmosfære eller ”ambience” og deri ligger Avalons afgørende betydning. De mange underliggende lag af keyboards virker ikke som et syntetisk akkompagmenet, men som en omhyggeligt konstrueret kulisse, der sætter scenen for ”musikken”. Mens Pink Floyd kombinerede rock med real-lyde og special effects, skabte Roxy Music rock som et sammenhængende, komplekst og organisk lyd-univers. Avalon fremmaner sugende smukke billeder af den tabte tid og det sunkne Atlantis i vores tilværelse, men den enorme kunstneriske kraft, der fremmaner disse syner er i sig selv livsbekræftende og opløftende. Avalon er som en film for ørerne.
Dermed satte Bryan Ferry og Roxy Music i høj grad dagsordnen for en stor del af 80´ernes og 90´ernes rock, uanset om den i øvrigt stilmæssigt lå lysår væk fra Roxy Music. Uden Avalon er fx U2´s The Unforgettable Fire utænkelig. Toneangivende producere som Daniel Lanois, Malcolm Burn og kunstnere inden for alt fra grunge til roots-rock, ja selv country er fortsat påvirkede af den måde at tænke lyd på, som Roxy Music mod alle odds skabte i Nassau i 1982.
Efter udgivelsen af Avalon tog gruppen på en verdensturne. Mini-lp´en The High Road (4 skæringer, bl.a. en formidabel udgave af Neil Youngs ”Like A Hurricane”) dokumenterer, at Roxy Music ikke bare fungerede i studiet. På en scene var de i den sidste inkarnation også et vaskeægte rockband, der kunne trykke de nye sange af med en smittende spilleglæde og rå energi. Efter turneen var det slut med Roxy Music, og indtil nu er det heldigvis ikke blevet til en gendannelse, selv om ingen af gruppens medlemmer har oplevet en tilsvarende kunstnerisk eller kommerciel succes efter Avalon.
Bryan Ferrys solokarriere er ikke kommet i nærheden af kvaliteterne på Avalon, selv om han igen og igen har forsøgt på at gentage mesterværket og er vendt tilbage til studierne i Nassau. ”Beauty should be deeper than the skin” synger Ferry på ”Don´t Stop The Dance” fra den stort anlagte og noget opblæste ”opfølger” Boys and Girls (1985). Men efter Avalon er det aldrig lykkedes Ferry at fremmane en skønhed og melankoli, der er mere end en forførende overflade. Boys and Girls er flot, hvor Avalon er smuk og lummer, hvor Avalon er sensuel. Bête Noire (1987) er mindre oppustet og faktisk bedre end sit rygte, men dog ujævn og tynd i kødet. I 90´erne blev det til et par tamme albums med cover-versioner (Taxi og As Times Goes By) samt det hæderlige Mammouna. Måske er tiden inde til, at Bryan Ferry indser, at Avalons kvaliteter og suveræne lydunivers var resultatet af en række tilfældige omstændigheder.
Et mesterværk kan ikke planlægges, men er derimod noget, der ”bare” finder sted og ”sker”.
Note: Compass Point studiet i Nassau lukkede i september 2010 som følge af politisk uro mv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar