lørdag den 3. januar 2015

John Martyn in memoriam



John Martyn var en af de sidste skæve eksistenser på den internationale musikscene og et helt usædvanlig alsidigt talent. Han var en pioner som guitarist, både akustisk og elektrisk. Martyns akustiske stil med såkaldt backslapping og percussive stil har påvirket generationer af akustiske guitarister. Hans eksperimenter med at sætte strøm til den akustiske guitar og arbejde med tape-loops, ekko og fasevending var banebrydende. Han var en fremragende sangskriver, og selv om han aldrig har haft et decideret hit, har han skrevet adskillige sange, der i dag er klassikere. Endelig var han en fremragende sanger med sin helt egen stil. Musikalsk forenede han tilsyneladende uforenelige størrelser: Blues og folkemusik, soul og dub, reggae og jazz. Martyn favnede utallige inspirationskilder og forvandlede dem til et helt personligt udtryk. Gennem 40 år nægtede at han bukke under for pladeselskabernes krav om image og salgbarhed, men i det lange løb var det hans egne indre dæmoner, der var hans værste modstander. 

I begyndelsen
John Martyn blev født som Iain David McGeachy i 1948. Begge forældre var operasangere men  blev skilt, da Lain var fem år. Drengen voksede op hos sin bedstemor i Glasgow. John Martyn begyndte sin professionelle karriere som syttenårig. Han spillede en original blanding af amerikansk blues og britisk folk, der gjorde ham til et hot navn på folkemusikscenen i London i midten af 60´erne, hvor også Bert Jansch, Ralph McTell og Al Stewart dukkede op.



Kontrakt med Island
Han skrev kontrakt med Chris Blackwells selskab Island Records allerede i 1967 og blev dermed den første hvide solist på selskabet, der ellers havde fokuseret på sort reggae. De første albums var overvejende tidstypiske britiske folk-plader, men gradvist kom John Martyn frem til sin egen stil. Martyn eksperimenterede med at tilføre sin akustiske guitar effekter med fuzzbox og echoplex. Resultatet var et dybt originalt udtryk, der kombinerede elementer af sequencer-electronica a la Tangerine Dream med funky grooves a la Little Feat. Eksperimenterne fungerede også i koncertsituationen hvor Martyn udviklede kontrollen over effekter med imponerende perfektion i lange improvisationer ved hjælp af tape-loops. Sideløbende og måske som en konsekvens af eksperimenterne blev Martyns stil i stigende grad præget af jazz..

Beverley & John
Dette kom dog kun sporadisk til udtryk på pladefronten. John havde i mellemtiden giftet sig og som en duo udgav John & Beverley Martin to albums i 1970, Stormbringer og Road To Ruin – sidstnævnte indspillet i Woodstock med bl.a. medlemmer af The Band som backing. På et enkelt track medvirker Pentangles bassist, Danny Thomson, der skulle komme til at danne musikalsk parløb med Martyn de kommende år, både på scenen og i studiet.  
Beverley besluttede i 1971 – formentlig også efter pres fra pladeselskabet – at blive hjemmegående med parrets to børn, og med Bless The Weather fra 1971 begynder John Martyns egentlige solo-karriere. Albummet, der overvejende er spillet på akustiske instrumenter, er det første af de klassiske albums fra 70´erne og regnes af mange for bedre end Solid Air. Martyns talent er her i fuldt flor fra første gang. Den kreative energi, den kunstneriske vision og det kompromisløse mod viser sig her for første gang.

Solid Air
Med Solid Air fra 1973 fik John Martyn for alvor sit kunstneriske gennembrud. Albummet hører til blandt de definitive 70´er albums, også takket været et markant omslag. Genremæssigt stritter sangene i forskellige retninger. Titelnummeret – en sang om Martyns nyligt afdøde ven Nick Drake – er dyster jaszz med psykedeliske undertoner. ”May You Never” er en klassik folk-ballade, mens ”I´d Rather Be The Devil” er rå blues. Inside Out, der udkom samme år var ikke just, hvad pladeselskabet havde håbet på. I stedet for noget i stil med Solid Air fik man et album præget af jazz og improvisationer og en endnu mere sløret vokal. Albummet opfattes i dag også som et af Martyns klassiske albums.



Live At Leeds
Efter Sundays Child – et mindre eksperimenterende og mere sangorienteret album - turnerede Martyn med et band bestående af Danny Thomson på bas, Jon Stevens på trommer og den tidligere Free guitarist, Paul Kossoff. Turneen var præget af Kossoff narkomisbrug og de øvriges forkærlighed for alkohol. Historierne om Martyns nævekampe med de øvrige bandmedlemmer er mange, men på scenen fungerede det eksemplarisk. Live At Leeds 1975, som Island Records ikke ville udgive og John derfor solgte via mailorder fra privaten, er en fornem dokumentation af Martyns talent og geni og det eminente samspil med Thomson på bas. De over 18 minutters indledende eksperimenter med echoplex og fuzzbox er fremragende i deres helt egensindige stil.  Efter turneen tog familien Martyn sig af Kossoff, men året efter døde han. Martyn havde på under to år mistet to nære venner, og hans egen livsstil var ikke just bæredygtig.

One World
John Martyn ude i tovene. For mange turneer, for meget pres fra musikindustrien samt en god portion druk og skørlevned nødvendiggjorde en pause.  Chris Blackwell kom på dette afgørende tidspunkt i Martyns karriere til at spille nøglerolle. Han inviterede John Martyn til at bo hos sig på Jamaica for at finde ny inspiration og energi. Her kom Martyn til hægterne og mødte den legendariske dub-producer, Lee ”Scratch” Perry, og sad med på flere sessions. Der har sikkert været rigelig med sjov tobak og alkohol, for John Martyn har siden berettet, at han ingen erindring har om, hvilke sessions, han deltog i. Men mødet med Perry satte sig dog tydelige spor efterfølgende. Det viste sig nemlig, at Martyns eksperimenter med fuzz og ekko var et perfekt match til Lee ”Scratch” Perrys dub-teknikker. Og netop denne kombination kom i høj grad til at præge musikken og hele atmosfæren på One World.

Hjemme i England begyndte Martyn nu at skrive sange og lave demoer, som siden skulle blive til One World. Takket være Martyns mentor, Chris Blackwell, der selv producerede albummet, blev der ikke sparet nogen anstrengelser for at lave så godt et album som overhovedet muligt. ”Island var en familie dengang, alle arbejdede sammen”, har Martyn siden udtalt. Blackwell samlede en skare af førsteklasses musikere fra bands som Brand X, Gong, Traffic, Fairport Convention og Pentangle og besluttede, at hele flokken skulle samles til indspilningerne på hans landsted i Berkshire. Med sig tog Blackwell lydteknikeren Phil Brown, der havde arbejdet med Hendrix, Stones, Steve Miller og Small Faces. Men det var ikke på grund af dette CV, at Blackwell hyrede Brown. Brown var en pioner med hensyn til udendørs lydoptagelser, og det var Blackwells plan at bruge hans evner på dette område efter at have set ham arbejde med optagelsen af vokaler og percussion på Robert Palmers album Pressure Drop i 1975.

Gæs på bånd
Derfor kom omgivelserne på Woolwich Green Farm i høj grad til at spille en rolle for lyden på One World. Phil Brown konstruerede et sindrigt lydsystem med et live feed fra den nærliggende sø, således at indspilninger kunne foregå udendørs samtidig med at omgivelsernes ambience kom med på bandet. ”Vi optog udendørs og pumpede alt, John spillede gennem PA-systemet tværs over søen, hvor vi havde mikrofoner stående, og det aspekt gjorde det hele magisk”, har Phil Brown fortalt.  Derfor kan man i baggrunden høre både får og gæs, der flyver over søen samtidig med, at vandet risler fra bækken i nærheden.
Men også de sociale forhold bidrog til de enestående sessions. Musikerne havde koner og børn med, og det vrimlede med gæster, der skulle besøge Island-bossen Blackwell. Og måske vigtigst af alt: John Martyn kunne ikke smutte ned på det nærmeste og forsvinde i dagevis. Han var langt ude på landet i en uhyre frugtbar kunstnerisk atmosfære og kunne koncentrere sig om sin musik 100%.



Og resultaterne udeblev ikke. Efter 10 dages optagelser stod Blackwell med et mesterværk. Et album, der både var Martyns mest tilgængelige og iørefaldende og samtidig det dristigste og mest banebrydende. Alle Martyns inspiratonskilder – folk, jazz, soul, reggae og rock – smelter perfekt sammen. Både melodier og tekster er intet mindre end fremragende og spænder genremæssigt vidt. Fra den åndeløse akustiske ballade ”Couldn´t Lover You More” til chill-out mesterværket Small Hours. Fra den latin-inspirerede ”Certain Surprise” til dub tour de forcen ”Big Muff” i samarbejde med ”Scratch” Perry.  Samtidig fungerer albummet som en helhed. Martyns guitarspil er helt i særklasse og stemmemæssigt er præstationen gribende hudløs og dybtfølt.  Albummets vibe og atmosfære foregriber den britiske trip-hop hos Massivre Attack eller Portishead, men One Worlds tilbagelænede og alligevel meget intense stemning er i bund og grund tidløs.


Grace and Danger
Med One World stod Martyn kunstnerisk på toppen af sin karriere og havde alle muligheder for et kommercielt gennembrud. Men personligt var han kraftigt for nedadgående. Ude af de trygge rammer på Blackwells landsted faldt Martyns tilværelse fra hinanden. Ægteskabet med Berley gik i vasken og hans alkohol- og stofmisbrug nåede nye højder.  Heldigvis løb Martyn på Phil Collins, der også var mit i en beskidt skilsmisse. I et særdeles frugtbart samarbejde indspillede de Grace And Danger. Det er slut med de psykedeliske dub-inspirerede guitareksperimenter. I modsætning til One World er lyden mere poleret og kontrolleret. En tæt og uhyre velspillende trio bestående af Collins på trommer, John Giblin på bas og Tommy Eyre på keyboards backer Martyn op på en stribe meget stærke og personlige sange. Så stærke og personlige, at Chris Blackwell – der var en nær ven af både Beverley og John – i første omgang nægtede at udgive pladen. Men efter et års pres fra Martyns side udkom albummet så i 1980. Grace and Danger burde have givet Martyn et stort gennembrud, men det både iørefaldende og meget flot producerede album solgte ikke særlig godt. Efter udgivelsen forlod Martyn Island Records.


80´ernes mørke
Samarbejdet med Phil Collins fortsatte på Glorious Fool i 1981, et udmærket album i stil med Grace And Danger og Martyns mest rockede. Det er i høj grad præget af den bombastiske trommelyd, som Phil Collins dyrkede i 80´erne. Albummet solgte relativt godt, og hans nye pladeselskab satsede nu på det store, internationale gennembrud. Well Kept Secret, skuffede fælt, både hvad angår kvaliteten af sangene og den kliniske lydproduktion, og regnes for Martyns svageste. Men paradoksalt nok er det hans bedst sælgende album. I syv uger var det på hitlisten i England, endda et smut blandt de 20 mest solgte.  
Fra 1984 var Martyn tilbage hos Island Records. Selskabet forsøgte uden held at skaffe Martyn et gennembrud i stil med Phil Collins, Stevie Winwood og Sting, der med poleret, soulpræget pop havde gigantisk succes. Der er hæderlige sange på både Sapphire fra 1984 og Piece By Piece fra 1986, men produktionen er kraftigt domineret af en syntetisk, keyboard- og tromme-lyd lyd, der er så typisk for meget af 80´ernes rock.


90´erne
I 1988 blev John Martyn fyret fra Island Records og stod uden pladekontrakt. I 1990 er han tilbage på et lille selskab, og med indgangen til 90´erne forsvinder trommemaskinerne og den syntetiske lyd. Derfor virker The Apprentice faktisk som et comeback. I realiteten er der dog tale om materiale, som Island afviste at udgive. Produktionen er dynamisk og med masser af rum og albummet er første tegn på den stigende formkurve, der skulle komme til at præge 90´erne. Cooltide fra 1991 er Martyn i det mest soulede og jazzede hjørne. Stemmen, der nu er dybere og mere rusten, bruges nu udpræget som et eget instrument - ja næsten som freeform jazz - på en stribe velproducerede og komplekse kompositioner.   Desværre er der ikke mange, der får mulighed for at opdage dette fine album. Martyn er på dette tidspunkt en kult-figur med et vigende publikum. I 1996 forsøger han uden held – igen med hjælp fra Phil Collins og et nyt pladeselskab – at svømme tilbage i rockens hovedstrøm med And, et album der flirter med trip-hop og soul-ballader. And fik fortjent flotte anmeldelser, men et større gennembrud er i virkeligheden urealistisk. Martyn er på dette tidspunkt en så original kunstner, at hans sangforedrag – en mellemting mellem Barry White og Tom Waits – umuligt kan appellere til et bredt publikum. John Martyn kan ikke puttes ned i de kasser og genrer, som den moderne musikindustri kræver for at sælge sine produkter til et massepublikum, Det kommer også kraftigt til udtryk på The Church With One Bell, hvor Martyn giver en stribe uhyre personlige og originale udgaver af andres sange (Brecht, Randy Newman, Portishead, Ben Harper m.fl.). Albummet er fremragende optaget og en noget overset perle i Martyns karriere.



Efter 2000
I det nye årtusind var Martyns formkurve igen kraftigt stigende, selv om han i perioder døjede med et dårligt helbred. Glasgow Walker fra 2000 viser en Martyn i glimrende form med flere fremragende sange. ”Wildflower” er en groovy og funky Martyn, når han er allerbedst. På ”Cool In This Life” leverer han sin helt egen version af trip-hop. Efter en pause på fire år var Martyn i 2004 tilbage med sit måske mest helstøbte og vellykkede album siden 1980. Albummet blev til samtidig med, at Martyn blev alvorligt syg og fik sit ene ben amputeret. Martyn har igen taget den akustiske guitar om halsen, og hans uforligneligt kringlede og abrupte spil præger albummet. På On The Cobbles lykkes det for Martyn at kombinere det groove fra jazz og soul, som prægede hans musik fra 1980´erne med den mere rustikke og enkle akustiske lyd, der var dominerende frem til midten af 70´erne. En stribe stærke og fokuserede sange med masser af krop samt en fremragende produktion gør albummet til en udsøgt fornøjelse. On The Cobbles skulle blive Martyns sidste album. John Martyn sluttede en omtumlet og ofte kaotisk karriere helt på toppen med et album, der altså kom til at markere en afslutning, men som egentlig mest af alt lyder som en ny begyndelse.

Slutspil
On The Cobbles fik fortjent gode anmeldelser og Martyn var for alvor på vej tilbage i rampelyset.
I februar 2008 modtag han Lifetime Achievent Award i forbindelse med BBC´s Folk Awards. Phil Collins overrakte prisen og Eric Clapton udtalte i den forbindelse, at ”han har været så meget foran alt og alle, at det slet ikke er til at fatte”. I efteråret 2008 udgav Island bokssættet med den sigende titel Ain´t No Saint for at markere Martyns 60 års fødselsdag og over 40 år i musikbranchen. For fans er boksen en sand guldgrube. Disc 1 og 2 indeholder studie-indspilninger fra hele karrieren og diverse outtakes. Disc 3 og 4 indeholder live-optagelser fra hele karrieren, der ikke tidligere har været tilgængelige. Dertil kommer en fyldig booklet og mange sjove fotos – her er fuld valuta for pengene.

Orden til Martyn
I forbindelse med nytårskuren fik Martyn i jauar 2009 – den gamle troubadour, svire- og slagsbror – så Order of the British Empire af Dronning Elisabeth. Den 29. januar 2009 døde John Martyn som følge af en dobbeltsidet lungebetændelse. I et af sine sidste interviews sagde han:
”Jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg kan lide, når tingene sker tilfældigt. I årevis havde jeg ikke en gang en setliste ved koncerterne. Men jeg har aldrig sultet, jeg har aldrig virkelig manglet penge og jeg har altid haft det sjovt – Jeg laver det, jeg elsker at lave.”



Guide til John Martyns bedste:


Solid Air
One World – I deluxe udgaven med 2 cd´er og fine bonus tracks
Grace And Danger - I deluxe udgaven med 2 cd´er fine bonus tracks
Cooldtide
And
The Church With One Bell
Glasgow Walker
On The Cobbles

Udgivet første gang i High Fidelity i 2009