torsdag den 28. juni 2018

Dryanders skoler





I stort og små er der overalt i Haderslev og Sønderjylland tegn på landsdelens turbulente og omskiftelige historie. Tag nu Dryanders skoler i Haderslev og omegn.

Den rige og kontrastfyldte kulturarv er et markant og konstant krydderi på hverdagen, et krydderi, der godt nok ikke er færten af i Horsens, hvor jeg kommer fra.

Efter 1864 blev Sønderjylland jo en del af Preussen, som så senere samlede Tyskland til et hele. Fra Berlin udstak man retningslinjer om mangt og meget i Haderslev Kreds. Her skal det handle om skolebyggeri. 

Den preussiske skolelovgivning fra 1895 og frem satte for alvor skik på skolebyggeriet i det tyske rige. Ned til mindste detalje beskrev kvalitetskravene, hvordan en skole skulle bygges og indrettes. Og det var kvalitet, man satsede på - fra yderst til inderst. 

Gottfried Ernst Hermann von Dryander
1876-1951


På Haderslevegnen fik beslutningerne i Berlin stor betydning og resulterede i en voldsom byggeaktivitet på skoleområdet. 

Det skyldtes i høj grad en enkelt mands engagement og virke, nemlig landråd Dryander, der sad fra 1908 til 1913 i Haderslev Kreds.

Der blev bygget over 40 skoler i den forholdsvis korte periode, Dryander stod ved roret, og det er skoler, man for en stor dels vedkommende stadig kan se.

Aarø Skole er opført i 1909. Skolen var i brug til 1982 og 
fungerer i dag som fælleshus for øen i Lillebælt.
Foto fra 1930´erne


Om denne mand og hans skoler har Helge C. Jacobsen forfattet en såkaldt registrant, hvor man kan læse om Dryander og se fotos af samtlige skoler.

Skolerne er tegnet og opført af forskellige "danske" og "tyske" arkitekter og håndværkere. Fælles for dem alle er en sikker sans for godt håndværk og indbygget, langtidsholdbar kvalitet.

Det er en værdifuld og interessant bog, som mens tid endnu er, dokumenterer disse karakteristiske bygningers betydning for den sønderjyske kulturarv.

Det er også en tankevækkende bog. For hold da op, hvor preusserne lagde vægt på central styring og  kvalitet i offentligt byggeri. Der er sket noget siden. I hvert fald, hvad det sidste angår.

Vedsted Skole er opført 1912 og fungerede som skole til 2009.
Er nu fælleshus for landsbyen.


Efter Genforeningen var Dryanders skoler lige til at flytte ind i for det danske skolevæsen. Det fungerede fint i årtier, indtil moderne krav om faglokaler og bølgen af nye centralskoler vandt frem.

Mange af Dryanders skoler står endnu og anvendes i dag til beboelse eller erhverv. Ikke alle i god stand og nogle også revet ned. 

Forbåbentlig kan Jacobsens fine, lille bog - der kun koster 100 kroner - medvirke til, at disse skoler bevares for eftertiden. De fortjener det.

Helge C. Jacobsen: Dryanders skoler, udgivet af Historisk Arkiv for Haderslev Kommune i samarbejde med  Sønderjysk Skolemuseum og By & Land. i 2018.











torsdag den 7. juni 2018

Premium mediocre - historien om Maja

En kronik i Berlingske mindede mig om begrebet - premium mediocre. 


Kronikken var skrevet af Mette Kirstine Goddiksen, der konsekvent og fejlagtigt omtaler begrebet som premium medicore, hvilket ikke rigtig giver mening. 

Og hendes danske oversættelse er jeg ikke begejstret for: Luksusskod. 

Det er ikke alene et grimt ord, det er i mine øjne heller ikke helt dækkende for dette ganske interessante begreb.

Det er Venkatesh Rao - som Goddiksen da godt kunne give lidt credit - der har fundet på udtrykket:

"For nogle måneder siden, mens jeg spiste på Veggie Grill, poppede et udtryk uvilkårligt op i mit hoved: premium mediocre. Maden, mente min kone, var premium mediocre. Hun forstod øjeblikkeligt, hvad jeg mente...I de kommende uger blev premium mediocre til en leg for os, og vi gik triumferende i gang med at klistre begrebet på alle mulige ting...Og det var ikke bare os. Da jeg lancerede termen på Facebook og Twitter forstod alle med det samme ideen og gik i gang med navne-legen".

Premium mediocre er betegnelsen for en bestemt type forbrug, der i realiteten er gennemsnitligt eller discount, men som får et lille twist eller skud "premium", der vel bedst kan oversættes som førsteklasses kvalitet. 

På dansk får man ikke den vertikale, sociologiske betydning af ordet med, men på engelsk er der implicit et forhold mellem høj og lav i samfundet forbundet med "premium". Det er produkter, der nydes og forbruges af overklassen.  

Venkatesh´pointe er, at tilskuddet af "premium" ofte er meningsløst eller irrelevant. I virkeligheden er det bare discount med et ligegyldigt twist, men det er netop dette twist, der gør det til førsteklasses discount eller middelmådiged.


I Singapore kan man opleve premium mediocre hos McDonalds i form af en særlig Signature Collection.



"Førsteklasses middelmådighed er en erstatning for...et digitalt utopia, som nogle af os holder af at lade som om allerede er her, selv om det er ulige fordelt".

Det er en slags pant på et endnu-ikke opnået konsumparadis, hvor alle får et palæ, er millionærer og kører Tesla - siger Venkatesh.

Førsteklasses middelmådighed er med andre ord historien om Maja, der smilende spiser sin salat (med tranebær og havtorn) alene.


"Hun er bare ikke millionær - endnu. Hun har bare ikke sit palæ- endnu. Har har bare ikke en Tesla - endnu!





Kilder: 




https://www.b.dk/kronikker/er-du-ogsaa-middelmaadig-med-pil-op

https://www.ribbonfarm.com/2017/08/17/the-premium-mediocre-life-of-maya-millennial/





lørdag den 30. december 2017

Og hvad er de sidste 10% så?

"90 procent af det at være voksen er at vågne op hver dag og bestikke sig selv til at klæde sig ud som et ansvarligt menneske, indtil det igen er tid til at sove".




Andi Zeisler - grundlægger og boss på Bitch Media - 
på sin Twitterkonto @andizeisler, 

18. december 2017 kl.  19.47.


Så held og lykke med de 10%, hvad det så end er!





onsdag den 13. december 2017

Hvorfor var nazisterne så gode ved dyr?





Det virker absurd, at den nazistiske bevægelse var voldsomt optaget af dyrevelfærd og samtidig myrdede millioner af mennesker med koldt blod. 

Al den stund at nazisternes menneskesyn mildest talt var dyrisk, forekommer det for en overfladisk betragtning som et stort paradoks, at regimet på en måde behandlede dyr bedre end mennesker.

Både Hitler - der herover ses med sin elskede Blondi -  Himmler og Göring gik i brechen for dyrebeskyttelse sammen med mange andre prominente nazister.

Det interessante er, at vi i dag - uden sammenligning i øvrigt - igen ser kombinationen af et udtalt engagement i dyrevelfærd og en modstand eller uvilje overfor bestemte befolkningsgrupper i samfundet.

Hvad er der idehistorisk på spil?

Dyrevelfærd og naturbeskyttelse var vigtige temaer i nazisternes propaganda. Den første lovgivning gældende for hele Tyskland om dyrebeskyttelse blev således vedtaget af regimet allerede i 1933.

Nazisterne begrundede dyrebeskyttelsen antisemitisk, biologistisk og racistisk. 

Men som meget andet i den nazistiske ideologi var det ikke hentet ud af det blå. Der var en forhistorie.

Tyskland var fra slutningen af 1800-tallet og især i perioden mellem 1890-1918 præget af et virvar af mystiske og kuriøse livsopfattelser, der blev formuleret af et sammenrend af fantaster og kvaksalvere. Det hele i en pærevælling af resentiment og had til den moderne industrialisering og demokratiet.

Det er svært i dag at skille disse mange retninger fra hinanden, men som eksempel kan nævnes en paraplybevægelse, der kaldte sig Lebensreform. 




Her samledes vegetarer, dyreelskere, naturkostfanatikere og "alternative" behandlere sig om modstanden mod industrialiseringen, materialismen, urbaniseringen og længtes i stedet efter det naturlige og oprindelige i form af  bl.a. økologi, naturisme og yoga i et underligt spirituelt og pseudo-religiøst sammensurium.

Allerede omkring 1890 og frem var dette tankegods hos mange tæt knyttet til antisemitiske holdninger.

Medicinske og industrielle dyreforsøg blev opfattet som "jødiske" videnskabsmænds værk og som et forsøg på at udnytte og ødelægge germanernes forbundethed med naturen.

I 1927 stillede en nazist i den tyske rigsdag et forslag om at forbyde dyrplageri og schæchtning, som er en jødisk slagtemetode, hvor halspulsåren bl.a. skæres over. På grund af forslagets antisemitiske begrundelse blev det ikke vedtaget - i første omgang.

En egentlig lov blev som nævnt først vedtaget i 1933 med en straframme på et halvt års fængsel. 

Det var en af de første love, som nazisterne fik vedtaget, der blev brugt propagandistisk og som indskrænkede jødernes religiøse frihed. 

Dyreforsøg blev ikke generelt forbudt i nazitiden, men blev begrænset. I forbindelse med kræftforskning var det tilladt og som bekendt testede man bl.a. biologiske kampstoffer på dyr og KZ-fanger i stort tal.

At lovgivningen primært gik ud på at diskriminere den jødiske befolkning kom bl.a. til udtryk i slutningen af krigsårene, hvor muslimske fanger fik lov til at halal-slagte.

Den islamiske halal-slagtning foregår på næsten samme måde, og derfor er schæchtet kød også halal - mens det omvendte ikke er tilfældet i følge jødedommen. Men vi er her ude i de sidste decimaler, hvad angår forskelle mellem halal og schæchtet kød.

I 30´ernes Tyskland var det ikke halal, der optog sindene, men den jødiske schæchtning. 

Det er omvendt i dag. Men tankefigurene er de samme.



-o-





Inspirationen til ovenstående stammer fra et stort værk fra 1999, som jeg faldt over i forbindelse med arbejdet til en artikel om Julius Langbehn - en af disse for perioden så typiske, mystiske fantaster, der med en bog om Rembrandt fik stor succes i 1890 og årene frem. Mere om ham på et senere tidspunkt.

Værket hedder Handbuch zur "Völkischen Bewegung" 1871-1918, og er et pionerarbejde og en sand guldgrube for alle, der er optaget eller fascineret af den skæbnesvangre periode i tysk kulturhistorie, et tidsafsnit, der på så mange områder formulerer det tangegods, som nazisterne senere tog op på det forfærdeligste.


I værket gennemgår forskellige forfattere over knap tusind sider en lang række af de bevægelser, foreninger og forfattere som samles under betegnelsen "Völkisch", der leksikalsk kan defineres som en fortyskning af ordet national i betydningen af en særlig germansk nationalisme, som primært er racemæssigt og antisemitisk begrundet.



torsdag den 7. september 2017

Walter er død



Walter Becker er død.  

Sammen med Donald Fagen udgjorde han Steely Dan. 

En af rockens mest særprægede “bands”. Elsket og hadet for deres usentimentale, svale, intelligente rockmusik, der både var avantgarde og tradition.

Walter var bassisten og guitaristen. Donald var pianisten og vokalisten. 

De skrev deres ting sammen.

For mit vedkommende er det musik, som stadig har en skarphed og et nærvær over sig.

Bethany Cosentinos (fra duoen Best Coast) forældre lyttede til Steely Dan nonstop, og hun kunne næsten hvert et ord af deres tekster, da han blev teenager. Forældrene var lige ved at døbe hende Aja (berømt Dan sang og album). Det har hun aldrig tilgivet dem, at de IKKE gjorde. Hendes første emailadresse var anymajordude@hotmail.com (Any Major Dude er en klassiker fra The Dan).

Rickie Lee Jones skrev i Rollong Stone en bevægende hyldest til Walter, der producerede hendes Flying Cowboys fra 1989. Siden da var de gode venner.

Hun karakteriserer deres musik sådan her:

Sexy. Contained. Because what "the Dan" accomplished was this: They introduced a new idea into the musical conversation of the time. It was the idea that intelligent music was cool. In a year where drum solos lasted minutes, quarter hours even, and singers screamed – a lot. Steely Dan made it cool to be educated. Two homely guys who write with a fortitude that no one else posessed. None of this emotional crap. They were all business. Which led to sophistication.

Jeg synes Rickie siger det rigtig godt, og hun slutter sin tekst meget effektivt:

I am Rickie Lee Jones. And I was one of the women Walter Becker took such good care of in his short life. I would want you to know that. He was so funny. Walter knew what he was doing. He planted music. It grows all around us now.

Det stemmer!


Og glem så ikke Walters to soloudgivelser, især den seneste fra 2008, Circus Money er delikat. Men 11 Tracks of Whack er nu også fin.


onsdag den 9. august 2017

Yeats og mine bange anelser



Der findes tekster, som man skal vare sig for. Slå syv kors for sig inden læsning. Omgås med forsigtighed. Ikke læse for ofte. De minder måske lidt om hverdagens overtro.

Hvem frygter ikke at hidkalde manden med leen ved blot at omtale ham? Hvem gør ikke et særligt tegn, når en sort kat krydser vejen? For en sikkerheds skyld, går jeg aldrig under en stige. 

W.B. Yeats Second Coming er i denne forstand et risikabelt digt. Det tager et alvorligt livtag med verdens undergang. 

Men er digtet selv en påkaldelse, en besværgelse eller et forsøg på at afværge? På en uhyggelig kold måde er det ingen af delene. En nøgtern og grusom profeti. Og selvopfyldende....

Selv om digtet er fra 1919, så er der nemlig en del, der beskriver nutiden:

Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde
Rent anarki slippes løs på verden,
Den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt
Druknes uskyldighedens ceremoni;
De bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.

Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst

Are full of passionate intensity.


Og så dette ildevarslende, apokalyptiske spørgsmål til sidst:

Og hvilket grumt udyr - dets time endelig kommet
Sniger sig mod Bethlehem for at blive født?

And what rough beast, its hour come round at last,


Slouches towards Bethlehem to be born?

Men læs det hele, det er grov kost.

Henrik Nordbrandts oversættelse er her:


Og her er originalen:

Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.

Surely some revelation is at hand;
Surely the Second Coming is at hand.
The Second Coming! Hardly are those words out
When a vast image out of Spiritus Mundi
Troubles my sight: somewhere in sands of the desert
A shape with lion body and the head of a man,
A gaze blank and pitiless as the sun,
Is moving its slow thighs, while all about it
Reel shadows of the indignant desert birds.
The darkness drops again; but now I know
That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle,
And what rough beast, its hour come round at last,

Slouches towards Bethlehem to be born?







Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

lørdag den 17. juni 2017

Hagiografi: Johannes V. Jensen





En hagiografi er en overdrevent rosende og ukritisk fremstilling af en kendt persons liv og værk. Og det er det, jeg bedriver her, hvor det handler om mine husguder.


Johannes V. er ikke en mester i at skabe de gribende historier eller formidle de helt store eksistentielle temaer på det store lærred. Han er på det punkt på ingen måde i en liga med Henrik Pontoppidan eller Thomas Mann. Der er ingen Lykke-Per eller Trolddomsbjerg i hans forfatterskab.


Men manden kan som meget få formidle sanselighed og erfaring gennem skriftsproget. 

Når han skriver om tandpine i Kristania (Oslo) eller den satans myg, Sulla i Sevilla, så mærker man Johannes igennem sproget på en særlig måde. 

Det er en stemme, man genfinder i alt, hvad han skrev. 


Sproget bøjes og vrides til at blive udtryk for hans oplevelse af verden, som altid bliver konkret og subjektiv. 

Han siger det måske allerbedst selv i Cimbrenes tog, hvor hans alter ego, Norne-Gæst, karakteriseres på denne måde:


Han, Skjalden og Fortælleren, var den tavseste Mand. Hvad han vidste eller havde set beholdt han for sig selv, til der blev Billeder deraf; Klarhed vidste han er kun et Billede. Det skulde have Form hvad han gav, Tæthed, Sproget skulde indeholde en Farve af Verden og hans Væsen


Johannes fik Nobelprisen i 1944, og det var fortjent. 

En smagsprøve? Naturligvis "Ved frokosten" fra samlingen Digte 1906. 




Er det verdens bedste digt? Det er der ikke noget, der hedder.

Men alligevel. Verdens bedste på dansk? 

I den retning.

I mine ører siger det digt noget sandt om det at være menneske i verden - og om Danmark og den måde, ting i Danmark er på. 

Her kommer det:

Kafeen skal være velsignet! 
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl! 
Jeg omfatter min Kellner med Sympati, 
jeg sidder sval og barberet ved Bordet, 
finder Stangen under det med Fødderne 
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt. 

Giv mig en Bajer! 
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad. 
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre, 
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det! 
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand! 
Jeg vil begrave mig i en Slurk … 
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det? 

Nu har jeg det godt. 
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig. 
Først spiser jeg et med Æg og Sild – 
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove! 
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg, 
og her fordyber det Smagen, at jeg tier. 
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. 
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte. 


Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen, 
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske. 
Se den spiller, den ler klart, 
Jeg holder den op som en stor levende Diamant, 
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark! 
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik. 
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden. 
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende. 

Skaal! 

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder, 
fordi jeg selv varmer Bænke; 
hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte 
med samt alle Glædespiger og Skalmejer. 

Lykken og jeg forstod ikke hinanden; 
jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var. 
Sandheden er, at jeg mistede Emma. 

Hvorfor? 
Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen, 
ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk? 
Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk 
som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver, 
havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder, 
en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger? 
Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen 
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet? 
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige, 
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende, 
om at vaske sin nittenaarige Krop. 
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker. 
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet. 
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma, 
Velan jeg tav, men jeg forskød dig. 
Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt 
ytred en uovervindelig Lede for mig, 
mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed! 
Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden! 
Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen. 
Du giftede dig med en Violinist, 
hvis Fingre ikke skyede Harpiks, 
og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner. 

Altsaa jeg mistede Emma. 
Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange 
ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig. 
Mit Liv er een Erstatning. 
Hvem siger, at man skal leve lykkeligt? 
Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund, 
Skummel af Kærestesorg, 
I Favnen paa yndige Olga. 

Hun var altid vasket og sval, 
jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt. 
(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel). 
Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende. 
Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige 
som Aakandebladene i Guldager Bæk, 
hvor jeg badede som ungt Menneske. 
Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften 
af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker, 
et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj. 
Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig, 
du var frisk som et Neg, 
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade. 

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske. 
Uden at betænke mig svælger jeg ogsaa den. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 
Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit, 
der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen 
midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse. 
Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene? 

Ak, Emma og Olga! 
Hvor er I henne? 
Et Mindebæger! 

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper, 
jeg tror jeg er glad til trods for Smærte. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 

Skaal!







Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.