tirsdag den 25. februar 2014

Theodor Geiger: en klassisk og moderne sociolog

Her følger min artikel fra Dansk Sociologi - Tidsskrift udgivet af Dansk Sociologiforening, nr. 1.,  2. årgang, 1990.




Grundlæggerne af den moderne sociologi var et uforskammet sammenrend af filosoffer, økonomer, historikere og psykologer. De kaldte sig kun nødigt sociologer, og deres arbejder var sjældent præget af en entydig faglig stringens. Når vi i dag ikke desto mindre kan se dem som en gruppe, så skyldes det en særlig eklektisk attitude, et originalt og fordomsfrit blik på samfundet, eller rettere det moderne samfund.
  'Sociologien' var i disse videnskabsmænds øjne uundværlig, hvis man interesserede sig for de dramatiske udviklingstendenser og problemer, der for alvor slog igennem omkring århundredeskiftet, og som stadig kan siges at præge vore dages samfund. Under den sociologiske paraply udfoldede sig en ægte tværvidenskabelig bestræbelse på at beskrive og forstå samtidens samfund. Set i bakspejlet er det 'klassiske' ved disse foregangsmænd deres evne til i samme bevægelse af specificere og generalisere: De gravede sig ned i detaljen, indsamlede ofte store mængder statistisk materiale, men de kom på benene igen, de havde den dristighed, der gjorde dem i stand til at generalisere og fremmane helhedsbilleder af det moderne samfund, helhedsbilleder som i dag stadig er en udfordring - og det ikke kun for sociologer.
  Theodor Geiger er i denne forstand en moderne, klassisk sociolog. Selv om han virkede i en epoke, hvor sociologien gjorde sig storeanstrengelser for at blive anerkendt som en selvstændig afgrænset videnskab med sine egne, meget strenge metoderegler, så er hans forfatterskab gennemsyret af en klassisk tilbøjelighed: sociologisk fantasi og frækhed, trangen til 'at blande sig'. Han blandede sig tidligt med fænomenologerne (1), senere med positivisternes moralteori (2), og til sidst henvendte han sig til alle og enhver med forslag til forbedringen af det moderne demokrati (3), og det netop på baggrund af de erkendelser, han havde høstet som sociolog.
  Theodor Geiger var udlært inden for den klassiske tyske sociologi-tradition, og han var bidragyder til det værk, der kom til at stå som denne traditions svanesang, Alfred Vierkandts Handwörterbuch der Soziologie (1931). Skønt det netop i udgivernes øjne skulle udgøre en kodifikationsakt, blev det afslutningen på en epoke. For efter det nazistiske 'mellemspil' blev den amerikanske sociolgi idealet for de fleste af Europas nye sociologer. Men allerede i 1931 var Geiger kritisk indstillet over for visse sider af den tyske tradition. Der er således en smuk konsekvens i, at det netop blev ham, der kom til at skrive den vigtige artikel om 'Gemeinschaft' i den store håndbog. For akkurat omkring dette begreb skulle hans kritik komme til at krystallisere sig, og lige til det sidste tumlede han med, hvordan 'Gemeinschaft' kunne placeres i en moderne sociologi. Det er måske på dette punkt, Geiger i dag forekommer mest aktuel. I den verserende diskussion om 'system'og 'livsverden', om 'systemrationaliet' og 'handlingsrationalitet' har nogle af de forestillinger overlevet, som Geiger hævdede var udtryk for en mangelfuld erkendelse af det moderne samfunds karakter.

'Gemeinschaft' og 'Gesellschaft'
Kategorierne 'Gemeinschaft' og 'Gesellschaft' går tilbage til Ferdinand Tönnies, og de har spillet en overordentlig stor rolle i forbindelse med sociologiens generelle beskrivelse af det moderne samfunds udvikling. Ved 'Gemeinschaft' forstår Tönnies en naturlig, organisk og konkret orden, der har tre typer af sociale forbindelser: blodets, ånden og stedets(familie, venskab og menighed). Denne orden opretholdes gennem traditionen, sæderne og skikkene. Dens økonomiske grundlag er den fælles ejendom og jord. Enhver handler - nærmest uden at han ved det - til fællesskabets bedste, og der hersker en intuitiv, ikke-sprogliggjort samdrægtighed.
  På den anden side har vi Gesellschaft, der er behersket af en beregnende og rationel kalkule. Det er et kunstigt og mekanisk fællesskab, hvor enhver søger sit eget bedste. Den orden, der hersker i samfundet er abstrakt og kontraktmæssig. Enhver søger sin egen lykke og i denne forbindelse er medmenneskene tendentielt udelukkende midler. Individerne lever i en latent krig med hinanden. Alle relationer beror på sammenligninger og beregninger.  Problemet hos Tönnies er, at de to begreber på en højst uklar måde dels lanceres som en beskrivelse af den faktiske historiske udvikling, dels som to forskellige typer af sociale bånd, der alle dage har, og alle dage vil eksistere side om side. Tönnies store betydning for sociologien har i stor omfang hvilet på en fortolkning af de to begreber, der ser dem som en beskrivelse af, hvad der sker når den kapitalistiske pengeøkonomi sprænger det nære landsbyfællesskab i stumper og stykker. Man har således kunnet se det moderne samfund som udtryk for en afvikling eller likvidering af de værdier og relationer, der kommer til udtryk i det af Tönnies beskrevne 'Gemeinschaft', og man har opfattet de afviklede værdier og relationer som mere ægte, end de kunstige, rationelle former, der behersker det moderne liv.

Geigers kritik af Tönnies
Hvad der egentlig var sigtet hos Tönnies er forlængst gået i glemmebogen, men fra værket er ikke desto mindre udgået en grundindstilling til moderniteten, der kan spores i så forskellige retninger som massesociologien, Frankfurterskolen og den psykologiserende kulturkritik, der med jævne mellemrum, succesfuldt importeres til Europa fra U.S.A.
  På Geigers tid talte man om det moderne samfund som et massesamfund. Dette begreb sigtede i den almindelige debat ikkeudelukkende til et størrelsesforhold; at der lever en forfærdelig masse mennesker i de moderne samfund. Ordet 'masse' havde en kvalitativ, normativ klang: det henviser til det moderne samfunds angivelige strukturløshed, og fraværet af en leddeling i de kæmpe-enheder, der omslutter de anonyme enkeltpersoner. Man savner kort sagt en organisk vertikalstruktur i moderniteten. Den var der i middelalderens æskesystem af et samfund, men ikke i dag, hvor vi som personer står uformidlet overfor 'systemet'. Massebegrebet sammenfattede altså en række principielle mangelerfaringer: den enkeltes hjemløshed og ensomhed, nivelleringen, uniformeringen, amerikanismen, bureaukratiseringen og specialiseringen, det kulturelle niveautab, værdiernes forfald, en generel mangel på håndfaste orienteringspunkter. Tilsammen impliceres der en påstand om, at ondets rod skal søges i det moderne samfunds strukturform. Geiger stiller nu det enkle spørgsmål om denne beskrivelse af det moderne massesamfund er korrekt?
  For at besvare dette spørgsmål griber Geiger tilbage til to grundbegreber fra hans elementære sociologi: samfundsdannelser af 1. og 2. grad. De udgør egentlig to ekstremer i det sociale liv. På den ene side de intime og personlige relationer, som de kommer til udtryk i familien og kammeratskabsgruppen, på den anden side de mere anonyme relationer, der udspiller sig i interessegrupper, foreninger osv. I den første type af samfundsdannelser er det sociale bindemiddel personlige tilbøjeligheder, sympati. Det er de helt personlige preferencer, der holder grupper af første grad sammen. Men i grupper af anden grad er det orden, der er det sociale kit. Selv om følelser naturligvis også spiller ind her, er det afgørende altid 'den fælles sag'. Man er primært sammen om en sag, og dernæst sammen med disse konkrete personer.
  Relationerne i grupper af denne type er altså middelbare, dvs. formidlet over og begrænset til en intentionsgenstand, en fælles sag. Der foreligger således et sagliggjort socialforhold i grupper af anden grad. Man er ikke forbundet med de andre, men delagtig i det samme som de andre, og den enkelte person deltager i en lang række forskellige grupper, der indbyrdes kan siges at konkurrere om personens gunst.
  Det moderne samfund er i følge Geiger karakteriseret ved netop denne opslitning, differentiering eller funktionalisering af forskellige livsområder. Vi befinder os i forskellige situationer, hvor vi spiller forskellige roller. Rolleskift er en afgørende ingrediens i den moderne tilværelse, fordi der i samfundet er mange forskellige sfærer. Disse rolleskift svarer altså til samfundets struktur, de er en logisk følge af den moderne kulturs kompleksitet. Men det er netop dette forhold pessimisterne begræder, fordi det hævdes at indebære et tab af de 'Gemeinschaftsværdier', der udmærker 1. grads dannelserne. Men det er i følge Geiger en helt forkert konklusion at drage.   I en epoke, hvor 2. grads dannelserne er udprægede, mangler de intime relationer ikke af den grund. Man kan ganske vist godt hævde, at det moderne samfund er karakteriseret ved de forholdsvise upersonlige sociale fænomener, men det er kun en side af sandheden. Den samfundsmæssige udvikling burde rettere beskrives som en proces, hvor der udvikles et skel mellem den offentlige og private livssfære. I den offentlige sfære er der rigtignok indtrådt en atomisering og anonymisering, men det modsatte er sket i den private sfære.
  Flere centrale områder af tilværelsen er blevet 'privatiseret'. Således har familien mistet sine udadrettede funktioner og har udviklet sig til stort set udelukkende at være 'hjemmet', hvor forældrene og børnene er stillet mere lige i forhold til hinanden, end tidligere.
  Det specielle ved det moderne samfund er derfor ikke massetilværelsen, men den polarisering af livsformerne, dualismen mellem de samfundsmæssige sfærer, der har udviklet sig. I det offentlige liv struktureres er tilværelsens struktur episodisk, den forløber i en kæde af situationsbestemte relationer, mens intimssfæren er præget af personlige og kontinuerlige processer. Det er derfor et helt forfejlet billede af samfundet, der kolporteres hos de kulturpessimistiske sociologer. Det er kun den halve sandhed om moderniteten.
  At det meste af den samfundskritik, der ser dagens lys er forfejlet,medfører imidlertid ikke, at alt er rosenrødt, at det moderne samfund og individerne i det udgør et perfekt og optimalt fænomen. Selv om Geiger er kritisk over for kritikken af det moderne samfund, som han ubetinget mener er bedre end sit rygte, er der stadig en masse, der kan og skal rettes. Men også hvad det angår er Geiger på kant med, hvad der var - og til dels stadig er -  god latin.
  I Geigers øjne drejer det sig ikke om at gå tilbage til tidligere epokers 'Gemeinschaftsværdier'. Problemet er ikke mangel på kollektive værdier, problemet er, at der er for mange af dem, problemet er for meget 'Gemeinschaft'.

Patetiske kollektivfølelser
I følge Geiger finder der to arter af kollektive følelser. For det første er der fællesskabsfølelsen ('Gemeinschfatsgefühl'). Det er den sympatetiske forbundethed, som nævnt, er bindemidlet i 1. grads samfundsdannelser, altså i relationer, hvor navngivne personer i et overskueligt antal vekselvirker. En hel sektor af det moderne samfund, nemlig hele den private tilværelse er således domineret af 'Gemeinschaft', og det er i følge Geiger 'naturligt'. Problemet er imidlertid den anden hovedsektor af det moderne samfund, den offentlige i bred forstand. Her har fællesskabsfølelsen ikke noget at gøre, for her drejer det sig om saglige, funktionelle relationer, et system af midler, hensigter og funktioner. I det moderne samfunds kæmpeenheder er det umuligt at nære ægte sympati for hinanden. At det foregøgles at være muligt er en anden sag, men noget sådant som medlidenhed med millioner er illusorisk. Sympati kan kun forbinde en person med konkrete andre personer, ikke med en masse andre. Derimod han en person involvere sine følelser i en bestemt sags tjeneste, som andre så også investerer deres lidenskab i. Derved får personen, som nævnt, kun et indirekte eller formidlet forhold til disse personer, nemlig for så vidt de er interesseret i den samme sag. Denne type af kollektivfølelse er i følgeGeiger ikke sympati, men derimod patos i forbindelse med en fælles sag. Af den udspringer den heroiske samfundsindstilling, der i Geigers øjne udgør en reelt trussel for det moderne demokrati.
  Der gives altså to typer af kollektive følelser: mellemmenneskelig-sympatetiske og upersonlig-patetiske. For Geiger er det den patetiske kollektivfølelse i forbindelse med samfundsdannelser af 2. grad, der er det helt afgørende problem i det moderne samfund.

Nationalfølelsen som eksempel på patetiske kollektive værdier
 Et af de vigtigste områder, hvor man traditionelt har villet se dekollektive følelsers værdi og betydning er i forbindelse  med nationen og nationalfølelsen. Udviklingen i »steuropa og indvandringsproblematikken og fantasmet 'det indre marked' har ikke gjort Geigers synspunkter på nationalfølelsen mindre radikale og aktuelle.
  Al snak om nationalt fællesskab, om nationen, der organisk udvikler et karakterisatisk statsapparat, om sprogets betydning for nationen, om nationalkarakter, om kulturens historiske identitet, alt dette fejer Geiger af bordet. Nationen er en funktion af staten, og staten er et magtapparat. Der er ingen grund til sentimentalitet: det, der danner nationen er i udgangspunktet, at en bestemt orden gøres gældende, dvs. at nogen har held til at gennemtvinge sin magt. Nationen er et produkt af statslig organisation. Uafhængig af staten er nationen et intet . Det er en orden, ikke en følelse, der holder nationen sammen. "Nationen er en organisatorisk samling af mennesker. Derudover har begrebet intet håndgribeligt indhold" (Geiger 1960:109).

  Men at nationen ikke har noget håndgribeligt indhold betyder jo ikke, at der ikke faktisk gives nationale følelser. Dette er ikke i sig selv et problem, men sociologisk set er det prekært af flere grunde. Nationalfølelsen kan ikke, som i de af 'Gemeinschaft' prægede små-grupper, omfatte konkrete individer, men derimod nationen som 'sag', som abstrakt motiv for handlinger. Nationalfølelsen kan hellerikke nøjes med at være rettet indad. Dette ville også forudsætte, at nationen var en størrelse, der bestod af en overskuelig kreds af personer. Nationen kan kun opfattes i kraft af dens grænser. En nation består kun i kraft af de statslige grænser, der adskiller den fra andre nationer. Heri ligger det afgørende problem ved de patetiske kollektivfølelser: de er af natur agressive. De er udadvendte og udadrettede. Den patos, der med stærke bånd binder en person til en gruppe, danner automatisk en kløft mellem alle de, hvis patos brænder for en anden sag.

  Al gruppedannelse og oplevelse af et gruppefællesskab har to sider: sammenslutning indadtil er altid samtidig en afgrænsning udadtil. Gruppen konstituerer sig i sin distance til andre grupper (differens og negativitet). Den er i første omgang umiddelbart erfaret som alt det, den netop ikke er, og som er det de andre er.
  I forbindelse med gruppedannelser af første orden giver dette i følge Geiger ikke anledning til de store samfundsmæssige problemer og konflikter, men i det øjeblik de personligt-intime gruppers konstitutionslogik projiceres ud i den offentlige sfære har vi miseren.
  Konfliktualiteten ligger i og for sig gemt i selve gruppefællesskabets væsen, for der er ikke langt fra distance til direkte afstandtagen, modvilje eller antipati. Men den sympatiske fællesskabsfølelse i grupper af 1. orden har ikke nogen front udadtil. Disse grupper er rettetmod sig selv (refleksiv intention), og fordi en gruppe mennesker gensidigt bekræfter hinanden følger det ikke, at de omfatter alle andre med antipati. Snarere er der tale om, at de er ligegyldige overfor andre, eller opfatter dem som fremmede.

  Modsat forholder det sig med grupper af 2. orden, der opfatter sig som fælles om en sag. Sådanne grupper er svejset sammen af en patos og en heroisme. Og netop denne patos åbner en kløft mellem de, der kæmper for den pågældende sag og de, der ikke gør det, eller måske ligefrem kæmper for det stik modsatte. Mens grupper af 1. orden udvikler sig omkring en harmonisk solidaritet, vokser grupper af 2. orden i skyggen af en konfliktuel, stridbar solidaritetsform.

  Nationalfølelsen hviler i følge Geiger udelukkende på en forestilling om, at vi er anderledes, det vil altid sige bedre, end de andre.

  Hvad der gælder for nationalfølelsen gælder for alle fællesskaber, der er samlet om en værdi eller sag. Det gælder derfor ikke kun for forholdet mellem nationerne, men også for forholdet mellem de forskellige grupper eller klasser indenfor et samfund. Problemet opstår, når mange i et principielt uoverskueligt samfund udgør værdifællesskaber. Problemet er forholdet mellem værdier og upersonlige kollektiver. Det er et specifikt moderne problem, for kun  i modernieten findes der fællesskaber, der udelukkende konstitueres i sagliggjorte interesseforhold.
Geigers utopi

Geigers 'løsning' på de omtalte problemer i det moderne massedemokrati drejer sig om noget så tilsyneladende paradoksalt som en værdifri moral. Han kalder den også 'den sidste moral'.

  Geiger skelner mellem forskellige typer af moral, hvortil svarer forskellige former for social orden. Ved den 'første moral' , forstår Geiger en habituel og kommunitær form for orden, der ikke kender til det moderne skel mellem skik, lov og personlig moral. At den er habituel vil sige, at det er vanen, traditionen og konventioen, der er bestemmende for adfærdsmønstrenes og reglernes indhold og karakter. At den er kommunitær vil sige, at fællesskabet står umiddelbart over for individet. Der er ikke udfoldet nogle retsinstanser, der udgør et led mellem fællesskab og individ.
  Det, der interesserer Geiger i forbindelse med den første moral er, at den kan opfattes som en principielt værdifri livsteknik. Den er udtryk for en faktisk overholdt orden, men denne orden er ikke konstrueret i henhold til særlige normer eller værdier, den er gradvist opstået i fællesskabet som en modus vivendi. Det er netop dette aspekt, Geiger mener bør genfremstilles i forbindelse med det moderne demokratis problemer med værdikollektiver og ideologier. Det moderne samfund må også finde en neutral modus vivendi, en livsteknik, der i følge Geigerskal fremkomme via en besindelse på de moderne samfundsindividers gensidige afhængighed af hinanden. I denne forbindelse spiller begrebet social interdependens en stor rolle hos Geiger.

Social interdependens
 At mennesket lever i et samfund implicerer, at det i sin tilværelse er indstillet på og henvist til andre. Psykologisk udtrykker det sig i, at den enkelte i sin gøren og laden regner med de andre. Ikke nødvendigvis i en positiv forstand, men de andre 'foresvæver' mig i min adfærd. 'At regne med de andre', denne fornemmelse peger på en vital interrelation mellem menneskene i samfundet. Den enkelte har en viden om, at hans handlinger berører andre, og at de andre reagerer eller griber ind på en bestemt måde i visse tilfælde. Kort sagt: menneskene lever i gensidig afhængighed, i social interdependens. De enkelte individer er henvist til hinanden i et fintmasket næt af relationer. Disse relationer er præget af en vis regelmæssighed. Det er de alene af den grund, at menneskeligt samliv forudsætter en vis grad af beregnelighed. Det er en forudsætning, at individet ved, hvad det kan forvente, de andre gør, at det ved, hvordan der reageres i forskellige situationer. Den sociale interdependens er kun mulig, hvis den enkelte inden for sin gruppe kan afstemme sine handlinger i forhold til de andre, og for at kunne gøre dette, er der visse ting, gruppens medlemmer må kunne forvente af hinanden  Social interdependens har to dimensioner, en ydre og en indre. Hvad den ydre angår, medfører den, at det enkelte menneske er henvist til andre for at opretholde sin fysiske eksistens. Hvad den indre angår, implicerer den et psykisk behov for at omgås andre mennesker. Den ydre interdependens kommer til udtryk i, at mange arbejder sammen i bestræbelsen på at dække en lang række forskellige samfundsmæssige behov. Denne interdependens har i det moderne samfund en saglig og upersonlig karakter. Den indre interdependens viser sig i sympatetiske relationer af privat, intim karakter. I det moderne samfund er disse to former for interdependens adskilt fra hinanden, mens de hænger uløseligt sammen i mindre udviklede samfund. Den ydre interdependens er i vore dage nødvendigvis rationaliseret, ellers ville det være umuligt at tilvejebringe den levestandard, der kendetegner de vestlige industrinationer i dag. Samarbejde i forbindelse med ydre interdependens sker ikke længere spontant og betinget ud fra rene overlevelsesmotiver, og den ydre interdependens er ikke mere knyttet til en indre interdependens, der omfatter de samme personer. Men det betyder ikke, at det moderne menneske er mere uafhængigt end tilfældet var tidligere. Snarere tværtimod. Aldrig har det enkelte individ været så afhængigt af andre, som i det moderne industrialiserede samfund.

  Det er denne faktiske, ydre sociale interdependens i det modernesamfund, det for Geiger gælder om at genfremstille eller generalisere, så den kommer til at fungere som en værdifri 'sidste moral'. I følge Geiger skulle dette være muligt, hvis man fuldkommen forhindrede værdier og følelser i at spille en rolle i det offentlige liv. Følelser og værdier hører kun hjemme i de nære og intime relationer, de har ingen positiv rolle at spille i et komplekst, differentieret samfundsapparat. Geiger skriver: "Efter at vi er blevet splittede i vores værdimoral, og rystet i tilliden til værdier, er den eneste bevæggrund til en overholdelse af en mellemmenneskelig adfærdsorden indsigten i dens livsnødvendighed, med andre ord den reflekterede erkendelse af selve den sociale interdependens" (Geiger 1960:166-67).
  Når man i dag stifter bekendskab med Geigers samfundsdiagnose, virker hans bekymring for kollektive værdifællesskaber og ideologier næsten overdreven. I dag, hvor vi forestiller os, at den kolde krig er borte, hvor vi gerne vil tro, at afstanden mellem de forskellige grupper i samfundet ikke er så stor, at der ligefrem hersker en moralforbistring mellem dem, der kan det forekomme, at den historiske udvikling ganske enkelt har taget luften af Geigers synspunkter. Dette må også i nogen grad siges at være tilfældet. Geiger er forståeligvis meget påvirket af den epoke, han levede i - Weimarrepublikken, nazismen, den kolde krig - og for ham, som for så mange andre, udgjorde en positivistisk videnskabsteori, der nidkært maner alle værdier i jorden, en radikal ogprogressiv vaccine mod historiens genkomst. Men Geiger peger også ud over sin tid. Hans fokusering på den sociale interdependens, hans generelle teori om social orden virker dagsaktuel. Set i sammenhæng med hans forfriskende positive analyse af moderniteten udgør hans værk en opfordring til en fordomsfri, sociologisk revurdering af det moderne samfund og individets stilling inden for det.

Noter:
1. I Geiger 1939:46-65.
2. I fx. Geiger 1961
3. I Geiger 1960.


LITTERATUR:
Geiger, Theodor 1939. Sociologi. Grundrids og hovedproblemer. København: Arnold Busck.
Geiger, Theodor 1947. Vorstudien zu einer Soziologie des Rechts.København: Munksgaard.
Geiger, Theodor 1960. Die Gesellschaft zwischen Pathos und Nüchternheit. København: Munksgaard.
Geiger, Theodor 1961. Fortidens moral og fremtidens. København:  Hans Reitzel.