fredag den 17. juni 2016

Rejsefører

Der er allerede kommet noget fortidigt over ordene: en rejsefører; en parlør. 

Nu om stunder har vi jo det hele liggende i en app på telefonen. Vi slæber ikke rundt på vores Baedeker eller Turen går til Rom mere.




Men nu, hvor ferien står for døren, er der alligevel en ufravigelig rejsefører til kufferten, den eneste af af sinslags om landet Molvanien, et  overset rejsemål i Østeuropa. 

Her er alt, hvad der er værd at vide om landet og en parlør, der indeholder vigtige sætninger som:

Sprufki Doh Craszko? - Hvad er det her lugter af?

Var det ikke Nietzsche eller Thomas Mann, der sagde: Kun det grundige er virkelig morsomt?

Og gode, gamle Thommy og Fritz ville have moret og varmet sig ved denne rejsefører, som en god ven forærede mig for år tilbage.

I alt 176 sider om dette ukendte og ikke-eksisterende land formuleret som en rejseguide - helt gennemført og grundig morsom fra første til sidste side. 

Og dermed lægger den sig med tungen i kinden i slipstrømmen efter Homer, der vel skrev den første fiktive rejsebog i form af Odysseen for et par tusind år siden. 

Helt så god er den naturligvis ikke, men vi skal jo også have ferie en gang i mellem.

God tur!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar