lørdag den 3. januar 2015

Weather Report



90% af dem, der kender Weather Report, kender primært gruppen for albummet Heavy Weather, der indeholder gruppens to eneste ”hits”. Det riff-orientrerede ”Birdland”, som vokalgruppen Manhattan Transfer senere med succes satte tekst på samt den uopslidelige, åndeløst smukke ballade ”A Remark You Made”. Heavy Weather var både en triumf og en forbandelse for gruppen. En triumf, fordi albummet både var mesterligt og en sællert  - ”Birdland” var i sidste halvdel af 70´erne fast ingrediens på diskotekerne. Weather Report blev trendy og fik tag i en helt ny gruppe af fans: hvide forstadsknægte, der ellers ikke brød sig meget om noget, der lugtede af jazz. Men også en forbandelse, fordi gruppen blev sat i en bås, den hverken kunne eller ønskede at leve op til. Weahter Report var hverken en ”jazz-rock”, ”fusion” eller en popgruppe, der skrev iørefaldende instrumentale melodier. Weather Report var hævet over traditionelle genre-betegnelser. Derfor kan det i grunden ikke undre, at det gik støt ned ad bakke med gruppens popularitet efter Heavy Weather, og at da gruppen i 1986 blev opløst, var der kun få, der havde fulgt gruppen op gennem 80´erne. Ikke desto mindre ligger der oversete perler både før og efter Heavy Weather, som fortjener at blive genopdaget, og som i dag er tilgængelige på cd i en ofte fremragende lydkvalitet.


Historien om Weather Report er historien om gruppens to kapelmestre, Josef Zawinul på keyboards og saxofonisten Wayne Shorter. De havde begge rødder i jazzen, nærmere bestemt den eksperimenterende udvikling af bebop som Cannonball Adderley og Miles Davis stod for i 60´erne. De medvirker begge på Miles Davis´ banebrydende Bitches Brew, der på mange måder er udgangspunktet for 70´ernes fusions-jazz eller jazz-rock. Men Weather Report adskiller sig radikalt fra al anden fusionsmusik fra 70´erne. Først og fremmest er der ikke nogen guitarhelt i front, og for det andet leder man helt forgæves efter det overfladiske blær og de ulideligt lange, egotrippende soloer, der kendetegnede de andre store fusionsnavne Chick Coreas Return To Forever og John McLaughlins Mahavisnu.Weather Report udviklede sig ret hurtigt væk fra både den traditionelle jazz og fra Miles Davis, og derfor hadede ”ægte” jazz-kritikere Weather Report som pesten. Ikke alene brugte de elektriske instrumenter, det gjorde Miles Davis jo også, nej, det værste var, at deres musik var ”overfladisk”. Jazz-kritikerne savnede deciderede soloer, og de blev forvirrede af, at gruppens musik hele tiden skiftede karakter og fokus. Det var op til lytteren selv at stige ind i musikkens forløb og følge de myriader af parallelle forløb, der var på spil. Weather Report handlede ikke om en solist og et akkompagnerende band. Weather Report var en sand fusion, dens musik var myldrebilleder, hvor impulser fra jazz, rock, blues og verdensmusik poppede uforudsigeligt ind og ud af lydbilledet, et musikalsk total-teater uden grænser og fordomme. 





3 album skal der til, før Zawinul og Shorter når frem til sig selv, og folder den musikalske vision ud i fuldt flor. Mysterious Traveller fra 1974 er det første mesterværk, og det første track ”Nubian Sundance” er en nøgle til forståelsen af gruppens musik. Overfladisk betragtet består ”Nubian Sundance” blot af et funky backbeat ”groove” hvorpå Zawinul draperer en række korte melodiske temaer. Dette groove banker derudaf i 10 stive minutter og umiddelbart lyder det hele som een lang improvisation. Men tag ikke fejl. Dette er nøje konstrueret musik, der uhyre bevidst arbejder med forskellige melodiske strukturer og faktisk er mere beslægtet med klassiske impressionister som Debussy og Ravel end med jazz eller rock. Rygraden er ”groovet”, javist, men ”Nubian Sundance” er samtidig et studie i, hvordan Joe Zawinul på genial vis arbejder med selve lyden eller produktionen som den scenografi, der umærkeligt og uhåndgribeligt skaber det musikalske udtryk. Og det er et udtryk, der konstant er i bevægelse, konstant folder sig ud, fornyr sig, udvikler sig. ”Sundance” er hypnotisk, mystisk, kaotisk, ja i perioder, nærmest som  en uhyggelig besværgelse, for i næste takt pludselig at forvandle sig til noget afklaret lykkeligt. Det er som om ”Sundance” aldrig er begyndt og aldrig kan slutte, som om dens musikalske energi strømmer fra en tidløs og universel kilde, og som om den på en og samme gang udspiller sig i Mombassa, Madrid, Michigan og Mundelstrup. Der er ikke noget uden for musikken, musikken er både kaos og kosmos, tilfældighed og nødvendighed. Weather Report handler fra nu af om selve magien i de musikalske øjeblikke, og ingen gruppe har før eller siden været i stand til at formidle musikkens inderste væsen på denne suveræne måde. Weather Report handler om noget meget enkelt og noget meget indviklet: musikken selv. Musikken som svedende krop og lysende ånd, som en dansende tanke eller en tænkende dans. I virkeligheden sagde Dizzy Gillespie det bedst, da han for mange år siden ringede til Zawinul og sagde: ”Man, I just heard one of your records. That´s music, man!”. 



Black Market fra 1976 er på mange måder gruppens mest helstøbte og lettest tilgængelige album, og dermed et glimrende sted at starte for nye lyttere. Det indeholder gribende smukke melodier, forrygende musikalske præstationer, og en overordentlig god lydkvalitet. Det er også det første album, hvor Jaco Pastorius medvirker – dog kun på nogle af numrene. Fra start til slut er Black Market en uopslidelig klassiker, der bør være i enhver Weather Report samling. 


Zawinul og Shorter kan i nogen grad takke bas-fænomenet Jaco Pastorius for, at Weather Report ikke forblev et kultband. Jaco Pastorius´ umiskendelige båndløse basspil, der fra sekund til sekund kunne skifte fra det uendeligt lyriske til det dyrisk brutale,  gav ikke alene Weather Report en helt ny sound. Da Heavy Weather udkom var Jaco Pastorius et idol på linie med Carlos Santana, og Weather Report kunne pludselig trække et helt nyt publikum til langt større koncertsale og sågar optræde på utallige rockfestivaler. Mange betragter Pastorius perioden som Weather Reports højdepunkt. Det er i mine øjne en sandhed med kraftige modifikationer. 


Det tog Zawinul, Shorter og Pastorius nogle år kunstnerisk at finde benene igen efter den store succes med Heavy Weather. Opfølgeren Mr. Gone fra 1979 lyder i dag forældet, syntetisk og uden den specielle Weather Report magi. Måske fordi albummet i vid udstrækning er indspillet med studiemusikere, og fordi Zawinul, Shorter og Pastorius her satte sig for at være med på noderne. Det efterfølgende livealbum 8:30 går lige an, men så heller ikke mere. På albummet Night Passage er gruppen så småt ved at have spillet sig tilbage i storformen med Peter Erskine som trommeslager, men igen er standarden ikke helt i top. Til gengæld er lydkvaliteten helt suveræn, og meget forskellig fra forgængerne, hvilket i øvrigt er kendetegnende for gruppen, hvis udgivelser alle har hver sin gennemarbejdede lydfilosofi. Vi skal faktisk helt frem til albummet med titlen Weather Report (samme titel som gruppens debutalbum), før gruppen er fuldt på højde med sig selv igen. Albummet er en skammeligt overset perle. Det er gruppens mest ”jazzede” udgivelse, et afklaret, helstøbt værk. ”Current Affairs” er en smuk ballade med en formidabel optagelse af Shorters lysende varme tenorsax og samtidig Zawinuls sidste ballade i stil med ”A Remark You Made”. ”N.Y.C.” er Zawinuls hyldest til jazz-byen, komplet med en afdæmpet og snedig Pastorius som klassisk jazz-bassist. Og på ”Dara Factor One” og især på den afsluttende jam ”Dara Factor Two” hører man disse eminente musikere improvisere over et simpelt ”groove”, hvilket er en helt igennem sublim oplevelse. Albummet er det sidste med Pastorius som bassist og Peter Erskine på trommer. 




Jaco Pastorius døde som 35 årig den 21. september 1987 efter et utroligt fald fra tinderne. På bare 5 år forvandledes han fra den feterede verdensstjerne - bassisternes svar på Michael Jackson -  til en forsumpet, hjemløs bums, der flakkede sindsforvirret rundt i New York og sov i byens parker. Den hjerteskærende tragiske historie er beskrevet indgående i Bill Milkowskis udmærkede biografi, Jaco- The Extraordinary and Tragic Life of Jaco Pastorius (Miller Freeman Books, 1995). 



De fleste regnede med, at Weather Report uden Pastorius ville være en død sild. Men med den nittenårige Victor Bailey som erstatning for Jaco, og Omar Hakim bag trommerne udgav Weather Report 3 album, der er fuldt på højde med gruppens bedste ting fra 70´erne. Procession fra 1983 er sprængfyldt med en ny sammenbidt energi. Her er et band, med en glubende appetit, og et band der stadig har masser af enestående musikalske oplevelser at byde på. Det er et hårdere, mere kompakt og fokuseret Weather Report end nogensinde før, en gruppe, der sammenbidt koncentrerer sig om sit suveræne udtryk. Procession åbner med det fantastiske titelnummer, en af Zawinuls stærkeste kompositioner og en moderne variant af Ravels Bolero. Et tema gentages som i et uendeligt, hypnotisk loop og arbejder sig langsomt frem mod et tordnende klimaks for dernæst at vende tilbage til udgangspunktet. Et hårdt, konsekvent og majestætisk tonedigt. Albummet er en mesterlig tour de force i forjættende og besættende ”grooves” og  et alt for overset album. Albummet kom først i 1998 på cd. 




Domino Theory fra 1984 understreger den nyfundne energi og power i det nye band. Tag ikke fejl af, at albummet åbner med en mærkelig pop-jazz sang, for når den er overstået, byder Domino Theory på knastør funk i mesterklasse, med en veloplagt Wayne Shorter og en ustyrlig Zawinul. Det er et råt muskelbundt af et album, mindre imødekommende og ”sværere” end gruppens øvrige. ”The Peasant” er endnu et gribende Zawinul groove-loop, og Wayne Shorter er tilbage som komponist i fin form på både ”Predator” og ”Swamp Cabbage”. Domino Theory er på højde med Procession, et sprudlende fremragende og desværre også meget overset album. Lydkvaliteten er vanen tro i top med en imponerende dynamik fra top til bund. 





 Sportin´Life er Weather Reports svanesang. Og hvilken svanesang. Albummet er det mest helstøbte og harmoniske siden Black Market, som det i øvrigt bringe mindelser om med sine caraibiske, orientalske og afrikanske klang-paletter. Fra start til slut er det et forrygende, jublende festfyrværkeri af lyd og førsteklasses kompositioner. Åbningsnummeret ”Corner Pockets” rykker så hårdt og voldsomt, at det næsten slår benene væk under lytteren eller brænder højtalerne af. Intet andet band kunne swinge så fysisk hårdt og samtidig fastholde et suverænt cool overblik. I den anden ende af skalaen står  Shorters ”Face On The Barroom Floor”, en gribende lyrisk duet mellem Shorter og Zawinul med Shorters uforlignelige sopransax i en svimlende optagekvalitet. Duetten står som et passende punktum for et af de kunstnerisk mest frugtbare partnerskaber inden for den rytmiske musik. 14 år og 15 albums og med en gennemgående kvalitet hele vejen, der er ufattelig høj.




Alle Weather Reports udgivelser er udkommet hos CBS/Sony. Selvom det ikke fremgår af Sonys sjuskede website, udsendte selskabet i begyndelsen af 90´erne de fleste album i digitalt remasterede udgaver i serien Contemporary Masters. Disse udgaver er i en udmærket lydkvalitet, og de kan alle findes  på nettet til 80-100 kroner. Man kan også finde enkelte titler som en del af Sonys Legacy serie, hvor fx Heavy Weather kan fås med 20 bit remastering, hvilket imidlertid ikke gør nogen afgørende forskel. Den suverænt bedste lydkvalitet finder man på de titler, den japanske Sonyafdeling udgav i midten af 90´erne. Der er i reglen tale om såkaldte vinyl replica med cd´en i en nøjagtig pap-omslagskopi af orginalen. At  de ledsagende informationer står på japansk gør ikke så meget, for disse cd´er i serien Master Sound har en fremragende lydkvalitet og er de amerikanske overlegne både hvad angår dynamik og klarhed.

Hvad er der mere at sige: Se så at komme i gang med at få åbnet dette musikalske skatkammer. Men se bort fra This Is This, det album, Joe Zawinul desværre lavede i gruppens navn i 1986  - formentlig fordi, han var kontraktligt forpligtet til det. Det står i dag, som det eneste virkeligt mislykkede album, gruppen lavede og er flikket sammen med diverse studiemusikere - bl.a. Carlos Santana! - og stort set uden Wayne Shorters medvirken. 


Diskografi:

1972 Live in Tokyo1973 Sweetnighter
1974 Mysterious Traveller
1975 Tale Spinnin’1976 Black Market1977 Heavy Weather1978 Mr. Gone1979 8:30
1980 Night Passage1982 Weather Report1983 Procession
1984 Domino Theory
1985 Sportin’ Life
1986 This Is This!

 1971 Weather Report1971 I Sing the Body Electric

Udgivet første gang i High Fidelity 2008