På den østlige side af Rhinen, ovenfor den lille by St. Goarshausen rejser Lorelei-klippen sig stejlt 133 meter i luften. Lige her er Rhinen smallest, dybest – og farligst! Ifølge sagnet sad der på toppen af klippen en pige med gyldent hår, der med sin skønhed og forføreriske sang lokkede søfolkene på afveje, så mus og mænd i mange tilfælde gik til bunds.
Sagnet, den smukke natur og de mange borge og ruiner lokkede fra slutningen af det 18. århundrede masser af kunstnere til området for at tage del i den såkaldte Rhin-romantik. Goethe, Lord Byron, William Turner og H.C. Andersen er blot nogle få af de toneangivende europæiske kunstnere, der har vandret og opholdt sig langs Rhinen og fundet inspiration her.
Hele området er for længst udpeget af UNESCO til Verdenskulturarv, for her viser Rhinen sig fra sin smukkeste og mest romantiske side. En køretur fra Bingen til Koblenz er i sig selv en fantastisk natur- og kulturoplelvelse ud over det sædvanlige. Og jeg skulle hilse og sige, at området bestemt ikke er overrendt af turister.
Nazi-fortid
I dag er det Lorelei Freilichtbühne, der lokker de rejsende med musik på det mægtige plateau ikke langt fra selve klippen. Friliftscenen, der har form som et amfiteater har en dyster forhistorie, idet det oprindelig blev konstrueret på foranledning af Joseph Goebbels planer om at oprette et stort antal udendørs ”tingsteder” i Tyskland. Her skulle befolkningen samles og overvære specielle former for ritualer, teater, underholdning og propaganda i al almindelighed. Tingstedet på Loreley blev indviet i 1939. På grund af sin beliggenhed og fremragende naturlige akustik er scenen efter 1945 blevet en populær ramme om mere fredelige aktiviteter som klassiske koncerter og operaer.
Genesis begyndte
Den 3. juli 1976 begyndte rock-æraen på Lorelei med en koncert med Genesis. Siden har en lang række rock-legender indtaget Loreley på toppen af deres karriere: Frank Zappa, Bob Dylan, Dire Straits, U2 og mange, mange flere. Friluftsscenen er også flittigt blevet brugt af Rockpalast, et tysk tv-program, der gennem mange år har optaget og udsendt en lang række glimrende koncert-optagelser bl.a. fra Loreley.
Den 18 juli spillede Tangerine Dream og Klaus Schulze - de to førende eksponenter for den såkaldte berliner skole inden for den elektroniske musik - på Lorelei friluftscene. Det hører til sjældenhederne, at de to optræder sammen, og for Schulzes vedkommende var det første gang i syv år, at han gav koncert i hjemlandet.
Night of the Prog
Koncerterne var en del af den tredje udgave af festivalen Night Of The Prog, hvor tilhængere af den symfoniske, såkaldt progressive rock fra hele Europa sætter hinanden stævne en weekend med masser af prog-rock. Hverken Tangerine Dream eller Klaus Schulze kan kategoriseres som prog-rock, men ikke desto mindre var de altså hovednavnene på åbningsdagen, hvor ca. 6000 mennesker fyldte det stemningsfulde og smukke amfiteater.
Mødet på Lorelei med de to pionerer inden den elektroniske musik i 70´erne blev præget af kontraster. Edgar Froese, der er eneste tilbageværende originale medlem af Tangerine Dream, og Klaus Schulze, som en kort overgang i slutningen af 60´erne var medlem af Tangerine Dream af, har valgt to vidt forskellige måder at omgås den glorværdige fortid på.
TD´s guldalder i 70´erne
Tangerine Dream slog igennem i England i 1974 med albummet Phaedra, der bestod af en ny og radikalt anderledes form for instrumental-musik, primært frembragt på elektroniske instrumenter i form af analoge synthesizere og sequencere. På efterfølgende klassikere som Rubycon, Ricochet, Stratosfear og Encore udviklede trioen bestående af Edgar Froese, Christopher Franke og Peter Baumann en enestående form for musik, der kombinerede psykedeliske og symfoniske elementer med avantgarde. En banebrydende, søgende, eksperimenterende og organisk musik med klangflader ofte præget af stor melodisk skønhed med dynamisk, rytmiske sequencer-forløb. Guldalderen varede kort, for i 1977 forlod Peter Baumann gruppen, og de næste tre år var præget af mindre vellykkede eksperimenter med nye medlemmer.
TD´s guldalder i 80´erne
Men ved indgangen til 80´erne var Tangerine Dream pludselig tilbage i overraskende fin stil og fik tag i et helt nyt publikum. Mens gruppen i 70´erne påvirkede fx Pink Floyd og Brian Eno, blev gruppen i 80´erne en inspirationskilde for fx Depeche Mode. Det nye medlem, den klassisk skolede pianist Johannes Schmoelling, supplerede Franke og Froese perfekt. På Tangram fra 1980 er der en helt ny friskhed og inspiration takket være Schmoellings evne til at trylle iørefaldende temaer ud af ærmet på stribe. Numrene bliver kortere, produktionen mere lækker og pop-smart. Tangerine Dream har skiftet ham og foretaget en forvandling, der både kunstnerisk og kommercielt er særdeles vellykket. Efter Tangram og frem til 1985 sætter det nye Tangerine Dream ikke en fod forkert på en imponerende stærk stribe studie-udgivelser: Exit, White Eagle og Hyperborea. Men også live er gruppen suveræn: Pergamon optaget i Øst-berlin 1980, Logos optaget i London i 1982 og måske især Poland fra Warsawa i 1984 indeholder mesterlige optagelser med denne konstellation af gruppen.
Nedturen
I oktober 1985 forlod Schmoelling gruppen, der herefter i en periode koncentrerede sig om at skrive soundtracks. Erstatningen for Schmoelling, østrigeren Paul Haslinger trak sammen med Froese gradvist gruppen over mod en mere simpel og kommerciel stil med kort, hårdtpumpet synth-rock kombineret med deciderede new age klange i diverse pop-formater. I 1987 tog Franke konsekvensen og forlod gruppen. Han medvirker på Live Miles fra 1988, der er et hæderligt live-album, men fra da af udvikler gruppen sig i en markant anden retning. Edgars søn Jerome kommer med på synth og el-guitar, Linda Spa spiller saxofon, og Tangerine Dream er i 90´erne med skiftende besætninger et temmelig anonymt og uinteressant synth-rock-band. Ørkenvandringen er fortsat ind i det nye årtusind, hvor der har været meget langt mellem snapsene fra Edgar Froese, der i stigende grad virker som en udbrændt kunstner, der kører autopilot på renommeet. En undtagelse er den hæderlige The Seven Letters From Tibet fra 2000, et mere afdæmpet og introspektivt album skabt sammen med sønnen, der ellers ikke er med i TD mere. I dag er TD Edgar Froese private foretagende med eget pladeselskab og musikagentur. Fra hjemmesiden udgiver Froese myriader nye cd´er, dvd´er og tvivlsomme genindspilninger og redigerede versioner af klassikkerne i et tempo og omfang, der vidner om svingende kvalitetskontrol.
På Lorelei
Med sig på Lorelei havde den på daværende tidspunkt 64 årige Froese Linda Spa på sax, Thorsten Quaeschning på synths, Iris Camaa på percussion samt Bernhard Beibl på el-guitar. Det er en besætning, der efterhånden i en del år har været faste samarbejdspartnere for Froese. Kvintetten spillede alt for højt, og lyden var unuanceret og rodet. Især bunden var en buldrende, mudret masse ude af kontrol. Ind i mellem dukkede der sporadisk et tema fra gruppens guldalder op et sted inde i den pumpende larm, men selv ikke det kunne dække over, at Tangerine Dream i dag er et uinspireret, mekanisk foretagende, der slet ikke er i nærheden af det kunstneriske format og den inspiration, der prægede gruppen tidligere. Den søgende, eksperimenterende og frem for alt melodiske kraft er fuldkommen forsvundet fra gruppens udtryk og er erstattet af en monoton og anmassende rytmik. At gruppen tonser denne larmende, livløse techno-grød ud over scenen virker helt uforståeligt og ude af trit med publikum og den aktuelle musikalske virkelighed i al almindelighed. En hvilken som helst anden måde at forvalte fortiden på ville være at foretrække.
Klaus på scenen
Ovenpå den lidt triste og skuffende oplevelse med Tangerine Dream var Klaus Schulze optræden en sand åbenbaring og en kolossal kontrast til Edgar Froese.
Klaus Schulze gik på scenen og fortalte særdeles veloplagt om programmet for aftenens koncert, der som en gedigen bonus også inkluderede sangerinden Lisa Gerrad ved denne ene lejlighed. Fra første sekund fornemmede man en usædvanlig god kontakt mellem publikum og Schulze, og en varm og intim stemning bredte sig på Loreley. Schulzes musik opstår i et fællesskab med lytteren, der selv må bidrage til oplevelsen. Schulze beskriver det selv sådan, at lytteren selv må færdiggøre hans kompositioner inde i hovedet, og i live-situationen kommer det til udtryk i et ubeskriveligt bånd mellem Schulze og publikum, hvor musikken hele tiden udvikler sig, nærmest i et organisk fællesskab. Schulze har en utrolig fornemmelse for stemningen blandt publikum, og der sker en konstant gensidig påvirkning og udveksling af musikalske og emotionelle energier. Som sagt er det umuligt at beskrive, det skal opleves!
Schulze solo
Kontrasten til Edgar Froeses bombastiske og glædesløse optræden var helt enorm. Dette var ikke endnu en dag på musikfabrikken. Schulze startede koncerten solo, og fra første sekund viste det sig, at Schulze og hans folk havde helt anderledes styr på lyden, som var overrumplende fremragende. Dynamikken var enorm, lyden var velopløst og balanceret fra top til bund, ja selv et stereo-perspektiv med masser detaljer formåede Schulze & Co. pludselig at lokke ud af et PA-anlæg, der få øjeblikke forinden lød mildest talt forfærdeligt. Stille og afdæmpet modelerede Schulze gradvist en betagende smuk komposition frem i natten på Loreley, hvor 6000 mennesker pludselig blev helt opslugt af musikkens magiske kræfter.
Lisa Gerrad
Efter en god halv time solo inviterede Klaus Schulze så Lisa Gerrad på scenen.
I 80´erne og 90´erne var Gerrad aktiv i dark wave duoen Dead Can Dance, der på original vis kombinerede europæisk folkemusik med ambient pop og world-music. Siden har hun haft succes som solist, og er måske især kendt for filmmusik til bl.a. store produktioner som Ridley Scotts Gladiator og Michael Manns The Insider. I foråret 2008 udgav hun sammen med Schulze det vellykkede dobbeltalbum Farscape.
Gerrads dybe, mørke stemme, der ligger et sted mellem tenor og mezzo-sopran (contralto) er i besiddelse af en fantastisk klang, spændvidde og styrke, og hendes ordløse, overvejende improviserede sang har en mytisk og rituel karakter, som er helt enestående. I sin lange, draperede blå kjole og med sin fantastisk inciterende stemme var det uundgåeligt, at Lisa Gerrad i disse omgivelser mindede om en moderne sirene, ja en nymodens Loreley. Gerrards søgende, emotionelle og improviserende stil passer perfekt til Klaus Schulzes kunstneriske udtryk.
Schulzes karriere
Siden begyndelsen af 70´erne har Schulze fuldkommen kompromisløst og uden skelen til modelunder forfulgt sin musikalske vision. I modsætning til Tangerine Dream er Schulzes musik ikke særlig melodisk eller tematisk fokuseret. Schulzes brug af sequencere er mere diskret og hans musik er generelt mere drømmende og ambient. Schulze arbejder med klangflader og rytmiske mønstre, der varieres, forskydes og bygges sammen til komplekse forløb og strukturer, der myldrer med detaljer, som spontant opstår i oplevelsen af processen og musikken. Der var nogle mindre frugtbare år i 80´erne og begyndelsen af 90´erne, hvor Schulzes overgang til digitale teknologier og sampling ofte var temmelig mislykkede. Men siden albummet In Blue fra 1995 har Klaus Schulze atter været i absolut topform, og hans produktion i dag er fuldt på højde med 70´erne. Her kører man ikke nostalgisk autopilot på fortidens triumfer.
Enestående oplevelse
Schulzes karriere er på mange måder uden sidestykke på den internationale scene. At en kunstner i den grad fuldkommen egensindigt, ja nærmest autistisk har fulgt sit indre kunstneriske kompas og forfulgt den samme musikalske ide i over 30 år uden at miste sit publikum er en bedrift. For vi taler altså om elektronisk musik med kompositioner, der sagtens kan vare en times tid, og som er milevidt fra refræner og omkvæd. På Loreley viste Schulze, at han er på toppen af sin karriere, og at hans show har et enormt potentiale. Sammen med Gerrad skabte Schulze i natten på Loreley uhyre bevægende musik af stor skønhed i kraft af øjeblikkets inspiration, en forrygende kontakt til publikum samt en unik evne til at improvisere. Det var kort og godt en stor kunstnerisk oplevelse, som heldigvis også vil blive tilgængelig på DVD for de mange, som ikke var på den mytiske klippe på den nat i juli 2008. Hvorfor sætter man ikke Schulze på plakaten i Europas store koncert- og operahuse? Schulzes musik har for længst lagt rock-musikkens ideologi bag sig, og er i en genre helt for sig selv, der formentlig ville kunne finde et nyt publikum i nye omgivelser.
Henrik Ørnstrup 2008
