fredag den 17. marts 2017

Lingotto - himlen over Torino




Voltaire sagde: 

Det er det overflødige, som er det nødvendige.

Vi nøjsomme protestanter føler instinktivt ubehag ved tanken om alt overflødigt. Tant og fjas. 

Er det nu også nødvendigt? Er det ikke fråds? Er det pengene værd? Lyder det fromt fra vores kræmmersjæl.

Men Voltaires ord indeholder en dyb visdom, og når jeg oplever den i virkeligheden, bliver jeg glad.

Som nu da jeg besøgte den gamle Fiat-fabrik i Torino. Lingotto hedder den.

Jeg forestiller mig, at da Giacomo Mattè-Trucco i 1916 tegnede bygningen, så tegnede han taget først. For han ville da have en motorbane på toppen af bygningen. Selvfølgelig!



Han konstruerede derfor en fabrik, hvor alle funktioner pegede frem mod fuldbyrdelsen på toppen. 

I stuen valsede, pressede og hamrede de stålet til karosser. På 1. sal samlede de motorer. På 2. sal begyndte de at skrue bilernes sammen. 

Og så videre. 

Således opstod en Fiat, som en himmelfart fra stuen og op, hvor hver etage var som en sats i en symfoni. 

Den lille Topolino eller Cinquecento bevægede sig gennem en spiral opad gennem bygningen til taget.




Her kom de fuldbragte ud til verden og tog en runde. 

Hvor er det befriende at stå på Longotto med Alperne i horisonten og Torino for ens fødder. 

Giacomo Mattè-Trucco har jo for pokker skabt dette fascinerende værk som en poetisk demonstration af Voltaires sandhed i beton: 

Den "overflødige" og i enhver henseende ekstravagante motorbane er i den grad målet for alle de forudgående skabelsesakter i produktionen. 

Det overflødige er ikke pynten på lagkagen. Pynten kommer først - og sidst.

Det overflødige er meningen med det hele og dermed nødvendigt. Modsætningen mellem de to er ophævet. 

Lingotto beviser det i praksis:

Det overflødige er nødvendigheden selv.

Basta!


Lingotto åbnede i 1923 og er en af de eneste bygninger, der er bygget efter den italienske futurismes principper. Fabrikken lukkede i 1982, hvorefter arkitekten Renzo Piano lavede en masterplan for ny anvendelse og modernisering af det store kompleks, som i dag bl.a. rummer shoppingcenter, biograf, hoteller og teknisk universitet. Banen er med i filmen The Italian Job og første afsnit af James May´s fine tv-serie Car of the People.








Disclaimer


All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar