Og de unge ville have deres egen musik og se deres idoler. Koncerter havde dengang langt større musikalsk betydning end i dag. Adskillige store navne slog igennem på hitlisterne ene og alene takket været hårdt arbejde på landevejen. At være gode live var i begyndelsen af 70´erne et kardinalpunkt for ethvert rock-band med respekt for sig selv. Det var ikke i studiet, et band stod sin prøve, men derimod på scenen. 70´erne blev derfor også den gyldne tidsalder for udgivelsen af live-lp´er, der dokumenterede mødet mellem stjerner og fans samt bandets evne til at sælge varen på scenen. En lukrativ cirkel opstod: Bandet udgav et album om året (!) efterfulgt af masser af koncerter; og et tiltrængt pusterum kunne så lægges ind ved hjælp af et live-album, der samtidig var god reklame for det seneste album og den næste turné.
Mange af disse live-indspilninger har fået næsten mytologisk status gennem årene, fordi de stammer fra en tid, hvor musikken var det altafgørende for en koncertoplevelse, der ikke blev holdt oppe af koreografi, fyrværkeri og storskærme i massevis. Men hvor godt lyder disse klassiske live-indspilninger egentlig i dag? Har tidens nådesløse tand gnavet dem i stykker, eller har den moderne digitale teknik bidraget positivt til deres position inden for den klassiske rock? Svaret får du her, hvor vi tager et genhør med en stribe af rock-historiens vigtigste, berømte og i nogle tilfælde oversete live-optagelser fra 70´erne.
The Who
Med The Who Live At Leeds, der er indspillet i december 1968, men først udkom 14. februar 1970 begynder live-optagelsernes guldalder. Man kan med god ret også sige, at denne guldalder allerede Valentins dag i det herrens år 1970 når sit højdepunkt. For Live At Leeds er uden diskussion indbegrebet og inkarnationen af alt det, som et godt live-album skal være. Live At Leeds formilder helt suverænt en koncertsituation, et møde mellem bandet og dets fans, og samtidig tilføjer det nyt til det materiale, der spilles. De fleste kender formentlig kun Live At Leeds i den originale udgave som lp med 6 korte tracks. I 2001 kom der imidlertid en definitiv version af albummet, som bør stå i enhver rock-samling. Den indeholder hele sættet fra Leeds den aften, og dermed også en komplet udgave af rockoperaen Tommy, der i mine øjne overgår samtlige andre udgaver af dette værk. Men uanset, hvad kvartetten spiller på Live At Leeds så er det gruppens ufattelige energi, der nærmest blæser en omkuld. Aldrig før eller siden har en sådan orkan blæst over en scene. Med John Entwistles omhyggelige og sprøde bas i venstre kanal, Pete Townshends hamrende guitar i højre, Keith Moons afsindige vildskab bag trommerne i midten sammen med Roger Daltreys kraftfulde vokal, er der ingen over eller ved siden af The Who. Zeppelin var aldrig mere heavy, Stones aldrig i besiddelse af den samme energi. Og i tilgift havde Who en koncentration og teknisk dygtighed, der nærmest virker chokerende skarp og aktuel i dag. Live At Leeds var en af de første inden for genren, men den er stadig – og ubetinget i den nye udgave – sensationelt god. Klassisk rock fås ikke bedre.
Stones
Som bekendt er Stones på mirakuløs vis ikke blevet dygtigere musikere rent teknisk i de nu 45 år gruppen har optrådt. Derfor er gruppens live-lp, Get Yer Ya-Ya´s Out, der er optaget i november 1969 stadig den bedste af en meget lang række af koncert-optagelser med gruppen. Hverken før eller siden har gruppen spillet så fejlfrit, tæt og magtfuldt. Det skyldes først og fremmest den dygtigste musiker, der nogensinde har været med i gruppen, guitaristen Mick Taylor. Taylor havde få måneder forinden erstattet Brian Jones, og det er hans sikre, bluesy guitar-spil, der gør dette album til noget særligt. Det lykkes ham nemlig at trække resten af bandet med op, ja, selv Ketih Richards spiller nogenlunde fejlfrit, selv om han denne aften i Madison Square Garden så afgjort må spille andenviolinen. Albummet er – som meget af Stones´musik - ikke ældet med ynde, men et track står stadig stærkt, nemlig Midnight Rambler, der her leveres i den definitive udgave, som viser hvor gode Stones kunne være på en heldig aften. Albummet kom i 2002 i en glimrende remaster-udgave som SACD, der yder Glyn Johns optagelse fuld retfærdighed.
Grand Funk
Efter The Whos og The Stoens enkelt-lp´er var det Grand Funk Railroad, der banede vejen for bølgen af dobbelte live-album, der kom til at præge 70´erne. Grand Funk Railroads Live Album, der udkom i september 1970, blev en enorm succes i USA. Men selv i 24 bit remaster-udgave lyder albummet overstyret og forvrænget på den u-fede måde. Men energien og vitaliteten kan man ikke tage fra dette primitive og ikke særligt velspillende garage-band, der med sin arbejderklasse-attituder havde et fantastisk tag på et stort publikum i USA.
Allman Brothers
Selv om Grand Funk kom først, så har eftertiden tilskrevet Allman Brothers Band æren for at have startet bølgen af dobelte live-albums. Bandet var på alle måder en diametral modsætning til Grand Fun, og så var det langt mere populært hos musik-kritikerne. Live At Fillmore East dokumenterer ikke så meget en rå energi og et ekstatisk fællesskab i koncertsalen, men er snarere en mere indadvendt jam-session. Gruppens varme og syrede sydstats-rock udarter gerne til et maratonløb af soli og improvisation, der blev skoledannende for en lang række bands i de kommende årtier(Black Crowes, Phish). På dette tidspunkt var gruppens geniale lead-guitarist Duane Allman endnu i live, og det er hans gnistrende slide-guitar, der har holdt albummets renommé oven vande i de efterfølgende årtier. Albummet er for nylig kommet i en meget flot udvidet SACD remaster-udgave, hvor lydkvaliteten er markant forbedret i forhold til tidligere udgaver.
Humble Pie
Humble Pie slog samme år også stort i gennem i USA med et dobbelt-livealbum: Performance: Rockin´ The Fillmore. Gruppens dengang chokerende rå og hjernedødt, tonsende boogie-blues-rock, var en forløber for AC/DC, Motorhead og legioner af head-bangere. Med den syngende halsbetændelse, Steve Marriott, i front, godt suppleret af en ferm og meget ung Peter Frampton på lead-guitar, er albummet stadig et livskraftigt og stemningsfuldt dokument, en uspoleret og rå klassiker. Lydkvaliteten på de 7 tracks er ganske acceptabel på cd-udgaven.
Free Live!
Et andet af de tidlige live-album er den meget oversete klassiker, Free Live! fra 1971. Free var et af periodens bedste live-bands, hvilket til fulde fremgår af denne enkelt-lp. Med Paul Rodgers som suveræn sanger, Paul Kossoff som en disciplineret guitarist og en driftsikker rytmegruppe bestående af Andy Fraser på bas samt mesteren Simon Kirke på trommer, var Free en drøm af et blues-band. Free forfaldt aldrig til lir og udvendigt gejl, og denne stribe overlegent tilbagelænede, saftige sange har en utrolig intensitet og indre glød. Den restaurerede udgave fra 2002 er en lydmæssig åbenbaring i forhold til den originale lp-version, der var grynet og indelukket. Tilmed byder den på en håndfuld fine, ukendte live-optagelser med dette meget undervurderede band.
J. Geils Band
J. Geils Band var i 1972 et flittigt turnerende r&b band, der sagtens kunne matche Humble Pies og Grand Funks afsindige energi og ubændige vitalitet på en scene. Men det kneb gevaldig med studie-indspilningerne, der var en bleg afglans af koncerterne. Live Full House er en af rock-historiens mest medrivende og stemningsfulde live-optagelser. Full House spiller blot 35 minutter og 47 sekunder, men på den tid kommer bandet vidt omkring med gamle Motown-sange og klassisk Chicago-blues med mundharmonika-virtuosen Magic Dick som dominerende solist og en ustoppelig Peter Wolf i front. Et must, simpelthen, og i den digitalt rensede udgave i endnu højere grad.
Made In Japan
Grand Funk, Allman Brothers og Humble Pie solgte millioner af lp´er, og musiker og pladeselskaber fik nu øje på fordelen ved at udgive live-optagelser: De var billige og hurtige at lave, og man kunne på den måde sælge det samme materiale to gange og samtidig aflevere endnu et kontraktmæssigt album til pladeselskabet. I 1972 stod Deep Purple og manglede et nyt album til det japanske marked. Gruppen var på randen af opløsning, men fik optaget tre koncerter i Japan i august måned, der er gået over i historien som en af de mest vellykkede live-optagelser i 70´erne.
I 1993 udkom en 3-cd boks med næsten alle optagelserne fra de tre aftner i en imponerende flot remaster-kvalitet. Her kan man konstatere, at Purple bestemt ikke ramte topformen hver aften, hvilket også er fremgået af gruppens efterfølgende live-udgivelser, som på ingen måde tåler sammenligning med de 7 tracks på Made In Japan. Hele albummet er optaget på en transportabel japansk 8-spors båndoptager, men lydkvaliteten er sensationelt god: dynamisk, balanceret fra top til bund og utrolig medrivende og engagerende. Ian Paices trommesolo på The Mule er stadig en glimrende måde at teste et hifi-anlægs indbyggede kvaliteter eller mangel på samme.
BÖC
Blue Öyster Cults On Your Feet Or On Your Knees fra 1975 er et album, der tåler sammenligning med Made In Japan. Her er det tænkende menneskes favorit heavy metal band helt på toppen af sin ydeevne. Studie-indspilningerne er blege og blodløse i sammenligning med de vitale og ofte udbyggede live-versioner. På kanten af kaos og ragnarok sparker BÖC deres live-set ud over rampen med en næsten skræmmende rå og rasende kompromisløs energi. Det er højt, hårdt, men også med en udefinerlig luft og bevægelighed i musikken. Dette er heavy rock, der swinger. Optagelsen fanger usædvanlig godt stemningen i salen. Det er lige før man kan lugte det ellevilde publikum, blandingen af røg og bajere og se den væg af Marshall-amps, der var BÖC´s foretrukne våben på scenen. Også BÖC udgav efterfølgende adskillige live-album, der helt mangler den sprængkraft og spændstighed, der kendetegner On Your Feet. Mærkeligt nok er On Your Feet aldrig kommet i en remaster-udgave, men den eksisterende er egentlig også god nok.
Genesis Live
Inden for prog-rocken dominerede Yes og Emerson, Lake & Palmer hitlisterne i 70´erne. Det kan være svært at forstå i dag, for netop de to gruppers musik virker i dag på mange måder forældet. Den pompøse selvhøjtidelighed og et opblæst storhedsvanvid afspejlede sig også i deres live-album, som begge var 3-dobbelte. ELP´s mammut Welcome Back My Friends To The Show That Never Ends er en ørkenvanding i dårlig lyd og selvfede attituder – også I den restaurerede udgave. Eneste undtagelse fra den hvileløst effektjagende stil er en heftig udgave af ”Tarkus”. Vil man høre, hvilket potentiale, der var i 70´ernes prog-rock skal man gå til det lille live-album, som Genesis – et langt mindre populært orkester i første halvdel af 70´erne – udsendte i 1973. Genesis Live er en vellykket optagelse af gruppen på tærsklen til det store gennembrud. Her er der masser af musikalsk kunnen, men også en herlig sprudlende energi og appetit, som siden helt forsvandt fra gruppen, og heller ikke er at finde på det meget flotte (men i studiet overdubbede) dobbelte live-album, Seconds Out fra 1977.
Focus At The Rainbow
Et andet eksempel på prog-rock, der holder, er hollandske Focus, der i 1973 udsendte Live At The Rainbow – samme år som landsmændene Golden Earring hittede med ”Radar Love”. En kort overgang var Focus et navn i Europa og USA takket være et af historiens mest underlige hits, Hocus Pocus, som ud over hidsig guitar indeholder en del jodlen! Focus var et prog-rock band midt mellem Camel, Jethro Tull, Genesis og King Crimson. Udover de symfoniske tendenser legede Focus også med elementer af jazz og folkemusik i et excentrisk musikalsk udtryk, ind i mellem endda præget af selv-ironi og humor. Focus Live At The Rainbow har holdt sig godt, og står i dag som en af genrens oversete klassikere, som tilhængere af prog-rock bør give en ny chance. Med guitaristen Jan Akkerman – der det år vandt læserafstemningen i Melody Maker som bedste guitarist foran Eric Clapton – alsidige Thijs Van Leer på keyboards og tværfløjte samt en særdeles kompetent rytmegruppe bestående af Pierre Van der Linden og Bert Ruiters var Focus en imponerende kompetent gruppe på en scene, hvilket i høj grad kommer til sin ret på den fine remasterede udgave, der kom i 2001.
King Crimson
Et af de mærkværdigste live-album fra inden for prog-rocken er King Crimsons obskure Earthbound fra 1972. Albummet vinder suverænt prisen som historiens elendigste live-optagelse. Det er optaget på en Ampex kassettebåndoptager uden støjreduktion på ladet af et folkevognsrugbrød i regnvejr! Resultatet er en vidt overstyret, grynet og mudret lyd. Men når man hører gruppen med dødsforagt kaste sig ud i den ultimative udgave af ”21st Century Schizoid Man”, så bliver lydkvaliteten pludselig til en del af den samlede oplevelse, og man forstår, hvorfor en grunge-rocker, som Kurt Cobain satte King Crimson meget højt. Earthbound er ren kult, og da især i udgaven fra 2002, der komisk nok er digitalt renset efter alle kunstens regler, hvilket naturligvis ikke har gjort lyden fra det gamle kassettebånd ret meget bedre, men dog endnu mere autentisk dårlig på den fede måde.
Gallagher og Trower
70´erne var guitar-gudernes årti med Clapton, Beck, Blackmore og Page, som de mest tilbedte. I skyggen af de store stod imidlertid to blues-guitariser, der fortjener anerkendelse og opmærksomhed. I januar 1974 var Rory Gallagher hjemme i Irland på endnu en turné, som blev dokumenteret både på lp og i form af en tv-dokumentar. Dobbelt-lp´en Irish Tour viser, at Gallagher formentlig er den mest talentfulde irske blues-guitarist nogensinde. Flænsende kompromisløs, beskidt og sejt: dette er blues-rock frisk fra kilden uden tilsætningsstoffer. Atmosfæren er ekstatisk og euforisk, mens Rorys knastørre Fender Strat pisker kvartetten gennem et sæt bestående af Gallaghers bedste sange. Lyden er kraftigt forbedret på den restaurerede udgave fra 1999, men dette er ikke en audiofil optagelse, men til gengæld har den masser af autenticitet.
Det samme gælder for Robin Trowers kriminelt oversete lp Live. Trower var en overgang i 70´erne meget stor i USA, men Live er nu indspillet af Sveriges Radio i Konserthuset i Stockholm 3. februar 1975. Lydkvaliteten er ikke perfekt, men den passer som fod i hose til denne fantastiske trios musik på en magisk aften. Trower er flyvende på sin Strat med en tykt flydende lyd veksler han mellem det poetisk malende og det dramatisk kværnende på en måde, der er på højde med Jeff Beck. Læg dertil bassisten og sangeren James Dewar med en stemme, der er på højde med Paul Rodgers samt Bill Lordans felksible trommespil og du har opskriften på en hard-rock klassiker.
Peter Frampton
Ingen artikel om live-album i 70´erne er komplet uden historien om Peter Framptons kæmpe succes med Frampton Comes Alive fra 1976. Albummet fik enorm betydning for branchen og sparkede nyt liv i udgivelsen af live-optagelser med en række bands. Albummet er et godt eksempel på, hvordan succesen med pladesalg kunne skabes på landevejen i USA. Med sine iørefaldende og positive pop-sange tilsat hooks og flydende, en anelse heavy guitar-soli, turnerede Frampton flittigt og opbyggede en stor fanskare. Alligevel var det en overraskelse, at albummet flyttede ind på hitliten i USA i to år og solgte 16 millioner eksemplarer! Både dengang og siden har Frampton fået mange tæsk for albummet, der skulle blive hans eneste store succes. Reelt er albummet en greatest hits live, og det er siden kommet frem, at der blevet ordnet en del i studiet bagefter. Men en nøgtern bedømmelse i dag af den flot restaurerede 25 års HDCD jubilæumsudgave må konkludere: Frampton Comes Alive er ved gud et stærkt live-album, der med stor succes formidler en forrygende koncert. Det er indtagende, perlende og medrivende pop-rock, som den blev lavet dengang på den amerikanske vestkyst.
Thin Lizzy
Frampton Comes Alive kom til at danne skole. Efter 1976 var det med enkelte undtagelser slut med live-optagelser, der ikke var justeret og rettet i studiet, og mange af de nye hard-rock bands fokuserede nu på at spille live så tæt som muligt på studieudgaverne. Det var så godt som slut med de lange improvisationer og ekskursioner.
Et godt eksempel på det nye tider er Thin Lizzys Live And Dangerous fra 1978, der er skabt over skabelonen fra Frampton Comes Alive. Bandet giver som perler på en snor sine største hits meget tæt på studieudgaverne, ja selv guitar-soloen er som regel en nøjagtig kopi. Produceren Tony Visconti har så efterfølgende tryllet i studiet. Reelt er halvdelen optaget live, mens resten er ordnet i studiet og bag mixerpulten. Der er skabt en illusion om et live-album, og det er vel på sin vis i orden. Under alle omstændigheder har Live And Dangerous bevaret sin status som en af klassikerne inden for genren.
UFO
I 1978 var UFO opvarmning for Blue Oyster Cult i USA, og på denne tur optog man over to aftner i Chicago og Louisville klassikeren Strangers In The Night. UFO er på sin vis den britiske hard rocks udgave af Grand Funk. Begge har med deres fandenivoldske energi og riffo-rama påvirket Metallica, Megadeth, Def Leppard og Smashing Pumpkins. Efter sigende er der ikke pyntet på resultatet i studiet efterfølgende, og Strangers In The Night står da også stadig som et virkelig godt bud på det bedste heavy rock live-album i sidste halvdel af 70´erne. Her er masser af saft og kraft og stålsatte guitar-soli fra Michael Schenker. Albummet er kommet i en restaureret og expanded version, hvor lydkvaliteten er forbedret, men hvor rækkefølgen af numrene er ændret.
Little Feat
Med Little Feat slutter vi sagaen om de klassiske live-optagelser i 70´erne. Med Waiting For Columbus slutter en æra med maner. Musikalsk kombinerede Little Feat The Bands og Allman Brothers roots-rock med elementer af funk og fusion, men samtidig havde gruppen i Lowell George en sangskriver af den gamle skole, der rystede evergreens som ”Willin´”og ”Trouble” ud af ærmet. I 1978 var gruppen tæt på opløsning og Lowell George, der hadede fusions-rock, var på vej til en solo-karriere, der desværre aldrig rigtig kom i gang på grund af det stofmisbrug, der tog livet af George året efter. De indre spændinger er dog svære at høre på live-optagelsen her, der viser Little Feat i topform. Assisteret af Tower Of Powers fremragende horn-sektion er her gåsehud i massevis, når Feat afleverer sine sange med det umiskendelige swing og overblik, der var et særkende for gruppen. I 2002 kom der endelig en cd-udgave, der ydede albummet retfærdighed og man bør undgå alle andre udgaver. Den nye udgave har udover førsteklasses restaureret lyd også en stribe bonus tracks, der er overraskende gode og fuldt på højde med de kendte tracks fra albummet.
Med flere
Vi kunne nævne andre, fine eksempler som Gentle Giants Playing the Fool, The Band (Rock Of Ages), Uriah Heep (Live), Lou Reed (Rock And Roll Animal), Frank Zappa (In New York og Roxy And Elsewhere). Og vi kunne have nævnt grupper, der overraskende nok ikke fik udgivet et live-album i 70´erne som fx Bad Company og Pink Floyd. Vi kunne nævne eksempler på de store navne, der udgav skuffende live-album som fx Led Zeppelin (The Song Remains The Same) eller Jethro Tull (Bursting Out). Men et sted skal vi jo slutte, for listen over den klassiske rocks koncertoptagelser er lang, og pladsen er trods alt begrænset.
Oprindelig publiceret i High Fidelity
Ingen kommentarer:
Send en kommentar